Samraaden eller Særeje.
I Nr. 11 af „Kvinden og Samfundet” har Hr. Overretssagfører Høgsbro et „Forslag” vedrørende Ægteskabslovgivningen. Selve Forslaget, der gaar ud paa at faa anordnet lovbefalet Ægtepagt til indbyrdes Betryggelse mellem de vordende Ægtefæller, kan jeg kun give min fulde Sympati. Men man bliver en Del forundret over, at Hr. Høgsbro her opstiller en Paragraf saalydende: „Ægteskabet gjør ingen Forandring i Ægtefællers Formuemyndighed” læs: „gift Kvinde mister ikke sin Formuemyndighed men kan raade over, hvad der er hendes, uden Mandens eller anden Værges Samtykke”, altsaa fremtræder som Talsmand for Kvindens Ret til at raade over, hvad hendes er, medens han dog samtidig sætter sit Haab „til en Lovordning, hvorefter begge Ægtefæller faa lige Ret” (f. Ex. over Formuen), „saaledes at de skulle være enige om enhver Beslutning, før den har Retsgyldighed”. Der forekommer mig at være noget inkonsekvent heri. Thi naar Hustruen skal have Ret til at raade over, hvad der er hendes, - og heri er jeg enig med Hr. Høgsbro -, saa forstaar jeg ikke, at man samtidig kan kræve Enighed i Beslutning mellem Manden og Hustruen for at give denne Beslutning Retsgyldighed. Det forekommer mig at det ene ophæver det andet.
Naar Hr. Høgsbro sætter sit Haab til en Lovordning, der kræver begge Ægtefællers Samtykke for at give en Beslutning Retsgyldighed, saa er dette jo en meget vidtgaaende Fordring om Formuefællesskab, men hvorfor saa begynde Vejen der hen imod med et Forslag, der gaar i Retning af Særeje? Naar man kræver Ret for Hustruen til at raade over egen Formue, da maa man ogsaa indrømme Manden Ret til Eneraadighed over sit, ellers gaa vi hen imod Forhold, der ville give Hustruen større Ret end Manden.
Det er ikke lige Ret for begge Ægtefæller, man opnaar, naar man kræver, at begge skulle være enige om en Beslutning, før denne kan virkeliggjøres. Resultatet af en saadan Lov vilde kun blive det, at den af Ægtefællerne, der er stærkest i legemlig eller aandelig Henseende, paatvinger den anden sin Beslutning. Her kan saaledes ikke være Tale om lige Ret, men kun om, at Magten fra at være udelukkende Mandens bliver den stærkeres. Og en saadan Lov vilde derfor i mangfoldige Tilfælde skabe ægteskabelige Forhold som dem, Strindberg saa talentfuldt og utilsløret skildrer i sit Drama: „Faderen”. Hjemmet - det Sted, hvor der for Børnenes Skyld burde være Fred og nogenlunde rolig Tilværelse, - vilde i mangfoldige Tilfælde blive en Kampplads, hvor Mand og Hustru prøve Styrke med hinanden, om ikke i legemlig saa i figurlig Forstand. Det er selvfølgelig det ideale, at Ægtefæller ville søge at møde hinanden i Forstaaelse og stræbe efter Enighed, men da nu Kjendsgjerningerne vise, at de allerfleste Forhold ere langt borte fra Idealet, og da vi alle vide, at Loven netop er for de „haardhjærtede” eller ulykkelige, saa nytter det ikke at lave en Lov, der lige som med en Trumf vil tvinge Ægtefolk til Enighed. Sligt lader sig ikke gjøre. Tværtimod, der er saa megen Selvstændighedsfølelse i de fleste Mennesker, at de ved et Magtbud netop skræmmes op til at være paa Post imod at miste noget af deres eget, i Stedet for at ledes til gjensidig at slaa af paa egne Fordringer for at opnaa et Resultat. Og allersnarest vil dette finde Sted, naar Talen er om et Samarbejde, et Samliv mellem Manden og Kvinden, to Væsner, der i Tankesæt og Følelsesstemning som oftest ere vidt forskjellige.
Man bliver let enig om, at den nuværende Lovordning, der lægger al Magt og Myndighed i Mandens Haand og giver ham alene Ret og Raadighed over saa vel sin egen som Hustruens Formue samt Eneraadighed over Børnene, at en slig Lovordning er slet og forkastelig. Den Fred i Hjemmet er for dyrekjøbt, der er baseret paa den enes ubetingede Ret til at byde og den andens ubetingede Underkastelse. Der maa en Lovforandring til. Men denne bør da nærmest gaa i Retning af at stille de to Ægtefæller saa frit over for hinanden som vel muligt i Stedet for at binde deres Hænder og hindre deres Virken ved Fordringen om „Enighed” mellem de to.
Denne Anskuelse er da ogsaa kommen til Orde i Hr. Høgsbros „Forslag”, hvor Hustruen beholder sin Formuemyndighed og sin Raadighed over egne Midler. Alene hvis denne Paragraf blev Lov, vilde Hustruen komme i Besiddelse af en ikke ringe Handlefrihed, Selvstændighed og Uafhængighed af Mandens Forgodtbefindende, altsaa nærme sig Manden i lige Ret. Idet jeg saaledes fuldt ud er enig med Hr. Høgsbro i hans „Forslag”, har jeg kun villet fremføre nogle Indvendinger mod den Fordring om Enighed mellem Ægtefællerne, hvortil Hr. Høgsbro i Indledningen til sit „Forslag” sætter sit „Haab”.
I Decemberhæftet af „Kvinden og Samfundet” har Hr. Elberling en Artikel om „Hustruens Retsstilling”. Han udtaler heri, at det vilde „være en grel og stødende Ordning at lade Hustruen oppebære et vist Vederlag af Manden som Husholderske”, og slutter saa sin Artikel med at sige: „Men hvad vi skulle stræbe efter, er, at Hustruens Stilling ikke bliver afhængig af, hvad Manden af Godhed vil indrømme hende”. Altsaa, Hustruens Stilling bør være saa lidt afhængig som muligt af, hvad Manden frivillig vil give hende, men dog vil det være stødende, grelt, at hun faar et bestemt Vederlag. Men hvad da? Man vil sikkert svare mig: Der bør være Enighed mellem de to om enhver Beslutning, før den har Retsgyldighed, og der bør være Formuefællesskab mellem Ægtefolkene. Det er jo imidlertid den højeste Grad af Afhængighed, man her foreslaar.
Fællesskab er jo netop gjensidig Afhængighed. Manden bliver afhængig af Hustruen og Hustruen af Manden, noget, der vil skade begge Parter saavel i økonomisk Henseende som i Henseende til aandelig Udvikling.
Og hvad „stødende”, „grelt” skulde der dog være i, at der sikres Hustruen et bestemt Vederlag i sin Egenskab som Hustru? Vi ere jo alle enige om, at Hustruen har Ret til Fordring paa Manden, hvorfor saa denne Forfærdelse ved Tanken om en bestemt Fordring, et bestemt Vederlag. Naar der intet stødende er i, at Kvinden som Husholderske faar et bestemt Vederlag for sit Arbejde, saa kan der heller intet stødende være i, at Hustruen - i sin Egenskab af Husholderske - ogsaa faar et bestemt Vederlag af Manden.
