« Tilbage til søgeresultaterne

Ægteskab og Børn.

Af: Ellen Plum

« Se emneord

I Anledning af H. Pontoppidans sidste Dagbogsblad i „Hvad vi vil”.


Enhver, som har med Børneopdragelse at gøre, er godt bekendt med en, særligt af ganske unge Individer, stærkt yndet Methode til Bebrejdelsers Imødegaaen, nemlig den, skyndsomst at forsøge at aflede Opmærksomheden fra egne Forseelser ved at erklære andre for langt større Syndere.


„Men Peter, hvor Du dog har tilsølet Din Bluse!”


„Ja, men Maries Kjole er meget mere snavset, og Johan har revet et stort Hul i sin Trøje”.


Det synes, som om Dagbogsoptegnelsernes Forfatter ikke er kommet ud over den Alder, da man mener at kunne virke heldigt ved den lidet logiske Fremgangsmaade, som jeg har anført et Exempel paa.


Man maa antage, at han er i Besiddelse af en meget øm Samvittighed, hvis Bebrejdelser han søger at imødegaa paa ovennævnte Maade.


I en Artikel i Kvindebladet „Hvad vi vil” af 1ste Januar søgte han saaledes at undskylde unge Mænds Letsindigheder ved paa en noget haartrukket Maade at forklare, at „Marie” er meget værre paa samme Omraade.


Ubegribeligt nok optoges Artiklen uden mindste Bemærkning af Bladets kvindelige Redaktion, som dog i næste Nummer gav Plads for en Indsenders Modartikel. Hermed skulde man nu synes, at et Kvindeblad maatte være færdig med Dagbogsforfatteren. Men nej! Første Marts møder denne Forfatter i „Hvad vi vil” med et lignende Postulat.


Denne Gang er det dog ikke direkte Kvinden, det gaar ud over, men nærmest den syndige „Johan” i Skikkelse af en naiv Præstemand, der, fordi han har en talrig Børneflok, beskyldes for at føre et mere usædeligt Liv end en ung Mand, der fra Toppen af en Sporvogn, fortroligt nikker til en „tvivlsomt udseende” Dame, og samtidigt vedgaar, at den Slags Bekendtskaber nu er „hans Lyst”. Den syndige Præst faar saa læst og paaskrevet, fordi han hengiver sig til den langt mere „samfundsfarlige” Letfærdighed at have mange Børn i sit Ægteskab.


Hr. Pontoppidan synes at sympatisere med den unge Mand, og man maa derfor antage det for hans Mening, at et Ægteskab, der medfører en talrig Børneflok, er mere usædeligt end én løs Forbindelse, der bestaar i Samliv med en tvivlsom og som oftest udannet Kvinde, for hvem man ingen Agtelse nærer, medens Ægteskabssamlivet føres med et Menneske, sammen med hvilket en Mand kan arbejde i Fællesskab og Trofasthed paa de fleste Omraader, og med hvem han i Forening kan danne et Hjem, bygge et skærmende Tag, hvorunder de Unge kan opvoxe, og som kan være et velsignet Midtpunkt for de mange, der søger enten Arbejde eller Hvile og Opmuntring! de Forhold, som opstaar, hvor et ordnet og vedvarende Familieliv finder Sted.


Hvori ligger da Usædeligheden under disse Forhold?


Deri, mener Hr. Pontoppidans unge Mand, at der ofte i et saadant Hjem fødes og opvoxer flere Børn, end Forældrene med Lethed kan forsørge og anbringe i Livet.


Det ser efter dette ud, som om der menes, at de uægte Børn, der fremgaar af løse Forbindelser, der træder ind i Livet ved en letsindig Moder, en som oftest ukendt og ligegyldig Fader og voxer op uden Hjem eller Tilhold, er heldigere stillet, end de Børn, der opvoxer mellem mange Søskende i et tarveligt fattigt, men lovligt Hjem.


Disse Stakler maa efter Hr. Pontoppidans Skøn blive langt mere „samfundsfarlige” end de uægte Børn og end de mange Kvinder, der selv uden den „Forbrydelse” at faa Børn, ødelægges ved de løse Forbindelser.


Der er vist Ingen, der nægter, at Forældre, der samvittighedsløst lader „deres Børn løbe for Lud og koldt Vand”, er umoralske, men jeg tror, at den Slags Forældre nok saa ofte findes blandt dem, der har faa Børn, og navnlig tror jeg, at den Slags Samvittighedsløshed er at finde blandt dem, der samlever uden at paatage sig Ægteskabets Forpligtelser.


Det er ganske vist en stor, besværlig og opofrende Gerning for Forældre at opdrage en stor Børneflok, men i selve de mange Ofre, der maa bringes af Forældrene saavel som af Børnene indbyrdes, ligger en Opdragelse, som er meget langt fra at være „samfundsfarlig”.


Og hvorledes skulde det afgjøres, hvor mange Børn et Ægtepar kan have uden at gjøre sig skyldige i Usædelighed?


Et Par Hjertemennesker vilde maaske synes, at de rigeligt kunde overkomme at opdrage ti Børn, som kunde opvoxe i Tarvelighed og Kærlighed hos dem, mens andre vilde mene, det var usædeligt at have flere end fire Børn, der med de forhaanden væren de Formuesforhold kunde være blevet ganske anderledes „passende” og luxuriøst opdraget.


Hvor begynder Usædeligheden? med det fjerde, femte eller først ved det ottende, niende Barn?


I den franske Nation, som er meget økonomisk og kun lidet selvfornægtende anlagt, er det blevet til en Slags Regel, at Familien ikke har udover tre à fire Børn. Efter den i Hr. Pontoppidans Artikel af den ugifte Mand hævdede Anskuelse om det samfundsfarlige ved en talrig Børneflok hos en Familie, skulde man tro, at den franske Stat maatte være inderlig taknemlig ved det ovennævnte Forhold.


Dette er dog saa lidt Tilfældet, at den franske Regering ved Lov har fastsat, at enhver Familiefader, der har flere end syv Børn, er fritaget for at betale Skat. Der er saaledes sat en Slags Præmie for en talrig Børneflok.


Jeg tror nok, den Sædelighedsiver, som udvises overfor Ægteskabet i Hr. Pontoppidans Artikel, skulde indskrænke sig til de Ægteskaber, hvor Ufred og Utroskab gjør sig gjældende.


En talrig Børneflok vidner, som oftest, om et godt og smukt Samliv, om trofast og opofrende Arbejde for begge Parters Vedkommende.


Usædelighed finder kun Sted, hvor den rent dyriske Drift træder op, uden sand Kærlighed, uden Agtelse, uden Forpligtelser.


Den kaldes undertiden med et fint Navn „Elskov”. Selv med denne fine Benævnelse, ja endogsaa indenfor Ægteskabet, kan denne Følelse være meget grim og meget usædelig. Til at skjelne mellem den og en sand, sædelig ægteskabelig Kærlighed hører der en finere Sans end den, der udvises i Hr. Pontoppidans Dagbogsartikler.


Den unge Dydsprædikant paa Toppen af Sporvognen mener, at de mange Børn er den ægteskabelige Letfærdigheds Ofre, lige saa godt som hans „tvivlsomt udseende” Veninde er hans Offer.


Han glemmer, at Præsten og hans Kone arbejder og anstrænger sig for deres Børn, ja, endog gaar saa vidt, at de, for deres Skyld, ydmyger sig til at paakalde andres Hjælp, om fornødent. De følger dem med deres Kærlighed og slipper dem ikke af Syne Livet igjennem.


Hvad gør den unge Mand for sine Ofre? Hjælper han dem frem paa bedste Maade til at blive nyttige og lykkelige Mennesker? Gaar han til sin Moder eller Søster og beder om en skærmende Beskyttelse for dem?


Nej, hans Samliv med dem er kun en forbigaaende Beruselse, hvorfra han gaar bort med oprejst Pande, med uformindsket Fordring paa Samfundets Agtelse. Hun derimod vaagner op til at finde sig et Trin dybere ned imod Samfundets Bærme. Og saa kaldes Præstens ægteskabelige Samliv langt „letfærdigere, langt skadeligere og mere samfundsfarligt” end den Slags Forhold, der frembringer de elendige Væsener, som er én Skamplet paa Civilisationen, og hvis Tilværelse er Mændenes Ulykke, saa godt som deres egen.


Dagbogsoptegnelsernes Forfatter maa til de unge Mænds Renvaskning se at finde en anden Methode end den, han hidtil bar anvendt.


Unægtelig maa han tro, at den vinder Bifald, da Kvindebladet „Hvad vi vil” saa velvilligt aabner sine Spalter for hans Artikler. Man maa dog haabe, at Grunden til dette er en lidt vel vidt dreven Liberalitet og ikke en Samstemning med Dagbogsforfatterens Livsanskuelse.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner