Fra Indland og Udland.
Frøken Christiane Louise Rasmussen har i Januar Maaned ved det filosofiske Fakultet underkastet sig Skoleembedsexamen med Græsk som Hovedfag og Latin og Fransk som Bifag. Hun erholdt Karakteren Laudabilis.
Havebrugsskoler for Kvinder. Det er med stor Glæde, vi i dette Nummer bringer hele to Kundgjørelser om, at der er aabnet Kvinder Adgang til praktisk og theoretisk Undervisning i Havebrug. - Niels R. Møllers Skole er nærmest beregnet paa Kvinder fra Landet, der ønsker at kunne paatage sig Pasningen af et mindre Havebrug; nogen fuldstændig gartnerisk Uddannelse byder Skolen endnu ikke; men som en Begyndelse er det, der gives, jo overmaade godt. - Foruden disse to Skoler, Vandløse og Rødkilde, er der endnu én, der optager kvindelige Elever, nemlig Hans Knudsens praktiske Husmands- og Havebrugsskole i Landsgrav ved Slagelse; i sidste Halvaar havde den en kvindelig Elev, og til 1ste Marts var der indmeldt to Kvinder.
Af Pastor Ussings Foredrag „For Tarvelighed og Ærbarhed i Klædedragt” har Foreningen af samme Navn ladet tage et Særtryk paa 1000 Exemplarer.
„Er Kvindesagen i det rette Spor?” er Titlen paa en lille nylig udkommen Bog af Pastor A. Schack; den er nærmest rettet til os, D. Kvsf og „Kvinden og Samf.”, og vi beklager, at vor begrænsede Plads ikke tillader os at omtale den nøjere før i næste Hæfte.
En kvindelig Bogtrykker, Adolphine Fogtmann, har oprettet et lille Trykkeri - Accidenstrykkeri -, som vi tillader os at anbefale vore Læsere. Hun besørger alle Slags mindre Tryksager, Visitkort, Regninger m. m. baade smukt og billigt. Se omstaaende Avertissement.
To kvindelige Bogbinderelever uddannes for Tiden hos Bogbinder Luplau, Skindergade 8, 2den Sal; det er, saavidt vides, det eneste Sted her i Byen, hvor Kvinder har Lejlighed til at tilegne sig en fuldstændig faglig Uddannelse som Bogbinder. Venner af Kvinders Uddannelse til Haandværk opfordres til at lade deres Bøger indbinde af Hr. Luplau og hans Lærlinge.