Mindeord.

Vort Blad maa denne Gang bringe et Sørgebud til Kvindesagens Venner rundt om i Danmark. Dansk Kvindesamfunds Æresformand, Fru Marie Rovsing, født Schack er død d. 25. Sept.

Fru Rovsing hørte ikke til de Samfundsmedlemmer, som alle Blade bringe „Nekrolog” over, og selv blandt Kvindesamfundets Medlemmer vil der være adskillige, der næppe kjendte hende uden af Navn, thi hendes Virksomhed var ikke af dem, der falde meget i Øjnene. Og dog er det vist, at den efter vore Forhold har været ualmindelig vidtrækkende og velsignelsesrig. Det var Kvindens Sag, hun idelig arbejdede for, og en varmere og trofastere Ven har den Sag ikke haft.

Fra sin tidligste Ungdom har Fru Rovsing været begejstret for Kvindesagen. Hun fortalte for kort Tid siden, hvordan hun en Gang for omtr. 60 Aar siden sagde til en Skolekammerat - den senere Bispinde Monrad -: „Var jeg blot Dronning i England i 14 Dage, saa skulde Kvinderne faa de samme Rettigheder som Mændene!” Ikke fordi hun selv i nogen særlig Grad havde lidt under Kvindens hemmede Stilling, ikke fordi hun, som saa mangen Kvinde, gjennem egne bitre Erfaringer var næsten mod sin Vilje tvungen ind paa den Anskuelse, at Samfundsordningen er uretfærdig, men fordi hun, som enhver, der blot har talt med hende i ti Minutter, har hørt hende sige, fordi hun: „elskede Kvinden”. Vort Sprog har ikke noget Ord, der kan svare til „Broderkjærlighed”, vi sige ikke „Søsterkjærlighed”, men derfor kan Tingen jo dog være til, og det var den Følelse, der fyldte Fru Rovsings Hjærte. „The sisterhood of the world” var hendes Ideal. Og hendes Kjærlighed til Sagen var ikke af den Slags, der pynter sig med smukke Ord og for Resten lægger Hænderne i Skjødet; hun vilde arbejde for den. I hendes yngre Dage var Forholdene jo saaledes, at hun ofte maatte nøjes med sin Sympathi, men rigtig lykkelig blev hun først, da Arbejdets Tid kom for vor Sag. Da var hun en af de første, der meldte sig til Tjeneste, og hun mødte overalt.

Det er vel rimeligt, at vi først nævne hendes Virksomhed for Dansk Kvindesamfund. Saa længe Samfundet har bestaaet, har Fru Rovsing været Medlem af dets Styrelse. Hun har saaledes været med til at grundlægge Tegneskolen og Handelsskolen for Kvinder, Søndagsskolen for Kvinder af den arbejdende Klasse m. m. Da Samfundet i 1883 ved Tilslutning af friske Kræfter fik fornyet Liv, blev Fru Rovsing valgt til Formand, siden til Æresformand, og denne Stilling beklædte hun til sin Død.

Ved Stiftelsen af „Kvindelig Læseforening” i 1872 var hun ligeledes virksom. Vel har hun ikke været Medlem af dens Bestyrelse - hvilket derimod hendes Datter en Tidlang var -, men alligevel har hun paa mange Maader staaet den bi. Hun arbejdede utrættelig for at gjøre Foreningen kjendt blandt Kvinderne, hun forærede den Bøger og Kobberstik, hun stiftede ikke mindre end 6 Fripladser for uformuende Kvinder, og fremfor alt viste hun sin Sympathi for den ved sin hyppige Nærværelse i Foreningen, hvor hun altid var en velkommen Gjæst, ikke mindst for de yngre Medlemmer, der gjærne flokkedes om den gamle Kone med det glade Smil. Thi Fru Rovsing var altid glad. Og havde hun ikke Grund til det? Er det ikke en stor Lykke i Ungdommen at faa Kjærlighed til en god Sag, at blive saadan stillet, at man kan gjøre noget for den, - hun var saa lykkelig at blive gift med en Mand, der var frisindet nok til at lade hende have frit Raaderum for sine Sympathier, selv hvor han ikke kunde dele dem helt ud, - at kunne bevare sin Ungdoms Tro og Begejstring til den sene Alderdom og saa endelig se Sagen trives ud over Forventning.

Der var en Tid, da Fru Rovsing ikke saas komme alene i Læseforeningen, da hun ledsagedes af to elskværdige og begavede unge Damer, hendes Døtre. Da døde de begge kort efter hinanden. Det var netop paa den Tid, Kvinderne havde faaet Adgang til Universitetet og havde begyndt at benytte denne Ret. Ingen havde været varmere for denne Sag end Fru Rovsing; men da hun selv ingen Døtre havde mere, gav hun de kvindelige Studenter en Kjærlighed og Omhu, som var ægte moderlig. Den blev aldrig træt, og den strakte sig til dem alle, hvor mange de saa blev. Hun behøvede blot at høre om en eller anden ung Pige, at hun havde Lyst til at studere, men at der kunde være lidt i Vejen, saa fik Fru R. strax fat i hende: „Hør, min søde Pige, jeg maa tale med Dem; kan De ikke komme lidt ud til mig? Lad mig se - kunde De komme i Morgen?” Og det var Indledningen til en vedvarende omhyggelig og opofrende Forsorg, saa længe vedkommende i mindste Maade trængte til Støtte, der er ikke mange af de kvindelige Studenter, der ikke paa en eller anden Maade er bleven støttet af Fru Rovsing, saa, da hendes Venner paa hendes 70 Aars Fødselsdag foranstaltede en Fest til hendes Ære (det første offentlige Festmaaltid i Danmark, hvortil Kvinder alene indbød og indbødes), da faldt det højst naturligt, at der blev udbragt en Skaal for hende som „de kvindelige Studenters Moder”.

Jeg har nævnt de forskjellige Omraader, hvor man ligefrem kan pege paa, hvad Fru Rovsing har udrettet. Men ud over, hvad hun har gjort, fortjener hun efter min Mening Tak for, hvad hun har været. Vor Tid er ikke begejstret af sig, den har mere af Tvivlen end af Troen, og gaar den end derfor sikrere fremad til daglig Dags, saa er den let udsat for Fald, naar Stormene komme, og vi have set mer end én Mand forlade sin Ungdoms Idealer og med Aarene glide over i Modstandernes Rækker. Men Fru Rovsings Tro paa Kvindesagen var ikke isprængt med Tvivl, hendes Begejstring var saa frisk, at den gjorde de unge til Skamme, og den Trofasthed, hvormed hun i sit lange Liv arbejdede for den, det Billed, hun gav af en Alderdom, der ikke var det samme som Sløvhed, Opgivelse og Kulde, det er den bedste Arv, hun har efterladt sine unge Venner.

Endnu paa Dødslejet syslede hun med det, der havde været hendes Livs kjæreste Tanke. Den sidste Dag, hun levede, skrev hun selv to forskjellige Billetter, angaaende den Haandværkerskole, som Dansk Kvindesamfund tænker paa at oprette, og som hun saa inderlig gjærne vilde have den Glæde at hjælpe frem.

Det er saaledes en større Kreds, der staar i Taknemlighedsgjæld til Fru Rovsing, Men en ærlig Tak skal hun ogsaa have fra en snævrere Kreds, hendes Medarbejdere. I de mange Aar, hun har arbejdet, har hun haft mange forskjellige Medarbejdere, men hendes Arbejdslyst var usvækket, hendes Energi var lige smittende til det sidste. Selv mens hun laa paa Landet i Hellebæk, kom hun trods sine 70 Aar stadig ind til Styrelsesmøderne i Kjøbenhavn. Og kunde det af og til ske, at der opstod Meningsforskjel mellem hende og hendes som oftest langt yngre Medarbejdere, - aldrig tillod hun, at noget saadant skilte hende fra dem, naar hun blot vidste om dem, at de var ærlige Venner af Kvindesagen. Naar det gjaldt Sagen, skød hun alt sit eget til Side, smaalig Egoisme kjendte hun ikke til.

Den første Oktober blev Fru Rovsing stedt til Jorden. Hendes Kiste var ikke smykket med saa mange Kranse, som Skik og Brug er, og som man efter hendes store Vennekreds kunde have ventet. Men dette betød ikke, at hendes Venner havde glemt hende, tvært imod, det var et Vidnesbyrd om, at de i Kjærlighed mindedes hendes Ord og Ønsker. Fru Rovsing har baade gjennem private Samtaler og gjennem Pressen ivret for, at den Ødselhed, der ved Begravelser vises med Blomster, skulde afløses af noget bedre, at de store Summer burde anvendes bedre til Ære for den afdøde ved at gives til et velgjørende Øjemed. Med dette i frisk Minde enedes en Kreds af hendes Venner om at give deres Bidrag til den Haandværkerskole, som i hendes sidste Levetid havde ligget hende saa stærkt paa Hjærte. Sikkert ville mange flere slutte sig dertil, saa Skolen kan blive et værdigt Minde om hende.

Hvor som helst Kvindesagens Venner herefter samles i Hovedstaden, ville de savne Fru Rovsings vel kjendte Skikkelse, thi hun forsømte ingen Lejlighed til at samles med dem. Og hver Gang et nyt Foretagende sættes i Værk til Gavn eller til Glæde for Kvinden, vil man føle, hvor meget man har mistet i hendes trofaste Hjælp, hendes opmuntrende Tillid. Men vi kvindelige Studenter ville savne mere, thi vi have mistet en Moder, og en Moder faar man ikke igjen.

d. 2. Okt. 1888.