Sonja Vasilievna Kovalevski.
Døden har i de sidste Aar tilføjet Kvindesagen store Tab. Snart har den berøvet os trofaste og dygtige Medkæmpere, der klart saa, hvad de kæmpede for, og med beraad Hu stillede sig i vore Rækker - som Caroline Biggs. Snart har den bortkaldt saadanne Kvinder, der maaske slet ikke hørte til Kvindesagens Hær, men som ved deres udmærkede Dygtighed paa det Omraade, de havde valgt til Arbejdsfelt, have vist, hvad Kvinder kunne udrette, og derved paa det klareste vist Kvindesagens Berettigelse - som Fru Heiberg.
Den Personlighed, hvis Navn staar over disse Linier, synes at høre til de sidstnævnte. Thi som oftest, naar hun bliver omtalt - og navnlig da som de fleste Blade i Anledning af hendes Død have omtalt hende - er det den fremragende Dygtighed, hun havde erhvervet indenfor sit Videnskabsfag, den højere Mathematik, der bliver lagt Vægt paa. Og visselig er dette af stor Betydning, ogsaa for Kvindesagen. Da det nye Universitetet i Stockholm fra flere Sider blev lykønsket til at have faaet en saa dygtig Professor i Mathematik som Fru Kovalevski, da glædede vi Kvinder i mange Lande os over, at Professoren var en Kvinde; da det franske Videnskabsakademi bortgav den sjældent uddelte Badinske Pris for et mathematisk Arbejde, endda med den Tilføjelse, at man paa Grund af det fortrinlige Arbejde havde fundet Grund til at forhøje Belønningen til det dobbelte - da glædede vi os over, at det var Evropas eneste kvindelige Professor, der vandt Prisen. Vi var os bevidst, at Kvindesagen havde vundet en Sejr, selv om den kvindelige Professor slet ingen Interesse havde for Kvindesagen. Alene det, at hun udmærkede sig, ikke paa Omraader, hvor Kvinden oftere har vundet Anerkendelse, som Kunstens - Musik, Maleri eller Skuespil - men at hun slog ind paa en Vej, som man saa ofte har villet nægte Kvinden al Evne for, alene det var ikke lidt. Og hun saa sig med Glæde, ikke blot om hørende til Videnskabsmændenes Kredo men som en af de Kvinder der - som Mary Somerville eller Caroline Herschel - havde gjort deres til at udrydde denne falske Paastand; hun hilste saaledes med Glæde den Tanke, der for nogen Tid siden var fremme i Kvindesagskredse, at føje hendes Biografi ind i en Oversigt over, hvad Kvinder havde udrettet i de exakte Videnskaber.
Men der var mere. Det er ikke os Kvinder nok at se, at Kvinder kan gjøre det samme som Mænd og paa den samme Maade Det vilde jo kun vise, at Kvinder kan blive som Mænd; men vi vilde gerne se, at de kan bevare noget ejendommelig kvindeligt, bevare noget af den varme Personlighedsinteresse. det blødt modtagelige poetiske Sind, eller hvad der ellers særtegner Kvinden. Derfor blev der en saa almindelig Glæde, da Sonja Kovalevski for et Aar siden udsendte sin Bog „Liv i Rusland” (se Kv. og Samf, 1890, S. 65), thi alle maatte være enige om, at det var en Bog, som kun en Kvinde kunde have skrevet. Og det var ingenlunde og skulde ikke være hendes eneste Bog. Hun har efterladt sig et fuldført Arbejde, og endnu paa det Sygeleje, som ingen, heller ikke hun selv, havde ventet skulde blive hendes Dødsleje, endnu der var hun fuld af Planer om, hvor meget hun vilde skrive. Hendes Hjærte var visselig ikke blevet udtørret af de tørre Tal!
Og dette samme „kvindelige”, som var Understrømmen i hendes Bog, prægede hendes elskværdige beskedne Fremtræden, der vandt hende Venner, hvor hun kom, og gjorde saare meget til at udrydde Fordommene mod Kvindens Ret til at udvikle sine Evner.
Derfor er der ikke blot Sorg blandt den Kreds af Kvinder i Stockholm, til hvem hun varmt sluttede sig; men rundt om i alle Lande er der Sorg, fordi Kvindesagen i Sonja Kovalevsky har mistet en af sine bedste Forkæmpere
