« Tilbage til søgeresultaterne

Hinsides Middelhavet.

Af: A. Charl Edgren-Leffler

« Se emneord

Et Blad af mine Rejseoptegnelser. Constantine.


Faa Steder i hele Verden have gjennemgaaet saa mange Omvæltninger som det gamle Numidiens Hovedstad Cirta, nu Constantine. Sagnet paastaar, at Byen har udholdt 80 Belejringer. Og naar man ser dens Beliggenhed, kan man kun forundre sig over, at den nogensinde er bleven indtaget. Ved en eller anden frygtelig Naturomvæltning er der blevet sprængt en Klippeø ud af en 2000 Fod høj Bjergkjæde, med hvilken Øen kun hænger sammen paa et enkelt Punkt ved en langsomt skraanende Bjergkam. Og dybt nede i Afgrunden snor Floden Roumel sig som en Kæmpearm om denne Klippeø. Det er naturligt, at de i strategisk Henseende saa dygtige Romere maatte have Øjet aabent for Constantines militære Betydning, og derfor anlagde de her en stærk Fæstning, borede Brønde i Klipperne og byggede storartede Cisterner, som endnu findes. For Byens Renholdelse sørges der endnu den Dag i Dag paa samme simple og praktiske Maade som paa Romernes Tid.


„Andre Steder kaste Ravnene deres Skarn ned paa Menneskene, men her kaste Menneskene deres ned paa Ravnene”, siger et gammelt arabisk Mundheld om Constantine. Dybt nede under Byen svæver nemlig stadig over Roumels Bølger en sort Sky; det er det frivillige Renovationsselskab, til hvilket Indbyggerne uden videre kaste al Slags Urenlighed ned af Klipperne. Takket være denne udmærkede Ordning er Sundhedstilstanden god i Belad-el-Staona, Byens arabiske Navn, som baade betyder den luftige Stad, Staden ved Bjergstrømmen og Passionernes Stad: Og dog er her ved Midsommerstid en forfærdelig Varme. Saa utrolig det end lyder, forsikrede man os, at Luftens Varmegrad visse Dage, naar Ørkenvinden suser om Byen, kan stige til 68 Gr. C. *) i Skyggen. Man tænke sig, hvorledes det er, naar alle Gjenstande, der omgive en, ere saa meget varmere end Legemets Varmegrad. Alt, hvad man rører ved, brænder.


I Dag - vi befinde os i Slutningen af April Maaned - var det dog snarere køligt. Der blæste en temmelig stærk Scirocco, men en Scirocco, afkølet under Vejs af Atlass Sne. En kold Ørkenvind - det er næsten lige saa ubehageligt som en Sol, der udsender kolde Straaler i Stedet for varme, hvis man kan tænke sig sligt. Man frøs saa smaat, men følte alligevel denne knugende Tunghed i alle Lemmer, som ellers den stærke Hede medfører.


Vi slæbte os trætte og ligegyldige hen til det Slot, der tilhørte den sidste Bey, og som blev bygget færdigt kun nogle faa Maaneder, før Constantine blev erobret af Franskmændene. Men her fik vi nyt Liv! Fra Italien og fra det gamle Karthago, af alt, hvad rigt og kosteligt der fandtes i det fordums Numidieri, havde Madj-Ahmed sammenslæbt, stjaalet og røvet Materialierne til sit skjønne Æventyrslot. Alt, hvad en Østerlænders vellystige Fantasi kan udtænke og en Herskers Magt tilvejebringe af sansepirrende Yppighed og Skjønhed, havde han samlet her, og en Indskrift paa en Mur fortæller, hvorledes han havde tænkt sig her at nyde Livet.


„I Allahs, den milde og barmhjærtige Guds Navn! Fred og Lykke for Herskeren over dette Slot, et Liv, der varer lige saa længe, som Duen kurrer, Ære uden Misundelse og Glæder uden Tal lige til Opstandelsens Dag”.


Et Par Maaneder efter, at denne lovende Profeti var bleven indhugget i Muren, var det skjønne Slot i Fjendens Hænder, og dets Herre maatte bebo det - som Fange!


Dog først efter en fortvivlet, vanvittig Modstand! Og saa frygtet er det kristne Navn blandt Muselmændene, at alle Beyens Undersaatter var rede til at udgyde deres sidste Blodsdraabe til Forsvar for denne forhadte og grusomme Tyran hellere end at falde i de vantros Magt. Mændene styrtede deres Hustruer fra Constantines Klipper ned i Afgrunden, da de saa Franskmændene komme; hellere se dem dø end i de vantros Hænder! Et Opraab udstedtes, der tilkjendegav Franskmændene, at det ikke skulde lykkes dem at indtage Byen, før dens Forsvarere var blevne dræbte til sidste Mand.


Blodig og forfærdelig var altsaa Striden, før man endelig opnaaede at blive Herre over denne Ravnerede. De sorte Fugle fandt i disse rædselsfulde Dage rigeligt Bytte; i Floden Roumel.


Nu er Beyens fordums Slot beboet af den franske Divisionsgeneral samt Sæde for adskillige militære Kontorer. Dets tre af Søjler omgivne Gaarde med de blomstersmykkede Mure ligge stille og drømmende som Levninger af en Æventyrverden, der endogsaa i Ravnereden i det gamle Numidien har maattet vige for den ny Tids ildeklingende Vaabenlarm.


Den ny Tid er ogsaa trængt ind hos Constantines kirkelige Overhoved, den højbaarne Scheik-el-Islam af den gamle Slægt el Tegoum, som i 500 Aar, lige til den franske Erobring, beholdt sit Embede i uafbrudt Rækkefølge fra Fader til Søn. I Modsætning til Beyen, der som rasende satte sig til Modværge, var Scheiken klog nok til at bøje sig for Overmagten og strax anerkjende Frankrigs Overhøjhed, ligesom en af hans Forfædre tidligere havde gjort ved Tyrkernes Indtrængen. Takket være denne i Familien nedarvede Klogskab, havde den stadig kunnet beholde, ja endog forøge sine umaadelige Rigdomme.


Vi blev modtagne med megen Artighed af den gamle Scheiks Sønnesøn, en Mand paa 40 Aar med et fornemt Væsen, juvelsmykkede Hænder og en kostbar Dragt af brogede Silkestoffer. Han førte os omkring i det vidtstrakte Slot til den berømte Bogsamling og gjennem de mange ubeboede Sale, hvor Familiens venskabelige Forhold til Sejrherrerne har efterladt mange Spor.


I denne Sal, ved dette Bord, havde Hertugen af Chartres spist som Familiens Gjæst, den prægtige Krystal-Lysekrone i denne Salon var en Gave fra Louis-Philipe o. s. v. Med Møbler var det Sædvanlig lidt knapt, og i nogle af Pragtværelserne tørrede man Kouss-Kouss (et Slags Korn, som er Arabernes vigtigste Næringsmiddel) paa Gulvet. Under Marmorbuerne i den indre Gaard hang der ny vasket Tøj. Af Husets Kvinder saa vi naturligvis ikke Spor.


I Stueetagen havde Scheiken en Privatskole for sine Børnebørn og Børnebørnsbørn samt for sine Tjeneres Børn, ialt en 20-30 Drenge, der sad paa Gulvet, alle læsende med høj Røst og vuggende deres Legemer i Takt dertil. Imellem dem findes ogsaa nogle fattige Børn, optagne fra Gaden, thi dersom Scheik el Islam møder et pjaltet, forladt Barn, som anraaber om hans Hjælp, er det hans Pligt at klæde, føde og opdrage det sammen med sine egne. Et af de mange smukke Træk af ægte kristelig Barmhjærtighed i Muhameds Forskrifter!


Vi havde med Forsæt lagt vor Rejseplan saaledes, at vi kunde være i Constantine en Fredag for at se Kvinderne paa Kirkegaarden samt Aissa-Ouahs i Moskeen.


Kirkegaarden laa lige uden for Staden paa en aaben Mark uden noget Slags Hegn. Her maatte altsaa være Lejlighed for Mændene til at se Kvinderne, der, saa snart de ere komne vel ind paa Kirkegaardens fredlyste Grund, afsløre sig for mere bekvemt at kunne tale med hverandre; men deres Ægtemænd holde Vagt i nogen Afstand, og ve den formastelige, som vover at nærme sig saa meget til Kvindegruppen, at Øje kan møde Øje!


Kirkegaarden og Badet ere Kvindernes eneste selskabelige Fornøjelser, og de forsømme ikke disse eneste Lejligheder til at komme uden for Husets Mure. Kirkegaarden vrimler af hvide Skikkelser, der sidde sammenkrøbne paa Gravene, snakkende uophørlig. Hvorom? Ja, hvem der vidste det! Sikkert ikke om Kvindens Frigjørelse.


De fleste ere saa svære, at det er frastødende, om end pudsigt; at se. Alle ere de stærkt malede, med Kors i Panden, tykke sorte Rande under Øjnene og smaa Streger paa Næsen og Hagen; Neglene og Inderfladen af Hænderne farvede med Henna *). Smukke ere kun de meget unge, netop giftefærdige, 12-14 Aars Piger. Disse kunne endogsaa undertiden have et klogt og livligt Udtryk, der dog hos den gifte Kvinde meget snart forsvinder for at give Plads for dette hjælpeløse, dumt forbavsede, men ømme Gazelleblik, som saa ofte møder én bag Gitret i en zoologisk Have.


Da vi nærmede os „Ildspisernes Moské”, lød der os allerede i nogen Afstand en underlig Hylen i Møde, blandet med den arabiske Musiks hvirvlende, stærkt opflammende Fanfarer. Det var Forberedelserne til den kommende Andagteøvelse. Men i Moskéens Forhal mødte der os et Skuespil af en ganske anden Slags end det, vi var komne for at overvære. Nogle Franskmænd, deriblandt især et Par Avissælgere, optraadte paa den mest raa og forargelige Maade.


„Moskéen betræder den frække Frankers Fod, de troende forstyrrer han i Bønnen”, siger Snoilsky, og her fik man en levende Illustration til disse Linier. „Frankeren” søgte endogsaa at spærre den troende Adgangen til hans egen Moské, rev Turbanen af ham og blottede hans ragede Isse, hvilket for en Muselmand er en dødelig Fornærmelse, han haanlo og efterabede den lidenskabelige Hylen der indenfor, som for Muhamedaneren betød et af hans Tros dybeste Mysterier, Forberedelsen til en Handling, ved hvilken den troende sætter Livet paa Spil for at behage sin Gud. Det mest pinlige var at se den sløve Underkastelse, hvormed Araberen fandt sig i disse Krænkelser.


„Hvorfor kaster man ikke uden videre Urostifteren paa Døren”? spurgte jeg vor Fører, en Kabyler. Han svarede sørgmodig: „Hvor skulde vi vove det? Vi vilde blive stævnede for Domstolen og dømte for en Voldshandling. Det er Allahs Vilje, at vi skulle ydmyges paa enhver Maade”. Men et mørkt, undertrykt Had glødede dog i Dørvogterens Øjne, da han med stille, stum Ubøjelighed hindrede Franskmændene i at betræde Moskéens Indre. Dette havde han dog Ret til, og han anser det ogsaa for sin Ret, om han kan, en Aften, i Mørke, bagfra, at støde sin Dolk i den, der ustraffet har fornærmet ham ved Dagens Lys.


Musikken og Hylene ophørte - fulgtes af en forventningsfuld, aandeløs Tavshed. Og nu begyndte den egentlige Handling. De beaandede - eller hypnotiserede - Individer kastede sig nøgne paa blottede Sværd, spiste levende Skorpioner og Kaktusblade, holdt Armen i Ilden saa længe, at det syntes, den maatte forkulles, gjennemborede Kinder, Læber, Øjne med lange Spyd, som blev hængende i Saaret, medens de kastede Hovederne hid og did. Deres Ansigter var dødblege, men Udtrykket i Øjnene viste en saadan sammentrængt Viljestyrke og en saadan Troslidenskab, at man vel forstod, hvad disse Mænd kunde være i Stand til, dersom et Opraab fra Mekka endnu en Gang skulde samle de troende til et Felttog mod de forhadte Kristne.


Under hele Handlingen sang Forsamlingen nogle faa, enstonig klingende Ord, hvoraf vi kun kunde opfatte Aissa Ouah! Aissa Ouah! (Aissas Sønner).


De begejstrede Selvplagere standsede ikke, før de segnede til Jorden den ene efter den anden. Men de rejste sig igjen, brød ud i Bønner samt lagde velsignende deres Hænder paa de andre tilstedeværende. Og ligesom de kristne Blodvidner i de hellige Sagn og de hysteriske Syge hos vore Dages Læger - Hypnotisører - var deres Saar strax lægte, og ikke en Blodsdraabe blev udgydt.


Vi drog et dybt, lettende Suk, da vi atter var uden for Moskéen for at vandre hjem gjennem den gamle Klipperedes vildsomt bugtende Gader.


Endnu et sidste Indtryk af Brydningen mellem de to Civilisationer, som her ere stødte sammen uden at forenes. I samme Gade saa vi paa den ene Side Opiumsrøgernes tavse Æventyrland, hvor enhver laa i stille Drømme ved Nattergalens Sang, med en duftende Blomsterbuket ved Siden af sig, de dybe Øjne var rettede opad med Fantasimenneskets fjærntskuende Blik - og lige over for en fransk Sangerinde-Café, hvor en halvnøgen Kokotte stod paa ét Ben og sang uanstændige Viser for de franske Officerer, som klinkede og drak Absinth.


Det er ikke værdt at tale i alt for høje Toner om Vestens civilisatoriske Indflydelse paa Østerlandets Sønner.


*) 68 Grader, Celsius, over 54 Grader paa det her i Landet sædvanlig brugte Reamurthermometer.


*) En Plante, som Østerlands Kvinder bruge til Sminke.


« til toppen

Emneord

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner