Fra Indland og Udland.
Magisterkonferens. Ved den med de mundtlige Prøver (tre Forelæsninger den 17., 21. og 22. Oktober) sluttede Magisterkonferens i nordisk Filologi erklæredes cand. phil. Ida Falbe Hansen for admissa. De Prøveforelæsninger, der dannede Afslutningen paa Examen, er de første Forelæsninger, holdte af en Kvinde ved Københavns Universitet.
Kvinder i det danske Postvæsens Tjeneste. Ifølge den for Finansaaret 1888 - 89 afgivne Oversigt over det danske Postvæsens Statistik fandtes der blandt Postvæsenets Personale 86 Kvinder, nemlig 2 som Bestyrere af mindre Postekspeditioner, 38 som Fuldmægtige og Assistenter, 23 som Brevsamlersker og 23 som Landpostbude (Jfr. Min. Tid. 1890, B. Side 838).
Ved Venstres Delegeretmøde fremkom en Forespørgsel, om Kvinder kunde vælges som Delegerede. I den Anledning vedtoges følgende Resolution: „Overbestyrelsen bør til næste Delegeretmøde fremsætte Forslag til Forandringer i Vedtægterne, navnlig ogsaa med Hensyn til Kvinders Adgang til at vælge Delegerede.”
Det pontoppidanske Legat til Mejeridriftens Fremme i Jylland har efter Beslutning af de forenede jydske Landboforeningers forrige Delegeretmøde uddelt 1000 Kr. i Aar til Rejser for udlærte Mejersker, Mejerister, Fodermestre og Lærlinge, der kunde ønske at gjennemgaa et theoretisk og praktisk Kursus i Kvægets Røgt og Peje, og i fortsat Undersøgelse af Andels- og Fællesmejerivirksomheden. Beløbet uddeltes til 5 Mejersker og 3 Mejerister.
Fru Heiberg offentliggjør følgende: I Henhold til Lov om Eftertryk m. m. 29de December 1857 § 6 og Lov om Tillæg til samme 21de Februar 1868 § 3 navngiver undertegnede sig herved som Forfatter til Vaudevillerne „En Søndag paa Amager” og „Abekatten”.
Kjøbenhavn d. 26. Septbr. 1890. Johanne Louise Heiberg, født Pätges.
Fru Asta Grundtvig, Biskop Grundtvigs Enke, døde efter længere Tids Svaghed d. 5. Okt. og jordedes under stor Deltagelse. Adskillige Blade - vi nævner blandt andre Morgenbladet og Venstrebladet - bragte en længere Redegjørelse for hendes Liv baade som Grundtvigs Hustru og som hans Enke. De var enige i, at hun med sin store Kjærlighed til Grundtvigs Frihedstanker og sin Iver for at se dem virkeliggjorte i alle Livets Forhold havde haft Betydning for en større Kreds i vort lille Samfund.
Det nye Banner, som Kjøbenhavns Universitet har anskaffet, er tegnet og udført af Frøken Dagmar Olrik, Datter af Prof. H. Olrik.