Den gifte Kvindes selvstændige Erhverv.
Der er i den senere Tid skrevet en hel Del i „Kvinden og Samfundet” om Ægtepagt og Kvindens Erhverv; men hvor forskjellige Meninger der end have været udtalte, saa er der dog noget fælles ved dem, der gjør Forhandlingen ensidig. De skrivende synes nemlig at opfatte det som en Selvfølge, at Manden kan forsørge Familien, at hans Fortjeneste er tilstrækkelig til en Families Underhold.
Dette er imidlertid langtfra Tilfældet. Mange Embeds- og Bestillingsmænd have kun 10-1200 Kr. i aarlig Løn; det er kun de bedst stillede Haandværkssvende, der naa en saadan Aarsløn; og for en Arbejdsmand bliver 8-900 Kr. regnet for en god Løn. Bestaar en Familie af Mand, Kone og 3 Børn, saa vil det ikke kunne kaldes flot at bruge 15 Kr. om Maaneden til Klædet, andre 15 Kr. gaa til Leje af en jævn god Lejlighed paa 2 Værelser, 70 Kr. om Aaret til Brændsel, en Sygekasse mindst 20 Kr. - tilsammen 450 Kr. Saa er deraf de 1000 Kr. 550 Kr. igjen. Deraf maa Manden have mindst l Kr. om Ugen til Drikkevarer paa Arbejdspladsen. For 500 Kr. skal altsaa 5 Mennesker have Mad og Renlighed. Det bliver 9 Kr. 61 Øre om Ugen til en Familie eller 27-28 Øre om Dagen til hver Mund. Kan der skaffes sund og tilstrækkelig Føde for de Penge?? Jeg tror det ikke!!
Men skal Mandens Arbejdskraft vare ved, saa han ikke slides op før Tiden, og skal Børnene voxe op til sunde arbejdsdygtige Mennesker, saa maa de have god Mad. Hustruens og Moderens Kjærlighed og Omhu kan maaske nok gjøre Savnet lettere at bære, men det kan ikke tage Savnet bort og erstatte de manglende Livsfornødenheder. Derfor maa hun tjene Penge eller se sin Familie lide Nød.
Har Konen ikke lært noget Erhverv, men maa nøjes med tilfældigt Arbejde, der ikke kræver nogen særlig Fagdygtighed, saa bliver Fortjenesten kun ringe; thi dertil vil der altid være Overflod af Arbejdskraft. Derfor har det saa stor Betydning at Konen har lært et Arbejde, har naaet en Fagdygtighed, der kan bringe Penge til Huse. Denne Dygtighed maa hun erhverve sig som ung og ugift; naar Nøden staar for Døren, er det som oftest for sent.
Det regnes almindelig for en Pligt for den Mand, der vil gifte sig, at han skal kunne forsørge en Familie. Det burde være en Pligt for den Pige, der gifter sig, at hun kunde forsørge sig selv og sine Børn, om det blev nødvendigt.
Hun ved jo ikke hvad Aar eller Dag hun bliver Enke. For at denne Fordring kan være retfærdig, maa det imidlertid gjøres muligt for den unge Pige ved ordentlig Undervisning at naa den samme Fagdannelse og dernæst faa Lov at anvende den paa samme Maade og i samme Omfang som Mændene. Lad Mand og Kvinde faa samme Ret og Pligt til Arbejdet og dets Udbytte, da vil det ikke blive vanskeligt at ordne det omstridte Pengespørgsmaal mellem Ægtefolk, det vil temmelig let falde i Lave af sig selv, og Særeje vil være en naturlig Ting.
Særeje er slet ikke noget, som skiller ad i det ægteskabelig Liv. Det er en naturlig og ligefrem Ting at begge arbejde Og raade som myndige Mennesker for Arbejdets Udbytte. Jeg kan ikke finde mindste Grund til at tro, at Mand og Kone snarere skulle komme op at skændes om Pengene og daarligere forstaa at anvende dem, naar begge tjene Penge, end naar Manden er ene om Fortjenesten.
Naar Konen ikke ved Ægtepagt har sikret sig personlig Myndighed og Særeje, saa er mange, og det ofte de bedste Erhvervsgrene lukkede for hende. Hun kan, f. Ex, ikke som umyndig løse Borgerskab og drive Handel. Selvfølgelig vil heller ingen give hende Laan eller Kredit til at faa en Forretning i Gang med, naar hun som umyndig er ansvarsløs for Formue og Gjæld. En lille Butiksforretning har den Fordel, at Konen kan passe den sammen med sit Hus; og selv om hun saa kun har l Kr. eller lidt mere om Dagen i Nettofortjeneste, saa har hun dog, naar man tager Hensyn til hendes Arbejde i Huset, tjent lige saa meget som Manden, der kommer hjem med 16-18 Kr. om Ugen. En saadan selvstændig, af Mandens Arbejde uafhængig Virksomhed har tillige den Fordel, at selv om han ved Sygdom eller Arbejdsløshed kommer ud af sin Stilling eller maaske i Gjæld, saa er Hjemmet dog ikke strax ødelagt; Konens Arbejde kan, i ethvert Fald en lille Tid, holde det gaaende, og saa er det jo ofte saa, at kommer Tid, kommer Raad. I det hele gælder det under de nuværende usikre Arbejdsforhold om, at Familiens Existents ikke beror paa Mandens Arbejde alene; og det gælder for Konen om at finde Arbejde, der saa lidt som muligt fjærner hende fra Hjemmet, eller bliver saa godt lønnet, at hun kan faa Raad til at holde Hjælp til Hjemmets Arbejde; thi Børnehjem og Asyler skulle dog nødig være andet end den yderste Nødhjælp.
Birgitte Berg Nielsen,
Almuelærerinde.
Doktor Starcke mener ikke, at Menneskene ere saa forskellige! Jo saa mænd ere de saa: Kvinderne ere det i det mindste; thi nogle Kvinder finde deres Lykke i en Underdanighed og Ydmyghed, som for andre vilde være ikke blot unaturlig, men utaalelig.
B. B. N.
