Dan eder en mening!

Når Anna Bugge Wicksell i "Kvinden og Samfundet" for 1890, 71 o. f. har taget til orde imod dr. Starckes artikel "Kvindens stilling i ægteskabet" (i "Kv. og Sf." for 1889, s. 161) og begrundet dette med de ord, at "tendensen i denne artikel forekommer hende at være af en så Farlig art, at det har stået for hende næsten som en pligt Udtrykkelig at tage til genmæle mod den", så har jeg netop samme grund, - følelsen af, at det er min pligt - til at tage til orde imod hendes artikel, hvis tendens forekommer mig i høj grad farlig for samfundet i sin helhed som for kvindesagen i særdeleshed -, ti jeg mener, at hvis hendes opfattelse sejrede iblandt flertallet af kvindesagens tilhængere, da vilde kvindesagen derved komme ind i et galt spor.

De samme anskuelser om ægteskabet, som A. B. W. gør sig til talsmand for, har også tidligere fundet udtryk i et indlæg af "En troende" i "Kv. og Sf." for 1889, side 211. Også med forfatteren af hint indlæg er jeg fuldstændig uenig. .

Begge dr. Starckes modstandere - særlig "En troende" - har følt sig så dybt krænkede paa kærlighedens vegne over dr. St.'s ord. Dertil er der - efter min mening - aldeles ingen grund. Dr. St. udtaler som sin overbevisning, at det histoiske grundlag for Ægteskabet ikke var kønsdriften, men madspørgsmaalet. Deri kan intet krænkende være, ti det ene grundlag er lige så lidt ophøjet som det andet og desuden kommer det i en historisk undersøgelse jo kun an på, hvad der er sandhed og ikke på hvad der er behageligt at høre. Dernæst drager han ud af de historiske kendsgerninger den slutning, at det vil være ti gavn for ægteskabets videre udvikling, om det bånd, som fællesskab i materielle interesser altid er, vedbliver at bestå. Men dette er ikke det samme som at sige, at ægteskabet indgås af økonomiske grunde, eller at det var ønskeligt, om en mand giftede sig "for at faa en kokkepige". I følge sin artikel mener dr. St. lige så fuldt ud som A. R. W. og ”en troende”, at det mål, man bør stræbe efter at nå, er, at ægteskabet indgås af og bæres af kærlighed, men han mener tillige at kærligheden støttes og udvikles videre gennem fællesskab i alle interesser, materielle såvel som åndelige. Og sikkert vil ingen, der har nogen livserfaring i den henseende hvor ideelt vedkommende end ser paa ægteskabet nægte, at i det daglige liv er dette fuldkomne fællessskab, i interesser en god jordbund for kærligheden at slå rod i. Begge dr St.'s modstandere finder, at kærlighed kun er når den flagrer frit i luften uden at slå sine rødder i det daglige livs tusinde små og store forhold. Man får en trang til at tilråbe dem:

På det jævne, på det jævne,

- ikke i det himmelblå -

der har livet sat dig stævne

der skal du din prøve stå.

To ægtefolk kan da ikke altid sidde og kurre som to duer; de må også have noget at tale sammen om, at arbejde sammen for. Ja, de - åndelige interesser må de have tilfælles, men de materielle! Nej, det drager kærligheden ned til at blive et ”madspørgsmål” et ”kokkespørgsmål", o. s. v. Hvad er da de materielle interesser? Det er interessen for det fælles hjem, for hver ægtefælles gerning i livet, for de fælles børn. Børnene, ja nok lad gå! at de må være fælles, kan man ikke hindre, men deraf følger jo ikke, at pengene bør være det. Jo netop det er fra de fælles børn, at hele "ulykken" -jeg det lykken - stammer. Hvis de ikke var, kunde ægtefællerne jo nok have hver sit på alle områder. Men til at opfostre og opdrage børn, hører penge, og skal man derfor i fællesskab bestemme, hvorledes de, skal opdrages, følger deraf ganske naturligt, at man i fællesskab bestemmer over pengesagerne og hele husets ordning.

Jeg hørte en gang en meningsfælle af A. B. W. og "En troende" udvikle, hvad hun , anså for idealet af et ægteskab. Idealet, fandt hun virkeliggjort hos et ægtepar, hvoraf manden var filosof, hustruen digter. Børn havde de ingen af. Når de var færdige medsit arbejde, mødtes de, og samtalede om, hvad de havde skrevet.

Det har muligvis været et meget smukt forhold, men idealet af et ægteskab synes mig ikke, at de ka have været, ti dertil hører dog vel det, som er det naturlige i et ægteskab: børn. Og vanskelighederne kunde de jo let komme over, når der ingen børn var.

Det må imellem dem, som tror, at den ægteskabelige kærlighed trives bedst i de fælles interessers jordbund, og tror, at den blomster frodigst, naar de to parter fuldstændig frit overfor hinanden, nødvendigvis blive en dyb meningsforskel med hensyn til, hvilken udvikling man ønsker, ægteskabet skal undergå og hvorledes ægteskabslovene skal være. Forskellen bliver, at de første vil arbejde før fælleseje, de sidste for særeje.

A. B. W. taler stærkt for særeje, men anbefaler til slut, at hvert ægtepar selv skal bestemme, hvorledes de vil have sine forhold ordnede, og at de skal fastslå dette ved en ægteskabskontrakt inden ægteskabets indgåelse. Hvis denne ordning virkelig gik igennem, vilde det medføre de allerstørste ulykker. Ti for at den nogenlunde skulde svare til sit øjemed: at danne en retfærdig ordning, måtte det altid Være selvstændige, åndelig myndige og forudseende mennesker, som indgik kontrakten. Men flertallet af de mennesker, der indgår ægteskab, er åndelig umyndige, uden evne til at forudse følgen af sine egne handlinger og ofte forblindede af øjeblikkets forelskelse. Naar man drøfter ægteskabslovgivningen og bringer forslag til dens ordning, går det ikke an at foreslå en ordning for tænkte mennesker; man må være saa meget realist, at man i tankerne prøver sit forslag paa de virkelig existerende mennesker. Heller ikke må man alene tænke paa det lille mindretal af såkaldte dannede mennesker, men på det hele folk. Hvis en tjenestepige f. ex., som kun med besvær kan sætte et brev sammen, skulde affatte sin egen ægteskabskontrakt, tror A. B. W. så virkelig, at hun kunde sørge for, at den blev således, at hun og hendes børn kunde være tjente med den i fremtiden? Ja, selv en "dannet" ung pige, som kunde fremmede sprog og meget andet, mon hun vilde forstå sig på, hvorledes en sådan kontrakt helst skulde lyde? - Nej, ægteskab indgås årlig af tusinder af mennesker, som ingen anelse har om, hvad, ægteskab egenlig er, så det mål, lovgiverne sætter sig, bør være: 1) at ordne forholdets retslige side så retfærdigt som muligt, 2} at yde beskyttelse for den svagere part (d. v. s. sikre hustruen en erstatning for den arbejdskraft, hun ofrer ved at blive moder o. s. v.) og 3) værge de værgeløse (børnene).

Loven bør være der for at beskytte alle dem, som går ind i ægteskabet uden at tænke synderlig på dets retslige virkninger, og det er flertallet. De fleste tænker kun på at de holder af hinanden og vil være sammen. De få, som har dannet sig en bestemt og klar mening om, hvorledes et sådant forhold retslig helst må ordnes, bør have adgang til at indgå ægtepagt, hvis loven ikke tilfredsstiller dem.

Hvis dr. St. med ordene "ufravigelig ordning af ægteskabets retslige karakter" mener, at ægtefolk ikke før ægteskabet skal have lov til at oprette ægtepagt, således som de nu har, er jeg absolut uenig med ham, men blev den af A. B. W. foreslåede ordning indført, saa vilde det altid komme til at gå udover de mest godlidende og troskyldige, de mindst snu og verdenskloge, vel sagtens for det meste over kvinden, dog behøvede dette ikke altid at være tilfældet.

Kan A. B. W. ikke få dette; „frivillige kontraktsvæsen”, som hun anser for det bedste, indført, vil hun lade sig nøje med særeje, og da vore lovgivere næppe kan antages at være saa upraktiske, at de indfører "fri kontrakt" kommer kampen sandsynligvis til at staa mellem fælleseje og særeje. Udfaldet af denne kamp, vil få en så stor betydning for kvinderne, at enhver kvinde bør danne sig en mening om den, og skulde det lykkes mig at åbne om end kun nogle få kvinders øjne for, hvilken fare der truer os, hvis særeje bliver indførte ved lov, så at de vil hjælpe med i kampen og ikke blot rolig se til, skulde det glæde mig meget.

Jeg har saa tit hørt kvinder, som ellers har interesse for kvindens stilling i samfundet, sige: "dette her med fælleseje eller særeje, det kan jeg ikke hitte rede i. Det er altfor juridisk, det lader jeg juristerne om." Men det er en utilgivelig magelighed. Lad gaa, at nogle enkelte ugifte kvinder, som har den mening, at ægteskabets ordning ikke vedkommer dem, siger saaledes; men de gifte kvinder har betingelserne for at danne sig en fornuftig mening om sagen, og de bør overvinde sin magelighed og sætte sig ind i den.

Jeg er en modstander af særeje - en ordning, hvorved hver ægtefælle ejer og råder over det, den ejer. før ægteskabet, arver, får til gave, eller selv erhverver under dette - af flere grunde:

For det første er det stridende mod ægteskabets idé, ti Gud eller naturen - hvad man nu kalder det - har gjort ægteskabet til et fællesskab derved, at der kommer fælles børn, som umulig kan blive en af ægtefællernes særeje.

For det andet vil særeje altid skade hustruen, så snart hun ikke har privat formue. Og i en forhandling om ægteskabets ordning ved lov, bør man altid gå ud fra det almindelige, og det almindelige er_, at en ung pige ikke medbringer privat formue, når hun indgår ægteskab. Når en

Uformuende pige og en uformuende mand, som hidtil begge har ernæret sig selv, gifter sig, for så vidt der kommer børn, blive, at humn bliver ude af stand til at erhverve, eller i det mindste, at hendes erhverv indskrænkes til en ren ubetydelighed i forhold til mandens. Men hver skulde jo råde over udbyttet af sit erhverv, og da manden er den eneste erhvervende, råder han over alt og kvinden, som før ægteskabet var økonomisk uafhængig, må nu pludselig tage alt af nåde af sin mand og finde sig i ingen medbestemmelsesret at have over det hjem, hun lever og arbejder i og for.

Er det at gjøre kvinden økonomisk uafhængig i ægteskabet, som A B. W. siger, at hun vil?

Nej, men den økonomiske - selvstændighed for kvinden skal - så vidt jeg forstår A. B. W. ,- nås derved, at hun ligeså vel som manden er erhvervende. Er dette - muligt og ønskeligt i et ægteskab, hvor der findes Børn? Muligt kan det ikke nægtes at det er, eftersom det finder meget hyppigt sted i de arbejdende klasser. Men at børnene og hjemmene, lider derunder, vil vel ingen nægte? Og er det så, kan dog vel ingen kalde det ønskeligt? Endnu finder det kun sjælden sted i de bedrestillede klasser. Men vilde det da ikke være galt at søge at lede udviklingen i den retning, at hustruerne i disse klasser også forlod hjemmene for at erhverve, i stedet for at søge at forbedre arbejdernes kaar således, at deres hustruer kunde blive ved hjemmet? Jo, sikkert vilde det være galt, og det nytter ikke her at ville gå paa akkord og sige, at den halve del af dagen kan hustruen nok være borte, uden at det skader hjemmet.

Naar en kvinde skal være moder på den rette måde, vil dette kræve så at sige alle hendes tanker og al hendes tid. Og det er også en aldeles urimelig tanke at et menneske skulde have legemlige såvelsom åndelige kræfter til på samme tid at føde, opamme, opfostre og opdrage en børneflok og ved siden af have et alvorligt arbejde, som kunde gjøre hende økonomisk uafhængig. Hun kan kun overkomme det ved at overlade sine børn til andre: småfolk måtte sende dem til vuggestuer og asyler, de bedre stillede maatte lade tjenestefolkene passe dem. Og Skulde dette være kvindesagens mål: at sætte kvinden i stand til at arbejde omkap med manden, med tilsidesættelse af de pligter, naturen har pålagt hende, så vilde kvindesagens modstandere med sandhed kunne sige, at kvindesagen var inde i et galt spor! Men det er sikkert for mange mødre i kvindesagens tjeneste, til at den kan få den retning. Er der da ingen anden vej til at skaffe kvinden en bedre stilling i ægteskabet end ved at gøre hende økonomisk uafhængig? Jo, ved at indføre fælleseje med samråde, således, at alt, hvad begge ægtefæller, ejer før ægteskabet eller under dette arver, får i gave eller erhverver; bliver fælleseje, hvorover de begge har rådighed. Kvinden erhverver sig ret til at have medrådighed over det, manden erhverver, derved, at hun af kærlighed til ham opgiver sit eget erhverv og skaber et hjem for ham. Jeg har hørt mænd sige, at det var dog lovligt hårdt at skulle lade en anden have medrådighed over det, man udelukkende selv, havde erhvervet. Men er det ikke nok saa hårdt at skulle opgive den virksomhed man er i færd med, som man måske interesserer sig levende for og ofre alle sine kræfter - åndelige som legemlige - på at passe de tusinde forskelligartede, ofte højst trættende småting, hvoraf en moders og husmoders pligter består? Og det er jo det, kvinden maa gjøre, når hun indgår ægteskab. (Jeg tænker her paa de kvinder, som er opdragne til selvstændig virksomhed; i fremtiden forhåbenlig flertallet). Nej, lad os være enige om, at kvinden til løn for sit arbejde ikke kan nøjes med mindre end: medrådighed over alt og alle i det fælles hjem og over, de indtægter, for hvilke det føres.

Efter A. B. W.s mening støder fælleseje imidlertid paa uovervindelige praktiske vanskeligheder. Som exempel nævner han en læges virksomhed, og siger - hvad der er meget sandt, - at det vilde skade hans gerning, når hustruen, skulde blande sig i hans behandling af patienterne. Men hvem har også tænkt paa det? Det er over hans indtægter, hun skal have medrådighed, ikke over hans patienter! På hvad måde han vil drive sit erhverv, må blive hans egen sag, der kan hun kun have en rådgivende stemme. Om han vil være praktiserende læge, specialist eller læge paa et hospital, må blive hans sag ligesaa vel som hustruen må have lov til, hvis hun kan overkomme at have noget hjemmearbejde, selv at bestemme, om hun vil sy for en forretning, eller undervise et hold børn e. a l. Men det, ægtefællerne hver for sigfortjener, skal gå ind i en fælleskasse, over hvilken de har lige rådighed. Dette er meningen med fælleseje.

I handelsforhold indtræder jo rigtig nok den store vanskelighed, at manden ofte er nødt til at risikere store summer af fællesformuen, og på den anden side kan det hæmme hans virksomhed, når han ikke har frie hænder til at handle. Men kan vi ikke slippe over denne vanskelighed ved, at hustruen, når hun har tillid til sin mand, giver ham en fuldmagt, så vil, det ene rigtige være, at handelsfolk altid indgår ægtepagt, hvorved forholdene ordnes således, som det passer for handelsfolk At en, så gavnlig reform som indførelsen af fælleseje, skulde forhindres, fordi den ikke kunde afpasses efter handelsforhold; vilde være i høj grad uretfærdigt mod hele det øvrige samfund.

Indførelsen af virkeligt fælleseje i den danske lovgivning (nu har, ægtefæller kun fælleseje af navn) vilde også have det gode ved sig, at lovgivningen blev på den historiske grund og udviklingen kunde foregå ganske roligt, ikke i spring. Hvis vore lovgivere ikke vover med et slag at indføre fælleseje, så lad os begynde med at afhjælpe de føleligste mangler. Hr. Elberling foreslår i en artikel i Kv. og Sf for 1888 (side 244), at vi skal begynde med følgende bestemmelse: "en mand kan ikke uden hustruens samtykke sælge, bytte eller pantsætte fast ejendom, optage lån eller indgå kavtion o. s. v.", og allerede det vilde være ikke så lidt vundet, selv om det kun vilde være det første skridt paa vejen. "En troende" mener, at "forbindelsen mellem de civiliserede nutidsstaters sæder og indretninger" er for inderlig til, at vi vil kunne gå vore egne veje i ægteskabsspørgsmålet. Når jeg har villet sætte mig ind i de andre landes ægteskabslovgivning, har det altid faldet mig saa svært fordi ligeså mange lande, der var, ligeså mange ægteskabslovgivninger skulde jeg sætte mig ind i: Frankrig har én, England en anden, Portugal en tredje, og i Tyskland er der omtrent ligesaa mange ægteskabsordninger, som der er stater. Skulde Danmark da ikke også have selvstændighed nok til at blive i det historisk-nationale spor og der ud fra finde en ordning, der på samme tid fyldestgjorde retfærdighedens krav og passede for folkets ejendommelighed?

Jeg har i det foregående søgt at påvise, at indførelsen af særeje ved lov, samtidig med at bestræbelserne rettedes paa at gøre kvinden økonomisk uafhængig ved at frigøre hendes arbejdskraft fra hjemmet, kun kunde føre til ubodelig skade for hjemmet og børnene og derigennem for hele samfundet!

Jeg finder derfor, dr. St. har haft ret i at advare os mod at lede udviklingen ind i det spor og i at tilråbe os et: bliv på den historiske grund! Og jeg råder alle, som forstaar hjemmets betydning for den opvoksende slægt, til at arbejde for, at det kan gøres muligt for stadig flere og flere kvinder at blive i hjemmene og bruge sin arbejdskraft der, ikke alene i de bedre stillede klasser men i alle samfundsklasser og at hun i hjemmene kan få en værdigere stilling end den, hun nu har derved at hun får lovfæstet medrådighed over det fælles hjem og de fælles børn.

Et lille ord kunde jeg have lyst til at henvende til dem, der nok har en vis forståelse for kvindesagen, men som er bange for, at dens tilhængere skal gå for vidt.

Når disse taler om kvindens valgret, det være sig kommunal eller politisk, siger de altid: "Ja, at den får valgret, det kan vi finde os i, men den gifte skal blive ved hjemmet og passe børnene; hjemmet lide altfor meget, hvis hun skulde befatte sig med den slags ting"

Målet - at værne om hjemmet - er meget godt, midlet derimod forfejlet. Det er nemlig saaledes at hvis man taler med kvinderne om ægteskabslovgivningen, vil man i reglen finde, at de gifte kvinder holder paa fælleseje og de ugifte paa særeje. Men indførelsen af særeje kan kun få betydning for hustruen, når hun er økonomisk uafhængig, og vi har set paa - hvilke vilkår hustruens økonomiske afhængighed ene kan nås. Fik de ugifte kvinder nu valgret og gifte ikke, fremmedes derved i høj grad de ikke konservative interesser. Den gifte kvinde vil altid være lydhør overfor det i lovforslag, som skader hjemmet og børnene, fordi hun har livserfaringen på det område. Men det er intet konservativt standpunkt, ikke at ville give de konservative elementer i samfundet stemmeret, men derimod give den til de radikale. . .

Hvad det angår med tiden, da håber jeg nok at den gifte kvinde altid må kunne få så megen tid, at hun kan overkomme at afgive sin stemme på en valgdag, ellers vilde vist hjemmet lide under det på en anden måde, ti var hun så overlæsset, er jeg bange, hun sløvedes helt i det daglige slid.

Astrid Stampe.

Den ovenfor førte Forhandling om Hustruens Retsstilling ønsker vi gjerne fortsat. Det er et af de Punkter, hvor Lovændringer utvivlsomt vilde kunne opnaas og vel ogsaa er paatænkt; men det vilde være uheldigt, om Spørgsmaalene kom frem paa Tinge, før Kvinderne i alt Fald har taget bestemt Parti, selv om de ikke er indbyrdes enige.

Vi opfordrer herved enhver Kvinde med Mening om de to ovenfor særlig behandlede Spørgsmaal: Fælleseje eller særeje og Hustruens erhverv - og først og fremst gjælder vor Opfordring de gifte Kvinder - til at meddele os denne Mening, ligegyldigt i hvilken Form, vi skal da samle og bearbejde disse Udtalelser og meddele saa meget af dem som muligt. Ingen Navne behøver at komme frem.

Om Hustruens Erhverv ønsker vi forøvrigt Ogsaa selv at udtale os, da vi ikke er ganske enige, hverken med Dr. Starcke, eller Fru Astrid Stampe.

Red.