Husmoder og Tjenestepige

Jeg er noget nær enig med Hr. Pastor Brücker i, at Forhandlingen om Tjenestepigesagen helst burde indstilles, men af en noget anden Grund end Hr. Pastor B. Jeg mener nemlig ikke, at dette Spørgsmaal er uddrøftet, men at det i den Forhandling, der er ført derom, er blevet saa forvrøvlet, saa ensidig fremstillet, at den, der vover at se Sagen ud fra et noget andet Synspunkt end det, den er forkyndt fra i de sidste Par Aar, vil blive beskyldt for at se paa Tyendet som paa en „Underklasse”, at „have Tanker, der maa dø den Død, som deres Alder dog saa kjendelig henviser dem til”, at være saa indskrænkede, „at de sikkert næppe forstaa et Muk af”, hvad ærede Modstandere sige. Og naar man i en Forhandling er naaet til et: vi alene vide, da mener jeg, det var bedst at „standse” en Stund, indtil Sindene komme saa meget i Ro, at man kan høre hinandens Mening uden at komme i Affekt.

Men naar Sagen nu paa ny er bragt frem, og naar en „Landsbykone” saa dristig har vovet at tale et Ord om de Lidelser, mangen en Husmoder maa gjennemgaa med sit Tyende, (og sligt er dristigt; thi det er jo i Forhandlingen om „Tjenestepigesagen” slaaet fast som en Trosbekjendelse, at Pigerne ere en forfulgt, af deres Herskab usselt behandlet Klasse,) saa mener jeg, at det er ligefrem Pligt for dem, der i meget samstemme med en „Landsbykone”, at stille sig ved hendes Side, selv om man derved udsætter sig for at blive henregnet til affældige, intet-forstaaende Væsner.

Hvad er det da, en „Landsbykone” har vovet at sige? Dette, at hun hos sit Tyende forgjæves har ventet at se Omtanke og Pligtopfyldelse, at hun af denne Grund har søgt uden for den egentlige Tyendeklasse efter Medhjælp til huslig Gjerning, og at hun har været saa vel fornøjet med dette Bytte, at hun raader andre til at prøve noget lignende. Herpaa svares der saa fra forskjellige Sider med mer eller mindre velvillige Angreb. Gang efter Gang fremsættes den Paastand, der udtalt med Hr. Pastor B.s Ord ser saaledes ud: „Hvor Mennesker have det Sindelag ikke at ville have det anderledes med dem, der ere i deres Hus for at hjælpe dem, end som gode Venner, der lykkes det bestandig at faa det saaledes”. Sagt med andre Ord vil det altsaa sige, at det „bestandig” er Herskabets Skyld, naar Forholdet mellem dette og Tyendet er mindre venskabeligt eller mindre godt. Men en slig Anskuelse er meget ensidig. Lad os dog være enige om, at Pigerne ogsaa kunne have Skyld, at der findes daarlige Piger, som en pligtopfyldende Frue ikke kan omgaas venskabelig. Der findes sikkert lige saa mange Fruer med Hjærte paa rette Sted som Piger med godt Sindelag og Forstaaelse af deres Pligt. Thi uden at beskyldes for egoistisk at ville udnytte Pigernes Arbejdskraft tør man vel nok tale om Pligt for Tyendet. Husmoderen har Pligter over for sit Tyende, men Tyendet har sandelig ogsaa Pligter over for dem, hun tjener. Og disse Tyendets Pligter synes man rent at have skrevet i Glemmebog i den Forhandling, der er ført om Tyendespørgsmaalet i de senere Aar. Man forlanger for Tyendet venskabelig Omgang læs: Optagelse i Familien, mere Frihed o. s. v., hvilket alt sammen er meget godt, men saa maa man heller ikke glemme, at vi, der holde Tjenestefolk, have Ret, moralsk Ret, til at forlange, at Tyendet ogsaa kan og vil udrette, hvad det paatager sig, og være os en virkelig Hjælp i Huset. Men saa længe Pigebørn komme ud at tjene aldeles uforberedte, aldeles uøvede i huslig Gjerning, saa længe er en Husmoder udsat for at faa et Tyende, der i Stedet for at være hende til Hjælp er hende til Kval. Naar en Husmoder bliver Vidne til, at det Arbejde, hun selv har udført i en Timestid, bruger Tyendet 2 à 3 Timer til, bliver hun lidt tvivlende over for Fordringen om mere Frihed. Naar hun ser, at det Hjem, hun selv har holdt i mønsterværdig Orden, under Tyendets Haand alt for ofte vidner om Uorden og Mangel paa Nøjagtighed, naar hun ser, at, hvor hun viste Sparsommelighed, viser Tyendet alt for ofte Skjødesløshed, er det da at undres over, at der kan blive et spændt Forhold mellem Herskab og Tyende? Det ligger sandelig ogsaa i Tyendets Haand at medvirke til eller modvirke, om Madmoder og Tyende skulle være gode Venner. Det er ikke „bestandig” Herskabets Skyld, naar dette ikke finder Sted. Vil man en Forbedring af Forholdet mellem Herskab og Tyende, maa man ikke blot henvende sig til Fruerne med Fordringer om at behandle Tyendet venskabelig som hørende til Familien, man maa ogsaa arbejde for og paatale, at Tyendet viser sig i sin Opførsel og i sin Virken som den, der hører til Familien, som den, hvem Familiens Vel og Velbefindende ligger paa Sinde, lige saa vel som Tyendets Vel og Velbefindende ligger Herskabet paa Sinde. Mangfoldige Tjenestepiger tage sig imidlertid deres Pligter alt for let, egentlig ikke af ond Vilje eller af Ligegyldighed, men snarere fordi de have begyndt at tjene, før og uden at de forstod, hvad Husgjerning vil sige, uden at forstaa, hvorledes Nøjagtighed og Omtanke letter én det halve Arbejde af Skuldrene og bringer en Duft af Velvære ind i selv det tarvelige Hjem. Lige saa vel som Drengen maa gjennemgaa en Læretid, før han tager Plads, saaledes burde det og blive Regel, at Pigen, der vil søge Plads som Tyende, maatte gjennemgaa en Læretid. Tyendets Stilling er saa ansvarsfuld, at der nok er Grund til at stille dette Krav, saa at hun ikke skal begynde sin Stilling med at drage fra Hjem til Hjem uden blivende Sted, fordi man i de Huse, hvor hun har faaet Plads, har søgt en Pige til Hjælp og ikke til at oplære. Der stilles paa saa mangfoldige andre Omraader Krav til Husmoderen, saa at det er de færreste, der ogsaa have Tid til at oplære deres Tyende i de allerførste Læresætninger med Hensyn til Husgjerning.

Her, paa dette Omraade, bør Arbejdet for et bedre Forhold mellem Herskabet og Tyendet begynde. Der bør oprettes praktiske Tjenestepigeskoler, og disse burde nyde Understøttelse af Staten, for at selv den ubemidlede Pige kunde besøge en saadan Skole. Lige saa nødvendige som tekniske Skoler ere for Drengene, lige saa nødvendige ere saadanne Skoler for Pigernes Vedkommende. Eller det vilde vist være endnu bedre, om Pigebørnene fik deres Uddannelse i et Hjem, hos anerkjendte, dygtige Husmødre, der havde Tid, Lyst og Evne til at uddanne Tjenestepiger til deres Gjerning. Endvidere burde det være en uafviselig Pligt, at Oplæring i Madlavning og Rengjøring blev et paabudt Fag i alle Kommunens Skoler. Fik vi først saaledes begyndt, saa vilde maaske Hr. Pastor Brücker have Ret, naar han siger, at, hvor Husmoderen vil leve i et venskabeligt Forhold til sit Tyende, der opnaas det. Men indtil den Tid er der intet at forundre sig over i, at man vælger Piger fra de mere dannede Hjem til Hjælpere i sit Hus. Jeg har selv valgt saaledes, og kan ikke andet end give „en Landsbykone” Ret i, at man fortryder ikke sit Valg. Og det selv hvor man tilbyder dem begge fuldstændig lige Vilkaar, og „er lige saa sentimental over for sine Piger af simplere Herkomst som over for Frøknerne”.