Et Par Ord om Kvindernes Erhvervsvirksomhed.

I Følge Beretning i „Berlingske Tidende” 27de Juni 1888, taler Skoledirektør Theisen om det store Gode, det vilde være for Drenge, om der oprettedes Fagskoler for dem. Vi indse tilfalde den Udvikling, som her igjennem vilde blive aabnet for Drenge; men det ligger i Tiden, og andre Lande give os ogsaa Exemplet paa, at man dog endelig nu ogsaa maa tage noget Hensyn til kvindelige Elever. Staten giver til unge Mænds Udvikling aarlig 1,048,000 Kr., heri ikke medtaget ½ Million til Universitetet, til Kvinders 30,000 Kr. Naar man ved, at i Kjøbenhavn er der 65,000 Kvinder, som maa ernære sig selv og deres Familie, kunde det vel være paa Tide at tillade Pigerne at konkurrere med Drengene i de nu ny oprettede Skoler og Undervisningsanstalter. Af gammel Vane taler man altid om Drengene og Mændene, og de have jo ogsaa hidtil taget alt aandeligt Erhverv og de fleste af Statens Penge. Men vil man ikke tvinge Kvinden ned paa Proletariatets nederste Trappetrin ved at gjøre gjældende, at Syning er hendes Erhverv, saa er Staten tvungen til at give hende Adgang til Konkurrence ved ny oprettede Læreanstalter. De nuværende Haandværkere ønske ikke at forøge Konkurrenternes Antal, de nægte derfor Kvinden Adgang til alle Haandværk; saa, skal hun naa frem her, saa maa private se ved deres Medvirkning at snegle det lidt frem. Man maa erindre, at Forholdene have taget de fleste Erhvervsgrene fra Kvinder ved Maskinernes Indførelse. Forhen spandt, vævede, farvede man sit Tøj i Hjemmet. Man bagte, bryggede, støbte Lys, tørrede Frugter, nu kan ingen falde paa sligt, da det vilde være meget dyrere end det, man forarbejder ved Maskiner. Selv det at kjærne Smør og lave Ost er lige ved at forsvinde fra Hjemmene og gaa op i Fællesmejerierne. Men hvoraf skal Kvinden saa leve? Hun maa jo dog spise, klæde sig og bo. Hun skal gifte sig, bliver det første Svar fra mange stillestaaende Mennesker. Men tænk eder om, I Mennesker, som sige dette. Er det ikke den største Vanhelligelse af den gifte Stand at mene sligt? Vil der ikke af slige Forsørgelsesgiftermaal fremkomme en Slægt, saa ussel, saa enerveret, at man gyser ved at tænke paa den. Vi, som haabe, at Menneskene altid maa gaa frem i Udvikling, og som

kun herved se vore Ønsker opfyldte om en i alle aandelige og materielle Henseender idealere Verden, lad os aabne al Undervisning for Kvinde som for Mand, og I skulle snart se, hvorledes Kvinden bliver dygtigere, Manden lykkeligere ved at faa en, som sammen med ham erhverver og arbejder, og at begge da ville have fælles Interesser. I ville faa Bekræftelse paa, at Slægten er bleven ringere, ved at dens Mødre, som i henved 2 Aar have været dens materielle Ernæring (Livskilde) og fremdeles i mange Aar skulle vedblive at være dens væsentlige Opdrager, have følt sig kuede og trykkede ved altid at se, at de var en ringere Art af Væsener end Mænd, ved altid at føle, at hidtil var deres Evner kun værdsatte saaledes, at det kun var „ham”, der tænktes paa, naar noget godt skulde udrettes for Mennesket. Føl den Haan, som ligger heri, og beundre Kvinden, at hun trods denne Nedværdigelse, trods det lidet, Staten har gjort for hende, dog er naaet saa vidt i Kundskab og Selvagtelse. Gjør hende fri, lad hende arbejde i Fællesskab med Manden, I skulle se, hvilke velsignede Følger det vil have. I ville ikke efter 10 Aars Forløb kjende Mennesket igjen. Frygt ikke for, at der saa intet Arbejde bliver til Manden. Der er jo Arbejde nok. Heden i Jylland skal opdyrkes, Skove plantes der ovre, ethvert Arbejde blive fuldkomnere, der er Arbejdsfelter nok, naar Folk kun ere oplyste og fri. Mændene behøve jo saa ikke at arbejde saa meget, naar de hjælpes af deres Hustruer, naar deres Søstre kunne erhverve, hvad de selv behøve, saa de ikke ængstelig skulle spare sammen til den Tid, de muligvis gaa bort fra Kone og Børn, vel vidende, at Konen selv kan erhverve, hvad hun og Børnene behøve. Føle I ikke den enorme Lykke, der ligger heri for den kommende Slægt? Lige Rettigheder, lige Pligter!