Kvindearbejde i Afholdssagen

Naar et Menneske, en Forening eller et Samfund ønsker at naa videre frem eller højere op i en eller flere Henseender, da véd ethvert tænkende Menneske meget vel, at dette aldrig kan ske alene ved at tale om og diskutere den forønskede Fremgang, men at der maa arbejdes længe og ihærdigt for at naa et godt Resultat. Naar en Del Kvinder ønsker og haaber paa at komme til at indtage en anden Stilling overfor Loven end den, der nu er os anvist, da véd enhver, at en saadan Forandring naas ikke ved at sidde stille, lægge Hænderne i Skødet, tale om Tingen og gjøre fromme Ønsker i den Retning. Nej, vil vi vinde noget, da faar vi nok arbejde, enhver paa sin Maade, derfor. Mig forekommer det, at en meget praktisk Maade at virke for Kvindesagen paa er at lægge Vind paa at vise, hvor meget vi Kvinder allerede nu formaar at udrette, særlig paa de Omraader, som tidligere er bleven ansete for Mændenes Enemærker. Jeg glæder mig derfor, hver Gang jeg ser Kvinder paa en dygtig Maade tage Examiner, beklæde Tillidsposter, udrette Kontorarbejde osv. osv.

Men særlig vil jeg tillade mig at henlede de danske Kvinders Opmærksomhed paa en Arbejdsmark, paa hvilken deres amerikanske Søstre alt i en Del Aar har saaet og høstet rigelig i mange forskjellige Henseender, men netop ogsaa paa Kvindesagens Omraade. De har vundet mange fremragende, dygtige Mænd for deres Ønsker om Forbedring og gjennemgribende Forandringer i deres Stilling for Loven ved at slaa fast som en Kjendsgjerning, at Kvindearbejdet for Afholdsbevægelsen har skaffet denne Vind i Sejlene og i det hele været af uomtvistelig Betydning for denne store Samfundssag. Heraf slutter mange rettænkende Mænd, at Kvinder ligesaa godt maatte kunne egne sig til mangen anden betydningsfuld offenlig Virksomhed, og Kvinderne har selv følt, at de for Alvor har formaaet at udrette noget betydningsfuldt, altsaa vil de ogsaa kunne udrette mere. Og endvidere - førend de faar Lov til at udøve borgerlige og politiske Rettigheder, vil de ikke blive i Stand til at bringe deres dyrebare Sag - Frelse for dem, der er faldne, og Beskyttelse for de unge og Børnene - fuldstændig Sejr, de har derfor taget Kvindesagen op paa deres Program

og arbejder ogsaa ivrig for dens Fremme, idet deres Bestræbelser gaar ud paa i alle Henseender at værne og støtte Kvinden og hjælpe hende fremad baade i borgerlig og moralsk Henseende.

Al denne travle Virksomhed blandt og for de amerikanske Kvinder er sat i System og ledes med stor Dygtighed af den største Kvindeforening, der indtil nu har existeret i Verden, nemlig Worlds Women Christian Temperance Union (den kvindelige, kristelige Verdens-Afholdsforening). Den har for nylig afholdt sit 15de Aarsmøde; ganske naturlig er den vokset frem af den stærke Bevægelse - nærmest rettet mod Udsalgstederne af de berusende Drikke (saloons) -, som de amerikanske Kvinder opildnede hverandre til i den sidste Uge af Aaret 1873 og de første Par Maaneder af næste Aar, og som er almindelig bekjendt under Navnet „Kvindekorstoget”.

De praktiske amerikanske Kvinder havde ved denne Lejlighed erfaret, at skønt de for Loven intet gjaldt i Samfundet, formaaede de dog at udrette noget til Gavn for dette paa deres egen Maade; men atter indsaa de, at denne opblussende Begejstring, som i det korte Tidsrum gav dem Mod og Kræfter til at holde ud i deres aparte Kampmaade, ikke vilde kunne vedligeholdes i Aarenes Løb, og de organiserede da den ovennævnte Forening, der hurtig fik Afdelinger i alle større Byer i de Forenede Stater og nu tæller over 200,000 Medlemmer. Dens Organisation er beundringsværdig, dens Møder vel ordnede og tiltalende, dens Ledere energiske og administrativt dygtige, og Virkningerne af dens ufortrødne Arbejde store og bestemt paaviselige. Den har bl. a. udvirket, at Børnene i alle de offenlige Skoler i de Forenede Stater oplyses om Alkoholens Indvirkning paa det menneskelige Legeme; den havde sin store Del i, at Nord- og Syd-Dakota blev Afholds-Stater, og den arbejder i Øjeblikket ivrig - ikke skyende hverken Ofre af Penge, Tid eller Kræfter - paa, at disse to Stater ved den forestaaende Afstemning herom skal gjøre Kvinden ligeberettiget med Manden i alle borgerlige og politiske Forhold.

I Canada og England dannedes lignende Kvindeforeninger, da Kvinderne der hørte og læste om denne, og i 1883 bestemte Verdensforeningen at ville udbrede sine filantropiske Grundsætninger over hele Jorden, og en ældre Kvinde, Mrs. Leawith, paatog sig at drage ud; hun forlod St. Franzisko i 1884 og er endnu ikke vendt tilbage, men har stiftet Foreninger i Ny-Zeeland, Avstralien, Japan, Kina, Indien, Ceylon, Madagascar, Afrika osv. osv.; i Skandinavien opholder der sig ogsaa en Udsending fra Foreningen, Miss Charlotte Gray, som har stiftet Afdelinger i Danmark og Norge. I rigtig Erkjendelse af, at Landene og Nationerne er saare forskjellige, og deres Sæder og Skikke afvigende, har man i Amerika bestemt, at hver Afdeling, har Lov til at skrive sine egne Love og indrette sig, som det passer bedst paa Stedet, naar kun tre Bestemmelser iagttages: 1) at Medlemmerne aflægger et Løfte om Afhold fra alle berusende Drikke, 2) at Foreningen ledes i kristelig Aand, og 3) at der aarlig sendes 20 Øre pr. Medlem til Amerika; disse Penge bruges til at udbrede Foreningen videre.

Herhjemme blev en Afdeling stiftet i Oktober 1888 med det lette personlige Afholdsløfte (altsaa med Tilladelse til at byde andre berusende Drikke) i Erkjendelse af, at vi trænger til at faa mange nye, friske Kræfter ind i Afholdsbevægelsen og da allermest Kvinder! Denne Bevægelse vil jo netop gavne og værge Hjemmet. Kvindens kjæreste Virkeplads, og derigjennem Samfundet, som Kvinden ogsaa tilhører og gjerne vil tjene; og hvem kan vel bedre og naturligere ofre sig og give Afkald paa en Nydelse end Kvinden?

I England og Amerika har Kvinderne flokket sig om Afholdsbevægelsens Banner og, som allerede nævnt, vundet store Fordele for denne store Sag og atter gavnet deres egen Sag. Hvorfor skulde vel det samme ikke kunne lade sig gjøre herhjemme? At Afholdsbevægelsen er fuldt ud berettiget og trænger til Fremgang, vilde jeg gjerne have Lov at belyse i en anden Artikel, her kan jeg kun fremstille det som en Kjendsgjerning og bede Kvinderne om at slutte sig til den i store Skarer; den er vel deres Arbejde værd, og atter: Kvinderne vil aldeles sikkert derved gavne ikke alene sig selv ved at faa en stor, ædel, løftende Gjerning, men ogsaa deres egen Sag, som ved den Lejlighed vilde kunne give et fyldigt Bevis for sin Berettigelse. Gid vi ogsaa her hjemme maatte kunne flokkes om Foreningens Valgsprog: For Gud, Hjemmet og Menneskeheden!