Den Kjærlighed! den Kjærlighed!
af Anne Charl. Leffler.
Fru Leffler har før fortalt os om „den Kjærlighed” - mange Gange. Hun har fortalt os om „den tilgivende Kjærlighed” - som „demoraliserer”, og om den fordringsfulde Kjærlighed, som, netop fordi den er stor, bliver nøjsom, - om den Kjærlighed, som kun er en flygtig Sanserus, og om den store, strænge Eros, som tvinger Mennesker i Knæ. Og vi har al Tid helt ud forstaaet hende: følt hendes Skikkelser som Ben af vore Ben og Kjød af vort Kjød og klart og sikkert fattet, hvad hun vilde sige os med dem. For i Reglen har hun villet sige noget bestemt med, hvad hun skrev, og ikke blot i olympisk-sorgløs Leg forme Leret til Billeder.
„Den Kjærlighed”, Fru Lefflers ny lille Stykke, er ikke saa klart; det tilsteder, i al sin harmløse Munterhed, forskjellige Fortolkninger. Fra én Side er det bleven opfattet som „en vittig og træffende Satire over det Sædelighedspræk, som i nogle Aar har oversvømmet de nordiske Lande”, og fra en anden Side som „en Lovprisning af den sunde, ægte menneskelige Kjærligheds Magt til at faa Bugt ogsaa med usunde gammeljomfruagtige Emancipationsgriller og misforstaaede moralske Doktriner”.
Mon noget af dette har været Meningen? At den samme, der har skrevet „Sande Kvinder”, skulde skrive en Satire over „Sædelighedspræket”, og det oven i Kjøbet i Form af en Farce, forekommer os i højeste Grad usandsynligt. Havde et saa afgjørende Brud med Fortiden fundet Sted, vilde det sikkert have givet sig Udtryk paa anden Maade.
Og at Stykket skulde være en Lovprisning af den ægte Kjærligheds Magt - det finder vi heller ikke rimeligt. Der havde næppe behøvedes en Stormagt som Kjærligheden til at faa Bugt med den lille Vendlas Principer, som slet ikke var gaaet hende over i Blodet. Og Fru Leffler har før sunget Kjærlighedens Lovsang med en helt anden Klang.
Den Kjærlighed, hun har lovprist, det har ikke været den blindt tilgivende Kjærlighed - den virker Fald, snarere end Oprejsning, siger hun - og heller ikke den Kjærlighed, som er fælles for Kvinder og Hunde. I „Sande Kvinder” siger Berta: Nu er det ikke længer Kvindens største Dyd at ligne Hundene.
Fru Bark: Hundene! Men Berta dog!
Berta: Ja, netop Hundene. Jo mer man slaar dem, jo mer hengivne bliver de -
Nej, den Kjærlighed, hun har lovprist, det er den, der tvinger et Menneske til at gjøre det bedst mulige ud af sig selv og af den, man elsker, - og ingen har som hun været klar over, at Kvindens Personlighed, ligesaa lidt som Mandens, lever af eller for Kjærligheden alene.
Og de „Fordringer”, som Kjærligheden faar Bugt med hos Vendla, dem ønsker Fru Leffler, saavidt vi af hendes tidligere Bøger kjender hende, ingenlunde udryddede.
Vendla vil ikke tage sig af Husholdningen. Ulla Rosenhane i „En Sommersaga” lavede næppe nogensinde en Kop Kaffe i sin Mands Hus, endsige mere, men gjorde det Arbejde, der laa for hendes Evner, og som ikke kunde enes med Huslighed. Vendla vil have sit eget Værelse. Ulla havde to. Hun vil have Ægteskabskontrakt. Om Ulla havde en saadan, véd vi ikke; men sikkert er det, at hun havde Raadighed over de Penge, hun fortjente ved eget Arbejde - skjønt Lov af 7de Maj 1881 ikke gjælder i Norge. - Og Fru Bark skulde haft Ægtepagt med sin Mand, men „forlangte ikke bedre end at lægge sin Skæbne i hans Hænder” - og kom saa ogsaa til at tage imod „Tiggerstaven af hans Hænder”. - Endelig fordrer Vendla, at hendes Mands Liv skal have været rent. Som absolut Betingelse for Ægteskabet vil vel ingen forlange dette opstillet - vi ligesaa lidt som Bjørnson eller Fru Leffler - men at et Spørgsmaal eller en Forklaring, som gjør Spørgsmaalet overflødigt, selv i „et saa fint og ømt Øjeblik” som den første Tilstaaelses kan være naturlig, det viser Fru L. os selv i „Sande Kvinder”, hvor Wilhelm, da han første Gang kysser sin elskede, gribes af Skam over sit tidligere Liv og føler sig drevet til at tale til hende om det. Og ogsaa Rudolf her i Stykket har sit svage Øjeblik, da han siger: „Og tror Du ikke, Jeg vilde give ti Aar af mit Liv, for at kunne sige Dig det, Du ønsker. Min Gud, hvilken Lykke vilde det ikke have været!”
Naar vi saaledes ser Fru Lefflers ny Stykke i Sammenhæng med hele hendes tidligere Digtning, forekommer det os ikke rimeligt, at hun med det har villet lovprise en Kjærlighed som Vendlas og Rudolfs, der lige saa godt kan være Begyndelsen til et Ægteskab à la Hr. og Fru Barks som til noget bedre - heller ikke, at hun har villet de Grundsætninger til Livs, som bærer hendes tidligere Værker.
Man har vist taget noget for haandfast paa det lille Stykke. Mon dets Forfatter har villet andet end nu for en Gangs Skyld med Spøg og Latter ramme de „sande Kvinder”, som ikke er mindre uselvstændige og slaviske, ikke mindre oplagte til „den gamle Promenade omkring den varme Grød”, fordi de hænger nogle „emanciperede” Talemaader paa sig? Og saa le lidt med det samme ad Kvindesagsdamerne, der som andre dødelige har deres komiske Side, og ad de Misgreb, som let kan gjøres, hvor noget nyt skal frem, og ad den mandlige Styrke - her lig med Voldsomhed - der gaar af med Sejren, ganske som i de gamle Dage, da man ikke kjendte noget til Kvindesag. Mon Fru Leftler har villet andet?
Ja, vi indrømmer, at andre Fortolkninger er tænkelige. Men denne er den eneste mulige, naar man betragter Fru Lefflers nyeste Bog som en Fortsættelse af hendes tidligere Produktion og ikke som en Nybegyndelse. Dette haaber og tror vi, den ikke er.
