Washingtonmødet i Fugleperspektiv.

Det er i og for sig en Lykke at leve i en Tid, da en stor Idé arbejder sig frem gjennem et Lag af Fordomme og Uret. Det er en Lykke at kunne være med til et Stykke Verdenshistorie.

Denne Tanke var sikkert den fremherskende blandt de Kvinder, som den 24de Marts Kl. 3 om Eftermiddagen samledes i „the Red Parlour” (den røde Dagligstue) i det statelige Hotel „Riggs House” i Washington til det forberedende Møde af Afsendinge til den mellemrigske Kvindekongres. Man saa her i denne Samling af stille, næsten højtidelig ventende Kvinder det bedste og dygtigste, som Amerikas Kvindeverden har at opvise. Den Skjærv, Evropa havde givet, var saa lille, at den forsvandt i Mængden; thi baade Rejseomkostninger og den stormfulde Marts Maaned var Skyld i, at kun 7 evropæiske Afsendinge havde meldt sig. At det upaaagtede, ukjendte Skandinavien og Finland havde 3 Udsendinge foruden Danmark, hvis Afsending, som man véd, ved Sygdom var forhindret i at være nærværende, vakte ikke ringe Forundring. Lapper, Finner, Nordmænd og Svenske løbe sammen til ét Virvar i amerikanske Hjærner. Man forestiller sig, at de leve i et stadigt Vintermørke, klædte i Huder, og at de kun have Interesse for Rensdyr og Fisketran. Da de norske og finske Damer rejste sig ved Opraabet af de uden- og indenlandske Afsendinge, bølgede derfor de forsamlede Hoveder af Nysgjerrighed, maaske ogsaa af en mistænksom Venten paa at faa at vide, hvorledes vi vilde kunne udtrykke os paa Engelsk, og hvorvidt vi var klædte i Skind eller ikke. Det højtidelige ved denne Lejlighed forjog dog alle mindre vigtige Indtryk; vi yngre saa os om med spændt Interesse. Størst Opmærksomhed tiltrak sig Formanden i den indenrigske Stemmeretsforening, der havde sammenkaldt Kongressen, Mrs. Elisabeth Cady Stanton, en nydelig gammel Frue med snehvidt Haar, ordnet i pyntelige Krøller paa begge Sider af det mærkelige Ansigt. Hun saa ud som et Maleri fra det 18de Aarhundrede, Viceformanden, Miss Susan B. Anthony, den af alle unge Piger elskede og beundrede „Aunt Susan” (Tante Susan), ledede Mødet. Ved Siden af hende sad Sekretæren, Miss Rachel Foster. De to ere uadskillelige, og det var kjønt at se Formandens sølvhvide Hoved tæt op til Sekretærens blomstrende Ansigt. Denne mærkværdige unge Kvinde, kun 29 Aar, leder med Mildhed og dog Fasthed den største Del af Arbejdet i den over alle de forenede Stater udstrakte Forening. Hun er rig og uafhængig og giver med sjælden Opofrelse hele sin Tid til Arbejdet for Kvindesagen. Hun har en tiltalende, ungdommelig Skikkelse, milde Øjne, blomstrende Hudfarve og en munter Latter. Det er et smukt Syn at se hende efter endt Arbejde fare om og lege med en 2-aarig Adoptivdatter, der er Gjenstand for hendes kjærlige Omsorg.

Blandt de tilstedeværende saas ogsaa den berømte Miss Frances Willard, Totalafholdssagens Apostel, der kun behøver at vise sit fine, ædle Ansigt paa en Talerstol for at vække en Storm af Begejstring, Mrs. Lucy Stone, Redaktrice af „The Womans Journal” og en af Pionererne,*) som i sin simple puritanske Dragt ligner en gammeldags Præstekone fra Landet, Miss Julia Ward Howe, den bekjendte Forfatterinde, en af Kvindesagens tidligste og mest agtede Arbejdere, samt en hel Række af yngre og ældre Forkæmpere for Kvindens Stemmeret, Missions-, Undervisnings-, Afholds-, Sædeligheds-, Velgjørenheds- og Sygepleje-Foreninger. Mellem de yngre lagde man maaske mest Mærke til Mrs. Wright Sewall, Forstanderinde for en Pige-Latinskole i Indianapolis, en Kvinde med lige saa klart Hoved som sikker Pen, samt Mrs. Clara Colby, Redaktrice af „The Womans Tribune”, hvis energiske, tiltalende Ansigt viser, at hun var den rette til at udføre det Kæmpearbejde hurtig og viljefast at flytte sit Aviskontor med hele dets Stab af kvindelige Referenter og Stenografer fra Nebraska til Washington, flere hundrede Mil. Meningen hermed var at kunne skaffe daglige og paalidelige Referater af Mødets Forhandlinger; det pyntelige Blad paa 12 Sider opfyldte virkelig alle berettigede Fordringer.

Miss Anthonys Stemme dirrede af Bevægelse, da hun aabnede Mødet og ønskede de tilstedeværende velkommen, især „vore Søstre fra den anden Side Havet”, som hun udtrykte sig. Disse var: For England: Mrs. Laura Ormiston Charet, dernæst Mrs. Butler, Englands mest fremstaaende Kvinde i Sædelighedssagen, samt vistnok den, der talte bedst; Mrs. Alice Scatcherd, der kan se tilbage paa en smuk Virksomhed blandt de arbejdende Kvinder, Mrs. Zadel Gustafson, sendt af Afholdsforeninger i England, og Mrs. Ashton Dilke fra de liberale Kvindeforeninger i det nordlige England, For Norge: Fru Magnussen Groth; For Frankrig: Madame Bogelot. Desuden repræsenteredes Tyskland af en i Amerika bosat tysk Dame, Madame Clara Neyman, samt Irland af en ligeledes der boende, Mrs. Moore. Canada havde sendt en af sine bedste Arbejdere for Totalafholdenhed, Mrs. Kæfer, og Indiens Afsending, den interessante og lærde unge Enke, Pundita Kamabai, var maaske den, der vakte størst Opmærksomhed i hele Forsamlingen. Hendes Ansigt er rundt, Huden brunlig, Kindbenene høje, Øjnene milde, talende, mørke, og hendes Latter er barnlig og from. Som Skik og Brug er i hendes Fædreland, er hun sædvanligvis klædt i den hvide Enkedragt. Hendes Engelsk er blødt og har en behagelig Tone.

Det første Møde gjaldt Dannelsen af et staaende nationalt Kvinderaad eller Udvalg. Forhandlingen var livlig og flydende, men mindre samlet, end vi i Evropa ere vante til. Endelig Kl. 7 var alle Fuldmagter indleverede, Forhandlingen til Ende og et forberedende Udvalg nedsat.

Den følgende Dag prædikede kvindelige Prædikanter i 5 forskjellige Kirker. Mellem dem Mrs. Livermore, vidt bekjendt, selv i Evropa. Om Eftermiddagen aabnedes selve Kongressen med Gudstjeneste i Mødets Lokale, Albaughs Opera House. Over 1000 Mennesker var samlede i det blomster- og flagsmykkede Lokale, og andagtsfuld Tavshed herskede under Pastor Annie Shaws Foredrag, ligesom da kvindelige Prædikanter holdt Bøn. Interessen naaede dog sit højeste, da Forhandlingen højtidelig aabnedes paa Mødets anden Dag.

Da Mrs. Stanton med rolig Værdighed stod op for at holde Indledningstalen, rungede Salen af Bifald. Mænd og Kvinder rejste sig og viftede med deres Lommetørklæder, og mange tørrede i Smug deres Øjne. Mrs. Stantons Tale var, hvad man kunde vente. Glimrende Veltalenhed har hun ikke, men hendes beaandede Foredrag er gjennemtrængt af urokkelig Overbevisning, Fordomsfrihed, Smile og omfattende Kundskaber, saa det maatte gjøre Indtryk. Hendes Tilbageblik paa de sidste 40 Aar siden den første Kvindekongres 1848 var især gribende, naar man betænker den virksomme Del, hun selv har taget i Kampen for Kvindens Rettigheder. Men foruden hende fandtes paa Talerstolen og ogsaa blandt Publikum vel en halv Snes af dem, der stod Mrs. Stanton bi i Arbejdet for Slaveriets Afskaffelse og for Kvindesagen; - thi de to have fulgtes ad i Amerika. Efter at Mrs. Stanton havde sluttet, og de udenlandske Afsendinge var blevne forestillede og modtagne af Publikum med Venlighed, begyndte man at fremkalde sine særlige Yndlinge. Frem førtes nu den ene efter den anden under Hurraraab og Bifald. Her saas Frederik Douglas, en af Kvindesagens varmeste og kraftigste Forkæmpere. Han blev født som Slave, og ikke mere end 10-15 Aar tilbage anvistes der ham Plads i Kreatur- og Godsvogne, naar han rejste paa Jærnbane, fordi han var sort. Der var Robert Purvis, ogsaa med kulørt Blod i sine Aarer, hvilket dog kun gav ham en vakker brun Ansigtsfarve. Han er et Hoved højere end den anden, har klassiske, fine Træk; hans Øjne straale af Intelligens, og ved at bevæge sig i Londons fineste Kredse har han erhvervet sig et udmærket belevent og høvisk Væsen. Der var Mary Grew med sine milde Barneøjne og sit snehvide Haar, den 85aarige Amy Post, rank og pyntelig at skue, Henry Blackwell, den første og eneste Mand i Amerika, som har tilladt sin Hustru, Lucy Stone, at beholde sit Pigenavn uforandret; hans Svigerinde, Antoinette Blackwell, den første kvindelige Præst i de forenede Stater m. fl. Det var et rørende Syn at se disse trofaste Arbejdere i ædle Ideers Tjeneste staa op og vidne for deres Sag. Vi yngre græd aabenlyst, men det var af Stolthed, Haab og Hengivenhed for alt ædelt, højt og stort i Livet.

Det øsregnede fra først til sidst under Mandagens Forhandlinger, men Interessen var ubeskaaren baade denne og de følgende Dage. Programmet for Mandagens Aftenmøde omfattede det vigtige Æmne: Opdragelse. Pundita Ramabai gav en interessant og meget ejendommelig Fremstilling af den hinduiske Kvindes Opdragelse, af Fremskridtene saavel i den almindelige Betragtning af samme som i de politiske Reformer i Indien. Bag efter samlede Interessen sig om Mrs. Sewall fra Indiana, der holdt Foredrag om den højere kvindelige Undervisning i de forenede Stater, samt om Professor Rena Michaels varme og veltalende Forsvar for samme Sag. Ungdommelig og tækkelig, ligefrem og dog intelligent og helt igjennem kvindelig, syntes Talerinden selv at være en levende Anbefaling for Fællesundervisning. Blandt andre træffende Bemærkninger af hende mindes jeg én: Manden gjør sit Studerekammer til sit aandelige Værksted, Kvinden gjør det til sit Hjem.

De, der talte om Aftenen, var paa faa Undtagelser nær lutter Kvinder med Universitetsdannelse og var saaledes Blaastrømper af det reneste Vand. Men jeg drister mig til trods hvilken som helst Modstander at paastaa, at man ikke kan finde en Samling af elskværdigere, mere tiltalende, mere ægte kvindelige Damer end disse Kvinder.

Tirsdagens Æmne var Velgjørenhed, og Forhandlingen lededes af Mrs. Harriet Shattuck, en lille vakker Ny-Englands Kvinde, saa trind og net, som om hun aldrig havde tilsølet sin Kvindelighed ved at føre Forsædet ved offentlige Møder. Velgjørenhed er jo fra ældgammel Tid anerkjendt som Kvindens Felt. Det gjorde derfor godt, paa samme Tid som det var interessant, med god Samvittighed at kunne høre Beretningerne om et velsignet, ædelt Arbejde for Samfundets Ulykkelige, dets Stedbørn og „Pariaer”. Dette kan ogsaa siges om Aftenmødet, søm gjaldt Totalafholdssagen. Mellem Talerne lagde man mest Mærke til Clara Barton, som bar Æren for Foreningen „det røde Kors” i Amerika, og som paa sit Bryst bar en glimrende Række Medaljer, skjænkede af kronede Hoveder i Evropa og af forskjellige Foreningen Ogsaa Mrs. Quintons Foredrag om Kvindens Mission blandt Indianerne var af dyb Interesse. Ingen rev dog én med sig som Miss Frances Willard. Der er næppe en Kvinde saa elsket og forgudet som hun. Men der er ogsaa faa Kvinder, der have udrettet mere end hun, og hendes Ansigt, som lyser af Sjælsadel og Aand, synes i sig selv at være en Prædiken. Hendes lille Sekretær og højre Haand, Miss Annie Gordon, talte varmt og godt om, „hvordan vi kunne naa de smaa”, hvordan Arbejdet for Afhold skal omfatte dem uden at skade deres Ungdom og Barnlighed. Mrs. Barney, Ordfører i

Verdens-Totalafholds-Foreningens Afdeling for Fængsler og Politistationer, talte gribende om Nødvendigheden af kvindeligt Tilsyn paa Politistationer. Mænd og Kvinder fældte Taarer, da hun simpelt men kraftigt skildrede Livet blandt fængslede Kvinder, alt Virkelighedsbilleder.

Onsdagen helligedes Kvinden i Industriens forskjellige Grene. En af Amerikanernes Yndlinge, Mrs. Laura Johns fra Kansas, førte Forsædet. Kansas har som bekjendt givet sine Kvinder kommunal Stemme- og Valgret, og Mrs. Johns skjælmske Hilsen: „Ærede Medborgere”! (fulgt af en lille betydningsfuld Pavse) modtoges med Henrykkelse. For en Evropæer var denne Dags Forhandling maaske af de allerinteressanteste. At høre, hvad disse Kvinder udrette i Agerbrug og Kvægavl, Fabriker, Spinderier, Vingaarde, som Læger, Skolelærerinder af alle Slags, Journalister og „Reporters”, Præster, Jurister, var rent forbavsende. Og dette Møde burde, om noget kan det, have overbevist selv den sejgeste Modstander om, hvor sandt det er, at den amerikanske Kvinde med al sin Emancipation er praktisk fra Top til Taa med hver Blodsdraabe i sine Aarer. Den Taler, der blev lagt mest Mærke til, var Mrs. Leonora Barry, der selv har arbejdet sig op fra „Intet” og nu staar i Spidsen for den store Arbejderforening „Arbejdets Riddere”. Hendes livlige, ejendommelige Veltalenhed lignede Skovens Susen og Bølgens Musik, eller hvad som helst frisk og naturligt. Ogsaa en gammel Frue, Mrs. Esther Warner, vakte varm Medfølelse ved sin ligefremme og tiltalende Skildring af Farmer (Landmands) Kvindernes Arbejde.

Den ivrige og altid omsorgsfulde Bestyrelse havde vistnok været bange for, at disse to Forhandlinger skulde blive tørre. I Programmet havde de derfor indflettet Violin- og Vokal-Soloer, rigtig smukt udførte af unge Damer.

Om Torsdagen var det Solskin og klart Vejr, en ægte Foraarsdag med Varme og Løvspring, Lige saa lidt som Regnen havde formaaet at hindre Publikum i at fylde Bænkene i Mødets Lokaler, lige saa lidt gjorde Solskinnet det. Mrs. Mathilda Joslyn Gage ledede Mødet; Æmnet var Organisation og Kvindens Stilling overfor Loven. Mrs. Gage er en bekjendt Forfatterinde og hører til Pionererne. Frances Willard talte igjen om Vigtigheden af Organisation. For at belyse sine Udtalelser holdt hun sin lille faste vel formede Haand i Vejret, spærrede Fingrene ud og sagde: „Dette er Menneskene enkeltvis”. Idet hun lukkede Haanden og stak sin lille knyttede Næve frem, fortsatte hun ivrig: „Og dette er Organisation”. Mrs. Louise Thomas, Formand i „Sorosis”, en extrafin Dameklub for Velgjørenhed, Kunst etc., gav en Skildring af dens Virksomhed. Heraf fremgik det, at Modeverdenens Damer, her som alle andre Steder, ere Modstandere af Hovedtankerne i Kvindebevægelsen, men at de første svage Straaler dog have begyndt at trænge ind paa dette af Fordomme hidtil lufttæt tillukkede Omraade. Mrs. Lillie Devereux Blake, en fremragende Taler, paaviste med Dygtighed de usunde lovlige Forhold, som Amerikas Kvinder lide under, især den ulyksalige Afmagt, som den gifte Hustru staar i lige over for sine egne Børn. At den ugifte Moder har ubetinget Ret over sit Barn, er nok som bekjendt. To Foredrag om Indianer- og Mormonkvindernes Rettigheder for Loven blev hørte med spændt Opmærksomhed.

Fredagen var helliget Sædelighedssagen og Kvindens politiske Stilling. Den første Forhandling var udelukkende for Kvinder, og mangt gribende Alvorsord blev dér udtalt af Kvinder, som have studeret Spørgsmaalet fra saa godt som alle Synspunkter. Jeg bruger med Vilje Udtrykket studeret, fordi alene Navnene paa Talerne var en tilstrækkelig Borgen for, at deres Arbejde var, gjort med Grundighed og Alvor og det theoretisk saa vel som praktisk. Dr. Caroline Winslow, en af Amerikas ældste kvindelige Læger, Miss Willard og flere andre talte fortræffelig, og Mødet lededes godt af Mrs. Boynton, en vakker, rolig og moderlig Dame. Aftenen blev livlig, thi det gjaldt Kvinden i Politik, og Politiken har, som hver og en ved, den Egenskab at gjøre varmt til hedt og hedt til kogende. Kommunalpolitisk, Skolestemmeret, politiske, Partier afhandledes ret af Hjærtens Lyst. Mrs. Isabella Beecher Hooker, Søster til den berømte Forfatterinde Harriet Beecher Stowe, talte kraftig for Grundene til Kvindens uomtvistelige Ret til at have Stemmeret i de forenede Staters Republik.

Lørdagsmødet var om muligt mere tæt pakket af Tilhørere end de foregaaende. Det var den i Programmet saakaldte: Pionerernes Dag. Talerstolen saa ud som en Blomsterhave, og der sad omtrent 40 gamle Damer og Herrer, de mærkeligste gamle sølvhaarede, muntre og raske Oldinge, som man vel kan tænke sig. Hele Forsamlingen stod op som én Mand, viftede med Lommetørklæderne og raabte Hurra, da en Deputation af unge Kvinder, anførte af Annie Shaw, overrakte en Blomsterkurv til 6 af de ældste: Talerne var naturligvis højtideligere end nogensinde før; thi 40 Aars Arbejde, Erfaringer, Glæder og Sorger understregede hvert Ord, der sagdes, med Mindets og Poesiens usynlige Streg. Om Aftenen fortsattes Spørgsmaalet om politiske Rettigheder og Miss Helen Gardeners lærde og paa Autoriteters Forskninger støttede Foredrag om „Kjøn i Hjærnen” udgjorde Glanspunktet. Som Titlen antyder, berørte Foredraget det omtvistede Punkt Kvindehjærnens Omfang og Egenskaber. Taleren viste baade Lærdom og skarp Opfattelse, idet hun godtgjorde, at Paastanden om Kvindehjærnens Underlegenhed var ugrundet i Følge de nyeste videnskabelige Forskninger.

Ved Søndagens Forhandlinger maatte vi ovre fra Evropa atter forbavses. Det Omfang, den Dybde og Hengivenhed, hvormed denne Dags Talere viste sig at have studeret religiøse Spørgsmaal, var rent utrolig. En Samling Theologer kunde ikke have vist større Nidkjærhed og Indsigt. Eftermiddagsmødet var udelukkende religiøst, det optoges af Foredrag om „Tro og Viden”, „Kvinden i den første kristne Kirke”, Salmer, Bøn og Forhandling om religiøse Spørgsmaal. Aftenens Program indeholdt et gribende Foredrag af Mrs. Wallace, Enke efter Guvernøren i Indiana, om „Stemmesedlens moralske Betydning”. Man fortæller, at Mrs. W. har været en ivrig Modstander af Kvindens Stemmeret, lige til hun en Gang gik op til Senatet med en Kvinde-Petition i Afholdssagen, der begyndte saaledes: „Vi undertegnede pukke ikke paa Stemmeret” osv. i sand kvindelig og ydmyg Tone. Senatet tog sig imidlertid en god Latter over Petitionen og over Mrs. Wallace med, og dette oprørte hende saaledes, at hun udbrød: „Vel, behandler Mænd dette Livsspørgsmaal paa saadan Vis, er det bedst, at Kvinder komme ind i Lovgivningen”. Fra nu af arbejdede hun utrættelig i „the yellow ribbon army” (det gule Baands Hær), som de Kvinder, der forlange Stemmeret, kaldes her, efter det gule Baand, de bære i Knaphullet.

Mrs. Stanton hævede Mødet med en længere aandfuld Afskeds tale, og dermed sluttedes denne minderige, uforglemmelige Uge, denne verdenshistoriske Tildragelse, den første i sit Slags. Alle Arrangementer var i Hovedsagen udmærkede, især efter at den første Dags Forvirring med de mange her fra og der fra, kommende Afsendinge var gaaet over. Et helt Aar havde Miss Anthony, Viceformanden, arbejdet paa at gjøre Forberedelser sammen med Miss Foster, Sekretæren, og Mrs. Sewall, Ordfører i det forberedende Udvalg. Omtrent 5000 Breve var vexlede. 12,000 Dollars gik med til Udgifterne. Pengene var skjænkede og bragt til Veje af Kvinder, der til Dels fik dem tilbage ved Medlemsbidrag. Anordningen af Gjæsternes Underhold og Modtagelse, Musik, Dekorationer, Jærnbanebilletter, Hoteller etc. var overdraget forskjellige Bestyrelser. En kvindelig Stenograf med en Stab af kvindelige Under-Stenografer ledede Referaterne, og Mrs. Clara Colby anførte rolig og stødt sin lille Hær af kvindelige Bladreferenter i det midlertidige Aviskontor i „Riggs House”. Der herskede en gjensidig Enighed, Imødekommen og Interesse. I de ledige Timer samledes vi i Hotellets store Dagligstue. Der gjorde man Bekjendtskaber, knyttede Venskabsbaand, saa berømte Kvinder fra Øst og Vest række hverandre Haanden og bevæget udtale deres Glæde over at træffe dem, de længe havde kjendt af Omtale. Tit hørte man en Præsentation som følgende:

„Jeg er Mrs. X. fra Y".

"Og jeg er Mrs. Y. fra K”.

„Ah - er De gift? jeg troede, De var ugift”!

„Jeg? Som har den bedste Mand i Verden”!

Og saa skulde de gode Damer se Mandens Portræt og fælde et Par Taarer over „Babys Fotografi”, som lignede saa „udmærket”. Det er nemlig det mest karakteristiske for Amerikas Kvinder, at de ere saa kvindelige helt igjennem, saa moderlige, ømme, varmhjærtede, samtidig med, at de ere praktiske lige ud i Fingerspidserne.

Blandt de mere ualmindelige Fremtoninger maa nævnes Dr. Mary Walker, et ældre excentrisk Kvindemenneske, der gaar i Mandsklæder og gjør sig skyldig i visse Udskejelser, Vrangsiden af Ivrighed. Ogsaa Mrs. Dow, den første kvindelige Direktør for et Sporvognsselskab, er en temmelig underlig Fremtoning, dog dygtig og agtværdig i al sin Færd. Man følte meget lidt, eller snarere slet intet til Misundelse, der skal være Kvinden egen, og endog er bleven til et Ordsprog. Alle, der fortjente det, fik sin Del i den varme Beundring, der blev ydet. Mest tilfaldt Miss. Anthony; hendes opofrende, selvforglemmende Arbejde, hendes venlige, milde Væsen maatte fremkalde Kjærlighed lige saa naturlig, som Solen lokker Blomsterne frem. Hvad man maaske kan kalde det mærkeligste ved Kongressen, var den Kjendsgjerning, at Kvindeforeninger af de forskjelligste Anskuelser havde sendt deres Repræsentanter. Hele Mødet stod paa en Grund, der var bred nok til at lade Kvinder, som var Methodister, Unitarier, Fritænkere, Kvinder af de forskjelligste politiske og sociale Meninger, rolig og upartisk mødes i Kjærlighed paa den samme Talerstol. Lad os tænke os en Kongres af Mænd, sammensat af saa forskjellige Elementer!

Det staaende internationale (mellemrigske) Udvalg (med Mrs. Fawcett til Ordfører), som dannedes ved Mødet i Washington, har til Hensigt at knytte de spredte Traade, som her blev spundne, fastere sammen. Det er en stor Opgave. Vi kunne kun ønske, det maa rykkes.

Tonen i Avisreferaterne var gjennemgaaende hensynsfuld. Kun en Gang imellem blev Lysten til at fortælle opdigtede Historier om os Kvinder de Herrer Referenter for stærk. Saaledes kom en Avis f. Ex. med et Brev, som skulde gaa for at være skrevet af Drengen ved Hotellets Elevator. Deri udmaltes med sorte Farver det Skjørteregimente, der herskede i Riggs House. Alle Mandfolk saa ud som vaade Hunde, Skopudserne sagde op, Vinhandlerne begik Selvmord, og Martyren i Elevatoren sluttede Brevet med følgende triste Linier: Man siger, at disse hersens Damer ere de klogeste Kvinder i hele Verden, men der er ikke én af dem, der kjender Vejen til sit eget Værelse.

At „det hvide Hus” **) aabnede sine Døre for Deltagerne i Mødet, var et af Tidens Tegn, om man end des værre ikke kan vente sig megen Velvilje for Kvindesagen af den nuværende Præsident og hans lille Skjønhed af en Hustru. En af Amerikas Millionærer, Senator Stanford, samt en anden anset Senator, Palmer, gjorde Selskab for os. Ved den Audiens, de udenlandske Afsendinge tillige med de mest fremragende amerikanske Kvinder havde hos Senatet, indgav Mrs. Stanton, Mrs. Devereux Blake o. a. udmærket affattede Andragender angaaende Stemmeretsspørgsmaalet, Medens Mrs. Ormston Chants talte, smeltede mangen alvorlig Senator hen i Taarer. Denne besynderlige Kvinde gjør Indtryk paa de fleste ved sin sjældne Skjønhed i Forening med en Veltalenhed, der besejrer alle Hindringer.

Blandt Tidens Tegn maa ogsaa regnes det, at Hotellets Ejermand, Mr. Stafford, og hans Hustru havde Interesse for Kvindesagen og med den Største Beredvillighed stillede deres vældige Hotel med Hundreder af Værelser og sin talrige Betjening til Bestyrelsens Disposition med en ikke ringe Prisnedsættelse. Den kæmpemæssige Spisesal var i omtr. 2 Uger dekoreret med de forskjellige Nationers Faner. Feststemning herskede overalt. De fleste følte, det tunge i at maatte skilles og skulle vende tilbage til det daglige Arbejdes Tyngsel og Slid. Men ingen angrede, at de var komne. At bivaane Mødet i Washington var det samme som at indsuge en Styrkedrik af Begejstring for vor dyrebare Kvindesag, af Tro paa dens Berettigelse og Sandhed.

Alexandra Gripenberg.

Repræsentant for den finske Kvindeforening ved Kvindekongressen i Washington.

*) Forkæmperne

**) „Præsidentens Bolig”.