Fra indland og Udland.
Program for Nordisk Kvindesagsmøde, hvortil baade Mænd og Kvinder indbydes af „Kvindelig Fremskridtsforening”, i Kjøbenhavn (Kasino, Amaliegade) den 14de, 15de og 16de Juli 1888. Lørdag den 14de Juli.
Kl. 9. Mødet aabnes af Kvindelig Fremskridtsforenings Formand.
Kortfattede Meddelelser om Sagens Stilling i de nordiske Lande:
Kl. 9½-10½. Kvindens Valgret, ved Hr. Fredr. Bajer, Frk. Bjarnarson (Isafjord), Fru Ragna Nielsen, f. Ullmann, Hr. F. T. Borg og Frk. Alli Trygg (Helsingfors).
Kl. 10½-11½. Fredssagen som Kvindesag, ved Fru M. Bajer, f. Schlüter.
Kl. 12-1. Afholdssagen som Kvindesag, ved fhv. Landstingsmand Kl. Johansen (Vaarst) og Hr. Edv. Wavrinsky.
Kl. l-2. Samundervisning for begge Kjøn, ved Hr. Herm. Trier, Fru R. Nielsen, Rektor Palmgren (Stockholm) og Frk. Hagman.
Kl. 2-3. De kvindelige Arbejderes Stilling (derunder: Tyendesagen), ved Hr. P. Knudsen.
Kl. 5. Forhandling og mulig Beslutning om Kvindens Valgret. Indledet af Johanne Meyer, f. Petersen. Som Deltagere i Forhandlingerne ventes bl. a. Højskoleforstander Grønvald Nielsen, Line Luplau f. Monrad, Frk. Alli Trygg, Folketingsmand Henning Jensen og Frk. Concordia Løfving.
Søndag den 15de Juli.
Kl. 9. Forhandling og mulig Beslutning om Afholdssagen som Kvindesag. Indledet af Frk. Emilie Rathou, Helsingborg. Som Deltagere, i Forhandlingerne ventes bl. a. fhv. Landstingsmand Kl. Johansen, Vaarst, og flere af Afholdsforeningerne.
Kl. 4. Forhandling og mulig Beslutning om De kvindelige Arbejderes Stilling (derunder: Tyendesagen). Indledet af Olivia Ankersen f. Larsen og Johanne Meyer f. Petersen.
Som Deltagere i Forhandlingerne ventes bl. a. Forstander Jensen, Lyngby, Journalist Meyer, Redaktør Hoelgaard og Frk. Lagesen.
Mandag den 16de Juli.
Kl. 9. Forhandling og mulig Beslutning om Fredssagen som Kvindesag. Indledet af Louise Nørlund f. Christiansen. Som Deltagere i Forhandlingerne ventes bl. a. Hr. E. Wavrinsky, Stockholm, og F. T. Borg, Helsingborg.
Kl. 5. Forhandling og mulig Beslutning om Samundervisning for begge Kjøn. Indledet af Fru Ragna Nielsen, f. Ullmann. Som Deltagere i Forhandlingerne ventes bl. a. Rektor Palmgren (Stockholm), Frk. Alli Trygg og Hr. Herman Trier.
Fredag den 13de Kl. 8 Aften mødes Deltagerne i Badstuestræde 11 (Studentersamfundets Sal).
Mandag den 16de Kl. 9 Aften: Fællesmaaltid til 3½ Krone Personen (med Vin). -
Kun et begrænset Antal Adgangskort udstedes til Kvindesagsmødet, hvorfor Deltagerne bedes løse Kort snarest muligt hos Fru Joh. Meyer (Naboløs 4, Kbh. K.).
Den filosofiske Prøve. Af 8 Kvinder; der iaar have bestaaet denne Prøve ved Kjøbenhavns Universitet, have 6 - Annette Vedel, Elise Møller, Margrethe Thiele, Julie Kiel, Elisabeth Utke og Hedvig Reinhardt, - erholdt Første Karakter med Udmærkelse, 2 Første Karakter.
Kvindesagen i Dagbladene. Landstingsmand L. Schrøder skriver i „Morgenbladet” for den 13de Juni om Udvandring til Amerika. Han anfører Udtalelser fra et Brev, som en Student har skrevet hjem der ovre fra. For Studenter er Amerika ikke det rette Land. Enhver, der agter sig der over, maa hjemme fra være vant til stræng legemlig Gjerning. Naar dette gjælder Mændene, maa det lige saa vel gjælde Kvinderne. Hr. Schrøder mener, det vilde være heldigt, om der fandt en Udvandring Sted, om ikke just fra Danmark til Amerika, saa fra Intelligensens til det strænge legemlige Arbejdes Verden.
Frk. Elise Lindberg meddeler i „Morgenbladet” for den 24de Juni, at Pastor Mortensen i Hartford har taget til Gjenmæle mod nogle af de Udtalelser, der faldt paa Dansk Kvindesamfunds Møde den 30te April om Kvinders Udvandring til Amerika. Pastoren har nemlig givet Oplysninger, der tyde paa et forholdsvist let Arbejde for de unge Piger der ovre og paa en meget hensynsfuld Behandling. Imod Prof. Falbe-Hansens Mening, at ikke ret mange unge Piger vilde kunne opnaa Plads derovre, anfører Præsten et Exempel paa, at der i Løbet af 2½ Dag indfandt sig 50 Damer for at fæste en dansk Pige, han havde søgt Plads for i Avisen. Et andet Exempel anføres om en ung Pige, der har faaet Kost, Logis og Undervisning ved en Højskole frit i 2 Aar mod at gjøre lidt let husligt Arbejde.
Kvinder som Tilsynhavende. Virkninger af den nye Lov om Tilsyn med Plejebørn have allerede vist sig, idet Kommuneraadet i Vium-Sjørslev-Almind Kommune har valgt to Kvinder til sammen med 1 Mand at føre det omtalte Tilsyn der paa Stedet, nemlig Fru Lund i Vium Præstegaard og Gaardejer Svendsens Hustru i Almind.
Dannede Kvinders Udvandring til Amerika. Frk. Elise Lindberg har meddelt os, at den 4de Juli rejser et nygift Par til Amerika for at oprette et Højskolehjem og den 18de Juli 6 unge Piger af Middelstanden - 3 Præstedøtre, to Gjæstgiverdøtre og en Fabrikants Datter - for at tage Tjenestepigepladser i Hartford, hvor Præsten glæder sig til at tage imod dem. 3 Lærerinder i Vendsyssel paatænke at rejse senere i samme Øjemed. Frk. L. minder om det store Overtal af Mænd i de Forenede Stater (I 1870 var der 469,000 flere Mænd end Kvinder).
Marthaforeningen. I Følge Aarsberetning har denne Forening udvidet sin allerede tidligere betydelige Virksomhed blandt Nørrebros fattige ved Oprettelsen af en Vuggestue og en Polyklinik. Af den tidligere begyndte Virksomhed fremhæves Konemøderne, der stadig ere godt besøgte, og Arbejdsstuerne for Børn, der nu ogsaa optage Drenge, som særlig beskæftiges med at lave Børster, men som ogsaa lære at stoppe og lappe. En ikke ringe Virksomhed udfoldes blandt de fattige syge, man sørger for Landophold for Børn, hvortil Indenrigsministeren tilstaar Foreningen Fribilletter paa Statsbanerne. Endelig har man afholdt Koncerter i Kvarteret, hvilke ere blevne modtagne med stor Glæde. Foreningen har sit eget Hjem i Brohusgade Nr. 7 paa en af Etatsraad Anker Heegaard dertil skjænket Grund.
Udstillingen. Tegneskolen for Kvinder har i sin Udstilling ogsaa Souvenirs de Copenhague læs: en Naalebog. Indeni er et Billede af Udstillingen, udenpaa er Bogen broderet med nogle aparte Sting (etter et orientalsk Tæppe i Karlsbergmusæet). Bogen koster 1,33.
Den franske Minister for den offentlige Undervisning har sendt Frk. Matrat fra Paris til Verdensudstillingerne i Kjøbenhavn og Barcelona som sin Afsending. Frk. Matrat har paa sit Visitkort: „Inspectrice générale honoraire des Ecoles Maternelles, Déléguée du Ministre de linstruction publique aux expositions universelles de Copenhague et de Barcelone”. Hun har den Opgave at gjøre sig bekjendt med det danske Skolevæsen. Inden hun tager til Barcelona, besøger hun Stockholm og Berlin for at bese Skolerne der.
I Tegneskolen for Kvinder har Frk. Matrat kjøbt og bestilt flere Tegninger.
Sverrigs første praktiserende kvindelige Læge er Frøken Karolina Widerstrøm. Frk. W. var oprindelig Gymnastiklærerinde og gik derfra over til at studere Medicin; i 1884 blev hun med. Kandidat og i Aar har hun taget den saakaldte „medicinske Licentiatexamen”. For Tiden er hun ansat ved Afdelingen for Kvindesygdomme paa et af Stockholms Hospitaler. Frk. W. har, som Læserne af „Kvinden og Samf.” ville vide, bl. a. megen Interesse for Dragtreformbevægelsen og har stor Del i, at de svenske Læger have taget denne Sag op i større Omfang,
Tyskland. Dameskræderinderne i Berlin have oprettet en Fagskole.
De engelske Kvinders kommunale Virksomhed. „Det har sin Interesse”, skrives der til os fra London (af Miss Caroline Biggs), „at sammenstille de konservative danske Landstingsmænd, der nylig have gjort saa kort Proces med Loven om den kommunale Stemmeret for Kvinder, med vor konservative Regering, der i sin ny kommunale Lov udtrykkelig fremhæver Kvinderne som Deltagere i de udvidede Rettigheder, denne Lov skal sikre Vælgerne. Intet Parti her i Landet vilde tænke paa at berøve Kvinderne de kommunale Rettigheder, skjønt man endnu ikke har villet tilstaa os de politiske.”
Miss Biggs meddeler endvidere fra Valgene i London d. 9de April forskjellige statistiske Oplysninger, der synes at vise, at man stadig i højere Grad vilde føle det nyttige i, at Kvinderne tage Del i denne Art offentlige Hverv. Ikke blot er Antallet af valgte Kvinder voxet, men paa mange Steder ere Kvinderne komne ind eller gjenvalgte som de øverste paa Listen. I London ere 24 Kvinder valgte til Fattigforstandere, deraf flere for syvende eller ottende Gang. Otte af dem staa med et betydeligt Overtal over de valgte mandlige Forstandere; Miss Lovisa Twining, som blev omtalt i Miss Biggs forrige Brev, fik over 10,000 Stemmer. I forskjellige andre engelske Byer ere 31 Kvinder valgte, i Skotland 7. I Irland have Kvinderne endnu ikke erhvervet kommunale Rettigheder. De kvindelige Vælgere have ved denne Lejlighed været meget virksomme for at faa Kvinder til at deltage i Tilsynet med Kvinder og Børn i Fattighusene, og de ere blevne støttede heri af den mandlige arbejdende Befolkning.