Blomster og Mennesker

En Foraarsbetragtning.

Fais-toi, fleur, pour éclore.

A. Musset.

Den, der ønsker at vide, hvor meget Mennesker bryder sig om Blomster, behøver blot at gaa en smuk Foraarsdag ind i en af vore Skove eller langs en Landevej. Han vil finde, strøet ud over Vejen, traadt i Støvet, plettet og knust, Blomst efter Blomst af dem, der lige er skudt op, og som i Morges maaske stod i straalende Friskhed inde mellem Græsset. Mere sart i Form, Farve og Duft end noget andet, Jordenejer, ligger de der - Følfod, Guldstjærne, blaa og hvid Anemone, og hvad nu alle disse Dejligheder kaldes, - i det modbydelige Vejstøv, skabte som de er for ren, kølig Skovluft, Solstraaler og Dug. Og de taler i deres tavse Visnen om, hvilke raa Barbarer disse Mennesker er, der med klodsede Fødder træder ned, der river af og kaster bort det, hvis Værd de ikke aner, og som de kun vil eje, saadan som de i Følge deres Rovdyrslyst trækker til sig og griber fat paa, hvad der kommer inden for deres plumpe Hænders Rækkevidde.

Den, der „seende saa” dette, vil ikke mere lade sig narre af Potteplanters Mangfoldighed i sin Næstes Vindue. Han vil vide, at de er der, fordi hans Næste mener, de hører med i Stuerne, ligesom græske Vaser paa Kakkelovnen eller en uundgaaelig, sixtinsk Madonna paa Væggen. Gartneren fylder ofte disse Vinduer hver fjortende Dag med fremmede Væsner, om hvis første Tilværelse, Væxt og hele Historie den tilfældige Ejer intet aner; som kommer, friske og yndige, for at forlade deres Plads, falmede, forsømte, misforstaaede. Og han vil prise hin ærlige, elskværdige, lærde Mand, der fortalte, at der var kun to Planter, kan kjendte:. Rosen og Violen, og som lod de andre ukjendte med Fred; han vil ogsaa faa en hel Del tilovers for alle gamle Tanter, hos hvem Hyldeblomstens blege Skønhed kun fremkalder Tanker om Forkølelse og Thepotte, og hvem Perikum minder om Brændevin.

Og dog hører alle disse, for hvem „Engen kun er Blegeplads, og Skoven kun er Brænde” til dem, Øhlenschläger kalder : „de arme Mænd, som uden salige Glæder kan - gaa Livet hen”. Og imellem dem, omtrent saa sjælden som den virkelige Kunstelsker eller den store Menneskeven, er det saa, at man pludselig møder en eller anden naturbegejstret Sjæl, - en, „hvem Duggen kan beruse”, en, der „kaster sig ned til Jorden for at kysse og tilbede al denne Dejlighed”, som gror op, hvert Foraar lige dejlig. Det er især mellem Digterne, de findes. Ikke som om Digterne alle var synderlig bedre end vi andre. Mange opdager slet ikke Planten, betagne af at skildre Mennesker, som de er. Hos andre ligger Rosen og Kjærminden og den bly Viol paa Bogens Blade som i et Herbarium: pynteligt og stift uden Liv, ligesom Muser og Gratier svæve i forældet Dans ind mellem Linierne. Et vagt, almindeligt Indtryk, en Forestilling om, at der var Blomster i den „hellige Bøgeskov”, en Drøm om „Mørke, som Roser udbrede”, en ufuldbaaren Kjærlighed til Blomsten som til alt skønt, er ofte, hvad Digteren ejer. Eller Blomsten faar ikke Lov at være sig selv, den kommer til at betyde noget uden for sig, den røde Rose er Elskovs, den hvide hellig, himmelsk Kærligheds Symbol. Men den selv, dens eget lille, guddommelige Jeg, dens skjønne lille Personlighed, dens inderste Liv og Væsen, for hvor mange gaar det op?

Hvor mange ænser dette Liv uden for os, helt fremmed, uden Forhold til os, uvidende om os, med sin egen smerteløse Kamp, vidt forskellig fra vor voldsomme og lidelsesfulde Tilværelse; sænket ned i sød, uforstyrrelig, ubevidst Leven under Love, der aldrig føles som Baand; jordbundet og uden Længsel efter mer end Jorden, Dagens Sol og Nattens Dug og Vindens Viften giver; med sin stille Kjærlighedslykke i Blomstringens rette Tid, med Frugt, naar Frugtens Stund er kommen, og smerteløs Synken hen i Død.

Blandt dem, der kjendte alt dette og kunde fortælle derom, var der en, der mer end andre maa kaldes „Blomsmysteriernes” Digter. Det er Henrik Vergeland. Denne vide, lyse Aand havde inden for sin Sfære Plads til hele Naturen, men for Blomsterne havde han en egen Helligdom. Han laa alt i Naturen saa ganske nær, langt nærmere end vi Nutidsmennesker plejer. Landet var ham bedre end Byen, Ensomhed bedre end Menneskeselskab, og en af hans aller bedste Venner var „Blaamin”, den trebenede, silkebløde Kanin med Sløjfen i Øret, hoppende om ham i Stuen og paa hans Bord; og ligesom han delte Hus med den her paa Jorden, vilde han dele Himlen med „Brunen”, den tro Hest. Fra sine første Digtninge til de sidste Vers, stedse voksende i Betydning for ham, har han sine Blomster med. Og han behandler dem ikke fornemt overlegent dvs.: menneskeligt, ikke seende oven fra ned paa alle disse smaa; men, levende i og med dem, gaaende over i dem, nedlæggende al menneskelig Værdighed og Herlighed, optager han deres Væsen i sig. Planterne ere hans Lige, hans Brødre - dette gamle Træ er det ikke ærværdigt som en Patriark? Han i det mindste har en Sønnesøns ærbødige Følelse for det: „Ak ja, hvor tit har jeg ikke ønsket at være en ung Løn af din udødelige Bod og at blande min Krone med din”. Han kjender dem alle; gjemt i hans Erindring ligger hele Aarets, hele Landets Flora. Han, som gik med Lommen fuld af Frø for at saa ud paa bare Steder, at det maatte vokse i Norge; han, som, naar han færdedes mellem os Mennesker, bar sin Nellike i Knaphullet som et hemmeligt Mærke, et Forstaaelsens Tegn melllem sig og Friluftslivet derude, hvor han hørte hjemme - for hans indre Øje synes Blomsterne stadig at vandre forbi i et stille, uvisneligt Skønhedstog, og denne Naturberuste ser dem over alt, han ser Blomstersyner, han drømmer Blomsterdrømme, indfanget som i Ranker og Grene, han ikke kan slippe bort fra.

Hvad betød da Naturen for Vergeland? Først og sidst sig selv, intet Symbol, intet over eller mere end sig: det skønneste af alt det skabte. Den er det Sted, han hører til med sit inderste Væsen, hvor hans Trang til fuldendt, rigt, i Duft og Farve og Fylde overstrømmende Liv mættes. Denne moderlige Jord er hans Moder, han bliver stærkere og sundere hver Gang han lægger sig tæt ind mod hende. „Mig, hvem Duggen kan beruse - sig, hvad Magt formaar at knuse - vel et saa fredhelligt Bryst?” De piner ham, disse Mennesker, med Misforstaaelse, Forfølgelse; med at begaa Uret mod hverandre; med deres Lavhed og Styghed; de hidser og jager ham, og i sig selv hører han ogsaa en brusende Elv - men derude er Fristedet, ved Tærsklen lægger han allerede Byrden af:

- „jeg behøver kun et Glimt af Solen for at briste i høj Latter af en Glæde, jeg ikke kan forklare. Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg, bedøvet, Fattigdom, Rigdom, Fjender og Venner. Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjærtesaar. I min Hunds Øje sænker jeg mine Sorger som i en dyb Brønd. Min Vedbende er vokset. Did ud af mit Vindue har den baaret paa sine brede Blade alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme”.

Derude er Misforstaaelse umulig; han er jo mellem lutter Venner, hør, hvordan han kjender dem alle:

Anemoners muntre Vrimmel,

Gentianers sunde Blod,

Saxifragers blege, tyste

Tryllekreds - Her staar Lavet, det graa Rensdyrlav, der „ryster sine smaa, bægerformte Sølverblommer over golde Klipper”, eller herhenne ser han Mossets ,,elsgraa Hud - af Guddomshænder tunget - i Skønhedslinjer ud”. Her er Egen „mørkbronceret lyste udødeligt hvert Blad”, og Piletræet, „den gamle Mo’er, de Fnokkers fine Fnug spinder hun flittig, som tænkte hun kun paa Vintren”, og se her: Kongelys „med graa flanerne Blade”, „Æbleblomsten, saa snart affaldende med den fineste Rødme i den skæreste Bleghed”, „Centifoljen, den Vaargave, paa hvis hundrede Blade han læser Henrykkelse”, og der rækker „Pintseliljen ham sin skære i Perler toede Stjærnepande”. Læs Digtet Van Huysums „Blomsterstylcke”, en saadan Højsang til Blomsterskønheden findes intet andet Sted. Blandt disse Tusinder er hver enkelt til for ham i individuel Skønhed, oplevende et virkeligt Liv: „han er ej saa sjælearm, - at han ej tror, der banker - en Puls i Blomstens Barm; - at Blade tale kunne - med Liv fra Træ til Træ, - O, hør de tusind Munde - i sladdrende Allé!” Og han deler Sorger og Glæder med dem alle. Det er tørt; Planten, Blomsten tørster, saa kommer den længe savnede Regn - „dens Sølverplektre klinge”, det rejser sig, alt dette om ham til ny Duft og nyt Liv, han nyder Planternes stille Velvære, han føler „Deltagelse som for en Søsters Glæde^”, og han aner i det alt en uendelig Kjærlighed, klædt i vidunderlig Skjønhed; han forstaar, at „Guds sande Navn er Velsignelse, større end Barmhjærtighed og Kjærlighed, større end alle Tempelnavne, for stort for Templet, kun rummet under Himmelens Hvælving”. Saa er da al Mislyd sænket i dyb, dyb Glemsel, hans Hjærte udvidet i altomfattende Sympati, alt er Tilgivelse, Fred, alle Vaaben lægges ned, her er Helligdommen.

Men al denne Skønhed skal vare evig. Han vil ikke slippe den. Vist er den evig: Paradiset, det er jo rigtignok lagt brak - „men tilvisse uforandret - over Jorden ud er vandret - vor Passionsblomst, Gyldenlak - Nellik, Rose og Levkøje, - Glemmigej med Barneøje - Georginer, Oleandre, - Tulipaner og de andre - Skjønhedsundre”.

O, vi i Naturen skulde

lade vore Sjæle leve,

mellem disse underfulde

Paradisets Syner, som

uforandrede forbleve.

Tider, Aar, de ikke kjender i sin glade Evighed, som, begyndt, en Gang ej ender.

De kom fra „Paradiset”, og de skal følge med op i Himlen. Det salige Liv var ikke fuldkomment, hvis han ikke fandt dem deroppe.

Mandig og stolt som hans Sang gaar frem: - „Frihed, Kjærlighed og Smerte tonte fra dens Aandehjærte, -

Republikens Kolonnader, skinne bag dens Strengerader” -

ubændig, som hans Fantasi er, baade naar den tumler med Livet her, og naar den maler Evighedens Lande, hvor han „skal sprænge op ad Tordenens Bjærge eller over Lynildens Strømme” - er det dog Blomsterne der efterhaanden dækker for ham over alle andre Billeder, ranker og bøjer sig over hver en af hans Fantasier. Deres Duft, deres Farver, deres Liv bliver Billedet paa næsten alt, han elsker. Ikke blot er hans Hustru først „Engens Klokke lig”, saa „Brombærbusken, der rødmer over Fjældets Sider” - Moderens velsignende Hænder hviler paa ham, „sagte som Rosenblade, hvem ej Vindene afryste, men som af sig selv neddale”. Sender han Kong Oskar en sidste Hilsen, saa ønsker han, hans Scepter maa være „et Ax med gyldne Dopper, - en Rosenstok i Knopper”; de dalende Skyer er Engles Blomsterhaver, og Korstegnet, Moderen slaar over sit sovende Barn, bliver spaltede Rosenkviste, der svæver over den lille med liflig Duft, til Jesus om Morgenen flytter dem hen paa Ruden som Isblomster; Maanen, der gaar forbi hans Vindue, da han ligger syg paa Hospitalet, bærer „saa dejlig en Guldkurv - med hvide Roser i”; de spredes over hans Gulv og Seng - „af Dug end Kvistene glittred - hver lig en Sølverstreng”. Og endelig: Dødens Bud kommer til ham fra sex aabnede Rosenknopper, hvori Genier, hans Moders Tjenerinder, væver hans Dødedragt.

I Døden sendes - om man faar Lejlighed dertil - ofte et Farvel, til hvad der elskedes højest. Og den sidste Hilsen gaar, ordløs eller udtalt, til den elskede eller maaske til et Barn, og maaske til Fædrelandet, Friheden, Menneskeheden.

Tro mod sin Kjærlighed sendte Vergeland sit Farvel til Blomsterne. Døende sang han Digt efter Digt, altid mere frisk og lysende af udødeligt Haab; men, da han gjorde sit Testament, gjaldt hans sidste Vilje den Gyldenlak, der i Dødens Hus skulde være Brudeblus for Rosen, han vilde have med sig; og han lovede, at, idet han raabte „med Vinduet op!” fordi Himmelflugten kom, saa „mit sidste Blik faar din Gyldentop; min Sjæl dig kysser, idet forbi, den flyver fri”.

Kan man holde mere af Blomsterne, end Vergeland gjør det? Ikke vi. Maaske kommer der den Dag, hvor de, der „vorde, og vil være som Lyset af en solklar Dag”, ligesaa lidt plukker den blomstrende Gren, som vi nu fanger Sommerfuglen eller dræber Svalen. Da kan der komme en endnu mere nænsom, Sakuntala-agtig Ømhed for Plantens rene Verden. Men indtil da - endnu i det mindste - staar han som en af dens store Elskere, maaske den mest tilbedende - og „I skulle vidne, foragtede Løvetand og Lerfivel, at han har agtet Eder mere end Guld, fordi I vare Foraarets Børn”.