Den sidste danske Skole i Sønderjylland.

Da Erik Skrams „Hinsides Grænsen” for nogle Aar siden udkom, vakte det Forundring hos mere end én, at han i sin Skildring af Haderslev ikke med et Ord omtalte Frk. Taubers Pigeskole, den eneste danske Skole, der den Gang endnu existerede i Sønderjylland. „Der er Latinskole i Haderslev, og den er naturligvis tysk”, skriver han og fortæller om en Moder, der sagde til ham: „Jeg tror ikke, at nogen Dreng har grædt saa meget som min. Han er syg næsten hver Dag, naar han kommer fra Skole”. Havde her ikke været Anledning til at fremhæve, at de danske Pigebørn endnu havde en Skole, hvor de kunde ,tale og synge Dansk af Hjærtens Lyst, og som de da ogsaa søgte til baade fra By og Land, ofte uden at sky en Skolevej paa over en halv Mil?

Nu er imidlertid ogsaa denne, den sidste danske Skole, lukket, og Pigerne maa som Drengene „høre og gjentage forsætlig tilrettelagte Forsmædelser mod deres Hjærtes Fædreland”, Men at de forskaanedes for dette nogle Aar længere end Drengene, skylde de Frk. Tauber. Som hun var den første, der havde en dansk Skole der nede efter Krigen 1864, saaledes var hun ogsaa den sidste, der blev tilbage. Hun holdt ud, saa længe det paa nogen Maade var muligt, og gik først, da alle Veje var blevne stængede for hende.

Naar Frk. Tauber saaledes blev der nede, længe efter at alle andre var blevne enten trætte eller nødt til at drage bort, saa er dette maaske saa meget mere beundringsværdigt, som det egentlig ikke fra først af var nogen stor Begejstring, der førte hende til Sønderjylland. Hun, der med sin sandhedskjærlige Natur vilde være den sidste til at tillægge sig en Bevæggrund, der den Gang var hende fremmed, siger selv ganske simpelt om Aarsagen til, at hun tog derned: „Under et Besøg hos mine Slægtninge i Haderslev viste det sig, at der kunde være Trang til en Pigeskole for de danske Embedsmænds Børn, og jeg, der nu syntes, jeg havde lært og set meget godt, som kunde gjøre Undervisningen frugtbringende og glædelig, fik Lyst til at prøve mine Kræfter”. Ganske vist havde hun stor Sympathi for den sønderjyske Sag og havde været stærkt grebet af Krigen 1848; men sikkert har - hvilket Frøken Henriette Skram ogsaa fremhævede i sin Omtale af hende i „Sønderjysk Samfund” den 9de Februar 1888 - hendes Hovedgrund været, at hun ønskede en selvstændig Virksomhed med større Lejlighed til at udfolde alle sine personlige Gaver og Kræfter, end der kunde gives hende som Lærerinde hos andre.

Skolen, som begyndte i Foraaret 1863, og i hvilken der optoges baade danske og tyske Børn, - man arbejdede nemlig den Gang paa at sammensmelte de danske og tyske Elementer - voksede hurtig op og gik sin rolige Gang, indtil Begivenhederne i 1864 forandrede alt. Det viste sig snart, at tyske og danske Børn ikke kunde undervises sammen under disse Forhold. Vel kunde Frk. Tauber forhindre, at Stridighederne kom til Udbrud i selve Skolen; men til Gjengjæld udfægtedes de paa Hjemvejen, og Tilstanden blev baade for Lærerinder og Elever utaalelig ved det Baand, der lagdes paa hver Ytring. Efter Tabet af Als udmeldtes rigtignok de tyske Børn, og dette Tryk borttoges saaledes; men samtidig udvistes de fleste danske Embedsmænd, Skolens Venner og Støtter, og det saa ud, som den maatte opløses.

Mange havde vel i Frk. Taubers Sted fulgt de andre danske. En saadan Virksomhed som den, hun havde tænkt sig, var det nu umuligt at faa her nede, medens hun, der stod i sin fulde Kraft, med Lethed kunde have fundet en lignende mange andre Steder Da viste det sig imidlertid, at hun i den korte Tid var vokset fast til Sønderjyllands Sag; havde hun end, før hun kom derned, maaske lige saa godt kunnet tage et andet Sted hen, hvor der havde været Brug for hende, saa var det nu det eneste Sted, hvor hun vilde være, hvis hun paa nogen Maade kunde faa Lov dertil. Og som næsten altid, naar Mennesker for Alvor ville noget, fandt hun Hjælp hos andre. En dansk Familie (Apotheker Aggersborgs) optog hende nemlig i deres Hjem, og støttet paa denne Maade saa hun sig i Stand til at fortsætte Skolen, rigtignok med et saa langt ringere Elevantal, at den Lærerinde, hun havde haft til Hjælp, maatte rejse bort.

Hjemmetyskerne taalte den lille Skole, der holdtes i en Bagbygning, fordi de mente, den snart vilde dø af sig selv. Men de glemte at tage den livskraftige Personlighed, der stod i Spidsen for den, med i Beregningen, saa vel som mange Danskes Villighed til at støtte med mere end Ord det, de elskede. Skolen voksede atter; endnu var der mange danske Familier tilbage, og snart kunde Frk. Tauber flytte fra Bagbygningen til et stort, frit liggende Hus paa Byens største Plads. Her maatte hun senere leje en Lejlighed til, ligesom hun ogsaa maatte tage en og efterhaanden flere Lærerinder til Hjælp.

Naar Tyskerne mente, Skolen snart vilde ophøre, var det som sagt, fordi de ikke kjendte Frk. Tauber og særlig ikke den Side af hendes Natur, der maaske var den stærkeste: Evnen til at udvikle sig sammen med Forholdene, bøje sig for dem og rette sig efter dem i alt, hvad der var det mindre væsentlige i Forhold til Hovedsagen, opgive alle personlige Ønsker og Tilbøjeligheder, der kunde staa i Strid med det ene, der nu virkelig var blevet hendes Livssag: at bevare en dansk Skole for de danske Piger.

De Børn, hun i Kjøbenhavn havde undervist, havde udelukkende tilhørt dannede Hjem, og det var for saadanne, hun her havde haft i Sinde at oprette en Skole. Derfor maa det betragtes som et ikke ganske ringe Offer af Interesser, Smag og Tilbøjeligheder, som hun bragte, da hun efterhaanden omdannede sin Skole, der tidligere var bleven kaldt „den aristokratiske”, til en Skole for selve „Folkets” Børn, baade fra By og Land, men et Offer, som hun bragte med Glæde, fordi det gjaldt det underordnede.

Som alt i hendes Virksomhed skete det imidlertid ikke pludselig, med ét Slag, men efterhaanden, ganske jævnt og stille. En Tid lang gik saaledes i Skolen Døtre af de danske Embedsmænd og andre bedre stillede Familier, der endnu var tilbage, - hvoraf nogle var fra endog særlig dannede Hjem -, og sammen med dem optoges de mindre Borgeres og Bøndernes Børn, saa at Skolen paa den Tid i høj Grad nærmede sig det Ideal af en blandet Skole, som saa mange af os have; - kun selve Almuen manglede og maatte mangle; her som i saa mange andre Forhold maatte den fattige bøje sig under det, som den bedre stillede kunde modsætte sig.

Efterhaanden, særlig efter Krigen 1870, drog imidlertid flere og flere af de bedre stillede Familier bort; hos de faa, der blev tilbage, voksede Børnene til, og Skolen blev nu en slet og ret „Borgerskole” med aldeles forsvindende Elementer fra de højere Lag. I det alt nævnte Foredrag af Frk. Skram siger denne herom: „Det er noget, der i mine Øjne taler saa stort for hendes Hjærte og Forstand, at hun, Kjøbenhavnerinden, tilhørende Hovedstadens nationalæsthetiske Kredse, med det ganske ejendommelige Præg, de fleste af os mindes, forstod at se til Bunds i Sønderjyllands ægte sunde og sande Dannelse og Dannelses Trang, kom end begge til Syne under Former, hun ikke forud kjendte. Da hun nedsatte Skolebetalingen, aabnede sit Skolehjem for Landboeres, Haandværkeres og Handlendes Børn, da begyndte først ret egentlig hendes Indflydelse og Betydning i Haderslev, da smeltede hun sammen med den danske Befolkning og blev ét med den”.

Paa denne Tid, nu da hun var kommen i Berøring med den egentlige sønderjyske Befolkning, var det altsaa, at hendes Skole fik sin store Betydning og tillige det ganske ejendommelige Præg, som en Skole under de Forhold absolut maatte faa. Her en lille Skildring af den, saaledes som den var, indtil Forholdene efter 1880 atter forandredes:

Noget over hundrede Børn, fordelte i sex, syv Klasser, undervistes af Frk. Tauber selv, to Lærerinder - som hun, saa længe det tillodes hende, fik fra Kjøbenhavn, fra Frk. Zahle, af hvem hun selv først rigtig havde lært at forstaa Betydningen af en Lærerindes Gjerning, og til hvis Skole hun stadig var knyttet med meget stærke Baand - flere Hjælpelærerinder, (tildels tidligere Elever) den danske Præst og en og anden Lærer fra den den Gang existerende danske Realskole. Da Skolen stod under Tilsyn af den tyske Øvrighed, stilledes der fra dennes Side forskjellige Fordringer med Hensyn til Undervisningen i det tyske Sprog og Tysklands Historie og Geografi, som Frk. Tauber gjorde sig al mulig Umage for at opfylde. Hun havde i sin Barndom gaaet i en tysk Skole og havde derved faaet en Færdighed i at tale Tysk, som vanskelig erhverves ved blot at „tage Timer”; hun var saaledes bedre end mange andre i Stand til at gjøre, hvad der forlangtes. Hun gjorde i det hele alt for at gjøre sin Skole saa god som muligt og vandt derved i høj Grad de skolekyndiges Agtelse. Den tyske Provst, der en Del Aar var Tilsynsmand, var meget imponeret af, at han ved Examinerne kunde faa Lov til selv at overtage Overhøringen i et eller andet Fag og examinere, hvor han vilde, i det opgivne Pensum. Det var noget andet, erklærede han (ikke til Frk. Tauber, dertil var han for meget Tysker,) end” den Humbug, han var vant til fra Byens tyske „Töchterschule”. - Men havde hun saaledes opfyldt alle de Krav, der stilledes eller kunde stilles til hende, saa benyttede hun forøvrig den Frihed, hun den Gang virkelig for en Del havde, til at lære Børnene det, hun vilde have en Skole for at lære dem: dansk Historie og Literatur, danske Sange osv., - og gaves der hende ikke Frihed nok, saa tog hun sig den, hvor hun blot kunde komme til. Forsigtig og besindig som hun i Reglen var overfor alt, som mulig kunde skade Sagen, var hun dog ikke bange for at vove lidt, hvor det gjaldt noget virkeligt. Saaledes var det f. Ex. forbudt at undervise i Danmarkshistorie i Skolen; Danmark maatte kun komme med som et meget lille Led af Verdenshistorien eller den tyske Historie. Men naturligvis undervistes der alligevel deri; hvad skulde man ellers have en dansk Skole for? Nu kunde man have ladet være at examinere deri til Examen. For Frk. Tauber var det imidlertid ikke noget uvæsenligt, at Forældrene ved denne aarlige Prøve, som alle de danske var levende interesserede i, hørte, hvad deres Børn vidste om Fædrelandet, og altsaa examineredes der deri, medens en god Ven var anbragt ved Døren for at give Melding, om en mindre venlig sindet skulde vise sig. Skete dette, sprang man midt ned i den tyske Historie, uden at Børnene, der var vante til den Slags Spring, lod sig forbløffe. Ligeledes var det forbudt at bruge danske Sangbøger, eller Digtsamlinger. Børnene havde dem dog og brugte dem; men de gjemtes i Skuffer og Skoletasker; paa Bordet maatte de ikke komme. Et Par Gange var det nær gaaet galt, saaledes da en af disse forbudte Bøger ved en Examen blev fundet af den tyske Provst, og ved en anden Lejlighed, da den samme Provst ved at blade i et Atlas opdagede, at den gamle Grænse mod Tyskland var afsat paa Danmarkskortet. Den Gang gik han meget vred bort; men da Frk. Tauber senere kom til ham for at søge at faa Sagen ordnet, blev han saa glad over tilfældigvis at opdage, hvor hjemme hun var i den tyske Literatur, at de skiltes som de bedste Venner efter i Forening at have reciteret Schillers „Lied von der Glocke”. Kun maatte Frk. Tauber love, at Danmarkskortene skulde tages ud af Atlasserne, hvilket ogsaa skete, - hvorefter de blev klæbede paa Pap og saaledes benyttede.

At en saadan Omgaaen af Sandheden og Arbejden paa at vildlede Myndighederne, som under andre Forhold maatte have virket absolut demoraliserende paa Børnene, dog ikke havde nogen skadelig Indflydelse, skyldes dels de ejendommelige Tilstande, dels den sandhedskjærlige Aand, der i alt andet herskede i Frk. Taubers Skole. Om denne Sag taler Frk. Skram udførlig i sit Foredrag og siger blandt andet: „Det vilde jo under andre Forhold være lidet priseligt, om Børn og Lærerinder var i en saadan Forstaaelse med Hensyn til at dupere en Skoledirektør eller Kommission, at de f. Ex. kjendte de paagjældende. og ved Examinerne havde aftalte Tegn, saaledes at de forbudte Bøger i en Fart kunde komme i Skjødet og de forbudte Æmner ombyttes med det tyske Riges Geografi eller lignende. De, som leve under lykkelige Forhold, have næppe helt Forstaaelsen af, hvad det vil sige at leve i Fjendens Lejr; vi have undertiden svært ved at forstaa, hvorledes den Aarvaagenhed, den Fortielse, den Snildhed, der under andre Forhold var af det onde, her maa bruges mod det onde; vi maa lære derovre fra at forstaa, at som man i Krigstid skjuler sine kjære, skjuler sit Gods for Fjendens Efterstræbelser, saaledes maa de her skjule det bedste i deres Liv for dem, der med Vold eftertragte det”.

Saa længe Provsten havde Tilsyn med Skolen, vedblev han at holde sin Haand over den. Da der en Gang var Tale om den i Skolekommissionen i Anledning af et Andragende fra Frk. Tauber, og de øvrige Medlemmer erklærede, at det var en Skole, de aldeles ikke yndede, fordi den virkede mod Staten og Regjeringen, og som de vilde berøve al Hjælp, for at den kunde gaa til Grunde, sagde han, at efter hans Mening var det ogsaa en Fejl, at den havde faaet Lov at bestaa; men da den nu en Gang gjorde det, skulde den behandles paa samme Maade som de andre Skoler. Den havde altsaa forholdsvis blide Kaar under hans Regimente, og Frk. Tauber kunde, siger hun selv, „med Sandhed takke ham for humant Tilsyn”, da hun i 1880 sagde ham Farvel.

Frk. Tauber var en livlig Natur og havde et i mange Henseender mærkelig ungt Sind, der forstaaende kunde gaa ind paa alt, hvad der glæder Børn og unge. Var det en straalende Solskinsdag tidlig paa Aaret, hvor man endnu ikke er forvænt, men hilser enhver saadan Dag med Glæde, saa kunde det hænde, at Børnene, naar de kom i Skole, blev sendt hjem igjen for at hente Proviant, hvorefter store og smaa gik ud i Skoven for at lege Røvere, - og under Legen og Opholdet derude meddelte noget af Frk. Taubers Kjærlighed til Blomster og den fri Natur sig til Børnene. At de var ganske lærevillige Elever, ogsaa i denne Henseende, viste sig til Frk Taubers Fødselsdag, da Skolen hvert Aar blev pyntet med Blomsten, ordnede med en Smag, der ikke er ganske almindelig blandt Børn. Ikke alene Døre og Vægge, men hver eneste Gjenstand fik sine Blomster eller Vedbendranker, endogsaa Kakkelovnen, „den staar ellers og ser saa mørk og kjedelig ud”, sagde de. Kun det store Tysklands Kort hang bart og trist uden saa meget som et grønt Blad. Om Aftenen blev Kransene tagne ned og baarne ud paa de danske Soldaters Grav. „Det er galt”, sagde den forsigtige, danske Præst, „det bliver altsammen skrevet op og anvendt mod Dem” ; men Frk. Tauber, som trolig overholdt, hvad Provsten i sin første Samtale havde bedt hende om: ikke at fanatisere Børnene - „Det vilde jeg for deres egen Skyld aldrig gjøre”, svarede hun ham, - vidste, at Børns Følelse maa have Lov at skaffe sig Udtryk en Gang imellem, og hun lod dem gjøre det. Om Sommeren var der Skovture, større og mindre; undertiden kjørte man i et langt Vogntog til Skamlingsbanken, og her, paa den anden Side af Grænsen, kunde Børnene trække Dannebrogsflagene frem og synge den strængt forbudte „tapre Landsoldat”. Om Vinteren plejede Frk. Tauber at samle de ældste Elever en Aften om Ugen og læse højt for dem. Ogsaa dette voksede fra en lille Begyndelse op til noget større. Blandt Eleverne fra det øverste Parti var der en Tid kommet en mindre god Tone, og for at modarbejde denne lod Frk. Tauber dem altsaa komme til sig af og til. Da det lod til at falde i god Jord, udvidedes det, og tilsidst kom til disse Aftener baade tidligere Elever og Forældre, saa det var en temmelig betydelig Kreds, der samledes og Lyst til god Læsning vaktes hos mange. Ved Juletid havde de store Børn travlt med at lave forskjellige Ting til det Juletræ, som pyntedes til de fattige Børn i den danske Haandgjerningsskole og det dertil knyttede Asyl; alt, hvad Frk. Tauber selv brød sig om, forstod hun saaledes at drage Børnene ind i Det var som sagt forholdsvis lyse og gode Tider den Gang, og de øvrige danske Skoler rundt om: Drengeskolen i Haderslev, Skolerne i Flensborg og Aabenraa og flere mindre Privatskoler paa Landet bidrog til at styrke Haabet; man holdt gjensidig Modet oppe hos hinanden.

Da lukkedes disse Skoler en efter en ved Bestyrernes Død eller Fratrædelse, idet det nægtedes at lade dem gaa over til ny Bestyrere, og overfor Frk. Tauber begyndte man nu ogsaa at optræde paa en lidt anden Maade end tidligere. Først lod man hende vide, at hun nu ikke mere kunde antage Lærerinder, som ikke havde underkastet sig tysk Examen. Dette nedslog imidlertid ikke paa nogen Maade hendes Mod. Med den virksomme Energi, der var hende egen, fik hun et Par sønderjyske Piger, der var uddannede i Kjøbenhavn, til at tage den tyske Examen, saa Fordringen kunde opfyldes, og Skolen dog vedblive at være dansk. Men saa kom Kredsskoleinspektør Stegelmann til Haderslev og overtog Inspektionen ved Skolen, og med ham kom der et nyt og strængere Regimente, Den første Gang, han inspicerede, var Dagen før Sedandagen, Tyskernes store Festdag. Da han gik, sagde han meget høflig, at han vilde tillade sig at komme igjen næste Dag og overvære Festligheden i Skolen. Med stor Aandsnærværelse bad Frk. Tauber ham, om han da ikke selv vilde tale til Børnene, hvilket han beredvillig lovede. Herved var en alvorlig Fare undgaaet. Denne store Festdag plejede man nemlig ellers at fejre paa den Maade, at Frk. Tauber ganske kort fortalte Krigens Gang, hvorefter der blev sunget nogle Salmer, og denne ”„Feier” vilde næppe have vundet Tyskerens Bifald. Nu kom han altsaa og holdt en Tale, hvori Preusserne fremstilledes som Guds udvalgte Folk, der, uforberedt og intet anende som det var, af Herren beskyttedes mod Frankrigs lumske Overfald, hvorfor der ogsaa denne Dag kun var én Følelse, der besjælede alle, som havde den Lykke at høre til det store tyske Rige: Glæde og Stolthed over dets Sejr. Det var andet, end hvad Børnene ellers var vante til at høre, og bagefter raste de derover; men de vidste for godt, hvor meget Skolens Ve og Vel afhang af deres Opførsel, til at de med en Mine skulde have ladet sig mærke med, hvad de tænkte.

Snart kom der nu en ny Skoleplan: 12 Timer Tysk ugentlig for hver Klasse, og Historie og Geografi skulde læres paa Tysk efter preussiske Lærebøger. Danmarkshistorie var der nu ikke Tale om at kunne lære i Skoletiden; men Børn og Lærerinder blev enige om at læse den i Fritiden, og ingen klagede over, at der paa den Maade gjordes Indgreb i denne.

Det var svære Tider, og nogle Aar efter skulde de blive endnu sværere. Stegelmann ytrede ved hvert Besøg sin Utilfredshed med, at Børnene ikke talte godt nok Tysk. Trods alle alvorlige Anstrængelser kunde dette naturligvis ikke blive anderledes, hvor Talesproget i Skolen og Hjemmet var Dansk. Da besluttede Frk. Tauber, som var rede til alt for at bevare Skolen, der jo dog vilde vedblive at være dansk, hvor meget Tysk der end klistredes paa den, at tage en virkelig tysk Lærerinde, som kun kunde tale Tysk, og hun fik en saadan i en Nassauerinde, uddannet i Hannover og opfyldt af Beundring for Preussens Storhed og Vælde. Hende maatte Frk. Tauber optage i sit Hjem, maatte lægge dette Baand paa det daglige Samliv mellem sig og sine danske Lærerinder; men det var jo for at redde Skolen, og saa var intet for svært.

Skolens Undergang var imidlertid allerede besluttet; man ventede kun paa, at der skulde findes et Lokale til den ny „Mittelschule”, man vilde oprette i dens Sted, saa længe fik den Lov at bestaa.

En smuk Dag kom Frk. Tauber endnu til at fejre i sin Skole paa dennes 25aarige Fødselsdag den 13de Februar 1888. Uden at hun anede det, var der i Stilhed forberedt en smuk Fest. Store og smaa kappedes om at vise hende deres Taknemmelighed; fra „Sønderjysk Samfund” overraktes der hende en Adresse, og fra Elever og andre, der i Tidens Løb havde staaet i Forbindelse med hende og Skolen, en Pengegave. Hun skriver selv om denne Dag: „Det var en Fest, som jeg aldrig glemmer, og som kastede sit mildnende Skær over den strænge Tid, der stod tilbage”.

Det var det sidste Solglimt før Uvejret. Skoleinspektøren kom til et nyt Besøg, og for at have et Paaskud til det, som jo allerede var besluttet, forlangte han. at Børnene i den øverste Klasse skulde synge „Heil Dir im Siegeskranz”. Da de ikke kunde, hvilket han vel vidste, sagde han, at en saadan Skole, som ikke kunde den preussiske Nationalsang, ikke fortjente at bestaa, og stormede bort, efterladende Børnene grædende og i den Tro, at det var deres Skyld, Skolen skulde lukkes.

Lukket blev den da, efter at den sidste Examen var holdt i Foraaret 1888; men Frk. Tauber var endnu ikke slaaet til Jorden. Hun havde noget af Antæus' Kraft og rejste sig atter, hver Gang de troede at have faaet Bugt med hende. Sammen med en af de Lærerinder, der havde været ved Skolen de sidste Aar, vilde hun nu undervise de konfirmerede Pigebørn, der var gaaede ud af Skolen; begge var preussiske Undersaatter, og Undervisning efter Konfirmationen havde der hidtil ikke været lagt Hindringer i Vejen for.

De begyndte; men otte Dage efter blev Frk. Tauber kaldt til Borgmesteren, som nedlagde Forbud mod hendes saakaldte „Selecta”, fordi hun manglede „Lauterkeit der Gesinnung in politischer Beziehung”. Endnu var det tilladt at undervise en eller to Elever ad Gangen, og dette gjorde de trolig Vinteren igjennem; men i Maj 1889 blev al Undervisning dem afgjørende forbudt.

Alle Ansøgninger til Ministeren og Kejseren var forgjæves, og Frk. Tauber var nu endelig tvungen til at opgive Kampen og drage bort som de andre.

I Erik Skrams Bog staar der et Sted: „Nogen Kraft maa der være i det lille Folk, der i en Sprogkamp som den, det tyske Rige byder sine underkuede Lande, i tyve Aar og mere næppe har veget saa megen Plads, som et Par tusende Embedsmænd og underordnede kunne besætte. Nordslesvigerne have ikke været ene om denne Kamp; de have haft det danske Rige bag sig; men det er dem, der have døjet Lidelserne. De have haft det daglige Slid og den evige Pine, og de have det endnu, og de holde ud”.

I denne Kamp med al dens Lidelse, Slid og Pine har Frk. Tauber trolig taget Del, og hun havde holdt ud til det sidste, hvis hun havde faaet Lov dertil.

Som Kilder til ovennævnte Fremstilling har Forf., foruden sine egne Erindringer fra en femaarig Virksomhed ved Skolen, ved de paagjældendes Velvilje haft Adgang til at benytte en Del Optegnelser af Frk. Tauber og et utrykt Foredrag af Frøken Henriette Skram, holdt i „Sønderjysk Samfund”.