Ingen Filosofi.
(Kort Genmæle af Fernando Linderberg.)
Det forekommer mig, at den ærede Redaktion tager lidt vel filosofisk paa den lille Artikel af mig, som den velvilligt har givet Plads i sidste Nummer af Kvinden og Samfundet. Mere Filosofi er virkelig det, jeg mindst af alt forlanger af Kvinderne. Mit Ønske gaar helt omvendt i den Retning, at der maa blive taget en hel Del mindre filosofisk paa den saa gode Kvindesag.
Efter den ærede Redaktions Opfattelse gaar min Fordring ud paa, at Kvinderne „filosofisk skal oppebie de Resultater, Agitationen for en almindelig Samfundsomvæltning vil føre til, og indtil da vedblive overalt at være de økonomisk ringest stillede i Samfundet”, at „Kvinderne ikke bør forøge de fattiges og de arbejdsløses Tal, men vise sig saa „medlidende med Mændene”, at de bliver siddende „med Hænderne i Skødet og venter, at der skal flyve dem stegte Duer ind i Munden”.
Men noget i den Retning har jeg hverken sagt eller ment. Tværtimod, jeg ser meget gærne, at Kvinderne faar den bedst mulige Opdragelse, Uddannelse og Udvikling, at de tager Del i Frembringelsen af de Produkter, hvoraf vi skal leve etc. etc. Forsaavidt har, som jeg allerede sidste Gang fremhævede, Kvindesagen min fulde Sympati. Det er kun, naar man, som den ærede Redaktion i Januarhæftet af nærværende Tidsskrift, i den Omstændighed, at Kvinderne ikke har faaet „samme Uddannelse” eller har „samme Adgang til Erhverv” som Mændene, ser „Hovedulykken”, Hovedgrunden til Kvindernes slette Kaar, at jeg ikke længer kan være med. Ti ser man i disse Forhold Hovedulykken, saa følger det med logisk Nødvendighed, at man ogsaa deri, at man giver Kvinderne den samme Uddannelse og den samme Adgang til Erhverv, som Mændene har, maa se Hovedmidlet til Forbedringen af Kvindernes Kaar, til Løsningen af denne Side af Kvindespørgsmaalet. Men at vi heri skulde have et Hovedlægemiddel, det har jeg paa ingen mulig Maade erkjendt. Jeg mener, og jeg tror ikke, at den ærede Redaktion vil bestride dette, at selv om vi i nok saa vid Udstrækning giver Kvinderne samme Uddannelse og Adgang som Mændene, saa vil der ligefuldt blive Tusender og atter Tusender af Kvinder, der, som alt nu Tusender af Mænd, trods den bedste Arbejdsevne og Arbejdsvilje lever i Elendighed. Det er kun dette, jeg ønsker at understrege og indskærpe, og jeg mener, at det er af overordentlig Betydning, at vi har klart Øje for dette. Ti er dette Tilfældet, saa nedlægger vi paa ingen Maade Arbejdet for Kvindernes Uddannelse og Adgang til Erhverv, men vi venter da kun ikke overordentlige Resultater deraf. Vi indser da, at skal Kvindernes lige Ret med Mændene paa Uddannelsens og Erhvervets Omraade i nogen gjennemgribende Grad højne Kvindernes Liv og løfte dem op til bedre Kaar, da maa der ofres endnu flere Kræfter paa at ændre og indrette Samfundet saaledes, at der paa dets Arbejdsmarked er Plads for alle arbejdsvillige og arbejdsdygtige Hænder, end der ofres paa at skaffe Kvinderne Uddannelsen og Adgangen. Sker ikke dette, da vil og maa Bestræbelserne for Kvindernes lige Ret kun føre til Skuftelse. For Mændenes Vedkommende er Stillingen jo den, at vor Tids lovsungne Frihed før mangfoldiges Vedkommende kun bestaar i Friheden til at sulte! Hvad vil der for Kvinderne i alle disse mangfoldige Tilfælde være at opnaa ved at faa - „samme” Frihed? Lad os se, ikke filosofisk men praktisk paa den Ting.
Svar til Fernando Linderberg.
I Virkeligheden er sikkert Meningsforskellen mellem Hr. Linderberg og Redaktionen af „Kvinden og Samfundet”' ikke stor; vi taler blot om hver sit. Hr. L. taler om det store Fattigdomsonde, som er fælles for alle arbejdende Mænd og Kvinder og er et Resultat af hele vor Samfundsordning; vi derimod taler om den Fattigdom, som er særlig for de arbejdende Kvinder. Og Hovedgrunden til denne særlige Fattigdom ser vi i Kvindernes mangelfulde Uddannelse og Begrænsning til de faa Erhverv. Med „logisk Nødvendighed” ser vi ogsaa Hovedmidlet mod denne særlige Fattigdom i Kvindernes bedre Uddannelse og friere Adgang til Erhverv. Men vi mener lige saa lidt som Hr. L., at dette skulde være et Middel til overhovedet at afhjælpe Fattigdom blandt Kvinderne; - fattige er de arbejdende Kvinder som de arbejdende Mænd, og vil vel desværre indtil videre vedblive at være det.
Men hvad der forekommer os unødvendigt, er det: at arbejdende Kvinder, fordi de er Kvinder er dømt til at være endnu meget fattigere end arbejdende Mænd, og det ønsker vi at bøde paa. Og denne vor Stræben efter at forbedre Kvindernes Kaar saa meget som muligt under de givne Samfundsforhold, hindrer os hverken i at have Øje for det store fælles Fattigdomsonde eller i, efter ringe Ævne, at arbejde med paa Tilvejebringelsen af en Samfundsordning, der raader Bod paa
dette Onde.
Red.
