Et Forslag.

Vi ere vel naaede saa vidt her hjemme, at de fleste ere enige i, at det er uretfærdigt, at en Hustru afset fra Børnenes religiøse Opdragelse og Raadigheden over hendes selverhvervede Gods ingen som helst Betryggelse har med Hensyn til Husvæsenets Ordning og Bestyrelse, saa lidt som med Hensyn til Børnene eller Formuen, men at det tvært imod staar i Mandens Magt fuldstændig frit at raade over alt dette, som han finder for godt. Meningsforskjellen drejer sig væsentlig om, hvorledes en saadan Betryggelse bedst skulde tilvejebringes. Maa det være mig tilladt i saa Henseende at fremsætte et Forslag eller rettere en Tanke til nærmere Overvejelse og Drøftelse.

Ganske vist er det mit Haab, at vi en Gang skulle komme til en Lovordning, hvorefter begge Ægtefæller faa lige Ret i alle de nævnte Retninger saaledes, at de skulle være enige om enhver Beslutning, før den har Retsgyldighed, men jeg frygter, at det vil tage Tid, inden dette mit Haab bliver opfyldt. Kunde vi da ikke indtil videre enes om at nøjes med en Ordning omtrent af følgende Indhold:

1.

Ægteskabet gjør ingen Forandring i Ægtefællernes Formuemyndighed.

2.

Den Myndighed, der foretager Ægtevielser, skal forinden Vielsen paase, at der mellem Parterne er oprettet en Ægtepagt, hvori træffes Bestemmelser om deres indbyrdes Rettigheder med Hensyn til Husvæsenet, Børnene og Formuen.

3.

Ægtepagter have fuld Retsgyldighed, uden at det skal være nødvendigt derpaa at erhverve allerhøjeste Konfirmation.

Bestemmelser, hvorved der gjøres Afvigelser fra det lovbestemte Formuefællesskab, skulle dog først have Retsgyldighed over for Tredjemand, naar Ægtepagten er bleven tinglæst ved Ægtefællernes personlige Værneting eller, for saa vidt angaar faste Ejendomme, ved disses Værneting.

Det nye i dette Forslag er altsaa for det første, at en Kvinde ikke som nu mister sin Formuemyndighed - d. v. s. sin borgerlige Handleevne -, fordi hun gifter sig, med andre Ord, at hun kan raade over, hvad der er hendes, uden Mandens eller anden Værges Samtykke. Det kan hun jo nemlig ikke nu, for saa vidt angaar andet end selverhvervet Gods, altsaa navnlig Arv og Gave, i alt Fald ikke uden en af Kongen stadfæstet Ægtepagt. Dernæst, at det bliver lovbefalet, at der forud for ethvert Ægteskab skal være oprettet en Ægtepagt mellem de vordende Ægtefæller. Nu er det vel tilladt at oprette en saadan, men de færreste tænke derpaa, før det er for sent, enten det nu er, fordi de ikke vide, hvor slet Loven er, eller fordi de ikke vide, at der kan raades Bod derpaa ved Ægtepagt, eller fordi de - navnlig Hustruen og hendes Slægt - frygte for ved at foreslaa en saadan at støde Manden for Hovedet, da den jo altid maa gaa ud paa at begrænse hans lovbestemte Raadighed, eller fordi de frygte for de med dens Oprettelse, Stempling og Tinglæsning forbundne Omkostninger. Den sidste Betænkelighed falder ganske vist ikke bort ved ovennævnte Forslag, men den undgaas overhovedet ikke, saa længe man ikke vil gaa over til en fast Lovordning af det hele Forhold. Derimod ville, som det let ses, de 3 første Grunde forsvinde.

Der opnaas herved, at alle Ægtefæller, forinden de gifte sig, altsaa medens det endnu er Tid, tvinges til at tænke over, hvorledes de ønske og kunne være tjente med at faa deres indbyrdes Forhold bestemte, og til at give disse deres Tanker Udtryk, hvad enten det nu bliver i den Retning, at de ønske den gjældende Lovgivnings Bestemmelser opretholdte, eller i den Retning, at de ønske dem afløste af andre Bestemmelser, være sig paa alle Punkter eller kun paa nogle. Og der opnaas derhos, at Ægtefællernes Vedtagelser i saa Henseende have Retsgyldighed, selv hvor de afvige fra den gjældende Lovgivning. Det er nemlig langt fra Tilfældet nu. Ganske vist kan man allerede nu bestemme, at, hvad Hustruen bevislig indbringer af Formuegjenstande i Ægteskabet eller senere erhverver, skal hun alene have Ejendomsret og Raadighed over, men for at det kan have fuld Retsgyldighed, udkræves dog kongelig Stadfæstelse (Konfirmation) derpaa. Og hvad angaar Husvæsenet og Børnene, antager man aldeles ikke, at nogen som helst Vedtagelse derom kan faa Retsgyldighed. Med andre Ord, en Kvinde kan ikke efter vor nuværende Lovgivning, hvor meget man end forud har Øje derfor, betrygges imod, at hendes Mand fratager hende Husholdningen, forbyder hende at modtage Besøg i Hjemmet (selv af hendes egne Forældre eller Søskende) eller, hvad der er endnu værre, træffer en hvilken som helst nok saa skadelig og egenraadig Bestemmelse med Hensyn til Børnene (afset fra deres religiøse Opdragelse), f. Ex. sender dem bort fra Hjemmet for længere Tid, maaske endog for bestandig eller saaledes, at Moderen ikke véd, hvor de ere. Ved et Forslag som det ovennævnte vil det naas, at Bestemmelser, der sigte til at betrygge Hustruen, kunne faa Retsgyldighed, hvad enten de angaa Husvæsenet, Børnene eller Pengene, og det uden kgl. Stadfæstelse. At Ministeriets Indblanding i den Slags private Forhold er en forældet Overlevering fra „det faderlige” Enevældes Tid, er noget, man for længst er bleven klar paa. Og denne Fordel tilfalder ikke alene Ægtepagter, som oprettes i Følge den ny Lov, altsaa før Ægteskabet, men vil ogsaa komme dem til gode, som allerede ere gifte, men endnu kunne blive enige om at oprette en saadan Ægtepagt.

Ved en Ordning med tvungne Ægtepagter opnaas ganske vist ikke fuld Betryggelse. Det er og bliver dog en Tilfældighed eller i alt Fald en Risiko, om man er forudseende nok til at overskue alle Muligheder, og dristig nok til at tage dem med i Betragtning, selv om man skal støde den ene eller den anden for Hovedet derved. Men der skabes dog en Mulighed til at sikre sig for den Kvinde, der, om hun end holder af en Mand, dog er klog nok til at forudse, at vi i denne syndige Verden alle leve „paa gyngende Grund”, og for den Fader, der ønsker at gjøre, hvad der kan gjøres, for at betrygge sin Datters Fremtid, saaledes at hun ikke som nu skal være nødt til, fordi hun ønsker at gifte sig, at overgive sig paa Naade og Unaade til den Mand, hun vælger, og saa fremtidig være stillet ganske retløs paa hele deres fælles Omraade. Og der opnaas endvidere gjennem de Ægtepagter, som i Følge en saadan Lov ville blive vedtagne, et Indblik i, hvad der er vort Folks Tarv og Trang paa dette Omraade, som kan have den største Betydning, naar vore Lovgivere en Gang skulle til for Alvor at beskæftige sig med disse for os alle saa saare vigtige Forhold.

Endelig kun dette: Jeg søger en særlig Bestyrkelse paa min Tro til, at et Forslag som det ovennævnte maatte kunne gjennemføres forholdsvis let og hurtig, deri, at jeg lejlighedsvis har hørt indflydelsesrige Politikere fra forskjellige Lejre udtale sig netop for tvungne Ægtepagter som en ønskelig Ordning; - og saa deri, at ingen ved at stemme for et saadant Forslag foregriber sine egne særlige Meninger om, hvad der paa dette Omraade vilde være den bedste Lovordning, men kun indrømmer Undersaatterne Frihed til - saa vidt det staar i deres Magt - at være deres egen Lykkes Smed.

I September 1888.