De kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn.

Under denne Overskrift har Hr. Kontorchef Rubin i Januarhæftet af „Kvinden og Samfundet” gjentaget og yderligere fastslaaet sine Udtalelser om denne Sag fra Mødet i „Dansk Kvindesamfund” den 7de December 1888. I den Anledning maa det maaske være mig tilladt at komme med et Par Bemærkninger. Men først maa jeg forudskikke, at naar jeg tager Del i Diskussionen om denne Sag, da er det ikke i den Tanke, at en saadan Diskussion for nærværende Tid kunde faa praktiske Resultater, thi jeg ved vel, at denne Sag kun er et enkelt Led af et større Samfundsspørgsmaal og først vil faa sin Løsning sammen med saa mange andre sideordnede Spørgsmaal, naar Tiden kommer. Men jeg tror dog, at ethvert Bidrag til en bedre Forstaaelse af denne Sag vil have Betydning, da selve det store økonomiske og sociale Spørgsmaal jo dog er sammensat af en Række mindre, som hvert for sig have Betydning som Dele af det hele.

Hr. Rubin hævder, at ved personligt Arbejde ydes Vederlaget ikke blot „i Forhold til det ydede Produkt, men ogsaa under Hensyn til den Person, der har foretaget Arbejdet”. Og han tilføjer: „Dette gjælder ikke blot mellem Mand og Kvinde, men ogsaa mellem Mand og Mand”. Det forstaar jeg ikke! Ja, at det gjælder mellem Mand og Kvinde, det ved jeg; men at det gjælder mellem Mand og Mand, det har jeg aldrig set. Selv et saa tilsyneladende tydeligt Exempel som „Ministeren og Daglejeren” kan ikke overbevise mig. Jeg har kun set, at Samfundsordningen er denne, at de forskjellige Stillinger lønnes forskjellig, altsaa selvfølgelig ogsaa Ministerens og Daglejerens. Men lad os tænke os en Minister, som af en eller anden Grund, vi kunne jo være høflige imod ham og tænke os meget ideale Grunde (husk paa Grev Tolstoy), gav sig til at være Daglejer. Mon Samfundsordningen da vilde have den Agtelse for hans Person, at den som Dagløn vilde tilstaa ham noget lignende, som hans Ministergage indbragte ham? Det tror vist ingen af os. Nej - hans Person vilde i Lønspørgsmaalet være ligegyldig; men hans Stilling - Daglejerstillingen - vilde blive lønnet i Forhold til, hvor meget og hvor godt Arbejde han som simpel Arbejder kunde præstere. Og om vi tænke os det omvendte Forhold, saa vilde nøjagtig det samme gjentage sig der: Var det umuligt i et demokratisk Land at tænke sig, at en Arbejder kunde - om end maaske gradvis - ved erhvervet Dygtighed eller af andre Grunde naa en Ministers Stilling? Hvad indtræder saa? Vil han i saa Fald blive lønnet efter samme Skala, som da han indtog Arbejderens Stilling. Nej, sikkert ikke! Hans Person vilde i Lønspørgsmaalet være ligegyldig; man vilde lønne ham efter den Stilling, han nu indtog, og man vilde aldeles ikke tage Hensyn til, hvilken Stilling han tidligere havde indtaget. - Nej, der gjøres ringe Forskjel paa Mand og Mand, men der gjøres Forskjel paa Stilling og Stilling, og Mændene lønnes derefter. Men der gjøres Forskjel paa Mand og Kvinde, selv om Stillingen er ganske den samme. Og det er denne Forskjel, jeg tilvisse tror, en Gang vil forsvinde, hvornaar, det er jeg ikke Profet nok til at kunne se.

Naar Hr. E. dernæst nævner, at det samme Arbejde lønnes forskjellig i forskjellige Lande og saa overfører dette Forhold paa Forholdet mellem Mand og Kvinde, saa forekom mer denne Overførelse mig lidt mærkelig. Det lyder for mine Øren, som om nogen f. Ex. sagde: Fordi Arbejdslønnen er langt lavere i Frankrig end i andre Lande, derfor skulle de franske Kvinder have lavere Løn end de franske Mænd. Var Arbejdslønnen særlig lav i Frankrig, saa vilde vel et saadant Forhold trykke baade de franske Mænd og de franske Kvinder, og jeg forstaar derfor ikke den Slutning, at de af den Grund skulde have lavere Løn.

Det Vaaben, der hyppigst anvendes mod Principet: samme Løn for samme Arbejde, og som ogsaa Hr. R. i stor Udstrækning har benyttet, er, at Arbejdet bør lønnes efter Behovet, og at Mands og Kvindes Behov er forskjelligt, hvorfor ogsaa deres Løn bør være forskjellig. Lad os derfor ogsaa undersøge dette Behov lidt nærmere. Som Hovedgrund til Mandens større Behov nævnes jo sædvanlig, at han er Familieforsørgeren. Men - efter at Hr. Overretssagfører Høgsbro paa given Foranledning paa Mødet i D. Kv. S. oplyste, at begge Forældrene efter Loven have lige Forsørgelsespligt mod Børnene, undrer det mig at se Hr. R. skrive: „Hvordan man vil komme til at stille sig, naar det bliver saaledes, at ikke blot Manden, men ogsaa Hustruen skal forsørge Familien, bliver et Spørgsmaal for sig, der ikke ligger for”. Det forekommer mig, at dette netop er et Spørgsmaal, der ligger for, eftersom Hustruen dog altsaa allerede - efter Loven - har en ikke lille Del af Familieforsørgelsen. Dertil kommer, at vi have en Lov om gift Kvindes Raadighed over, hvad hun selv erhverver, og at Spørgsmaalene om Ægtefællernes formueretlige Stilling debatteres ivrig. Hvem ved, hvor længe det varer, inden en Omordning kommer.

Men selv om vi holde os til „Samfundssædvanerne”, som jo dog ogsaa ere underkastede Forandringens Love, at Manden er Familieforsørgeren, ere vi saa ogsaa visse paa, at han virkelig er det i det overvejende Flertal af Hjem? Hr. R. taler om „moderne og kulturmæssige Bestræbelser, der gaa ud paa saa vidt muligt at skaane Hustruen og Moderen for en Opgivelse af Hjemmet til Fordel for Erhvervet”. - Er det kun mig, der ikke kjender disse Bestræbelser? Jeg maa tilstaa, at jeg ikke ved, hvortil der sigtes. Men derimod har jeg i en Aarrække paa temmelig nært Hold iagttaget, hvorledes netop i de brede Lag Hustruen af Forholdenes Magt tvinges til at tage en meget stor Part af Forsørgerens Pligt paa sig for at opretholde Hjemmet. Ogsaa af den Grund maa man inderlig ønske Kvinders Adgang til Erhverv betydelig udvidet; thi som Forholdene nu ere, ere disse Hustruers Arbejdsmarked saa indskrænket og derfor ogsaa saa overfyldt, at en Mængde af dem maa ty til Fattigvæsenet blot for at existere med deres Børn. Men ville vi aabne dem nye Erhvervskilder, da nytter det ikke at byde dem saa lav en Løn for deres Arbejde, at de dog ikke kunne existere; thi derved bringes de kun fra Dynen i Halmen. Jeg giver selvfølgelig Hr. R. ubetinget Ret i, at „fremfor alt bør Hustruens og Moderens Hovedvirksomhed i alle Samfundslag være i og for Hjemmet”; men netop derfor er det ogsaa absolut nødvendigt, at det Erhverv, hun af Forholdene er tvungen til at søge (vel netop for Hjemmets Skyld), at det lønnes saa godt som muligt. Jo daarligere det lønnes, des mere maa hun nemlig arbejde, desto længere Tid maa Hjemmet savne kendes personlige Nærværelse og personlige Støtte.

Det sidste Argument, at Kvindearbejdet skulde trække Mandslønnen ned, lader det til, at Hr. E. ikke selv lægger synderlig Vægt paa; men hvorfor saa nævne det? - Hvis det er et Argument, som har nogen Betydning, saa skulde altsaa virkelig Strømningen gaa i Retning af: Samme Løn for samme Arbejde. Men hvis det er Tilfældet, hvad jeg ganske vist ogsaa tror, hvorfor saa ængste sig for en uheldig Konsekvens, som sikkert aldrig vil indtræde. For Mændenes Vedkommende gaar Strømningen jo stærkt i Retning af Organisation og Sammenhold netop for at forhindre Arbejdslønnen fra at være underkastet den vilde Konkurrence. Denne Mændenes Sammenhold og Respekt for deres eget Arbejdes Værd, skulde den virkelig blive mindre, hvis Kvinderne vilde være med? Vi Kvinder trænge netop haardt til en lignende Respekt for vort eget Arbejde, saa vi ikke falbyde det til den laveste Pris. Naar Mænd og Kvinder enedes om at værne Arbejdet mod dem, der uden Hensyn til det heles Vel, blot for i Øjeblikket at faa fat i noget, underbyde deres Arbejdsfæller, saa tror jeg ubetinget, at meget vilde være naaet. Og jeg er vis paa, at Strømningen gaar i denne Retning, saa jeg nærer aldeles ingen Frygt for, at Fordringen om samme Løn for samme Arbejde skal trække Arbejdslønnen ned, lige saa lidt som jeg deler Hr. R.s Frygt for, at en Udbyden af Kommunelærerindernes Arbejde efter de almindelige Grundsætninger for Kjøb og Salg af Varer skulde føre til, at Lærernes Løn vilde blive trukken ned til Lærerindernes. Hvis en Lærer ved Kjøbenhavns Kommuneskole som højeste Løn kun kunde opnaa 1700 Kr., tror jeg nok, at Konkurrencen fra den Side vilde mindskes betydelig. Endnu blot et Par Ord om denne specielle Sag, Kommunelærerindernes Løn. - Der tales saa meget om, at Behovet er forskjelligt for Mand og Kvinde og forskjelligt for Folk paa forskjellige Samfundstrin. Men mener Hr. R. dog ikke, at til en Lærerindes Behov maa høre et Hjem? Man lønner Læreren saaledes, at han kan stifte et Hjem; men man lønner en Lærerinde saaledes, at hun, hvis hun ingen andre Hjælpekilder har, som Formue, Slægtninge eller meget nære Venner, som hun kan danne Hjem sammen med, er nødt til at bo i et Pensionat hele sit Liv. Det lyder ganske vist stort, at „en enlig Kvinde” kunde have 1600 Kr. i Løn, og for den Sum kunde hun vel nok med Sparsommelighed danne sig et Hjem. Men vi maa ikke glemme, at naar hun bliver gammel og ikke længere er arbejdsdygtig, saa er den højeste Pension, hun kan opnaa, 1066 Kr., og maaske mange maa nøjes med den lavere, 800 Kr. Af en saadan aarlig Indtægt kan hun intet Hjem danne, tilmed hvis hun - som rimeligt er - efter saa anstrængende en Gjerning kan trænge til Pleje i sin Alderdom.

De 1600 Kr., som hun en Tid af sit Liv havde i Gage, har hun derfor ikke Lov til at bruge; der maa gaa ikke saa lidt fra til Hjælp for Pensionen til de gamle Dage. Og derfor er den Lærerinde, som helt er henvist til sig selv, og som maaske ikke har været saa heldig at finde en ligestillet, med hvem hun sympatiserede saa fuldt, at de to kunde danne Hjem sammen, i Reglen henvist til at leve sit Liv i et Pensionat, baade mens hun er i sin Gjerning, og naar hun bliver gammel. Idet Læreren - hvad Lønnen angaar - virkelig kan skaffe sig et Hjem, saa er ogsaa hans Garanti for de gamle Dage betydelig større end en Lærerindes. Han har sandsynligvis Børn, der under almindelige Forhold ikke ville lade ham leve et ensomt og uhyggeligt Liv paa hans gamle Dage, medens Lærerinden er „en enlig Kvinde”; det er den store Forskjel.

Jeg er Hr. R. taknemlig for hans Paavisning af, hvorledes netop det, at Kvinder faa Adgang til flere Erhverv, svækker Konkurrencen og hjælper til at dygtiggjøre dem, ligesom den ogsaa i al Almindelighed vil fremkalde en Forøgelse i Rigdommen, og at Kvinderne, naar de blive bedre stillede i økonomisk Henseende, ikke længere ville falde Mændene til Byrde. Ja, jeg vil gaa videre endnu! Jeg tror, at naar Kvinderne var friere stillede i økonomisk Henseende, havde lært et Arbejde, hvorved de kunde ernære sig, saa de altsaa ikke var tvungne til at gifte sig for at blive forsørgede, saa vilde vi faa flere og bedre Ægteskaber, end vi nu have. flere, fordi Mændene ikke vilde være saa bange for at gifte sig af Frygt for denne Forsørgelsespligt, og bedre, fordi i hvert Fald Forsørgelsestanken var borte ved Indgaaelsen af Ægteskabet.

Til Slutning vil jeg blot have Lov til at understrege Hr. R.s Ord, at man lige saa lidt kan berøve Kvinden som Manden en af de uomtvisteligste Menneskerettigheder, Retten til at arbejde for at leve; men denne Menneskeret have Kvinderne ikke fuldt, saa længe deres Arbejde i mangfoldige Grene lønnes saaledes, at de umulig kunne leve deraf. Masser af Kvinder berøver Samfundet denne „uomtvistelige Menneskeret” og tvinger dem derved til at gaa til Grunde. Ethvert Forsøg paa at lønne Kvinder bedre end hidtil, ethvert lille Skridt i Retning af: samme Løn for samme Arbejde er derfor ogsaa et Skridt hen imod alle Kvinders „uomtvistelige Menneskeret”.

Anne Bruun.

Undertegnede er ganske enig med Frøken Bruun i, at naar en Kvinde og en Mand udføre det samme Arbejde, da bør Kvinden ikke lønnes lavere, fordi hun er Kvinde. Hvorvidt en Familieforsørger bør have et Tillæg til sin Løn, fordi han er Familieforsørger, er et Spørgsmaal, der ikke ligger for. Thi saa vidt mig bekjendt, har ingen for Alvor stillet Forslag om, at en gift Embedsmand under Kjøbenhavns Magistrat bør lønnes bedre end en ugift, en ugift Borgmester ringere end en gift. Dette Spørgsmaal vedkommer ikke Kvindesagen og kan ikke løses ud fra de Synspunkter, der ere bestemmende for denne. Nej, det Spørgsmaal, der ligger for, er dette, om det er retfærdigt, forsvarligt og humant at lønne en Lærerinde, der er Enke og har syv Børn at forsørge, ringere, end man lønner en ugift Lærer for det samme Arbejde.

Hr. Rubin mener, at sætter man Mand lig Familieforsørger, Kvinde lig Ikke-Forsørger, har man ramt Retfærdigheden i grove Træk, men en saa grovkornet Retfærdighed falder grumme lidt i Traad med Kvindesagen. Ved Hjælp af den kunde man faa Bugt med det meste af Kvindebevægelsen. Havde Hr. Rubin levet i 1845 eller 1857, da maatte han ud fra sit Begreb om Retfærdighed og Humanitet være bleven en Modstander af Kvinders lige Arveret med Mænd. Hr. Rubin anlægger samme Synspunkt som Hr. Strindberg. Thi hvad vil Hr. Strindberg? Han vil holde Kvinden ude fra Mandens Arbejdsmarked, d. v. s. fra de bedre lønnede Beskæftigelser, fordi Manden er Familieforsørger. Det er humant at stille Manden bedre end Kvinden, fordi Manden er Familieforsørger. Dette er Hr. Strindbergs Grundbetragtning, det er ogsaa Hr. Rubins. Hr. Strindberg vil ikke lade Kvinden slippe ind paa Mandens Arbejdsmarked. Hr. Rubin vil nok lade hende slippe ind, men hun maa ikke være ubeskeden, hun maa ikke forlange Mandens Løn. Men har Hr. Rubin Ret i sin Betragtning, med hvad Ret skulde man da kunne afvise Hr. Strindbergs Følgeslutning?

Rom blev ikke bygget paa én Dag, og Kvindebevægelsen naar ikke sit Maal med ét Skridt. Udviklingen er paa mange Omraader den, at Kvinden trænger ind paa Mandens Arbejdsmarked ved at underbyde denne, ved at udføre det samme Arbejde til en ringere Pris. Men hvad er Følgen? Næppe nogen anden end den, at ogsaa Mandens Løn synker. Dette er, som Hr. Rubin selv har udviklet, Kvindebevægelsens beklagelige Følge. Men denne Følge vil indtræde i desto større Omfang, jo mere Kvinden er besjælet af Hr. Rubins Tankegang. Kræv ikke samme Løn som Manden, det vilde være inhumant - siger Hr. Rubin til Kvinden. Jeg vilde foretrække at sige det modsatte: Forlang, saa vidt det staar i Din Magt, samme Løn som Manden, dette er humant, derved tjener Du bedst det Fag, Du gaar ind i, tjener bedst de Mænd i dette Fag, der ere Familieforsørgere. Thi jo raskere Du er til at underbyde Manden, desto mere trykker Du Lønnen, ogsaa for de Mænd, der ere Familieforsørgere.

Man kan meget vel paaskjønne, at Kjøbenhavns Kommune forholdsvis giver sine Lærerinder gode Lønninger og dog være grunduenig med Hr. Rubin. Thi, som Frøken Anne Bruun siger, ét er, hvad der for Øjeblikket kan opnaas, et andet, hvad der i og for sig er rigtigt og retfærdigt. Er Kvindebevægelsens Grundbetragtning: Lige Ret for Mand og Kvinde - Lighed for Loven - rigtig, da har Hr. Rubin Uret. Hr. Rubin fortæller os, at vi ere paa Siden af Spørgsmaalet (jfr. S. 90), men vi kunne ikke anerkjende, at han stiller Spørgsmaalet rigtig. Ellers vilde han næppe forsvare Berettigelsen af for Kvinden at fastholde en Undtagelseslov, som ikke gjælder mellem Mand og Mand.

Paul Sveistrup.