De kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn.
Spørgsmaalet om de kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn, i Forhold til Lærernes, plejer man hyppig at blive hurtig færdig med ved den Betragtning, at for lige godt Arbejde skal der ydes samme Løn, og at det derfor er uretfærdigt, at Lærere og Lærerinder faa forskjellig Løn.
Begyndelsesgagen for fast ansatte Lærere og Lærerinder er nemlig 1400 Kr. aarlig, men hines Gage kan stige til 2500, disses kun til 1600 Kr. aarlig.
Det maa imidlertid erindres, at under den bestaaende økonomiske Samfundsordning bliver ved alt personligt Arbejde Vederlaget ikke blot givet i Forhold til det ydede Produkt, men ogsaa under Hensyn til den Person, der har foretaget Arbejdet. Dette gjælder ikke blot mellem Mand og Kvinde, men ogsaa mellem Mand og Mand. Det beror paa, at det menneskelige Arbejde ikke kan betragtes som en Vare, løsreven fra Mennesket, thi det har Menneskets Existens som Formaal, og ved dets Betaling maa der derfor ogsaa gjøre sig det Hensyn gjældende, hvad Samfundssædvanen anser for de nødvendige Existensbetingelser for Arbejderen. Et vist Kvantum af Varer som Kaffe, Sukker, Korn betales, naar Arten er den samme, omtrent ens i alle Lande, men en Læges Honorar er højst forskjelligt hos de forskjellige Folkeslag; en Operation, der foretages lige godt af en tysk og en engelsk Læge, vil Englænderen faa langt bedre betalt end Tyskeren paa Grund af Levefodens Forskjellighed, d. v. s. paa Grund af, at det engelske Samfund anlægger et højere Budget for en Læge end det tyske. Man vil finde den samme Forskjel hos alle personlige Arbejdere, lige fra Ministeren til Daglejeren. Selv om Arbejdet vitterlig er det samme, og selv om det Kvantum Fødevarer m. m., man kan indkjøbe for et vist Pengebeløb, i tvende Lande er ens, ville dog Lønsatserne kunne være væsentlig forskjellige paa Grund af Samfundssædvanerne.
Overføre vi altsaa dette paa indenlandske Forhold og paa Forholdet imellem Mand og Kvinde, vil det sige, at det samme Arbejde, udført af en Mand og en Kvinde, betales forskjellig, naar det forudsættes, at de to Parters Behov er forskjelligt. For den ugifte Mand og den ugifte Kvinde er Behovet maaske ikke væsentlig forskjelligt - i hvert Fald ikke saa meget, at Forskjellen er let at udmaale -, og derfor er Begyndelseslønnen for de kommunale Lærerinder ogsaa rigtig, sat lig Begyndelseslønnen for Lærerne. Men efter nogle Aars Forløb, forudsættes det, gifter Læreren sig og faar Familie at forsørge, og hans Løn maa da stige mere end Lærerindens, for at han og hans kunne friste Livet. At gjøre en Forskjel paa den gifte og ugifte Lærer vilde være paa en noget nærgaaende Maade at blande sig ind i private Forhold og kunde som Følge medføre endnu mere vidtgaaende Indblandinger med Hensyn til Børnenes Antal o. s v., man har derfor med Rette nøjedes med at gaa ud fra den afgjørende Deling, den imellem Mænd og Kvinder, af hvilke de første almindeligvis ere Familieforsørgere, de sidste ikke.
Hvordan man vil komme til at stille sig, naar det bliver saaledes, at ikke blot Manden, men ogsaa Hustruen skal forsørge Familien, bliver et Spørgsmaal for sig, der ikke ligger for. Det vil dog være rigtigt i nærværende Sammenhæng udtrykkelig at betone, at samtidig med Bestræbelserne for at udvide Kvindens Adgang til Erhverv og i saa Henseende stille hende lige med Manden gaar der lige saa moderne og kulturmæssige Bestræbelser ud paa saa vidt muligt at skaane Hustruen og Moderen for en Opgivelse af Hjemmet til Fordel for Erhvervet. Det er baade sandsynligt og ønskeligt, efter de mange Lettelser, der ere komne i den huslige Gjerning, at Udviklingen i nogle Kredse vil gaa i Retning af Hustruens Deltagelse eller forøgede Deltagelse i Erhvervet, men det er at haabe, at den i andre Kredse, de brede Lags, vil gaa i Retning af formindsket Deltagelse i Erhvervet, og fremfor alt bør Hustruens og Moderens Hovedvirksomhed i alle Samfundslag være i og for Hjemmet; det er ogsaa en Misforstaaelse at tro, at Husmoderens Forvaltning af Midlerne og Vedligeholdelse af Hjemmet indeholder en ringere Opgave end Mandens Tilvejebringelse af Midlerne. Men, i hvert Fald, foreløbig er Manden i Reglen Familiens Forsørger, og saa længe dette er Tilfældet, er der, som sagt, intet uretfærdigt i, at den gifte Mand har større Løn for sit Arbejde end Kvinden.
Des værre kan en saadan Forskjel i Lønningerne ikke overalt gjennemføres. I alt privat og en stor Del offentligt Arbejde vil man være mere tilbøjelig til at betragte Arbejdet som en Vare og betale det derefter end til at tage Hensyn til Arbejderens Person. Herved fremkommer netop en af de vanskeligste Sider ved Arbejderspørgsmaalet: man gjør selv imellem de mandlige Arbejdere ingen Deling imellem gifte og ugifte Arbejdere og betaler - hvor man kan gjennemføre det ved stor Arbejderkonkurrence - hellere den gifte Arbejder med, hvad der kun er tilstrækkeligt for den ugifte, end omvendt. Heri ligger ogsaa en af Hovedindvendingerne mod Kvindens Adgang til Erhverv, man frygter, at den usle Pris, hun i Reglen faar for sit Arbejde, og som knapt nok dækker de ringe Fordringer, hun under fattige Vilkaar er bleven vænnet til at stille til Livet, skal blive normgivende for Betalingen i de forskjellige Erhverv. Indvendingen er dog ikke afgjørende. Thi for det første kan man overhovedet lige saa lidt berøve Kvinden som Manden en af de uomtvisteligste Menneskerettigheder, Retten til at arbejde for at leve - til hvilken Ret Pligten at leve for at arbejde danner Komplementet -; hvilke som helst opportunistiske Indvendinger maa her vige for den ubetingede Ret. Men dernæst bør Kvinden, for ikke at ødelægge Arbejdslønnen, netop uddannes i de forskjellige Erhverv. Hun vil derved opnaa at skaffe sig selv en højere Løn, ved ikke i overvættes Grad at konkurrere i enkelte Erhverv og ved at kunne optræde mere teknisk uddannet, hendes Konkurrence vil saaledes ikke blive saa faretruende, og den vil i Længden blive modvirket af den Forøgelse i Rigdommene, der skabes ved Kvindernes forøgede og dygtigere Arbejde, hvormed følger større Prisbillighed ogsaa for de Varer, Arbejderne skulle kjøbe, samt ved den Frigjørelse af Kapital, som selve den nedsatte Arbejdsløn fremkalder, en Kapital, der da kan benyttes til at skaffe de ny tilkomne Hænder Arbejde, hvad der atter vil formindske Arbejderkonkurrencen og højne Arbejdslønnen. Endelig ville Kvinderne, naar de ere heldigere økonomisk stillede end nu, ophøre at falde Mændene til Byrde, og ville derved opveje den foreløbige Nedgang i disses Arbejdsfortjeneste, hvad der selvfølgelig ikke mindst vil spille sin Rolle over for den Del af Erhvervsbyrden, de gifte Kvinder for Tiden have paa sig, og som de jo - efter det oven anførte - ogsaa delvis maa vedblive at bære. (Se i øvrigt om dette Spørgsmaal i sin Almindelighed og om det vanskelige ved Overgangsperioden min Afhandling „Om Kvindens Adgang til Erhverv”, udgivet af Dansk Kvindesamfund, Kjøbenhavn 1886).
Men det bliver altsaa et farligt Udgangspunkt for de kjøbenhavnske Kommunelærerinder at forlange højere Løn paa Grundlag af deres Arbejdes lige Godhed med Mændenes. Thi, som Forholdene endnu ere nu til Dags, vilde en Udbyden af deres Arbejde efter de almindelige Grundsætninger for Kjøb og Salg af Varer muligvis nok kunne føre til, at deres Arbejde blev betalt lige med Mændenes, men det vil da sige lige slet, for alle Parter lavere end nu, eftersom Konkurrencen er stor nok til, at Varen kunde faas billigere. De kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn er bestemt efter et Skjøn om, hvad en ugift Kvinde af Middelstanden kan leve for, et Skjøn, der paa tilsvarende Maade, som ovenfor fremstillet, i nogen Grad kommer ind ved alt personligt Arbejde, men som der des værre langt fra overalt tages berettiget Hensyn til.
Man kan selvfølgelig oprigtig ønske, at Niveauet for Lærerindernes Løn hæves, og at de faa det langt bedre, end de have det, men de kunne, under den bestaaende økonomiske Samfundsordning, kun være glade ved, at deres Løn ikke udmaales som Prisen for en Vare, der skal betales lig den samme Vare, fra hvad Kant den end kommer, men at Lønnen i hvert Fald bliver fastsat med væsentligt Hensyn til deres samfundsmæssige Existensvilkaar.
