Sonja Kovalevsky "Ur ryska Lifvet".
Om Sofie eller, som det mere indsmigrende hedder paa russisk, Sonja Kovalevsky ved vi alle, at hun er en Kvinde, der kaster Glans over sit Kjøn, og skjønt hun er Russerinde af Fødsel, gjør dog det, at hun har valgt Sverig til sit Fædreland, at vi danske synes, vi har noget mere Del i hende end i andre store, udmærkede Kvinder i fremmede Lande. Men saa har igjen den Omstændighed, at hendes Videnskab er Matematik, et Fag som ligger udenfor de, fleste Kvinders Forstaaelse, gjort, at hun snarest er kommen til at staa for os som en lysende Stjærne, man maa nøjes med at være stolt af og beundre paa Afstand.
Saa ser, man en Dag, at hun har skrevet en Bog, en Roman er det vel; og man bliver lidt ængstelig. Hvem borger for, at en udmærket Videnskabsdyrker ikke gaar hen og skriver en daarlig Roman? Sligt har været set før.
- Ængstelsen forsvinder dog hurtig, naar man begynder at læse i denne Bog. Om det er en Roman, det faar staa hen, en fortræffelig Bog er det i ethvert Fald. Den beskedne Titel lover ikke mere, end Fortællingen holder i fuldt Maal, at vise os et Stykke Liv hos disse Russere, derbaade hvad Levevis og Karakter angaar har saa meget, der frastøder, og saa meget, der tiltrækker. Og den Skildring, hvorom Interessen samler sig, de to Søstre Rajevskis Udviklingshistorie, er ikke blot oplysende med Hensyn til det russiske Folks Ejendommelighed, men tillige saa typisk for unge Piger i Almindelighed, saa psykologisk sand og saa indtagende naturlig, at vist ikke mange Kvinder vil kunne lade være deri at gjenfinde Træk af deres eget Barndomsliv og andre igjen, som kaster nyt Lys for dem over unge Veninders Maade at være paa.
Naar man har læst denne Bog, føler man med Glæde, at Fru Kovalevsky ikke blot er en Stjærne i Videnskabens Verden, men ogsaa en Kvinde med Sympatier og Interesser til fælles med os andre. Og naar man har fulgt den yngste af Søstrene, den lille Tanja, igjennem hendes barnlige Sorger og Glæder, da tvivler man slet ikke paa, at man her har for sig en Periode, af den matematiske Professors eget Liv, ligesom der ogsaa over Skildringen af hendes Barndomshjem hviler et saa stærkt Virkelighedspræg, at Læsningen derigjennem faar forøget Interesse.
Vi har længe ønsket at kunne bringe en Levnedsskildring af den nu verdensberømte kvindelige Matematiker. Men noget bedre end hvad hun selv har begyndt i denne Bog, der forhaabentlig vil blive fortsat, det kan næppe nogen anden give. Det korte Uddrag af Fortællingen, som vor Plads rækker til, skal derfor ogsaa staa væsentlig - som en Opfordring til vore Læsere til selv at gjøre sig bekjendt med den.
Det er russisk Landliv, Godsejerliv, vi her bliver ført ind i. Stilen er større end hos os, Livet mere patriarkalsk. En af Tjenestefolkene, den enligt levende Syerske, har forset sig; Tanjas Fader, Generalen, gjør ikke som sine Naboer, der vilde have straffet hende med Knut, men han sammenkalder med Højtidelighed hele Husets talrige Besætning og tvinger hende til en ydmygende Afbigt i hendes Medtjeneres Nærværelse. Det er ikke Moderen, der opdrager den lille Pige, men den engelske Guvernante; først ved at blive voxen naar hun den eftertragtede Lykke, at nyde sin Moders og sin syv Aar ældre Søsters Selskab. En Huslærer og et Par Guvernanter mere eller mindre bliver der ikke sparet paa, Bøger og Tidsskrifter tilhørende Verdenslitteraturen har man fuldt op af, men man lever ensomt, som ude af Verden, saadan som store Folk ofte af Skik og Brug dømmes til at gjøre det. Ogsaa Omgivelserne er prægede af det storslaaet ensomme. I Skoven tør ingen gaa alene, Røvere, bortrømte Soldater og Bjørne huserer der; om Vinteraftenerne kan man staa paa Gaardens store Trappe og høre en Tudekoncert af Ulve rundt om den nærliggende Sø.
Ligesaa fremmedartet som de ydre Forhold paa det russiske Herresæde er for os, ligesaa hjemligt og naturligt er det Familieliv, den lille Tanja opvoxer i. Menneskene er alle Steder ens. Disse tre smaa Senge, trukne tæt op til hinanden, hvor de, tre Søskende tilbringer deres Morgener, halvt sovende halvt legende, indtil „Njanja” (det russiske Ord for Barnepige) finder for godt at besørge Paaklædningen; hele dette Barnekammer, hvor Njanja hersker uindskrænket, baade forkjælende og optugtende Børnene, som hun udadtil overfor hvem som helst af Husets øvrige Beboere ubetinget tager i Forsvar, hvad de saa kan have gjort, dette er ganske som vort eget. Og den lille Piges Bekymringer, den Interesse hvormed hun følger hver huslig Begivenhed, en Revolution i Kjøkkenet, en Kjærlighedshistorie blandt Pigerne, hendes Længsel efter sin Søsters Fortrolighed, hendes Sorg og Forundring, da Faderen, der til daglig ganske overlader Pigebørnenes Opdragelse til Fruentimmerne, og kun naar der er Sygdom eller andet ondt paa Færde viser dem den ømmeste Kjærlighed, da han paa Opfordring af Guvernanten strammer sig op til at tildele hende en Revselse, som hendes Forstand siger hende er uforholdsmæssig - alle disse og en Mængde andre Smaatræk giver et levende Billede af Familielivet hos fortræffelige Folk fra en Tid, da der ikke stilledes saa store Fordringer til Forældrenes psykologiske Blik som nu, men da der derfor ikke var mindre varm Familiekjærlighed paa Bunden.
Og skjønt Tanja som mange begavede Børn, der ikke bliver forstaaede, føler en vis Bitterhed mod Forældre og Søskende, nyder hun dog den Lykke, som det rolige Landliv, fuldt af sunde Indtryk, byder et Barn; og dette danner en gavnlig Modvægt mod hendes medfødte stærke Nervøsitet. Til daglig holdes hendes sprudlende Livslyst nede af den engelske Guvernantes stramme Disciplin; men ved de aarlig tilbagevendende Festligheder, da Børn og Tjenestefolk drager ud at plukke Nødder, samle Bær eller Svampe, da slaar hun sig løs. Og hvor smukt forstaar ikke den lærde Dame at gjengive disse Barndomserindringer. Her en lille Stump af en saadan Skildring: „Da Tanja var kommet hjem og i Seng, kunde hun trods sin Træthed længe ikke falde i Søvn. I en Slags feberagtig Sindstilstand, halvt sovende, halvt vaagen, ser hun stadig Skoven for sig. Hun ser den endog tydeligere end om Dagen, i Virkeligheden, opfatter bedre og klarere, baade Skoven i sin Helhed og hver enkelt lille Del af den. Mere end ét Øjebliksbillede, som kun var faret forbi hende uden at hun ret var bleven sig det bevidst, kommer nu igjen og trænger sig ind paa hende. Dér træder pludselig en vældig Myretue frem af Mørket. Hver lille Grannaal, hvert Straa, aftegner sig saa tydeligt, at Tanja synes, hun maatte kunne gribe fat i dem. Travle Myrer med hvide Æg efter sig kiler uafbrudt frem og tilbage, da alt paa en Gang forsvinder, og der i Stedet viser sig en blød, hvid Klump ligesom en stor Snebold. Tanja opdager nu, at den helt og holdent bestaar af fine, fine Spindelvæv med en lille mørk Plet i Midten. Hun vil gribe efter Klumpen, men faar knap en Gang tænkt dette, før den sorte Plet i Midten kommer i heftig Bevægelse, og ud fra den skyder der hen imod Omkredsen, ligesom Radier fra Centrum, en Mængde smaa sorte Edderkopper, der flinkt giver sig til at løbe frem og tilbage. Tanja havde virkelig om Morgenen set en saadan mærkværdig Tingest, men gav da næppe nok Agt paa den, nu derimod ser hun alt saa klart og tydeligt.
Længe kaster den trætte Tanja sig frem og tilbage i Sengen uden at kunne slippe de paatrængende Syner, indtil hun endelig slumrer blidelig ind”.
Det er ikke blot Naturen, som virker saa stærkt paa den lille tilbageholdne Piges Sind, ogsaa hendes Følelser for Mennesker er heftige og betagende. En Gang faar man paa Herregaarden Besøg af en Morbroder fra Petersborg, en ung, smuk og livlig Herre. Mellem ham og den ellers noget oversete Tanja opstaar et varmt Venskab. En halv Timestid tilbringer de sammen hver evige Dag mellem Middag og Kaffe, Tanja paa hans Knæ, han fortællende, ikke Barnestueeventyr, men om Infusorier, Koraldyr og andre Naturens Vidundere. En Dag faar hun imidlertid Besøg af en Veninde, der tværtimod deres forud indgaaede Akkord er fræk nok til at følge med og forstyrre denne hendes helligste og lyksaligste Time for hende, og det uagtet hun paa ingen Maade vil være i Stand til at nyde Morbroderens Fortællinger; ja, det gaar saa vidt, at denne dumme, uvidende Olga indtager hendes Plads paa hans Skjød.
„Tanja saa paa hende, saa og saa, og paa en Gang - hun vidste ikke selv, hvordan det gik til; det var, som om nogen drev hende frem - huggede hun Tænderne i Olgas hvide, runde Arm lige over Albuen og bed til, saa at det blødte!”
Betegnende for et Barns Følelsesliv er det, at denne for hende selv uventede Voldsomhed, som hun skammer sig over, paa en Gang gjør det af med hendes sværmeriske Hengivenhed for Morbroderen, der for Fremtiden kommer til at staa i et ganske almindeligt Lys for hende.
For Søsteren, Anjuta, nærer Tanja en Blanding af Hengivenhed, Beundring og Skinsyge. Og Skildringen af denne glimrende unge Pige vækker ogsaa ligefrem Læserens Nysgjerrighed efter at vide, hvad der vil blive af hende. Som saa mange, unge Piger i jævne Kaar tilbringer hun sin Ungdom med at famle efter sit „Kald”; men i Modsætning til de fleste tillader hendes Forhold hende at sætte alle de Fantasier i Scene, som farer hende gjennem Hovedet. Afvexlende ser man hende derfor sidde i Borgtaarnet som Ridderdame, fordybe sig i fromme Bodsøvelser, optræde som Skuespillerinde eller som Forkynder af Nihilisternes Lærdomme, indtil hun endelig bliver anerkjendt af Digteren Dostojevskij som talentfuld Forfatterinde. Hvilken salig Stund, da de to Søstre sammen læser det første rosende Brev fra ham, de, som trods al deres Interesse for Litteratur i deres landlige Afkrog endnu aldrig havde set saa meget som en Bladskriver for deres Øjne! Men hvilken Uhygge, da deres fornemme og konservative Fader opdager, at hans ældste Datter har nedværdiget sig til ikke blot at staa i hemmelig Brevvexling med „en forhenværende Straffefange”, men ogsaa, at tage imod Penge af ham for sit Arbejde! „Men saa hænder det noget, som ofte finder Sted hos russiske Familier, nemlig at Børnene opdrager Forældrene”. Først gaar Moderen over paa Anjutas Parti, og da man endelig faar Faderen saa vidt, at han tillader den unge Forfatterinde i hans og hele Familiens Nærværelse at oplæse sin Fortælling, hvori hendes Længsel efter et rigere Aandsliv afspejler sig, da har hun Spillet vundet, han gaar bort med Taarer i Øjnene og tillader hende at gjøre personligt Bekjendtskab med den berømte Digter.
Den sidste Del af Bogen er optagen af en overordentlig smuk og rørende Skildring af Dostojevskij og Søstrenes Forhold til ham. Begge bliver de betagne af hans fængslende Personlighed; og de Skildringer, han giver af sine Oplevelser, griber i lige Grad deres Følelse og Fantasi; men Tanja, nu fjorten Aar gammel, har den hemmelige Overbevisning, at hun forstaar ham bedre end den mere flagrende Søster. En Aften under Afklædningen søger hun at udgranske Anjutas Tanker, idet hun minder denne om en Ytring af Dostojevskij.
„Anjuta lader Haanden med Kammen synke og vender med en let Bøjning af Halsen Ansigtet mod Søsteren.
„Du tror, at Fedor Michajlovitsch (Digterens Døbenavn) finder Dig smuk, smukkere end mig?” spørger hun og ser paa Tanja med et skjælmsk, gaadefuldt Blik.
Dette listige Smil, disse grønne, leende Øjne og det udslagne lyslokkede Haar, faar hende til at se ud som en virkelig Havfrue. I det store Væggespejl lige for Sengen ser Tanja ved Siden af hende sit eget lille mørke Ansigt og kan sammenligne det med Søsterens. Det var Synd at sige, at Sammenligningen falder ud til hendes Fordel, men den andens kolde, selviske Tone hidser hende, og hun vil ikke give tabt.
„Smagen er forskjellig”, bryder hun heftigt ud.
„Ja, Smagen kan være underlig”, siger Anjuta rolig og vedbliver at rede sit Haar.”
Tanja borer Hovedet ned i Puderne og falder i Søvn med den Bøn: „Gode Gud, lad hele Verden være forelsket i Anjuta, men lad bare Fedor Michajlovitsch synes, at jeg er den smukkeste!”
Bogen slutter, ligesom Tanja staar paa Overgangen mellem Barn og voxen, i lykkelige ydre Forhold og selv fuld af Ungdomsmod og Forventning om, at noget „nyt, stort og uventet” vil hænde. Desværre plejer Livet snart at lægge Dæmper paa slig ungdommelig Livsglæde. Dog vil de, der har fulgt Barnets Udvikling med Interesse, mene, at hun har Ret til at vente sig noget ualmindeligt. Det er tydeligt, at hun er udrustet med en overordentlig fin Modtagelighed for alle Livets Indtryk og tillige med en Dybde i Sindet, der gjør, at ethvert modtaget Indtryk faar Ro til at fæstne sig og blive indarbejdet i Bevidstheden. Hun er med faa Ord baade livlig og dyb, har i lige Maade Fantasi og Følelse. En enkelt Antydning peger i Retning af videnskabeligt Anlæg i en bestemt Henseende; de, som tror meget paa Indflydelsen af tidlige ydre Indtryk, vil maaske endog her finde Nøglen til den Retning, som den unge Kvindes senere Aandsudvikling har taget. Paa Væggen inde i Barnekamret hos Njanja findes opklæbet nogle Forelæsninger over Matematik; og mange Stunder bliver af den lille Pige tilbragte med at spekulere over Betydningen af de underlige Formler. Da hun som femtenaarig Pige tager Timer i Differentialregning, opdukker pludselig Billederne fra Barnekammervæggen for hende, og hun forbavser sin Lærer ved mange Gange forud at kunne gætte, hvad han vil lære hende.
Iøvrigt skulde man snarest tro, at det indestængte Følelsesliv hos Tanja vilde drive den unge Pige til poetiske Forsøg. Det vil være interessant, om en Fortsættelse maaske vil skildre hendes Aandsevners særlige Udviklingsgang lige saa troværdigt, som vi her har faaet, en „sand” Kvindes Barndomshistorie.