Dagmartheatret.
Forfatterinderne har i den forløbne Del af Saisonen været stærkt fremme i Repertoiret: to ny Stykker, Erna Juel-Hansens „Aftenen før -” og Emma Gads „Et Sølvbryllup” er spillet jævnsides med Anne Ch. Lefflers fra i Fjor kendte „Den Kjærlighed!”
I høi Grad glædeligt er det, at Kvinderne lidt efter lidt, med smaa, forsigtige Skridt, forlader den lille lune Plet i Digterhaven, som de hidtil næsten udelukkende har dyrket, Novellen og Romanen, og vover sig ud paa Dramaets aabne Mark. Der er jo næppe Tvivl om, at ogsaa Kvinder sidder inde med dramatisk Talent, og det er høist ønskeligt, at deres særegne Iagttagelser, deres særlige Opfattelse af Personer og forhold ogsaa kommer frem paa Skuepladsen, saa vi faar ny Mennesker at se og ny Sider af Livet, og saa Kvinderne fra denne Theatrets „Prækestol” faar Lejlighed til at gjøre Propaganda for det, der er deres eget, for den „evig-kvindelige” Livsbetragtning. Men det vil vare en Stund, inden vi naar saa vidt!
Fælles for Dagmartheatrets tre Kvindeskuespil er Valget af Indhold, de beskæftiger sig alle med Forholdet mellem Mand og Kvinde - Ordet taget i snævrere Forstand - med „Lighedskravet”, „Handske spørgsmaalet”, eller hvad man nu vil kalde det, og til Dels med hele Kvindesagen, og beskæftiger sig med dem paa samme Maade, idet de alle tre betegner en Reaktion imod hele den Bevægelse, som Bjørnsons „En Handske” rejste.
Aftenen føjr hører nærmest til Kategorien, „Læsedramer”; det gør ikke synderlig Virkning paa Scenen; der ræsonneres for meget og handles for lidt. Saa har det jo ogsaa det Uheld at være en Iliade efter Homer”; det Problem, der rejses: Er Mandens Fordring til Kvindens Renhed før Ægteskabet berettiget? er forlængst rejst i E. Brandes Et Besøg og med en helt anden Kraft. Fru Juel-Hansen har ikke som Brandes haft Mod til at lade den unge Brud have begaaet et virkeligt Fejltrin - hun var hemmelig viet til den Mand, hun havde tilhørt - og dette brækker Spidsen af Problemet; thi en Apologi for Enkers andet Ægteskab turde vist være overflødig.
Den Kjærlighed har vi allerede omtalt,*) det bærer ubetinget Prisen af de tre, og naar det gode Lystspils Maal „at komme Folk til at le.” Dets Satire sigter ganske vist paa adskilligt, som efter vor Mening ikke fortjener Satire, men skildrer ogsaa fint og dygtigt adskillig Latterlighed hos Kvindesagskvinderne, har blandt andet en ypperlig Skildring af et moderne Kvindeforhold, - en Art Forhold, der er typiske for Tiden og venter paa og trænger til Skildring i Literaturen, baade til Satirens hvasse Svøbe og Forstaaelsens hjælpende Haand. .
Et Sølvbryllup træder ikke saa lidt i Skygge for Den Kjærlighed paa det Punkt, der særlig æsker til Sammenligning; Skildringen af Kvindesagsdamerne. Ved denne Skildring har Fru Gad begaaet en af de Fejl, man mindst tilgiver en Forfatter, der vil holde Speilet op for sin Samtid: hun har villet skildre noget, hun ikke havde nøje Kendskab til, og er derfor kommen til at skabe Karrikaturer i Steden for Mennesker. Hvor Fru Leffler med sikker Haand tegner os tre-fire Typer, som vi helt ud maa vedkjende os, giver Fru Gad os en karrikeret Centrumsfigur og et Par helt upersonligt holdte Bifigurer, der nærmest spiller „Korets” Rolle. Hele Skildringen af disse Mennesker er grel, uden Nuancer, og derfor usand.
Og dette falder saa meget stærkere i Øjnene som Stykket - foruden meget Stof til god Menneskeskildring i Hr. og Fru Selby - har en Figur saa sand, saa fint og skarpt formet, at den slaar os som noget mesterligt, noget genialt. Det er Sypigen. Der er i denne beskedne Pige, som gaar helt op i sit Arbejde, aldrig spilder en Tanke paa sin egen triste Skæbne, men røres saa let som et Barn ved Tanken om sin unge „fixe” Søsters Vanheld, skabt en helt ny Type i vor dramatiske Litteratur. Forfatterindens og Skuespillerindens**) Kunst har dannet en Menneskeskikkelse, der simpelthen er fuldkommen; der er ikke noget at tage fra eller lægge til: Idealet er naaet. Og Billedet ætser sig ind i Sindene, ikke mindst i Kvindernes og bliver staaende der som hint „mene mene!”paa Væggen i det østerlandske Kongeslot. - Det er et Indlæg i Kvindesagen, mere veltalende end hundrede Kvindesagslbredrag. -
Naar man nu spørger, hvorfor „Et Sølvbryllup” har naaet de tyve Opførelser med fuldt Hus, saa bliver Svaret for vort Vedkommende: Først fordi det har den ene mesterlige Type, og saa fordi Nutidens Danmark gaar og længes efter at se sig i Spejl, se sit eget Liv med dets smaa Latterligheder og store Følelser, med dets Tvivl og Spørgsmaal og urolige Tanker, med hele dets ydre Omgivelser paa Scenen. Og vi har faa eller ingen dramatiske Forfattere, der skildrer den højere Middelstands Liv saadan, at den vil kendes ved det. Det er det, Fru Gad har gjort sig til Opgave, og hendes Forsøg derpaa bliver, trods iøjnefaldende Mangler, modtaget med Glæde af det store Publikum.
Var nu Fru Gads Lystspil kun et Stykke Livsskildring, saa var der ikke stort mere at sige om det, end at det var forfejlet paa ét Punkt, mesterligt paa et andet, i det hele ikke særlig fint, ikke særlig dybt - men det er heller ikke fine eller dybe Forhold, det giver sig af med, og Tonen fra en vis Art københavnske Middelstandshjem er godt truffen.
Men det er noget mere; det er et absolut Tendensstykke, og som saadant er det efter vor Mening forfejlet. Dette vil selvfølgelig ikke sige det samme, som at vi er Modstandere af dets Tendens; det er vi ganske vist, men derfor kunde vi meget godt finde Stykket vellykket i en vis Forstand. Som det er, med dets grelle Farver og overdrevne Forhold, har det Stof i sig til en god Farce; var det holdt i den Stil, saa vidste man, hvad der var Skal, og hvad der var Kærne. Her er man i Vildrede. Det overdrevne, karrikerede fremtræder med Fordring paa at være sandsynligt og sandt, - saaledes naar „Kvindesagsdamen” er lige ved at faa en Skilsmisse i Stand mellem Ægtefolkene, fordi Manden en Aften er set i et Variététheater - og dette Misforhold virker, at Satiren slet ikke rammer. „Det er ikke sandt”, siger man.
Stykket, er blevet kaldt et Forsvar for „Livsglæden” mod Kvindesag og, Sædelighedspræk.***) Man mindes herved uvilkaarlig Ibsens Ord i „Gengangere”, om den halvstore By, „som ingen Glæde havde at byde paa, men bare Fornøjelser”; thi det, Stykket er et Forsvar for, det er netop Fornøjelserne, Adspredelserne, den gamle Anskuelse, at Mænd har godt af at løbe Hornene af sig, mens de er unge, og blive ved at „more” sig, naar de er gamle; et Forsvar for „Asfalt” og „fin-de-siécle-” Moralen det er det, Stykket er. - Der tales nok store Ord om „den sunde stærke Livsnydelse”, „den unge, frodige Livsglæde”, men vi ser ikke noget til den; - de Glæder, vi hører om og ser, er nærmest i Varietéstilen; det er ogsaa den Art Ting, Elskeren glæder sig til at fortælle sin Brud, naar hun bliver „en klog gift Kone”.
Trods alt Talent, trods den ene klassiske Skikkelse, der lover saa meget, har Fru Gad endnu ikke faaet „sit eget” rigtig frem; - det, der prækes i dette Stykke, er Mandstanker, Aarhundreder gamle Mandstanker.
Men enhver talentfuld, alvorligt arbejdende Forfatterinde vil i Tidens Løb - var det end blot af Selvopholdelsesdrift - tvinges til at finde sit ejendommeligste frem, og det maa blive Kvindetanker og Kvindefølelser. Det er det, vi trænger til i Litteraturen og paa Scenen. Og til det Punkt haaber vi, Fru Gads Talent vil føre hende.
*) Se "Kvinden og Samf." 1890 S. 136
**) Fru Mantzius født Rosenberg.
***) Se Politiken Dec.1890.
