Til en Husmoder paa Landet,

som har udsendt et Nødraab gjennem dette Blads Juni-Hæfte.

Maa jeg have Lov at skrive nogle Ord til Dem og i et Par Punkter imødegaa Dem.

Jeg vil ingenlunde imødegaa Deres Tanke at drage saakaldte dannede Kvinder til det Arbejde, som tit kaldes det grove; tværtimod: jeg finder den baade rigtig og smuk, og Jeg haaber, at min Datter hverken skal holde sig for god til at malke eller skure.

Om det derimod er Tid for Fruerne til at gjøre Skrue, tillader jeg mig at tvivle. Der maa vist endnu løbe noget Vand til Strande, før de kunne staa sig ved at sige til dem med de arbejdsvante Hænder: „vi kunne godt undvære jer, thi vi kunne faa meget bedre Medhjælpere” (nemlig blandt „de mange huslig anlagte dannede Kvinder”).

Dog, det faar staa hen til Livets Afgjørelse. Men der er et Par Punkter i Deres Begrundelse af Nødraabet eller den foreslaaede Skrue, som jeg maa modsige Dem i. Dog allerførst sætter jeg - under Indrømmelse af den Forskjel, der kan være paa forskjellige Egne, - mit Ja mod Deres Nej og siger: Det kan godt lade sig gjøre at faa gode, tro, dygtige, ordentlige og venlige Tjenestefolk af Bondestand med Hjærte og Øje for Livets ideale Side. Det Har min Hustru og jeg erfaret i en Snes Aar og nu lige saa fuldt som ved denne Aarrækkes Begyndelse. Og naar jeg har indrømmet Forskjellen paa de forskjellige Egne, vil jeg dog ogsaa have Lov til at fremhæve, at vi for Tiden have fire voxne Tjenestefolk, paa hvem de nys skrevne Tillægsord passe, og af dem er én fra Sjælland, én fra Østjylland, én fra Midtjylland og én fra Bredden af Vesterhavet.

De skriver: „maaske Skylden dog for en Del er min egen, thi jeg har endnu ikke lært at bruge Grovfilen, som dog vist er et nødvendigt Redskab over for uudviklede Mennesker”. Jeg ønsker Dem af Hjærtet til Lykke med, at De ikke har lært at bruge dette Redskab, og gid De aldrig maa lære det. Dermed mener jeg ikke, at der ikke maa være Bestemthed i Krav til Arbejdet, nej langtfra. Ved Grovfilen forstaar jeg strixe, kommanderende, skændende Ord, nøje Seen paa Fingrene o. desl., som aldrig skaber gode Omgivelser. Nej, venlige Ord, der godt kunne enes med Bestemthed, og Tillid, saa længe man ikke har afgjørende Kjendsgjerninger, der retfærdiggjøre Mistilliden, det er, hvad vi skulle lære paa at bruge. De skulde vel ikke allerede have lidt galt fat paa det i denne Henseende? De skriver: „med et ligestillet Menneske kan man forhandle om, hvad der er det hensigtsmæssige og fornuftige, medens man til en Pige kun udsteder sin Ordre o. s. v.” Tro mig! at handle efter den Tanke jeg kan ikke holde Raad med et Tjenestemenneske om, hvad der er det hensigtsmæssige, og at man til en saadan kun kan udstede en Ordre, det er en Udsæd, hvorefter det vilde være urimeligt at vente en god Høst, thi det krænker Mennesket i vore Tjenestefolk.

De skriver: „Den folkelige Tanke at optage disse (Tjenestefolkene) i Hjemmet som lige stillede, spise sammen med dem, have dem inde i sin Dagligstue og lade dem deltage i alle Samtaler og i alle fælles Fornøjelser, tror jeg næppe, vilde være til Glæde paa nogen af Siderne, da begge Parter kun vilde føle sig tvungne og bundne paa alle Kanter”. Tillad mig at sige, at derom ved kun den noget, som har prøvet det. Og hos os have vi prøvet det, vi have i en ikke saa lille Aarrække daglig spist til Middag med vore Tjenestefolk, lige saa Søndag Aften, vore Stuer staa dem aabne, ved Hjemmets smaa Fester søge vi at indrette det saa, at de kunne være saa meget som muligt imellem os. Og vi vilde ikke paa nogen Maade tilbage til det gamle. Os er det ingen Tvang, og vi faa Vidnesbyrd nok om, at det ej heller trykker, men glæder vore Folk og hjælper til, at gode Mennesker ville tjene os.

En Husmoder som De, hvis Hus ikke er mere travlt, end at De kan, og som har det Sind, at De vil sige til Deres Medhjælpere af „den dannede Klasse”, at om Eftermiddagen kunde der blive Tid til at dyrke de skjønne Kunster, en Husmoder, som kan føle det fornøjelige i et saadant Samliv, skulde prøve paa at drage almindelige Tjenestefolk ind deri. Hendes Glæde vilde ikke blive mindre, og hendes Huses Gjerning vilde vinde uberegneligt derved. Og saa Menneskeligheden! Vi ere jo dog - ikke blot i Krop - alle Mennesker, Ligheden imellem os er større end Forskjellen.

Vium Præstegaard, den 18de Juli 1888.