Kvindernes Erhvervsret og de sociale Forhold.
I Januarhæftet af „Kvinden og Samfundet” findes en Redaktionsartikel, hvori det fremhæves, at Ideen om Kvindernes Frigjørelse er i Færd med at skille sig ud fra Taagemassen for at fremstaa som et Stjærnebillede, der er synligt for alle. I samme Artikel fremdrages en Række Exempler paa, hvor tarvelige, ja ligefrem elendige de Forhold er, som mangfoldige Kvinder lever under.
Efter at disse Exempler er fremdraget, rejses det Spørgsmaal: „hvorfor er det saadan?” hvilket besvares saaledes: „Fordi de (Kvinderne) ikke har haft samme (!) Adgang til Erhverv som Manden, og - først og sidst - fordi de ikke har faaet nogen Uddannelse til et Erhverv. Dette er Hovedulykken (!)".
Det er dette Svar paa Spørgsmaalet om, hvad der er Aarsag til Kvindernes Elendighed, der giver mig Anledning til at anmode om Plads for et Par Randbemærkninger. Efter min Opfattelse er det nemlig saa, at saalænge Kvinderne ser Aarsagen til deres slette økonomiske Kaar deri, at de ikke har „samme Adgang til Erhverv” som Mændene, - saa længe er Kvindesagen meget langt fra at være kommen ud af Taagemassen og endnu længere fra at fremtræde som klart Stjærnebillede.
Kvindesagen har min varme Deltagelse. Jeg under inderlig gjærne Kvinderne alle de Rettigheder, de ønsker sig, saavel paa Formuens som paa Erhvervets og Stemmerettens Omraade. Men hvad jeg hidtil har savnet hos dem, der staar som Kvindesagens Forkæmpere, er det aabne Blik for, hvor Tampen brænder, hvad der er den egentlige Hovedaarsag til, at Kvinderne er saa uheldig stillede, og hvad der er Hovedlægemidlet herimod.
Var det nemlig saa, at „Hovedulykken” laa i, at Kvinderne ikke har „samme” Adgang og Uddannelse til Erhverv som Mændene, forekommer det mig, at man maatte kunne pege hen paa, at Mændene er paa den grønne Gren, at Mændene sidder i de gode Kaar, som Kvinderne eftertragter. Kan dette ikke godtgjøres at være Tilfældet, ser jeg ikke, hvad Kvinderne skulde opnaa ved kun at faa „samme Adgang” til Goderne som Mændene. Men nu er det jo langt fra saa, at Mændene har gyldne Dage. Der kan ganske sikkert findes ligesaa mange Exempler paa fattige Mænd som paa fattige Kvinder. Naar det tages i Betragtning, at det ikke blot er Sædvanen, at Forsørgelsen paahviler Manden, men at det i mangfoldige Tilfælde er en uundgaaelig Nødvendighed for gode, hjemlige Forhold, at Manden har Forsørgelsespligten, idet Hustruen for Børnenes og Husholdningens Skyld er bunden til Hjemmet, vil der sikkert ogsaa kunne vises ligesaa mange Exempler paa, at Mandens Løn er for lav og utilstrækkelig, som Exempler paa, at dette er Tilfældet for Kvindernes Vedkommende. Her staar vi netop ved det, som under de forhaandenværende Forhold virkelig er den egentlige Hovedulykke: Mangel paa Arbejde og for lav Løn, ikke alene for Kvinder, men baade for Kvinder og Mænd.
Jeg bestrider selvfølgelig ikke, at Kvinderne har den samme Ret til Erhverv som Mændene. Jeg spørger kun: hvilke Fordele vil Kvinderne opnaa ved, at denne Ret bliver anerkjendt, at der aabnes dem den samme Adgang til Arbejdsmarkedet, som Mændene har, naar dette Arbejdsmarked alt forud er overfyldt, naar der ved Indgangen til det staar Tusender, som forgjæves anmoder om Lov til at indlades, naar der inde paa Markedet gaar endnu flere Tusender, som maa nøjes med Sulteløn? Hvilke Fordele er der da at opnaa, hvilke gyldne Frugter at plukke derved, at Kvinderne faar „samme Adgang som Mændene?
Jeg beklager ikke at kunne se dem!
Nej, skal Kvinderne ved den „samme Adgang” som Mændene opnaa virkelige Fordele, opnaa de Goder, som de er saa afgjort berettigede til, saa maa de laane deres - selv endog uden Stemmeret - mægtige Indflydelse til at skabe saadanne sociale Forhold, at enhver villig og arbejdsdygtig Haand, hvad enten den tilhører Kvinden eller Manden, til enhver Tid paa Arbejdsmarkedet kan finde rigelig Sysselsættelse til god Fortjeneste. Naar dette er opnaaet, naar Arbejdsmarkedet spørger efter Arbejdere i samme Grad, som Arbejderne - mandlige saavel som kvindelige - nu spørger efter Arbejde, da faar det Betydning, da bliver det værd at virke for, at Kvinderne faar samme Adgang som Mændene.
Kan Kvinderne faa Øje for dette, kan de faa Syn for Hovedaarsagen til det for Kvinder og Mænd fælles Fattigdomsonde, kan de ved deres Møder og i deres Presse medvirke til Belysning af, hvorledes vi paa bedste Maade ændrer vort Samfund derhen, at Arbejdsmarkedet stadig har Trang til og Brug for de flest mulige baade kvindelige og mandlige Arbejdskræfter, - da vil der komme Fart i Kvindebevægelsen. Kvindebevægelsen vil da indgaa som et uundværligt, betydningsfuldt Led i hele Tidens verdensomfattende Bevægelse for Frigivelse af de ved det altfor strænge Arbejde trælbundne og forkuede Mennesker, Mænd saavel som Kvinder.
Faar Kvindesagens Forkæmpere derimod ikke Øje for, hvad der i denne Henseende er Roden til Ondet, vil de fremdeles fastholde den Mening, at man ved rent formelle Forandringer - Erklæringer i Lovform om, at Kvinder og Mænd skal have lige Ret - kan opnaa større virkelige Goder, - da tror jeg, det endnu vil vare en rum Tid, før Kvindesagen skiller sig ud fra Ideernes Taageverden og bliver til et lysende Stjærnebillede.
Hospitalsvej 4, Kjøbenhavn F. den 24de Januar 1890.
Fernando Linderberg.
Det forekommer os, at Hr. Linderberg forlanger lidt for megen Filosofi af Kvinderne. De skal filosofisk oppebi de Resultater, Agitationen for en almindelig Samfundsomvæltning vil føre til, og indtil da skal de vedblive overalt at være de økonomisk ringest stillede i Samfundet.
Dette kan Kvinderne af mange Grunde ikke finde sig i. Thi ligesom det er Uddannelsen til Erhverv, Fagfærdigheden, der for Mændene har muliggjort en Udvikling saavel for den Enkelte som for Samfundet som Helhed, saaledes er denne Uddannelse, Evnen til og Muligheden for at sysselsætte sig med Arbejder, der i stedse højere Grad gaa ud over de rent elementære, Betingelsen for, at Kvinderne aandeligt udvikles. Man siger, at „Arbejdet adler Manden”, men det adler sandelig ogsaa Kvinden, og hvis hun, overalt hvor der er Tale om Haandens eller Aandens Hværv, skal være den ringeste, faar hun hverken Ret eller Evne til at tale med om sine egne Affærer, endsige om andres.
Vi anser saaledes Uddannelsen til Erhverv som en nødvendig Betingelse for, at Kvinderne aandeligt og materielt faar et højere Stade end det nærværende, at hun sættes i Stand til at værne om sin Selvstændighed, at hun virkelig bliver Mandens Medarbejder - baade i og udenfor Huset - og ikke blot hans Attribut og Underordnede. Det vil blive til fælles Gavn for de to Kjøn, at Kvinden hæves, det vil føre Udviklingen som Helhed videre.
Men naar Hr. Linderberg henviser til, at der jo er mange fattige og arbejdsløse Mænd og at Kvinderne ikke bør forøge de Fattiges og de Arbejdsløses Tal, da kunde dertil for det første svares, at hvor ondt det end gjør Kvinderne at maatte bringe Mændene under en endnu haardere Konkurrence, end Tilfældet alt er, kan f. Ex. den Halvdel af de voxne Kvinder, der i Kjøbenhavn er Ugifte eller Enker og som saadanne uden Forsørgere, selv i dette Ords gamle Forstand, dog virkelig ikke af vidtdreven Medlidenhed med Mændene sidde med Hænderne i Skødet og vente, at der skal flyve dem stegte Duer ind i Munden. De maa ud paa Gaden og søge Arbejde som de andre, de maa prøve deres Lykke saa godt som Mændene. Men de har ved Siden af ogsaa godt Haab om, at det ikke skal gaa saa galt til, som Hr. Linderberg præker. Thi jo mere de arbejder, des flere Produkter kommer der til Verden, des billigere bliver Produkterne - og disse mange billige Produkter vil Kvinderne faa Midler til at kjøbe netop ved deres Arbejdsindtægt. At der kan komme drøje Overgangstilstande imens, overses ikke, og denne Følge af det kvindelige Arbejdsudbud har jo mange Gange været taget op til Behandling - vi kan saaledes bl. a henvise til det af „Dansk Kvindesamfund” udgivne Skrift „Om Kvindens Adgang til Erhverv” ved Marcus Rubin -, men overalt er man kommet til det Resultat, at Samfundet ikke alene ingen Ret har til at tvinge Kvinden til det naturstridige: at hun skal lade være at arbejde efter Evne, men at det ogsaa i Længden vil staa sig bedst ved at faa en saa stor Del af Menneskeslægten forvandlet fra blot nydende til ogsaa ydende.
Et skal vi derimod være enige med Hr. Linderberg om: den store sociale Brøst, der holder saa mange nede paa Existensmulighedens laveste Trin, maa alle, Mænd og Kvinder i Forening søge at raade Bod paa. Fattigdom, Arbejdsløshed, Erhvervsusikkerheden, ja til Tider og Steder den skære Nød, bør afhjælpes enten paa den bestaaende Samfundsordnings Grund, eller, om nødvendigt, paa Basis af nye Ordninger. Men vi kan ingen Ordning tænke os, hvor det er bedre ikke at udvikle sin Person og sine Evner end at udvikle dem, ikke at arbejde, end at arbejde. Ja, vi frygter, at hvis Kvinderne ikke af al Magt allerede nu tager fat for at delagtiggjøre sig i den almindelige Udvikling og hæve deres Personers og deres hele Køns aandelige og materielle Existens - saa vil man, naar den gyldne Tid kommer, og Samfundet skal til at laves om, let glemme dem. Faar vi ikke selv Tag i Udviklingen, har vi god Grund til at tro, at andre ikke vil besørge det paa vore Vegne. Thi man kan vel lave Samfundsordenen om, men ikke vel Menneskene. Det blev til sin Tid betvivlet, at Kvinderne var „rigtige Mennesker”. Vi gjør ikke Gjengjæld, vi betvivler ikke, at Mændene er - og vil vedblive at være - rigtige Mennesker. Men netop med Kjendskab til de rigtig menneskelige Egenskaber foretrækker vi at være med i Legen, naar der skal foretages Partering af Stegen.
