Kvinder i Krigen.

II.

En af de ejendommeligste Skikkelser i hele Krigen var Kvækerinden Mrs. Bickerdyke - eller „Moder Bickerdyke”, som hun blev kaldt. - Hun var Enke, mellem fyrretyve og halvtredsindstyve Aar, med to Børn og fem Stedbørn, da Krigen brød ud. Hun meldte sig strax og blev snart lige saa bekendt for sin utrolige Raadsnarhed i de vanskeligste Øjeblikke, og sin aldrig svigtende Omhu for de syge Soldater, som for sin Sikkerhed og sin rappe Afvisning af dem, der vovede at forstyrre hende i denne hendes Gjerning - hvem de saa end var.

Ved det allerførste Hospital, hun kom til, var Lægen en meget dygtig Mand, men saa drikfældig, at han svirede sammen med Sygepasserne Dag og Nat. Dette vilde Mrs. Bickerdyke ikke taale, og hun kom da strax paa Krigsfod med Lægen; han vilde vise hende bort fra Hospitalet og truede med at sætte hende ud med Magt. „Sætter De mig ud af Døren, saa kan De være rolig for, at jeg kommer ind ad Vinduet”, svarede hun, „og Patienterne skal nok hjælpe mig med det”. Lægen vidste, at hun havde Ret i det, og lod hende i Ro. - Sin værste Nød havde hun med Sygepasserne, der stjal som Ravne af de Klæder og Fødevarer, der blev sendt til de syge.*) En Dag traf hun saaledes en Sygevogter med en ny smuk Slobrok og flere andre flunkende ny Klædningsstykker paa. Hun stansede ham uden videre, og i Patienternes Paasyn trak hun ganske rolig det ene Stykke af ham efter det andet, til hun kom til Buxerne - dem lod hun ham beholde med de Ord: „Prøv nu paa at stjæle en anden Gang!” Fyren luskede af.

Maden, hun fik eller lavede til de syge, kunde hun aldrig have i Fred; naar hun f. Ex. havde kogt Gelée til dem og sat den hen at køle, kunde hun være sikker paa, at den var forsvunden, naar hun kom efter den. Det gik hende for vidt, og en Dag blandede hun en dygtig Portion Brækvinsten i Abrikosgeléen, som hun derpaa hensatte paa det sædvanlige Sted. Noget efter gjorde hun sig et Ærinde ud i Sygepassernes Stue og - fandt dem ganske rigtig alle i den elendigste Tilstand. „I har nok ikke kunnet taale Abrikoserne”, sagde hun rolig. Nu gik det op for dem, hvad der var sket, og der regnede Forbandelser ned over hendes syndige Hoved. Men hun tog dem med Ro. „Næste Gang kommer jeg Rottekrudt i”, sagde hun, „saa véd I, hvad I har at rette Jer efter!”

Denne hendes Kamp endte med, at Forholdene blev ordentlig undersøgt, og Hospitalet bragt paa en bedre Fod.

I dette Tilfælde stod Mrs. B. paa Ordenens Side, men ellers brød hun sig ikke det fjerneste om militære Reglementer og Forskrifter. Hvad som helst hun skulde bruge til „sine kjære Drenge”, som hun kaldte Soldaterne, det tog hun, hvor hun fandt det, og fandt hun intet, laante hun Penge af den første den bedste og sagde, at de kunde faa Pengene igen hos Sundhedskomitéen. Med fuld Ret gjorde Komitéen Indsigelser mod disse højst uregelmæssige Pengekrav, men saa mange Venner og Beundrere havde Mrs. Bickerdyke skaffet sig ved sit Arbejde for Soldaterne, at der altid var nogen, der var villig til at betale disse Regninger.

En Gang, da hun sad paa en Mark og havde travlt med at koge Suppe til Soldaterne, havde hun mistet sit Shawl men havde trukket en falden fjendtlig Soldats Feltkappe paa i Stedet. I denne Dragt traf en overordnet Officer hende og spurgte: „Under hvis Kommando staar De?” Mor Bickerdyke havde for travlt til at svare paa et saa taabeligt Spørgsmaal, saa han maatte gjentage det et Par Gange: „Under hvis Kommando staar De?” - Endelig vendte hun sig om og svarede rolig: „Under Vorherres!”

Men det var ikke blot de overordnede, der maatte finde sig i hendes Kommando; ogsaa hendes „egne Drenge ”,Soldaterne, maatte pænt lystre, om hun end tog mildere paa dem. En Gang forbandt hun et Par Soldater, hvis Saar i lang Tid var bleven forsømt og derfor var i en skrækkelig Tilstand. I den tilstedeværende Ambulancevogn var der alt, hvad hun trængte til, undtagen Skjorter. Men hun var ikke forlegen. Hun havde netop af nogle Beundrerinder faaet et Par elegante kniplings-besatte Natkjoler, dem trak kun frem, og da Saarene var vaskede og gjort ved, vilde hun give Staklerne dem paa. Men hvor elendige de end var - deres mandlige Ære kunde ikke finde sig i en saadan Krænkelse; hellere vilde de have de gamle snavsede Skjorter igjen, som de havde haft paa i to Maaneder, end komme til deres Hjem i en Dame-Natkjole. „Snik Snak”, sagde Mrs. Bickerdyke, „Natskjorte eller Natkjole, det kommer ud paa et!” Hun fik sin Vilje, og da hun med den største Omhu havde faaet de to Stakler saa vidt, at de kunde føres til et Hospital i Chicago, hvor man gav dem rigtige Skjorter paa, bad de saa bønlig om Lov til at beholde Natkjolerne til Minde om Mrs. B., at man ikke kunde afslaa dem det.

I Kulde og i Hede - Mrs. Bickerdyke var altid lige raadsnar. Sidst i December 1863 da hun laa i Lejr tæt ved Chattanooga, blev det et grueligt Vejr, en Storm, der blæste Teltene, hvor de syge laa, om, en øsende Regn, der gjennemblødte alt, og derpaa en Kulde, saa pludselig og voldsom, som den kun kjendes i Nordamerika. Mrs. Bickerdyke som var den eneste Kvinde i Lejren, havde nok at gjøre. Nytaarsnat var en forfærdelig Uvejrsnat. Kulden var paa sit højeste, Brændet slap op, og det var ikke til at tænke paa at sende Mænd til Skoven at hugge. Og som om den Elendighed, der alt var, ikke var nok, ankom der pludselig 13 Ambulancevogne, fulde af saarede, som havde været paa Vejen fra om Morgenen - de havde allerede lidt saaledes af Kulden, at Fødder og Hænder var frosne af flere af dem. Det var forfærdeligt at se paa. Men Mrs. Bickerdyke vidste Raad. Lejren var befæstet; man havde nu ikke Brug for Fæstningsværkerne længer, men Ordre til at bryde dem ned var der ikke kommen endnu. Det brød Mrs. B. sig imidlertid ikke om. Palissaderne var Brændsel, hendes Drenge frøs - og uden videre kommanderede hun saa Pionererne til at bryde Palissaderne ned og kløve dem til Brænde, Folkene betænkte sig, men de vidste, at flere hundrede Menneskers Liv beroede paa, at Ilden holdtes ved lige - og saa adlød de Mor Bickerdykes Ordre.

Hen ad Morgenstunden fik den øverstkommanderende at vide, hvad der gik for sig, og skyndte sig til Aastedet. Med ét Blik saa han, at hvad der skete, var det eneste forsvarlige fra et menneskeligt Standpunkt, men det var hans Pligt at staa paa den militære Disciplins Standpunkt, og han erklærede derfor: „Mrs. Bickerdyke, De maa betragte Dem som Arrestant”. - „Javel, javel, Major”, svarede Mor B, „vent bare til Kulden bedager sig, saa Skal jeg nok ”komme”.

Der fortaltes, at hun virkelig kom i Arrest; men dette var nok kun et Sagn. Derimod fik hun ganske vist en officiel Irettesættelse for sit Forhold, men den tog hun ikke imod. „De skulde saamænd være glade til, at De havde en fornuftig Kone her i Lejren, der kunde tage sig af de sølle Drenge”, sagde hun, „ellers havde de halve jo frosset ihjel, og hvad tror De saa, man havde sagt til Dem, mine Herrer!” Flere af Officererne erklærede derpaa, at hun havde gjort det eneste rigtige, „og vi vil raade Dem til at bære Dem akkurat ligedan ad en anden Gang”, sagde de til hende. „Det Raad behøver De ikke at give mig!” svarede Mor Bickerdyke.

En anden Gang, en hed Sommer laa hun ved et Hospital i Memphis, i en af Sydstaterne. Her led hendes Drenge ofte Nød, da man ikke kunde skaffe de nødvendige Fødemidler, især Mælk og Æg. „Hør, Doktor, sagde Mrs. B. en Dag, „dette her gaar ikke, vi maa have Mælk og Æg”. - „Ja, hvor skal vi faa det fra, Mrs. B?” sagde Lægen. „Giv De bare mig 14 Dages Orlov, saa skal jeg nok skaffe.” „Skaffe Mælk og Æg!” udbrød Doktoren, „men tænk Dem dog om, Mrs. B.; det vil jo blive fuldstændig fordærvet i dette Klima, inden det naar til os. - Mor B. lo bare, rejste - og kom 14 Dage efter tilbage med 100 Køer og 1000 Høns, som hun havde indsamlet hos Venner i Nordstaterne, og som hun med sin praktiske Sans hurtig fik anbragt.

Det velsignede gode Humør, Mor Bickerdyke var i Besiddelse af, og som ikke blot hun, men ogsaa mange andre af de kvindelige Sygeplejere forstod at bevare under de vanskeligste Forhold, var netop noget, som de i høj Grad hjalp ved. Saa, som sagt, deres Evne til at finde Udveje der, hvor Mænd aldeles intet kunde finde paa. Og endelig dette ægte kvindelige?

„aa, hvad gjør det!” denne Fornægten af al hævdvunden Forretningsorden, som Mændene i det, daglige Liv altid forarger sig over, og som bringer selv os Kvinder til sommetider at ærgre os over das ewig weibliche, - denne „Klippen alle røde Bændler over”, som Englænderne siger, den faar Kvinderne Anvendelse for paa Omraader, hvor den ikke kunde undværes.

Saaledes traf Mrs. Livermore en Gang paa et Hospital en og tyve syge Soldater, der af Lægen var blevne erklærede for uhelbredelige, som han derfor helst vilde af med, og som selv naturligvis paa det inderligste længtes efter deres - men som ikke kunde komme hjem. Og hvorfor? Fordi Listen over dem var bleven borte. Mrs. L. henvendte sig til forskjellige militære Myndigheder men fik overalt det samme Svar, at saalænge Papirerne ikke var skaffet til Veje, maatte alt blive som det var. Da gik hun uden om hele Omsvøbsdepartementet og lige til General Grant selv. „Jeg bad og besvor ham med al den Alvor, Kvinderne følte overfor disse sørgelige Tilstande, at unde mig den Glæde at hjælpe disse stakkels Fyre hjem til deres Mødre, Hustruer og Søstre, for at disse ved deres Kjærlighed kunde lette dem Vejen ned i den mørke Dødens Dal, som de alt stod ved Indgangen til”. General Grant gjorde alt, hvart Mrs. L. bad om, og hun fulgte nu Staklerne nordpaa, og fik dem afleveret i deres Hjem.

Men nogle af dem, naaede ikke saa langt. Saaledes fortæller hun om en af dem, der havde hjemme i Wisconsin, at han naaede Chicago en Lørdag Aften. Om Søndagen gaar der ingen Jernbanetog i Amerika, og han maatte altsaa bie til Mandag Morgen. Da Mrs. Livermore havde faaet ham bragt til Sengs, sagde hun til ham, at nu vilde hun gaa hen og telegrafere til hans Moder; derefter vilde hun selv gaa hen til sin egen Familie, men hun skulde sende en flink Sygeplejerske til ham. Han bad hende imidlertid saa bønlig om at blive - „gaar De, faar jeg Dem aldrig at se mere”, sagde han, - saa hun lovede at komme tilbage strax. Da hun saa kom, meldte Pigen hende, at den syge havde sovet roligt hele Tiden - ja, det havde han, men det var Dødens Søvn.

„Mødre vil kunne forstaa mig, naar jeg siger, at jeg lukkede Døren i og græd bitterlig over den døde - ikke for hans Skyld, men for den Moder, hvis yngste Søn han var. Han havde hele Tiden sagt: „Jeg ved jeg kan ikke komme mig, men naar jeg dog bare kunde faa min Moder at se, inden jeg dør!” Om Mandagen kom hans Moder og fik ham at se - i Kisten”.

Det er ret betegnende for de amerikanske Forhold, at vi ser Kvinder af de mest forskellige Trossamfund tage Del i denne Gerning ved hinandens Side. Vi har allerede nævnt, at Mrs. Bickerdyke var Kvæker. Ogsaa de katolske „barmhjertige Søstre” ydede god Hjælp; ved Krigens Udbrud opløste de deres Skoler, gik ind som Sygeplejersker og blev snart i høj Grad skattet af Lægerne for deres tavse, blinde Lydighed. „De ser aldrig andet, end hvad de skal se”, sagde Lægerne; „de protestantiske Sygeplejersker derimod, dem kan man ikke være i Fred for; de skal nok altid finde noget, som ikke kommer dem ved - og saa gjør de Vrøvl, og retter man det ikke, risikerer vi, at de skriver i Bladene derom!” Soldaterne derimod holdt ikke saa meget af de katolske Søstre. „Herregud”, sagde de, „hvorfor skal de endelig gaa omkring med nedslaaede Paraplyer paa Hovedet - hvorfor kan de ikke se ud som vore egne Fruentimmere derhjemme?” Det er stadig det samme: Soldaterne føler, at hvad Kvinder som Mary Livermore og Mrs. Bickerdyke bringer med sig, det er et Pust fra Hjemmet, og at dette netop er noget af det, de syge trænge allermest til. -

Saadanne Træk af Livet, som for os Evropæere tager sig saa „ægte amerikansk” ud ved den praktiske Sans, hvormed man forstaar at udbytte alt, indeholder Mrs. Livermores Bog en Mængde af.

Den Tid kom jo, da Kvinderne mærkede, at det ogsaa for dem begyndte at skorte paa Penge. Undvære dem kunde man ikke; men hvor skulde man faa dem fra? Det var før den Tid, da Bazarer var komne i Brug; men det faldt nogle Damer ind, at en saadan, „et Marked”, som man kaldte det, kunde vist give noget Udbytte Som sagt, saa gjort; man vedtog øjeblikkelig at foranstalte et Marked i Chicago, og en Damekomité blev dannet, som arrangerede sig paa det mest storartede; den erklærede,, at den gjorde Regning paa at faa 25,000 Doll. (henved 100,000 Kr.) i Udbytte. Mændene lo ad dem; men Damerne lod sig ikke forbløffe; de lejede til en Begyndelse fjorten af Chicagos største Pakhuse og begyndte at samle ind især hos Omegnens Farmere. De havde allerede sat sig i en Gæld af 10,000 Doll, da Chicagos Handelsraad (Board of trade) henvendte sig til dem

med det venskabelige Raad at opgive det hele; Handelsraadet vilde overtage de 10,000 Doll. Gæld, og naar man saa fandt det passende, skulde man nok give 45,000 til de saarede. Damerne takkede paa det venligste for Raadet men erklærede, at de blev ved deres.

Det var blevet bestemt, at de Grønsager, som Farmerne vilde give til Bazaren, skulde de komme kørende med paa selve Aabningsdagen. Dette havde Chicagos finere Publikum og Bladene gjort sig lystige over - „Kartoffelprocessionen”, som de kaldte den. Dagen kom, og Gaderne var fyldt med Mennesker. Paa den fastsatte Tid blev der ringet med Klokkerne, 101 Kanonskud blev affyrede, og Vogntoget (3 eng. Mil langt) drog ind i Byen: store Læs Kartofler, Kaal, Løg og lignende Sager. Men i Stedet for at Processionen skulde blive modtagen med Hujen og Piben, som der var spaaet, blev der forunderlig stille, hvor den drog frem. Fra hver Vogn vajede et Flag med en Indskrift: „Vi har mistet en Søn ved Gettysburg”. „Vi har 3 Sønner med i 17. Regiment”. „Vor Fader faldt ved Fort Donelson”, osv. Det kunde Tilskuerne ikke staa for; Taarer stod i mange Øjne, venlige Tilraab lød i Stedet for Spot - og Bazaren blev en stor Sag. Hele Chicago var med i den, og Udbyttet blev ikke 25,000 men 100,000 Dollars.

Dette, var den første Bazar for de syge og saarede, men de andre Byer fulgte snart efter. Cincinnati afholdt en, som gav 225,000 i Udbytte, Bazaren i Boston gav 300,000, den i New York en Million - og den i Philadelphia endog 1200,000 Dollars.

Under Forberedelserne til Chicago-Bazaren kom Mrs. Livermore for Resten til at gjøre en uventet Erfaring. Der maatte opføres en anselig Bygning til Bazarens Brug; Damerne fik en Arkitekt til at tegne den, skaffede Lov af Avtoriteterne til at lægge den paa det ønskede Sted osv. og henvendte sig derpaa til en Bygningsentreprenør, som strax var villig til at overtage Opførelsen og opsatte en Kontrakt desangaaende. Da alt var i Orden spurgte han: Hvem underskriver nu paa Damernes Vegne?” „Hvorledes?” spurgte Mrs. Livermore igjen. „Hvem indestaar for Dem?” - „Ingen”, var Svaret, „vi har Pengene staaende i Banken og vil, om De ønsker det, betale Dem kontant Saa megen Tillid lader De ikke til at have til os?” - „Her er ikke Tale om Tillid”, svarede han, „men om Loven, De er begge gift, og følgelig gælder Deres Underskrift ikke og uden deres Mænd ogsaa underskriver Kontrakten”. „Saa betaler vi Dem strax forud”, Sagde Mrs. Livermore. „Det tør jeg ikke tage imod, naar jeg ikke fra Deres Mænd, faar et skriftligt Vidnesbyrd om, at De har Lov til at udbetale disse Penge!”

Altsaa, tænkte Mrs. Livermore, vi Kvinder kan arbejde for vort Land, vi kan erhverve vore Landsmænds Tillid i et saadant Omfang at de betror os Tusender af Dollars, men naar det kommer til Rettergang, er vort Navn ikke det Papir værd, som det er skrevet paa; disse Penge, vore Landsmænd har betroet os, tilhøre vore Mænd. Dette var den Gang noget ganske nyt for hende, men hun spurgte sig videre for, fik at vide, at end ikke de Børn, hun havde født til Verden, havde hun nogen Myndighed over. „Da jeg fik dette at vide”, siger Mrs. Livermore, „gjorde jeg det Løfte til mig selv, at naar Krigen var forbi, vilde jeg tage et andet Arbejde op - det Arbejde at skaffe Kvinden Ret og Retfærdighed for Loven. Jeg har holdt mit Løfte”.

Heldigvis havde disse Kvinder hæderlige Ægtemænd, der øjeblikkelig efterkom alle de ønskede Formaliteter; men, som Mrs. L., siger: hun holdt sit Løfte og har siden da været en trofast Arbejder i Kvindesagens Tjeneste.

Blandt de mange andre Kvinder, der gjorde Fredens Tjeneste midt i Krigen_, kan nævnes Mary Safford, som bl. a. med sine ualmindelige Sprogkundskaber glædede mangen tysk og fransk Amerikaners Hjærte ved uventet at tiltale ham i hans Modersmaal. Hun var den første Kvinde i „Vesten”, der tog denne Gerning op, og hun havde nær slidt sig op paa Hospitalerne, da hendes Venner fik hende sendt til Evropa for at hvile ud. Hendes Erfaringer fra Hospitalslivet havde imidlertid givet hende Lyst til at udvide sine Kundskaber paa dette Omraade; hun studerede derfor Medicin i Zürich og Wien, vendte saa tilbage til Amerika og blev ansat som „Professor” i Boston ved „the University School of Medicine”, hvor hun har udfoldet stor Virksomhed og er almindelig af holdt. - Ligeledes kan vi nævne den ogsaa hos os vel kjendte Forfatterinde Louisa Alcott, som for nylig er død, Clara Barton, og flere andre af Kvindesagens fremragende Bannerførere.

I det hele er det paafaldende her som mange andre Steder, at de Kvinder, der udretter et dygtigt Arbejde i det almenes Tjeneste, der giver et virkelig værdifuldt Tilskud, til Samfundsarbejdet, de bliver sig ogsaa hurtig bevidst, at Kvinderne maa indtage en anden Stilling i Samfundet end hidtil. Og om disse Kvinder end maaske selv er stillet under lykkelige personlige Forhold, saa de ikke for deres egen Skyld trænger til det, glemmer de dog ikke, at de har Tusender og atter Tusender af Søstre, der trænger til Hjælp - ikke til Velgørenhed men til Retfærdighed, til en Samfundsordning, hvor baade Mandens og Kvindens Arbejde kan faa sin rigtige Anvendelse.

Dette er en af de Lærdomme, man kan uddrage af Mrs. Livermores Bog, som for øvrigt indeholder saa meget interessant, at den kan anbefales til Læsning for alle, ikke mindst for Kvindesagens Venner - og for dens Modstandere**).

*) Senere Anmærkning. Det vil vel gaa de fleste Læsere her, som det gik Oversætteren - man vil uvilkårlig spørge, om dette dog ikke er en altfor haard Beskyldning. I de interessante Breve fra 1864 af Pastor N. L. Fejlberg, som i den sidste Tid er bleven offenliggjort i „Museum”, vil man imidlertid finde, ganske lignende Anklager mod Sygepasserne. Den tyske General og Læge og den danske Præst ere enige om at erklære, at Lazaretoppassere ere Gavtyve eller blive det snart”, og fortælle lignende Historier som de ovenfor gengivne.

(Mus. 4. Hefte S. 246).

Overs. Anm.

**) Bogen, hvis fulde Titel er: Mary Livermore: My story of the war, findes i Kvindelig Læseforening, der, saavidt vides, ejer det eneste Exemplar af den, der findes her i Landet.