Fyrstikarbejderskernes Strike.
Brev fra Margrete Vullum.
Ved Fyrstikpakkerskernes Strike, som saa længe har beskæftiget vort Publikum, og som nu foreløbig er afsluttet, kunde Modsætningen mellem de to Parter ikke være skarpere end den var. Paa den ene Side noget over 400 Fabrikpiger, paa den anden Side den i hele vor Handelsverden ubetinget brutaleste Pengemagt. Det var de i Arbejderstanden værnløseste, svageste, man kan uden Overdrivelse sige - de mest foragtede - hvad har en Fabrikpige været anset for - kontra de mest overmodige og tyrranniske inden vor Handelsstand. Det er derfor heller ikke at undres over, at disse Fabrikherrer i Begyndelsen ansaa det hele for en ren Moro og var sikre paa, at det hele vilde blive højst en 8-14 Dages Opstyr og intet mere.
I et Samfund, der er i Udvikling, foregaar naturligvis Forandringer for hvert Halvaar, som gaar, men den, som ikke er en Smule lydhør, mærker det ikke, før en Dag Resultatet af alle de spredte Bevægelser samler sig og i et givet Øjeblik slaar ud.
Der har før ved disse Fabriker været Striker paa et Par Dage. Publikum har end ikke anet deres Tilværelse, og de er af Mangel paa Støtte strax faldet hen; for dem der ikke har forstaaet, hvilke Forandringer her er foregaaet bare i det sidste Tiaar, maatte det komme som en ren Overraskelse, at denne Strike svulmed op til en saadan Bevægelse.
I dette Tiaar er Kvindesagen blevet til noget af en Magt fra at have været bare enkelte Menneskers Protest. I den senere Tid er Arbejderbevægelsen for anden Gang kommet op, og medens den første Gang under Marcus Trane blev slaaet ned med Vold, er den denne Gang fra en stor Del af det liberale Parti mødt med et Ønske om dens Fremgang, som næsten har været stærkere end selve Bevægelsen. Og til disse to store Faktorer kommer endnu, at mange har begyndt at forstaa, i hvilken Grad den gamle Godgjørenhed beror paa og avler et falsk Forhold mellem Menneskene, saa den Trang der dog ligger hos ethvert bravt Menneske til at faa udfyldt noget af Kløften og jævnet noget af Uligheden, tager en ny Retning og forstaar, at selv store Summer, kastet i en Strikes Svælg, dog udretter langt mere end den mest praktiske Anvendelse, hvis de blot kan virke lidt til Arbejdernes egen Rejsning og til, at Retssansen vækkes hos os andre.
For mange gjaldt sikkert ingen af disse Grunde, men der var noget i den hele Sag, der rørte deres gode Hjærte, saa de uden anden Tanke blot havde Følelsen, at her maatte der støttes. Foruden at dette var fattige Piger, der arbejdede for en daarlig Løn, kom jo endnu til de forfærdelige Svovlforgiftninger, der, om de end ikke indtræffer saa svært ofte, dog ligger og lurer paa hver af dem, og som, hvor de indtræffer, fører til Operationer saa gyselige, at Ord knap kan skildre dem.
Hvorom alting er: Kristiania var virkelig for en Tid gjennemstrømmet af en smuk og varm Følelse, hvorom mange, saavel Højre som Venstre enedes. Og om end en stor Del snart blev trætte og mange lod sig drive bort fra sin første umiddelbare Følelse, da de Aviser, som for enhver Pris vil støtte Kapitalmagten, rigtig tog fat - var der dog mange Mennesker, som trøstig holdt ud, og fra alle Kanter af Landet, - ikke blot fra Byerne, men ogsaa fra selve Landet, deriblandt Foreninger af Bønderkoner - strømmede jævnt Bidrag ind, saa Striken trods de betydelige Summer som krævedes - omtrent 12,000 Kroner er udbetalt - og skjønt Folk her er lidet vant til den nødvendige Udholdenhed, ikke havde behøvet at hæves, hvis ikke andre Grunde var kommet til.
Striken begyndte den 23de Oktober ved Bryns og Grønvolds Fabriker, begge beliggende lige i Byens Nærhed. Tilsammen strikede noget over 400 Piger. Gjennem Strikekomiteen, der bestod af Doktor Oscar Nissen, Børstenbinder Jeppesen - Leder for en Del af Socialistpartiet - Fru Devold og et Par af Pigerne fra hver af Fabrikerne, fremsattes som Forhandlingsgrundlag: 1) kortere Arbejdstid - før var den fra 6¼ til 6½, Spisetiderne indbefattet - 2) Tillæg af 1 Øre for Grosset af Fyrstikæsker - over Halvdelen skal efter uinteresseredes Sigende ikke have tjent op til 4½ Kr. om Ugen, de flinkere 6 à 7 Kr., nogle ganske enkelte med speciel Fingernemhed kunde drive det til 10-12 Kr. 3) Afskaffelse af et højst trykkende Mulktsystem, hvorefter selv en ganske lille Tidsforsømmelse blev straffet med ½ Øres Fradrag pr. Gros hele Ugen igjennem. 4) bedre sanitære Forhold til Forebyggelse af den forfærdelige Fosforforgiftning.
Lønforhøjelsen vilde udgjøre omkring en Krone om Ugen. Fabrikherrerne har naturligvis villet give det Udseende af at Produktionen ikke kunde bære denne Forhøjelse! Men ved to andre Fabriker faar Arbejderskerne allerede det og mer end det, som her kræves, og det er tilmed blevet konstateret, at det er netop den Fabrik, som til det sidste har nægtet Tillæg, som selv har skruet Priserne paa Fyrstikker ned under det for Efterspørgslens Skyld nødvendige, for at ødelægge sine Konkurrenter her.
Kort efter Strikens Udbrud holdtes et Møde i det herværende Arbejdersamfund under uhyre Tilstrømning og begejstret Tilslutning, hvor Bjørnson bl. a. angreb Præsterne, som ikke fandt det „foreneligt med sin Stilling” at tale de fattige Pigers Sag; karakteriserede den latterlige Betragtning hos Fabrikherrer, der ofte kommer frem under Striker, at de saa gjerne vilde gjøre Indrømmelsen, men de vil ikke lade sig tvinge, og kaldte op alle varme Følelser til Støtte for de slidende og lidende i Samfundet. Bjørnson har en Gang senere holdt Foredrag til Indtægt for Striken. Kvindesagsforeningen havde Møde for Kvinder af alle Stænder. De ypperste af vore Musikere og en hel Række af Theatrets Kunstnere optraadte til Indtægt for den. Og en Dag oplevede Kristiania, som længe skal mindes, og som viser, hvor langt denne Strike har baaret ud over dens egne Grænser og styrket hele Arbejderbevægelsen.
Det var et Massemøde saa storartet, som her endnu ikke har været set Magen til. Fra et af Byens Torve gik Processionen, dragende alt med sig paa sin Vej, saa den dannede en uhyre, langsomt fremad væltende Strøm gjennem en stor Del af Byen op til nogle store Sletter, der bruges til Exerserplads.
Musikkorpsene i Spidsen spillede Marsaillaisen. Utallige straalende Faner skinnede langs den bølgende Strøm. Oppe fra Sletterne har man en storartet Udsigt over Byen og langt ud over Fjorden, der skinnede i den pragtfuldeste Vinterklarhed. Antagelig mellem 15 og 20,000 Mennesker var samlet deroppe. Fulgt af rungende Bifald fordrede Talerne en Lovgivning, der kunde beskytte Arbejderne mod de ensidige Kapitalinteresser og hindre, at Industriens Udvikling førte til en svækket og kuet Arbejderbefolkning.
Talerne var Strikens to Ledere, Jeppesen og Nissen, Erik Vullum og en af Arbejderpartiets Ledere.
Striken er sluttet, og den direkte Kamp foreløbig indstillet. De direkte vundne Resultater er ikke saa store som kunde ønskes, idet Arbejderskerne kun har faaet indrømmet de tre Poster, men ikke Lønforhøjelsen, uden i Form af Løfte fra den ene af Fabrikerne.
Men desto større er de indirekte. Det er ikke alene det, at disse Fabrikers Virksomhed er bleven draget frem for Offentligheden, at der er blevet paalagt dem meget strængere sanitære Regler, at Pigerne nu bliver ganske anderledes behandlede, at vi har lært at se anderledes paa Fabrikpiger, og at Pigerne selv, der har anset sig som en Slags Paria, føler sig som andre Mennesker, efterat de har set, hvor mange der vilde tage sig af deres Sag; men denne Strike vil komme til at faa langtrækkende Følger.
Den har alt ledet til en alvorlig Undersøgelse i Pressen af den Kapital-„Ring” hvis Hovedmand tillige er Hovedmanden i det Aktieselskab, som - selv meget rigt - har nægtet sine Arbejdersker den usle Lønforhøjelse. Denne Ring har ikke blot afvist Forhandling med sine Arbejdere, men tyranniserer hele Handelsstanden gjennem mægtige Bankinstituters Naade og Unaade; nu har den rimeligvis faaet et alvorligt Brud ved Striken.
Og Striken vil sikkert føre til en ordentlig Debat om en Arbejdslovgivning og Vedtagelse af nødvendige Bestemmelser; den er virkelig bleven en af de Begivenheder, der fører et Skridt frem. Gamle Arbejdere og de Mænd, som alt i en Menneskealder har staaet som Arbejdernes Tillidsmænd, erklærer, at de aldrig har haft saa godt Haab som efter dette, Striken er blevet et ordentligt Tiltag til at føre en ny og humanere Betragtning af Samfundsforholdene ud i Livet.
