« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Indland og Udland.

« Se emneord

Kvindelige Valgretsforeninger. "Hvad vi vil" for den 1ste December bringer et Forslag af Fru Line Luplau om Oprettelse af Valgretsforeninger for Kvinder. Medlemmerne af disse Foreninger skulle forpligte sig til Agitation, de skulle baade skrive og tale om deres Sag.


Kvindesagen i Dagbladene. I "Politiken" for den 6te December retter Fru Luplau en Tak til Folketingsmand I. K. Lauridsen, fordi han paa et Møde i Ringsted har bebrejdet Kvinderne deres Ligegyldighed for at faa Valgret. Hun er overbevist om. at Hr. Lauridsen vil bistaa de Kvinder, der alt nu staa beredte til at Optage Rampen for deres Borgerret.


Den 9de December samme Sted svarer „en sand Kvindeven” Fru Luplau ved at drage en humoristisk Sammenligning mellem kvindelige Politikere i London og Damerne her hjemme.


I Berlingske Aftenavis for den 24de December tager en Almuelærerinde Ordet for at udtale, at Lærerinderne med Hensyn til Indtægter og Rettigheder ere ualmindelig heldig stillede.


I Nationaltidende for den 25de December findes en Oversigt over Lærerindepladser i Udlandet. De fleste evropæiske Lande medtages; desuden en Del Lande uden for Evropa. Oplysningerne lyde ikke meget gunstige.


Et Kvindestemmeretsmøde holdtes for nylig i Christiania i Arbejdersamfundet. Frk. Rogstad og Fru Ragna Nielsen var Hovedtalerne. Den sidste talte om Indvendingerne mod Kvindestemmeret. Der sagdes, at de mange nye Stemmer vilde bringe Reaktion, og der sagdes, at kun faa Kvinder vilde benytte deres Stemmeret. Disse to Indvendinger slog hinanden ihjel. Det samme var Tilfældet med de to Indvendinger, at Valgretten vilde bringe Uenighed mellem Ægtefolk, og at Hustruerne altid vilde stemme som deres Mænd. Mange hundrede Kvinder af alle Samfundsklasser var mødte.


En Adresse om Kvinders Stemmeret ved politiske og kommunale Valg agtes indgivet til det norske Storting, og der samles Underskrifter paa den, blandt Norges Kvinder.


Sverrig. Dronning Sophie har skjænket 300 Kr. til Dragtreformforeningen i Stockholm som Bidrag til Oprettelse af et Udsalgssted for Reformdragter. I samme Øjemed foregaar der for Tiden Aktietegning.


Fru Sophie Kowalewski, Professor ved Stockholms Højskole, har nydt en ganske særlig Udmærkelse fra det franske Videnskabs-Akademis Side. Prix Bordin (3000 Frcs.) skulde bortgives til den, der bedst behandlede en bestemt fysisk-mathematisk Opgave. Et af de indkomne Arbejder befandtes at være saa værdifuldt, at Akademiet besluttede at forhøje Belønningen til 5000 Frcs. Da Navnesedlen derpaa aabnedes, fandt man, at Forfatteren var Sophie Kowalewski. Efter Akademiets Indbydelse er Fru K. rejst til Paris og har der personlig modtaget Prisen. Forinden Prisuddelingen ved Akademiets Aarsfest den 24 Dec. talte Præsidenten og fremhævede, at Fru Ks Afhandling viste stor Originalitet og Opfindelsesevne. Afhandlingen vil blive trykt i „Journal des savants étrangers”.


Tyskland. Mod den ansete Læge, Professor Doktor Waldeyers Angreb paa Fordringen om Tilladelse for tyske Kvinder til at studere Medicin og praktisere som Læger er Lina Morgenstern optraadt med en længere Afhandling, der med megen Dygtighed Punkt for Punkt imødegaar Doktorens Paastande.


Bestyrelser for berlinske Pigeskoler advare indtrængende mod Brugen af de sædvanlige Skoletasker. De paastaa, at unge Piger ofte blive skjæve i en Alder af 11-14 Aar, og at dette kan føres tilbage til, at de bære Skoletasken i den ene Haand. I flere Skoler er det derfor paabudt, at Pigebørnene skulle bære Tornystre.


Frankrig. De kvindelige studerendes Antal ved Universitetet i Paris var i sidste Aar 114, hvoraf 90 russiske, 12 franske, 8 engelske, 1 amerikansk, 1 østerrigsk, 1 græsk og 1 tyrkisk.


Den 13de November indbragte Ernest Lefevre, den varme Forkæmper for Udvidelsen af Kvindens Rettigheder, i sit eget og 159 andre Tingmænds Navn, i det franske Deputeretkammer et Forslag om, at Kvinder, som drive Handel eller lignende Næring, skulle have Stemmeret ved Valg paa Medlemmer af Handelsretterne. Det af Kamret nedsatte Udvalg anbefaler Forslaget.


I en fornylig udkommen Bog gives der en Oversigt over de Kvinder, 34 i Tallet, der siden Æreslegionens Oprettelse ere blevne hædrede med denne Orden.


Fru Wolska, der boer i Rue Jacob, 50 i Paris, har foresat sig at ville samle alle de Værker, som ere skrevne af Kvinder, for at danne et internationalt Kvindebibliothek. Hun anmoder alle dem, der interessere sig for Planen, om at sende hende Exemplarer af Bøger, som de selv have skrevet, eller som de tro, hun ellers maaske ikke vil kunne faa fat i.


Det franske Akademis Guldmedalje er i Aar bleven tilkjendt Dronningen af Rumænien for en Bog, „Pensées dune reine” medens første Dydspræmie tildeltes en Frk. Roult for enestaaende Velgjørervirksomhed. Frk. Roult er fattig, ernærer sig af at lave Paraplyer, men har ikke desto mindre udfoldet en beundringsværdig Virksomhed i Kunsten at gjøre godt, saaledes har hun i sit Liv reddet mange unge Piger fra Last og Usædelighed.


Belgien. I Bryssel har en ung Dame, Frk. Popelin, søgt Optagelse i Advokatstanden efter at have erhvervet den juridiske Doktorgrad.


Fyrstelig Sygeplejerske. Den afdøde Prins Friedrich Carl af Prøjsens Datter, Hertuginden af Connaught, har underkastet sig en Prøve i Sygepleje.


En kvindelig Oldgransker. En ung Dame, Miss Harrison, findes iblandt Ansøgerne til en ledig Professorpost i Oldgranskning (Arkæologi) ved Universitetet i London. Hun skal nyde betydelig Anseelse paa det paagjældende videnskabelige Omraade.


I England findes der en Afholdsforening for Kvinder, der tæller 400 Afdelinger med omtrent 25.000 Medlemmer.


De kvindelige Arbejderes Lønningsvilkaar. Ved et Handelsforenings-Møde, som i Efteraaret afholdtes i Bradford, var der 3 kvindelige Udsendinge til Stede: Frk. Black, Repræsentant for Kvindelig Handelsforening, Fru Cooper, Repræsentant for en Underafdeling af Londons Dameskræderindeforening, og Frk. Whyte, Repræsentant for den kvindelige Bogbinderforening. Hver af dem deltog i Forhandlingerne, Frk. Whyte talte, som ofte tidligere, om Nødvendigheden af at ansætte kvindelige Inspektører ved de Fabriker, hvor kun Kvinder arbejde. Flere Mænd støttede hende. Hun talte igjen, da Normalarbejdsdagen drøftedes, og sagde, at hun fandt, der maatte tages lige saa meget Hensyn til Arbejdsgiverne som til Arbejderne. Fru Cooper talte om Bøder og Nedsættelse i Løn og om at indføre billig udenlandsk Arbejdskraft i Systuerne i Westend. Frk. Black foreslog følgende Beslutning: "Efter denne Forsamlings Mening er det ønskeligt baade for Mænds og Kvinders Skyld, at Kvinder i de Fag, hvor de udføre samme Arbejde som Mænd, faa samme Betaling". Hun ønskede ikke at foreslaa, at Mænd og Kvinder skulle have ens Betaling, naar de udføre forskjellige Arbejder under samme Fag, men at gjøre det klart, at foretrækkes Kvindens Arbejde, blot fordi det er billigere, faar hun let alt Arbejde overdraget, uanset om det egner sig for hende eller ikke. Følgen heraf vil blive Lønningsnedsættelse for hele Fag til fælles Skade for begge Kjøn. Hun anførte forskjellige Exempler. Mr. Juggins var af samme Mening og sagde, at paa hans Egn, hvor Søm- og Lænkefabrikarbejdernes slette Kaar var velbekjendte, var man kommen til den Erkjendelse, at kun en Forbedring af de kvindelige Arbejderes Kaar kunde helbrede Ondet. Man havde derfor besluttet at danne en kvindelig Fagforening snarest muligt. Den foreslaaede Beslutning vedtoges enstemmig.


Moderens Værgemaal. I Staterne Kansas, Michigan, Jowa og Nebraska kan et Barns Fader ikke udnævne en Værge for det uden dets Moders skriftlige Samtykke. Loven om Værgemaal lyder i Nebraska saaledes: „Forældrene ere deres umyndige Børns naturlige Værger og have lige Ret til at tage Vare paa dem og sørge for deres Opdragelse, for saa vidt de selv have Raadighed over deres Bo og ikke af andre Grunde ere forkastelige. Hvis en af dem dør eller taber sin Ret, gaar Værgemaalet over til den anden”.


Kvinden som Vælger. Fra Territoriet Kansas, hvor Kvinderne have haft Stemmeret i et Aar, skrives til „Womans Journal”:


Vi ere her saa vante til at se Kvinder tage Del i Valghandlingen, at det ikke vækker særlig Opmærksomhed. Man ser saa vel elegante Damer, der komme i deres egne Vogne, som jævne Koner med deres Torvekurve paa Armen. Nogle komme sammen med deres Mænd, Fædre eller Brødre, somme Tider for at stemme paa den samme Kandidat som de, somme Tider ikke, men det sidste synes ingenlunde at give Anledning til Familietvist. Andre løse praktisk Spørgsmaalet: hvad skal der blive at Børnene, naar deres Mødre befatte sig med Politiken, ved at indfinde sig med de smaa paa Armen. Valghandlingen foregaar med ualmindelig Ro og Orden.