« Tilbage til søgeresultaterne

Fælleseje med eller uden fællesråde?

Af: Fredrik Bajer

« Se emneord

Det er spørsmålet, som jeg gærne vilde stille til dem, der hævder principet: fælleseje.


Fælleseje er jo næmlig nu det bestående. Det er her i Danmark reglen, hvorunder ethvert nyt ægtepar går ind - stiltiende (dvs.: dersom der ikke sluttes ægtepagt). Men dette bestående fælleseje er forbundet med mandens eneråde. Når - for at bruge et udtryk af fru Agnes Gjørling (se dennes artikel i Kv. og Samf. Maj 1890) - „de kvinder, som ere opdragne til selvstændig virksomhed og véd, hvad det er at arbejde”, gifter sig, råder de ikke længer selv over, hvad de ejede inden ægteskabet, saa lidt som over, hvad de kommer til at eje under dette. Det gør manden. Den eneste undtagelse heri giver loven af 7. Mai 1880. Tilfalder der saaledes hustruen noget ved arv, da er det alene manden, som nu, efter denne ret, råder derover. Jeg kan ikke tro, at man virkelig ønsker, at manden fremdeles retslig skal være enerådig over fællesejet.


Fælleseje med fællesåade - det er vist nok, hvad de, der taler fællesejets sag, ønsker. Og deri er jeg aldeles enig med dem. Det er ægteskabets ideal i økonomisk henseende. „Det findes af sig selv i et godt ægteskab”. Disse fru A. Gr.'s ord om fælleseje alene, kan godt udvides til at gælde idealet: fælleseje med fællesråde. Og dersom loven kunde skabe idealet, gjaldt det kun at affatte en lov af dette indhold, ifald det var muligt


Men for det første kan loven ikke skabe idealet, men kun lægge til rette eller forberede midlerne eller vejen -hvad man nu vil kalde det - saaledes at den størst mulige tilnærmelse til idealet lettes.


For det andet anser jeg - og mange med mig - det for en uløselig opgave at affatte en lov paa grundlag af „fælleseje med fællesrade”. Hvad vil dette næmlig sige? At ingen af ægtefællerne skal have ret til at råde over noget af fællesejet, uden at begge er enige derom. Men - som justitsminister Nellemann sagde allerede den 28. februar 1876 i Folketinget - en mand kan virkelig ikke altid have sin kone ved siden af sig, når det gælder at underskrive en veksel eller sælge en ko til den eller den pris (således omtrent var meningen, om end ikke ordene). Fælleseje med en af ægtefællernes eneråde - det er muligt; ti det har vi. Særeje med særråde - det er også muligt; det har, så vidt vides, til almindelig tilfredshed, været gældende lov i England siden 1882, - og det er ikke det eneste sted, hvor man har erfaringen for sig i den henseende. Derimod kendes ingensteds „fælleseje med fællesråde”. En juridisk professor (Nordling i Upsala)har foreslaaet denne ordning paa nordiske juristmøder og i den svenske „Förening för gift kvinnas eganderätt”. Man har opfordret ham til at affatte sit forslag i lovform. Men hverken han eller nogen anden vides at have været i stand dertil*).


Ikke des mindre skal det stå fast, at fælleseje med fællesrade er idealet. „Det findes af sig selv i et godt ægteskab”. Men - med en ændring af biskop Balles ord - kan man sige: „erfaring viser, at ægteskaberne ikke altid er så gode, som de burde være”. Hvorledes bør loven da formålstjænligst indrettes for at lette ægtefællerne vejen til idealet: „fælleseje med fællesråde”? - „That is the question!”


At bevare mandens eneråde over fællesejet er at bevare et frø til ulykke i ægteskabet. Mandens eneret til at råde t. eks. over en rig arvings formue frister ham til at gifte sig af andre grunde end kærlighed. Alene den bevidsthed, at han kan, om han vil, skalte og valte vilkaarlig med fællesejet, og at hustruen derfor er den underordnede, - alene denne følelse kan skade den ægteskabelige lykke. Ægtefællernes ligestillelse i formueretlig henseende vil derimod fræmme så vel enhvers selvagtelse som den enes agtelse for den anden. De bør stå overfor hinanden som to selvstændige personer.


Ægtefællers formueretlige ligestillelse kan imidlertid kun bygges paa særeje med særråde som grundlag for loven; ti - som ovenfor antydet - må „fælleseje med fællesrade” anses for en lige saa uløselig opgave som cirklens kvadratur eller perpetuum mobile. (Og „fælleseje med særråde” vil kun være muligt paa et saa forsvindende lille område, at det ikke egner sig til almindeligt retsgrundlag).


Uden tvivl er „særeje med særråde” som udgangspunkt for loven ogsaa det, der sandsynligst - i de fleste Tilfælde - fører til „fælleseje med fællesraade” som endepunkt for livet Det er nemlig selve naturens ordning. Det naturlige er jo dog, at ægteskabet intet ændrer i formueretlig henseende uden ægtefællernes egen fri vilje. I det øjeblik, ægteskabet sluttes, ejer enhver jo sit, og råder enhver over sit. Lad da livet og ikke loven afgøre, hvilken ændring der skal gøres i denne naturens ordning! Er kærligheden og den gensidige tillid allerede ved ægteskabets stiftelse saa stor, at „de to” beslutter, at noget mere eller noget mindre af enhvers særlige skal være fælles, da bør Loven naturligvis tillade dem straks at gøre ægtepagt derom! Men lad loven ikke tvinge dem til den ene eller den anden ufravigelige ordning! Lad kærlighedens ild sammensmælte enhvers særlige til at blive fælles, om den kan. Loven kan det ikke; ti den er kold. Lige som „de karske ikke har lægen behov”, saaledes har de lykkelige i ægteskabet ikke loven behov. Dem skal loven tillade at indrette sig i formueretlig henseende „i frihed under ansvar”.


Loven er nærmest for de ulykkelige i ægteskabet. Dem skal loven værge så godt som muligt. Var alle ægteskaber lykkelige - med andre ord: alle ægtefæller „så gode som de


burde være”, ..... da behøvedes ingen lov. Det gjælder derfor: ikke at forveksle lov og liv, naar ovenstående spørsmål skal besvares rigtig.


*) Jfr. mit skrift -„Om ægtefællers formueretlige ligestillelse” (Kbh. 1885) under „Sverige”.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner