Fransk og almindelig Kongres om Kvindernes Rettigheder.
Opraab.
Det er Frankrig, der nyder Æren af at have indviet den første almindelige Kongres for Kvindernes Rettigheder, i sin Hovedstad, for ti Aar siden.
Hr. Leon Richer, Stifter og Redaktør af Bladet "Kvindernes Rettigheder", fik den i Stand. Den holdtes under Verdensudstillingen i Paris i 1878 fra den 25de Juli til den 9de August.
To Senatorer, ti Deputerede og fem Medlemmer af Pariss Kommuneraad tog Del i den.
De fleste civiliserede Lande havde sat en Ære i at give Møde, vi anføre særlig efter Bogstav følgen: Alsace-Lorraine (der i Hjærtet ere franske), Amerika, Belgien, Brasilien, England, Holland, Italien, Polen, Rumænien, Rusland, Svejts og Sverrig; sexten, dels franske, dels fremmede, Selskaber havde meldt deres Tilslutning.
Til næste Aar, det mindeværdige Hundredaar efter den store, franske Revolution, bør der under Udstillingen afholdes en ny og mægtig Kongres.
Mændenes Rettigheder ere anerkjendte; det drejer sig nu om at hævde og faa anerkjendt den anden Halvdel af Menneskeheden, Kvindernes Rettigheder.
Hvad nytter en Kongres! ville Tvivlere indvende. Ere ikke den Slags Tilkjendegivelser altid betydningsløse? Lader den offentlige Mening sig paavirke deraf?
Vi svare med Kjendsgjerninger:
Der blev fremsat adskillige Ønsker af Kongressen i 1878.
Den forlangte en højere Opdragelse for unge Piger, tilsvarende til den, Drengene faa. Det er sket, vi have lærde Skoler og videnskabelige Undervisningsanstalter for Kvinder.
Den forlangte, at Kvinder skulde have Adgang til at modtage Undervisning ved Statens Universiteter, og til at beklæde de Stillinger, for hvilke de maatte godtgjøre at besidde de fornødne Kundskaber. Nu aflægge Kvinderne de forskjellige Kandidatprøver, de kunne faa Doktorgraden og kunne virke som Læger.
Den forlangte Afskaffelse af de Love, der indskrænkede Forenings- og Forsamlingsretten, - disse Love ere afskaffede.
Den forlangte, at Skilsmisse paany skulde tillades; - Skilsmisse er tilladt.
Den udtalte Ønsket om, at der maatte blive dannet Lægforeninger for at yde de kvindelige Fanger Hjælp og opmuntre dem ved deres Løsladelse; - to saadanne Foreninger findes nu. Den ene bestyres af Md. Isabelle Bogelot, den anden af M. Bérenger, Senator for Drôme.
Den forlangte, at hele den privatretlige Lovgivning skulde gjennemgaas for at tilvejebringe Lighed mellem de to Kjøn, - en Lov om Mandens og Kvindens Ligestilling paa Privatrettens Omraade behandles for Tiden i Deputeretkamret.
Den forlangte, at Efterforskning af Barnefaderen skulde tillades; - to Gange ere Lovforslag i dette Øjemed forelagte, den ene Gang i Senatet, den anden Gang i Kamret. Disse to Lovforslag blev forkastede, men Spørgsmaalet har banet sig Vej, og Reformen er nu moden til Gjennemførelse.
Kort sagt, Størstedelen af de Ønsker, der udtaltes af Kongressen, ere, i det mindste i Frankrig, blevne fuldstændig opfyldte.
De store Forsamlinger, der gaa under Navn af Kongresser, ere altsaa ikke unyttige.
Nu gjælder det om at fortsætte det Værk, der er begyndt saa godt.
Det Udbytte, der allerede er vundet, er os en Opmuntring til at fortsætte.
Kongressen i 1889 bliver en Fortsættelse af den i 1878. De Spørgsmaal, som ikke ere løste, skulle gjenoptages og drøftes, lige saa vel som de nye Fordringer, der maatte blive fremsatte.
A åbningsdagen vil senere blive kundgjort.
Men en Kongres kommer ikke i Stand uden Ofre. Den i 1878 kostede den beskedne Sum af 3000 frcs. Vi forlange en lignende Sum for 1889.
En enkelt Person har for sit Vedkommende allerede givet 1000 frcs. Resten vil let blive dækket ved beskedne Bidrag fra hver af os.
Enhver, der interesserer sig for don kommende Kongres eller vil deltage i den, bør altsaa, naar de indtegne sig, sende os sit Bidrag.
Der fastsættes intet Mindste-Beløb.
Vi gjøre Regning paa, at de fattigste som de rigeste kunne komme til os.
Ligesom i 1878 modtage vi de Bidrag, der tilsendes os, det være sig fra udenlandske Selskaber eller Personer, der give Kvindesagen deres Tilslutning; men vi forlange intet af disse.
Udlændinge, Mænd eller Kvinder, der ville tage Del i vore Forhandlinger, fritages for ethvert Bidrag.
Vi ville modtage dem, som man modtager Gjæster.
De ere indbudne.
Det er altsaa os, der foranstalte Kongressen, og i Særdeleshed eder, Frankrigs Kvinder, hvem det paahviler at betale Omkostningerne ved det store og fædrelandske Foretagende, der nu forberedes.
Bidrag kunne fra nu af indsandes. Det er ganske nødvendigt, at den fornødne Kapital hurtig tilvejebringes, for at Virkeliggørelsen af en saa vigtig Sag ikke alt for længe skal staa hen i det uvisse. Listen over de Bidragydende vil senere blive kundgjort.
Vi gjøre Regning paa, at dette Opraab skal høres rundt om i Frankrig.
"Selskabet til Forbedring i Kvindens Kaar og Hævdelse af hendes Rettigheder" har allerede offentliggjort sit Opraab. Vi have Grund til at tro, at dette Selskab vil forene sine Anstrængelser med vore. Ingen Uenighed, men fast Forening! Lad dette være vort Valgsprog. Det forberedende Udvalg er:
Hr. Leon Richer (Formand for den franske Forening for Kvindernes Rettigheder), Formand. - René Viviani, Overretssagfører i Paris, Generalsekretær. - Georges Martin, Senator. - Colfavru, Deputeret. R. Davenne, Journalist. - Dr. H. Thulié, forh. Formand for Kommuneraadet i Paris.-Auguste Diétrich, Litterat. - Frk. Z. Blandin (Næstformand for „den franske Forening for Kvindernes Rettigheder”). - Fruerne: Isabelle Bogelot. - Emélie de Morsier, - Christin. - I. Richer. - Amélie Ragon. - Frk. Jeanne Perrot. - Fru H. Wild.
Indmeldelser og Bidrag bedes fra nu af sendte til Hr. Leon Richer, 4 Rue des Deux-Gares, Paris
