Stands!

Man kan ikke være den første paa alle Punkter. „Kvinden og Samfundet” bringer mange Artikler, som maa betegnes som de første, i alt Fald her hjemme, men har i Juni-August faaet fat paa et Æmne, hvor jeg ikke kan lade være at gjøre opmærksom paa, at man er for sent paa Færde. Jeg sigter til en Landsbykones Nødraab og svarer derpaa. Det er den bebudede Fortsættelse, som driver mig frem, for om muligt at afværge den.

Jeg har nu i ikke saa faa Aar af og til læst Artikler om denne Sag i „Højskolebladet” og andre Steder, og jeg kan ikke finde i de nu fremkomne Artikler en eneste Tanke, der ikke har været fremsat adskillige Gange før. Og det forekommer mig en uafviselig Fordring til en ny Behandling. Saa længe den ikke kan fyldestgjøres, maa vist Behandlingen hellere bero. Men, vil man sige, de talrige Indlæg vise, at Spørgsmaalet har Aktualitet. Jeg tror det dog ikke. Jeg tror, at alle disse Penne havde hvilet ganske rolig, hvis Landsbykonen ikke havde fremsat Meninger, der viste hende paa tværs af al den Udvikling, som i de forskjelligste Kredse har fundet Sted i de sidste 20-30 Aar. Det blev en Del nidkjære Mennesker for stærkt. Jeg tror, de havde handlet rettere i at lade en Landsbykones Tanker dø den Død, hvortil deres Alder dog saa kjendelig henviste dem i nærmeste Fremtid. Hun forstaar dog sikkert næppe et Muk af det, de gjøre gjældende, og de fleste andre Læsere have som sagt for ofte læst og tænkt det samme.

Men navnlig af én Grund vil jeg særlig anbefale at standse Forhandlingen strax. Jeg tror ikke, den havde Værdi, selv den Gang det var nyt at se sligt paa Tryk. Sagen er, at dette Forhold (mellem Husbonde og Tyende) er af den Slags, hvor Theorier har saa uendelig lidt at sige. Jeg har aldrig set nogen Frugt af de Forhandlinger, der ere førte. Hvor Mennesker have det Sindelag ikke at ville have det anderledes med dem, der ere i deres Hus for at hjælpe dem, end som gode Venner, der lykkes det bestandig at faa det saadan. Men hvor det Sindelag ikke findes, der kan man prøve med aldrig saa smukke og rigtige Theorier, man vil, og det lykkes aldrig. Hvor faar man saa det Sindelag fra? Ja det er en underlig Hemmelighed. Jeg tror, intet Menneske er i Stand til at rede den op. Blot dette, at jeg tror, den hænger nøje sammen med Kristendommen, og saa er jeg for Resten vis paa, at alle de, som eje noget af Hemmeligheden, ville sige, det er noget af den største Lykke, Livet har at byde.

V. Brücker.

Vi ere aldeles ikke enige med Hr. Pastor Brücker. De Synspunkter for Forholdet mellem Husbond og Tyende, som „en Landsbykone” gjør gjældende, ere de samme, som endnu ere de herskende i de fleste Familier, der holde Tyende, - i alt Fald i Familier udenfor Bondestanden. Man betragter Tyendet som Underklasse, sig selv som Overklasse, og man behandler Tyendet derefter - oven fra ned ad. Det er ikke af Mangel paa god Vilje, man handler saa, man tror, at det ikke kan være anderledes. Men saa længe dette er Reglen for Tyendets Behandling her til Lands, - og vi paastaa, at det er Reglen, ogsaa indenfor de kristelige Familier, - da er der god Grund til at fortsætte Drøftelsen af denne Sag. Vi vilde ret meget ønske, at de, der dele „en Landsbykones” Synspunkter, vilde bryde en Landse for deres Overbevisning. Vi tro ikke, at den Forhandling, der hidtil har været ført om den Sag, t. Ex. i Højskolebladet, har været spildt, men vi tro, det er godt, at der bliver slaaet til Lyd for Ligheds- og Broderskabstanken paa dette Omraade, ogsaa uden for de Kredse, til hvilke Højskolebladet nærmest har Ærinde.

Vi kunne ingenlunde med Hr. Brücker gaa ud fra, at det er Sindelaget, den gode Vilje, det skorter paa. Hvad der fattes, er Forstaaelsen af, Sandsen for det fælles menneskelige som stærkere end alle Standsmodsætninger. Fællesskab i religiøs Følelse kan bidrage til at slaa Bro her, demokratisk Tankegang ligeledes, men - som sagt - Reglen er endnu, at Forholdet imellem Herskab og Tyende bestemmes af Standsmodsætninger, og saa længe dette er Tilfældet, er det for tidligt at sige: Stands!

Det bør heller ikke overses, at, selv om baade den gode Vilje og Forstaaelsen af Sagens Berettigelse er til Stede, støder dog den praktiske Udførelse af Lighedstanken paa forskjellige Vanskeligheder, der forhaabentlig ikke ere uovervindelige, men som dog ikke maa overses eller undervurderes. En i det enkelte gaaende Drøftelse af disse Vanskeligheder og Midlerne til at overvinde dem vilde uden Tvivl være meget nyttig, og vi aabne gjærne vore Spalter for en saadan Forhandling. Standses Forhandlingen, betyder det kun, at Tingene blive ved at gaa den samme skjæve Gang.