« Tilbage til søgeresultaterne

Sonja Kovalevsky.

Af: Ellen Key

« Se emneord

Hvorledes vi end personlig betragte Døden - med livstræt Længsel eller stille Fredstanker eller tilkæmpet Resignation - en Art Død fylder os dog alle med smertelig Bestyrtelse ved sin, som det synes, aldeles hensigtsløse Ødelæggelse, det er den Død, der gaar frem som Orkanen ved Midsommerstid og betegner sin Vej ved omstyrtede Stammer, afrevne Frugtknopper og ødelagte Kornagre.


Greben af denne smertelige Bestyrtelse staar den snevrere Vennekreds saavelsom den evropæiske Kulturverden ved Sonja Kovalevskys Grav. Dette Dødsbudskab har fremkaldt de dybeste Udtryk af Deltagelse, selv fra Kredse, hvorhen kun hendes Ry, intet Indtryk af hendes Personlighed, er naaet. Hun tilhørte Videnskabens udvalgte, hun havde givet Litteraturen rige Fremtidsløfter; hun var af den største Betydning for Kvindesagen, hun tog med hele sin Sjæl Del i sit Fædrelands Stræben efter Frihed - og fra alle disse Omraader lyde nu talrige Vidnesbyrd om, hvor stort man føler, Tabet er. Men indenfor Vennekredsen, der har erfaret, at Personligheden var endda meget rigere end Livsgjerningen, der føles Tabet som uerstatteligt.


De, som her i Stockholm stod Sonja Kovalevsky nær, vidste, at hun var en vildsom Fugl, der ikke havde hjemme hos os, en Gæst, der ofte tungt nok følte, at hun var en fremmed, og gærne vilde have løftet Vingen for at flyve til andre Steder. De var saaledes forberedte paa før eller senere at skulle savne hende, men desto mere uforberedte paa helt at miste hende.


Saa jævnt, saa fordringsløst indtog hun sin Stilling, at man ikke mærkede, hvor stor den Plads var, hun udfyldte for sine Venner og sine Disciple, førend den stod tom, og den Skumring, der blev, da denne stærke Livslue udsluktes, viste os, hvor klart hun havde lyst i vor Graavinter.


Disse Linier skrives under det første Indtryk af Smerte over det pludselige Slag. De har kun til Hensigt at være simple Mindeord. Til at give et gennemført Livsbillede savner vi endnu saavel Plads som Tid og Kræfter.


Sonja (Sofie) Vasilievna blev født 27de (15de) Decbr. 1853 paa sin Faders, General Corvin Krukovs Familiegods Palibino i det smukke Guvernement Vitebsk. Mange Nationaliteter var sammensmeltede i denne Slægt, og Sonja plejede at udlede Bestanddelene i sit Sjæleliv saaledes: Fra min ungarske Stamfader, Mathias Corvinus, har jeg Kundskabstrangen; Mathematiken, musikalske og lyriske Anlæg fra min tyske Stamfaders Fader, Astronomen Schubert, min individualistiske Frihedskjærlighed fra Polen, fra en Stammoder af Zigeunerblod Vandrelysten og Vanskeligheden ved at følge konventionelle Former - Resten fra Rusland.


Denne „Rest”, det særegent russiske, som røbede sig i en Mangfoldighed af Ejendommeligheder og skiftende Stemninger, viste sig fremfor alt i det, hvorved Rusland gennem sin Litteratur i nogle Aartier har vakt Vestevropas Undren, nemlig den aandelige Rigdom. Den russiske Intelligens synes endnu at besidde samme mægtige Produktionsevne som den russiske Mark, en uudtømmelig Evne til at tilegne sig, skabe og give, en mangesidig Fylde af Kraft, saadan som Vestevropa ikke har haft den siden Renaissancens Dage. Men ved Siden af denne intensive Livsenergi og Frembringelsesevne findes i sælsom Modsætning en østerlandsk resigneret Fatalisme, et bundløst Dyb af Tungsind - det russiske Folk har, som ingen anden Nation i Verden, „lesprit gai et le coeur triste”.


Hos Sonja Kovalevsky fandtes disse Nationalitetens Grundtræk forstærkede ved Geniets Skaberkraft og Kvindens Evne til at lide. I „Søstrene Rajevsky” har hun selv givet os det mest fængslende Billede af sin egen Naturs Udvikling, af sit Hjærtes uafladelige Hunger efter Ømhed, sin Sjæls efter Næring. Vi erfarer, hvorledes den lille Tanjas straalende graa-grønne Øjne udvides under Familiedisputerne om Tidens ny Ideer, vi ser hende i Smug sluge indenlandske og udenlandske Tidsskrifter, vi følger hende i Skovenes grønne Herlighed og i Digterdrømmenes Luftslotte; vi staar hos hende, medens hun i timevis henrykt stirrer paa de i Tapeters Sted opklistrede Blade med Differential- og Integralregninger - hendes første Indblik i den Videnskab, der siden blev hendes; og vi ved, at hun ved Siden heraf modtog dybe Indtryk i Tiden før Livegenskabets Ophævelse *) og det sidste Oprør i Polen. **) Det er disse og lignende Indtryk, der gør, at de Livegnes Kys paa hendes Kjolesøm ikke efterlader den mindste Plet paa den unge „barinas” Sjæl. Det blev tværtimod meget tidlig en Livssandhed for hende, at Personligheden alene bestemmer Menneskets Værd.


I denne som i andre Henseender fik Sonja en stor Del af sin Opdragelse af den nogle Aar ældre Søster Anjuta, ***) som var stærkt paavirket af det unge Ruslands Tanker, og ved sit Forfatterskab kom i et venskabeligt Forhold til Dostojevski. Den yngre Søster tog med hele sin Sjæl Del i den ældres Planer og Ideer, men i den højfornemme Familie vakte naturligvis de unge Døtres Anskuelser baade Harme og Smerte, som ogsaa Skildringen i „Søstrene Rajevski” viser. Det er imidlertid betegnende for Sonja, at da nogle russiske Venner kort før hendes Død gjorde hende opmærksom paa, at hun ikke i denne Skildring havde vist sin Faders Minde fuld Retfærdighed - denne gammel-konservative General, som i mange Tilfælde lod sig opdrage af sine Børn - begyndte hun strax et nyt Kapitel i Fortsættelsen af sine „Erindringer” for at vise Faderen i Slutningen af hans Liv som stedse mere mild og forstaaende overfor sine begavede Døtres Stræben og Tænkemaade.


Et Kapitel af sine „Erindringer”, som desværre ikke en Gang blev begyndt, havde Sonja haft i Sinde at kalde: „Hvorledes jeg blev Mathematiker”. Om dette vigtige Afsnit af hendes Liv faar vi vel saaledes ikke stort mere at vide end de allerede ofte anførte Fakta, at den tolvaarige Pige kom til at læse Mathematik sammen med en jævnaldrende Dreng og med en saadan Lidenskab kastede sig over denne Videnskab, at Faderen afbrød hendes Studium, dette „ukvindelige” Studium, at hun fortsatte det i Hemmelighed og derved - ligesom Pascal - selv udfandt Trigonometrien, samt at en Ven af Familien, der opdagede denne forbavsende Begavelse, udvirkede, at hun under Familiens Ophold i St. Petersborg fik Timer i Mathematik. Men alle Bønner om at maatte gaa videre afsloges; unge Piger som dyrkede videnskabelige Studier udenfor deres Hjem blev af det russiske Aristokrati ansete for at være hjemfaldne til Nihilismen. Paa den Tid gjorde den femtenaarige Sonja Bekjendtskab med en ung Student Kovalevsky, som tilbød at bortføre hende for at skaffe hende Frihed. Men Familiens Læge fik Nys om de unges Planer og sagde dem, at det kunde blive hendes Faders Død, da han led af en Hjærtesygdom. Saa besluttede de da at indgaa et af disse


Proforma-Ægteskaber som i andre Kredse i Rusland var sædvanlige, men i de højere ukendte. De to unge, som begge indtil videre betragtede Ægteskabet „som en Institution, hvis Opgave det var at skaffe unge Piger Frihed til at studere”, rejste strax hver til sit for at hellige sig, han Naturvidenskaben, hun Mathematiken. Denne ejendommelige Begivenhed gav imidlertid Stof til en Roman, hvor Manden bl. a. fremstilles syslende med Samovaren (Selvkogeren), medens Hustruen sidder hensunken i Bøgerne.


I Aaret 1869 blev den unge Frue, der endnu ikke havde fyldt 16 Aar, Student ved Universitetet i Heidelberg, og efter et Par Aars alvorligt Arbejde begav hun sig til Berlin, hvis Universitet ganske vist ikke stod aabent for Kvinder, men hvor den begavede Russerinde vakte en saa levende Interesse hos Mathematikeren Weierstrass, at han i fire Aar gav hende Privatundervisning, og han blev for hende, ikke blot en Lærer, der med dyb Interesse tog sig af hende, men ogsaa en broderlig Ven, der, da hun senere som Enke stod ene i Verden, tilbød hende en Søsters Plads i sit Hus - et Tilbud, hun ikke modtog, men som fremkaldte hos hende en endnu inderligere Følelse af Taknemlighed end den, hun allerede nærede; og det var for at besøge denne Ven, hun før sin sidste Sygdom rejste over Berlin.


Efter fire Aars Studier hos Weierstrass indsendte Sonja Kovalevsky, i Følge hans Raad, tre Afhandlinger til Universitetet i Gøttingen, og disse vakte en saadan Opsigt, at Forfatteren uden anden Prøve promoveredes til Doktor ved Universitetet - en Udmærkelse, som aldrig før var tilstaaet nogen der. ****)


Men de Forventninger, Weierstrass knyttede til sin Elev, var endnu ikke tilfredsstillede, og det ansporede hende til ny overordentlige Anstrængelser. Først da hun havde fuldendt sin nedenfor nævnte Afhandling om Lysets Forplantning, naaede hun endelig den eftertragtede Anerkendelse af Weierstrass: at han ikke havde taget fejl af hendes Begavelse.


Paa dette Tidspunkt var der foregaaet store Forandringer i Sonja Kovalevskys private Liv. Ægtefællerne Kovalevskys Forhold, der længe kun havde været et Par gode Kammeraters, var tilsidst blevet af en anden Art. I Efteraaret 1879 blev deres første og eneste Barn født. Vandrelivet skulde vel nu være ombyttet med et fælles Hjem i Moskov, hvor Vladimir Kovalevsky, der selv var en anset Videnskabsmand var bleven udnævnt til Professor i Palæontologi - dersom han ikke pludselig var død 1883.


Hans Hustrus store Fædrenearv var bleven anbragt i Foretagender, der havde ført til, at den hurtig var smeltet hen; saaledes var f. Ex. Bladet Novoje Vremja for en Del grundet med hendes Penge. Den unge Enke stod nu uden Formue og maatte skaffe sig et Levebrød for sig og sin Datter.


Hun søgte først Arbejde i St. Petersborg. Der tilbød man hende, den allerede evropæisk bekjendte Mathematiker, en Plads som Regnelærerinde i - en Femteklasse i en Pigeskole; thi paa et højere Stadium ansaas en Kvinde ikke for kompetent til at forestaa Undervisningen! Hun prøvede at faa Ansættelse ved Universitetet i Helsingfors, og der var der levende Sympati for Sagen, men den strandede alligevel paa nationale Betænkeligheder. Paa den Tid var Professor Mittag-Leffler endnu ved Helsingfors Universitet og fik der af nogle russiske Damer at vide, at deres begavede Landsmandinde ønskede en eller anden Ansættelse ved et Universitet. Ved hans Mellemkomst kom Sonja Kovalevsky allerede i Efteraaret 1883 til Stockholm; sin lille Pige havde hun efterladt hos nogle russiske Slægtninge. I Foraarsterminen holdt hun Forelæsninger som „Privatdocent” paa Stockholms Højskole, *****) og de gjorde saa stor og fortjent Lykke, at hun samme Aar blev ansat som Professor i højere mathematiske Analyse. Det er Stockholms Ære, at der - takket være Professor Lefflers ivrige Bestræbelser - skaffedes Midler til dette Professorat ved private Mæcenater, og at ingen Fordom hindrede vor unge Højskole i at knytte en Kvinde til sig, der saaledes blev den første, hidtil den eneste, som i vort Aarhundrede har beklædt en akademisk Lærerplads.


Det manglede imidlertid ikke paa skeptiske Bemærkninger om den kvindelige Professors Kompetence, men disse tav tilsidst aldeles, da det franske Videnskabernes Akademi i 1888 tilkendte Sonja Kovalevsky den Bordinske Pris for hendes Besvarelse af den udsatte Opgave: „At bestemme Theorien for et fast Legemes Bevægelse”. Allerede inden Navneseddelen blev aabnet, havde Akademiet besluttet at forhøje Prisen fra 3000 til 5000 Frcs. i Anledning af Afhandlingens udmærkede Fortjenester.


Efter denne Kraftanstrængelse saa det ud, som om den mathematiske Produktionskraft trængte til en Hviletid. Men Hvile betød for Sonja Kovalevsky egentlig blot Ombytning af Arbejde. Den Lyst til litterær Produktion, der i hendes Ungdom havde givet sig Udslag i Udkast til Digte og Noveller, var atter vaagnet, næret ved det fortrolige Venskab med Anne Charlotte Leffler, og den første Frugt deraf var Dramaet: „Kampen for Lykken”, hvor Ideen væsentlig var Sonja Kovalevskys, men Udførelsen hendes svenske Venindes.


Selv begyndte hun nu imidlertid at optegne sine Barndomserindringer, der under Titlen „Ur ryska lifvet (Systrarne Rajevski)” ******) blev udgivet ved Juletid 1889. Dette Arbejde gjorde i hendes Hjemland samme overordentlige Lykke som i Skandinavien. Den russiske Kritik stillede det uden Betænkning i Linie med Turgénjeffs og Tolstoys Ungdomserindringer og roste i lige Grad Stilens ædle Simpelhed, de fremstillede Billeders klare Anskuelighed og Indholdets Rigdom paa ægte Følelse og frisk Poesi. Kun med Hensyn til det rent sproglige fremsattes der den Bemærkning, at Forfatterinden ikke længere var fuldt hjemme i sit Modersmaal.


Energiske Anstrengelser afhjalp dog denne Mangel allerede i hendes næste Arbejde, der gjorde saa overordentlig Lykke i Rusland, at det Hæfte af Tidsskriftet, hvori Artiklen stod, maatte udgives i nyt Oplag. Det var en Studie over de nordiske Folkehøjskoler („Bondeuniversiteter”, som hun maatte kalde dem paa russisk), som Forfatterinden havde studeret, dels i Norge dels ved et i denne Hensigt aflagt Besøg paa Tärna Folkehøjskole. Hun skrev denne Afhandling med Tanken paa den russiske Bondestands Trang til Oplysning og haabede, at hendes Ord kunde komme til at bære nogen Frugt for hendes Land i denne Retning.


Thi hendes Land, det rige, det vældige, det ulykkelige Rusland, dets Udvikling, dets Skæbne var aldrig af hendes Tanker. Med fuld Sandhed kunde hendes Ven Maxime Kovalevsky sige ved hendes Grav at „hun tilhørte det unge Rusland, Smerternes og Frihedens Rusland”. Alle hendes Sejre blev hende først rigtig kære, naar hun som et Barn kunde tømme den blomsterfyldte Favn i sin store Moders Skød. To Hyldinger nævnede hun en Gang med Taarer i Øjnene: Udnævnelsen til korresponderende Medlem af Petersborgs Videnskabsakademi, og den af Jonas Lie i en Skaaltale udtrykte varme Sympati for den lille russiske Pige Tanja Rajevski.


Ellers talte hun aldrig, eller blot saa flygtigt som muligt, om sine Udmærkelser; hun bar dem lige saa sorgløst som en Dronning sine Juveler og lagde dem til Side saa snart som muligt for atter at tage den simple Hverdagsdragt paa.


Hun lagde overmaade lidt Vægt paa sin Undtagelsesstilling paa det kvindelige Arbejdsomraade. Efter at hun en Gang havde besejret sin Families og sin Samtids Fordom i Henseende til Kvindens videnskabelige Begavelse, var der ikke mere Kamplyst tilbage hos hende. Det var for hende selv indlysende, at der ingen ydre Grænse bør sættes for Kvindens Kraftudvikling, hvorfor „Kvindespørgsmaalet” ikke længer for hende var til som Enkeltspørgsmaal. Hun saa det blot som en vigtig Del af Menneskelighedens store Spørgsmaal, det sociale, af hvis Løsning hun ventede „den størst mulige Lykke for det størst mulige Antal,” altsaa ogsaa for Kvinderne.


Inden hun selv var naaet til fuldt ud at hævde Kvindens videnskabelige Begavelse, kæmpede hun tappert for Kvindesagen. Saaledes fortæller en Ven af hende, hvis Hjemmelsmand var George Eliot selv, at ved en af dennes Søndagsmodtagelser havde en ældre Herre, som Fru Kovalevsky ikke kendte, fremsat den Paastand: at Kvinden manglede den skabende Evne i videnskabelig Henseende. Fru Kovalevsky flammer da strax op og forsvarer, opmuntret af George Eliots Bifaldssmil, sit Køn saa glimrende, at alle erklærer hende for at være den sejrende i denne Tankeudveksling. Da hendes Modstander kort efter tog Afsked, spurgte Værtinden Fru Kovalevsky, om hun vidste, hvem det var, hun havde besejret, og nævnte til sin Gæsts Forfærdelse Navnet - Herbert Spencer.


I Sandhedens Interesse maa det tilføjes, at Professor Sonja Kovalevsky mere og mere hældede til Spencers Anskuelse: at Originalitet og skabende Evne paa det videnskabelige Omraade i Almindelighed ikke synes at tilhøre Kvinderne. Som særligt betydningsfuldt og lykkeligt for sin egen Udvikling plejede hun at paapege den Omstændighed, at hun tidligt kom til at koncentrere sig paa sit Særstudium og ikke først var nødt til at spilde Tid og aandelige Kræfter paa en sløvende Examenslæsning. Og langt fra at dette gjorde hende ensidig, var det en medvirkende Aarsag til den Kraft, hvormed hun siden tilegnede sig al Kundskab. Hun følte en uophørlig Trang til at udvide sine Grænser, og hun kastede sig over disse ny Emner saa begærligt som Ild over Brænde.


I sin Egenskab af Russerinde havde hun ualmindelig let ved at lære Sprog; efter nogle Maaneders Forløb forstod hun Svensk saaledes, at hun med Fornøjelse læste skønlitterære Arbejder, og i den sidste Tid havde hun paa et Par Ugers Tid lært sig selv at læse Italiensk.


Med vaagen Interesse fulgte hun enhver betydelig Fremtoning paa Videnskabens og det sociale Spørgsmaals Omraade. Saaledes studerede hun en Vinter med største Iver videnskabelige Arbejder om Hypnotismen; men hun følte sig kun tilfredsstillet ved Indtryk paa første Haand, og efter at hun i Paris havde erhvervet sig disse, følte hun sig forpligtet til at fremsætte en Advarsel imod den altfor store Lettroenhed i denne Sag *******).


Som i dette Tilfælde saaledes i alle andre: hendes videnskabelige Sans viste sig stedse deri, at nøjagtig Undersøgelse var hende uundværlig og at hun aldrig frygtede Konsekvenserne af Sandheden. Aarhundredets ledende videnskabelig Idéer vare gaaede hende over i Blodet; Darwinist, Evolutionist, Agnostiker ********), som hun var, satte hun dog Forskningens Frihed over enhver Theori. En Sætning, der var stivnet til Dogme, æggede hende gærne til Angreb, under hvilke hun stundom paa det mest glimrende forsvarede de vildeste Paradoxer - indtil hun pludselig med sit elskværdigste Smil afbrød sig selv og indrømmede, at det var altsammen en af hendes „Fantasier”.


I Berlin, London og ikke mindst i St. Petersborg havde hun bevæget sig i en Kreds, hvor der herskede fuld aandelig Frihed, hvor ingen Fordomme hindrede den alsidige Drøftelse af et hvilketsomhelst videnskabeligt, socialt, ethisk eller æsthetisk Spørgsmaal, en Kreds, hvor man kunde leve sit private Liv uberørt af alle andres Indblanding. Det var derfor ikke underligt, at hun ofte fandt den aandelige Atmosfære her i Stockholm for lidt iltholdig. Hun kom med Forventning om, at den Fordomsfrihed, som havde muliggjort hendes Ansættelse ved Universitetet, havde gennemtrængt ogsaa andre Omraader. Men hun fandt snart, at det havde været en Blomst paa en ellers temmelig bar Kvist. Bøjelig som hun var med Hensyn til at finde sig i Livets simpleste Hverdagsforhold, og villig til at rette sig efter alle de Hensyn, der i tredobbelt Maal krævedes af hende som Russerinde, Kvinde og Universitetslærer, følte hun dog alle disse Hensyn som et Jærngitter, mod hvilke hun ofte slog de Vinger, hun før havde svunget i friere Luft.


Hun, som for aandelige Værdier havde bibeholdt den russiske Maade at tælle paa - efter saa og saa mange „Sjæle” - følte sig alt mere og mere fattig, eftersom Forholdene her indsnørede Individualiteterne, eller ændrede Livsvilkaar formindskede Antallet af de hende sympathetiske Venner her. Hun drog sig bestandig mere og mere tilbage fra vort tilfrosne Selskabsliv, hvor hun i Begyndelsen virkede som en Tøbrudsvind om Foraaret, og dette skete ikke, som mange antog, i Følelsen af Ensomhed. I Omgang med nogle faa Venner samt i en og anden Theater- og Musikaften hvilede hun ud under sit anstrængte Arbejde. Af alle æsthetiske Nydelser satte hun god Musik øverst og dernæst Theatret. Hendes Dom over et Skuespils Udførelse var den fineste og mest træffende Kritik - paa dette Omraade havde hun ogsaa forlængst brugt sin Pen, blandt andet som Musik- og Theateranmelder i „Novoje Vremja” i Bladets første Aar.


Men naar Sonja Kovalevsky en enkelt Gang deltog i Selskabslivet, behøvede hun blot en eneste sympathetisk Tilnærmelse for strax at opildnes. Og hvor blev da ikke ogsaa Luften om hende opildnet! Tankerne vilde frem, hurtigere end Ordene kunde bære dem, og dog styrtede Ordene frem med forbavsende Lethed selv paa de fremmede Tungemaal. De fik et særligt Eftertryk ved den energiske, ivrige, men næsten aldrig høje Stemme, samt de udtryksfulde Bevægelser med de overordentlig smaa fine Hænder, hvor Aarerne svulmede og Pulsslaget blev synligt ved hver livlig Bevægelse. Hvor man saa den lille fine Skikkelse med de fuglehurtige, kun i større Selskab paa Grund af Nærsynethed noget tvungne Bevægelser, med de straalende Øjne, mellem hvilke Tankearbejdet havde gravet en Fure saa dyb som et Ar - der vidste man, at en eller anden Samtale af Interesse var paa Bane. Uden i mindste Maade at docere eller prøve paa at beherske, blev hun dog altid ubevidst det Midtpunkt, der samlede interesserede Tilhørere om sig. Ved sin helt igennem ukunstlede Fordringsløshed og Hjærtelighed, gjorde hun selv de jævneste Mennesker meddelsomme og forstod den Kunst at høre efter, endskønt hun sjælden fik Lejlighed til at udøve den, thi man hørte helst hende selv tale, frem for alt fortælle. Med Digterens sikre Blik for det interessante og karakteristiske hos en Person, en Situation, en Tid, forenede hun en sjælden Evne til at levendegøre det sete ved denne simple malende Fremstilling, som henriver os i hendes Landsmænds og hendes egen Forfatterstil. Hos Slaverne findes endnu den episke Styrke spontan og ureflekteret, ligesom man hos dem endnu finder den inderligere Enhed af Tanke og Følelse, som Vesterlandenes Kulturliv i Almindelighed savner. Sonja Kovalevsky følte sine Tanker - eller tænkte sine Følelser - hvilket gav hende noget ejendommelig tiltrækkende, ubeskriveligt for den, der ikke har erfaret det.


Naar man kom op i hendes eget lille Arbejdsværelse, maatte der sædvanligvis først skaffes Plads ved at rydde til Side, saa fuldt laa der af Bøger og Manuskripter, bedækkede med mathematiske Formler eller med smaa russiske Bogstaver, eller stundom med smaa Pennetegninger, der røbede et virkeligt, om end uudviklet Anlæg ogsaa i denne Retning. Ved den hjærtelige Modtagelse lod man sig tilsidst overtyde om, at man ikke forstyrrede, og man hengav sig til den Nydelse for et Øjeblik at gøre en Tur ind i næste Aarhundrede eller ud i Evropa til Kulturens Livscentrer. Her - mellem disse fire Vægge - lagde hun for Dagen hele sin Tankevidde, sin Evne til at prøve alt og tilegne sig det bedste af alt. Her fandt man en ægte fri Tænkning. Selv i de Spørgsmaal, hvor hun selv havde bestemte Anskuelser, drog hun hverken til højre eller til venstre nogen Grænse, inden eller uden for hvilke andre burde befinde sig. Fuld af Videnskabsdyrkerens Lidenskab for Sandheden og Digternaturens Lidenskab for Helheden, kunde hun aldrig slutte sig til noget Parti, men forstod i Stedet derfor alle; kunde med Rørelse se den russiske Bondes fromme Andagt, ligesaavel som Ytringerne af den offervillige Radikalisme, blandt hvis Repræsentanter hun havde nære Venner.


Uforstaaelig for hende var alene Sneverheden. Paa Aandens Omraade led hun ikke af Nærsynethed, den saa almindelige Nærsynethed, der forvexler det væsentlige med det uvæsentlige og omvendt. Og den Smaalighed, for hvilken Anskuelser gælder mer end Personligheder, og Fordomme mer end Anskuelser, var hun ganske fri for.


Et Par Exempler fortjener at anføres. I Bestyrelsen for det Lorénske Fond, som hun af Testator var udnævnt til Medlem af, stemte hun for Stipendium til Dr. Wicksell, endskønt hun var en Modstander af hans Malthusianske Anskuelser. Men hun ansaa Befolkningsspørgsmaalet for saa vigtigt, at det burde belyses fra alle Sider, og ham for en saa ærlig Sandhedssøger, at han ikke burde undertrykkes. Og da en eller anden ved Strindbergsfesten i Fjor udtalte sin Forundring over, at Fru Kovalevsky vilde deltage deri, hun hvis Udnævnelse til Professor ved Stokholms Højskole havde givet Strindberg Anledning til et af hans mange uretfærdige Udfald mod „Kvindeherredømmet”, svarede hun: „Netop fordi jeg er bleven uretfærdigt anfalden af den ensidige Strindberg, glæder det mig at kunne vise den geniale Strindberg min Beundring. Vi Kvinder burde forsøge at lære os selv det, som Mændene endnu saa lidt forstaar, ikke at lade en Persons Svagheder eller Fejltagelser overskygge hans virkelige Betydning”.


Paa denne Sans for det væsentlige beroede for en stor Del hendes psykologiske Skarpsyn. Hun saa Svaghederne, men satte dem i Forbindelse med Fortjenesterne som en lovbunden Fremtoning, hvilken hun dømte med Overbærenhed, fordi hun helt forstod den. Det faldt hende lige saa lidt ind af visse Personer at fordre visse Egenskaber, som kun kunde falde paa den Tanke, at en Trekant nogensinde kunde vise sig firkantet. Imidlertid var hendes personlige Sympati for visse psykologiske „Figurer” lige saa afgjort som hendes Antipati mod andre Om man vil fortsætte Billedet, kan det tilføjes, at Bølgelinien var den, hun foretrak fremfor alle andre.


Den førnævnte klarsynede Overbærenhed gjorde hende ogsaa til en fremragende Lærerinde, der lempede sig efter Elevernes Individualitet og derfor fremlokkede de bedste Muligheder af den. Hun interesserede sig ogsaa levende for Elevernes private Personligheder, og en af disse, en ung Pige, skrev efter hendes Død det betegnende Ord, at kun altid følte sig gjennemskuet af Fru Kovalevsky, som om hun havde været af Glas, og dog fuldstændig tryg overfor dette mildt forstaaende Blik.


Af lærd Koketteri fandtes der ikke det mindste hos hende. Og de, som udtalte deres Glæde over hos hende ikke at finde den „Tørhed”, som Mathematikerne næsten er bleven til et Ordsprog for, fik en ivrig Forsikring om, at den ægte Mathematik var den mindst tørre af alle Videnskaber; at den for den skabende Fantasi og den spekulative Kraft aabnede hele Verdenssystemet, og at den tørre Side af Emnet kun udgjorde saa at sige de Grene, ad hvilke man klatrede op og ned i Verdenstræet.


Rigtigheden af denne Paastand er jeg ude af Stand til at bedømme; at hun i alt Fald ikke havde tilsat noget af sin oprindelige Friskhed ved Studiet af Mathematiken, det er vist. Betegnende i denne Henseende er et Ord af hendes Lærer Weierstrass, som en Gang hørte nogle Herrer omtale den mathematiske Berømthed, Fru Kovalevski, og forklare dette Særsyn hos en Kvinde derved, at hun havde udviklet den mathematiske Evne paa alle andre aandelige Evners Bekostning. Weierstrass hørte længe stiltiende efter; men endelig udbrød han: „Mine Herrer om De blot kunde ane, hvordan der ser ud i et saadant Kvindehoved!”


Heldige Omstændigheder havde ogsaa medvirket til det Indtryk af umiddelbar Friskhed og af Førstehaands-Erfaring, som man fik af Sonja Kovalevsky. Fra sine Rejser kendte hun det halve Evropa; hun var kommen i nær Berøring med flere af sin Tids største Forfattere - Turgénjeff, Tolstoy, Dostojewski m. fl. - havde boet i Darwins Hjem, været en stadig Gæst i George Eliots *********), George Eliot der for hende var den over alle andre Kvinder i Literaturen højt opragende Storhed. Og dette fortrolige Kendskab til de litterære Personligheder var forenet med et endnu større til de forskellige Literaturer. Hun kendte omtrent alt af Betydning inden for sit eget Lands, Tysklands, Englands og Frankrigs ældre og yngre Literatur; og i den nyere skandinaviske Literatur var hun mere belæst end de fleste svenske Kvinder.


Men, vil maaske nogen spørge, hvorledes kunde hun overkomme alt dette?


Desværre ved at overanstrænge sig. Der var Tider, hvor hun ikke sov mere end 4-5 Timer i Døgnet, og hun viste aldrig tilstrækkelig Omsorg for sin Sundhed. At hendes stærke Konstitution alligevel holdt sig rask, skyldtes hendes gode sunde Vaner. Hun brugte hyppig Bade og legemlig Bevægelse, var yderst tarvelig og maadeholden med Hensyn til Mad og Drikke, afskyede alle stimulerende Midler; ja selv de russiske Damers uadskillige Ledsager, Cigaretten, brugte hun kun af og til - og alt dette gjorde, at hun selv naar hun var i højeste Grad overanstrængt, sjælden syntes nervøs.


For at blive „nervøs” havde hun den samme Skræk som for i mindste Maade at vise sig mandfolkeagtig. Det efter en Sygdom kortklippede Haar, som hun ses med paa tidligere Portrætter, lod hun voxe, og hun var stolt, da hun med Besvær havde faaet lært sig til at fæste den mørke Fletning op til en smuk Knude. Hun var aldrig „stolt” over andet, end naar det var lykkedes hende at udføre noget sligt; naar hun f. Ex. havde udført et smukt Haandarbejde eller ordnet et smagfuldt Toilette - thi hun vidste, at hun var mindst begavet i Retning af det særlig „kvindelige”. Paa de praktiske Omraader var hun uefterrettelig og sorgløs som et Barn eller en Kunstner, men kunde dog vise en levende Interesse for Hverdagslivets Smaating, naar de angik hendes Venner. Hun var yderst taknemmelig for den mindste Hjælp eller Venlighed, villig til at følge hvert godt Raad og rede til at opfylde alle Livets smaaKrav, saavidt hun formaaede - men sjæleglad, naar hun blev fritaget derfor. Især gjaldt dette Brevskrivning, som hun nærede en hos livlige og talende Naturer ikke ualmindelig Uvilje imod.


Vanskeligheden ved at forene Livets smaa og store Krav med hverandre voxede imidlertid med Interessernes Mængde. Disse var netop, da Døden ramte hende, flere end nogensinde før. Hun havde følt sin Lyst vaagne til paa ny at tage fat paa et stort mathematisk Arbejde, og hun vaklede mellem Ønsket om strax at begynde dette og Ønsket om at afslutte nogle af sine mange literære Udkast. Færdig havde hun kun en større Novelle (et Kapitel af den er offentliggjort i „Letterstedtske Tidsskrift” 1891,1) men under Arbejde havde hun et Modstykke dertil med Tschernyschefsky som Helt. Sine Erindringer havde hun i Sinde at fortsætte, og et særligt interessant Afsnit deri vilde sikkert være blevet hendes og Søsterens Indtryk under Pariserkomunen 1871.**********) Hun havde tænkt paa at omarbejde en (trykt) Ungdomsnovelle, som havde vundet Dostojevskis varme Beundring. Hun havde lagt Planen til to Romaner: „Væ Victis” (Indledningen offentliggjordes ifjor i „Nornan”) og en anden med Emne fra Rivieraen. Hun havde nogle Udkast til en Samling Skizzer fra Frankrig, af hvilke to („Amor paa Markedet” og „Hunden”) særligt interesserede hende. Og endelig har hun efterladt et Udkast, som i Fantasi-Rigdom og psykologisk Genialitet maaske overgaar alle hendes andre Arbejdsplaner: „Naar Døden ikke mere er til.” Det Skuespil derimod, som er indleveret til det kgl. Theater i Kjøbenhavn („Til Døden og efter Døden”), er kun en Omarbejdelse af hendes Søsters, Mme. Jaclards Drama, foretaget af hende og A. Ch. Leffler.


Forholdet mellem Søstrene vedblev altid at være det inderligste, og Sonjas Bestræbelser for at bringe Mme. Jaclards Arbejde paa Scenen var et af de mange Udtryk for denne Hengivenhed.


Det var midt i denne Livets Højsommer, fuld af brusende Frembringelseskræfter, at Døden slog ned - og netop fordi Liv var det betegnende for Sonja Kovalevsky, synes Døden i dette fælde ufatteligere end ellers.


Selv havde hun i mange Aar og af mange Grunde været fortrolig med Dødstanken, blandt andet fordi hun vidste, at hendes Hjærte var svagt. Men hvis der gaves noget Tidspunkt i hendes Liv, da hun selv ikke vilde have valgt at dø, saa var det nu, da hun følte sig mere fuld af Arbejdsenergi og mere harmonisk end nogensinde.


Hun havde tilbragt sin Juleferie i det sydlige Frankrig, hvor hun i en lille russisk „Koloni” havde noget af sit Hjemlands Milieu, som hun følte, at hun trængte til for sin Digtning, og hvor hun ogsaa følte sig opmuntret dertil af aandfulde og sympathetiske Landsmænd.


Efter nogle Dages Ophold i Berlin rejste hun over Fredericia til København; og paa denne Natterejse i Blæst og Regn paadrog hun sig en Forkølelse, som hun følte sig angreben af, da hun Onsdag den 4de Februar kom til Stockholm. Men hendes Grundsætning „ikke at give sig Tid til at være syg” holdt hende oppe, saa at hun begyndte sit Forelæsningskursus om Fredagen, ja endog deltog i et Aftenselskab hos nogle Venner, hvor hun dog befandt sig saa ilde, at hun snart tog hjem. Først Lørdag Middag gik hun til Sengs, og skønt Sygdommen (Lungehindebetændelse) viste sig alvorlig, anede ingen, hvor alvorlig den var, eller at man i de to følgende Døgn egentlig kun var Vidne til en Dødskamp, en Kvælning som Følge af den ved den stærke Betændelse fremkomne Materiesamling i Lungerne. Havde Hjærtet været stærkt, kunde Udgangen maaske have været forhalet noget - men Redning syntes, efter hvad Obduktionen udviste, Lægerne umulig. Hun alene havde en Anelse om, at hun muligvis ikke skulde overleve Sygdommen, og hun iagttog med en vis Uro de slette og med en vis Glæde de gode Symptomer, begge Dele paa en meget stille Maade. Fordringsløs og taknemmelig for Venlighed, som hun havde været i Livet, var hun i Døden; alt hos hende var kun Udtryk for en ubeskrivelig taalmodig Blidhed og Omtanke for hendes Omgivelser. Dødens Nærhed anede hverken Lægerne, de omværende eller hun selv. Den kom pludselig Tirsdag Morgen med en Hjærtelammelse, som Følge af Lungernes angrebne Tilstand; i de sidste Timer var Bevidstheden borte, og Døden blev kun en stille Slumren ind i „det store ubekendte”, der saa ofte var i hendes Tanker - en Indslumren, som efterlod et Udtryk af sublim Højhed og Fred paa det blege Ansigt.


Det er en vemodig Ære for vort Land, at det blev i vor Jord, denne Ruslands store Datter fik sin sidste Hvile den Hvile som al Tid syntes hende herligere end selv de herligste af Livets Gaver.


De, som sørge over hende, prøve paa at mindes, at netop saaledes som Døden kom - hurtigt og paa Livets og Kraftens Middagshøjde - havde hun ønsket, at den skulde naa hende. De prøve ogsaa paa at mindes, at alt som hendes Livsrigdom voxede, var der ogsaa fremkommet Stof til nye Brydninger. En saadan var opstaaet af Videnskabens Krav paa den ene Side og Literaturens paa den anden, af Vanskeligheden ved at strække til for begge, og samtidig ogsaa for den inderlig elskede opvoxende Datter. En anden Konflikt opstod ved hendes Ansættelse i Udlandet, medens hendes literære Virksomhed krævede Ophold i Hjemlandet. Og andre endnu dybere Brydninger mødte hende, som saa mangen anden, i Nødvendigheden af Kompromisser under „Kampen for Lykken.”


Men skønt Vennerne prøve paa at tænke alt dette, kan de ikke føle det. Skulde Tilværelsen ikke for hende - denne „Sjæl af Ild og Sjæl af Tanker” - kunne have vist sig mere blød og plastisk end for andre ringere Naturer, som knuses imod dens Haardhed? Skulde ikke disse stærke Vinger kunne have hævet sig over Skranker, som var himmelhøje for andre?


Ja, nu kan vi kun spørge, ikke andet.


I vort Land, hvor en Del af Sonja Kovalevskys rige Liv hengik, kommer man vel ofte til at tage hende til Exempel og til Spore, naar det gælder kvindelig Stræben mod mere Lys og mere Frihed. Og dette med fuld Ret. Men man bør ogsaa derved mindes dette: For Sonja Kovalevsky, Aarhundredets og maaske alle Tiders hidtil berømteste kvindelige Videnskabsdyrker, var det ikke Videnskaben, ikke Litteraturen, ikke Æren, som var Tilværelsens Midtpunkt. Hun følte lige saa dybt som en anden genial Kvinde, at Berømmelsen kun var „un peu de bruit autour de son coeur.” Thi for hende, som for den naiveste unge Pige, var Hjærtet Livets Kilde.


Og man bør mindes et endnu. For Sonja Kovalevskys Venner var det ikke hendes Storhed, som gjorde hende dyrebar. Hvad der gjorde hende enestaaende i deres Øjne, var, at hun i sjælden Grad besad det, som Goethe mente vi burde bønfalde om:


Store Tanker og et rent Hjærte.


*) Se Familien Vorontseff i Letterstedske Tidsskrift. I. 1891.


**) Blandt hendes efterladte Papirer findes (fuldendt) en Skildring af et Barndomsminde, en Skildring fra dette Tidspunkt.


***) Den senere Mme. Jaclard.


****) Sin Doktorafhandling udgav S. K. 1874: „Zur Theorie der partiellen Differenzialgleichungen”. Blandt hendes øvrige mathematiske Skrifter udmærker sig Opsatsen „Über die Reduction einer bestimmten Klasse Abelscher Integrale 3ten Ranges auf eliptiske Integrale (1884), samt „Om Lysets Forplantning i et krystallisk Medium”, hvor hun leverede en fuldstændig Løsning af en Opgave, som flere store Mathematikere havde beskjæftiget sig med. Under Tilslutning til Laplaces Hypothese har hun ligeledes søgt at bestemme Formen af Saturns Ring.


*****) Over Theorien for partielle Differentialligninger.


******) Overs. paa Dansk af O. Borchsenius under Titlen „Liv i Rusland”.


Overs. Anm.


*******) En Række Artikler af hende herom, oversatte fra et russisk Tidsskrift, findes i Sv. Aftonblad 1870.


********) „Agnostiker” er en Tilhænger af den Anskuelse, at Spørgsmaal om Gud og Udødelighed høre til „det man ikke kan vide”, om hvilket man derfor hverken kan paastaa eller fornægte noget.


*********) Ogsaa af denne Del af sin rige Erfaring havde hun haft i Sinde at meddele meget mere, end hun naaede. Skizzerne om George Eliot og Saltykoff, af hvilke den første har staaet i det danske „Morgenblad”, er Vidnesbyrd om det meget af Interesse, som hun kunde have meddelt om Samtidens aandelige Liv.


**********) Ved Underretningen om, at hendes Svoger, Kommunarden V. Jaclard, var bleven fangen, rejste Sonja Kovalevsky tilligemed sin Mand hurtigt til det af Versaillestropperne belejrede Paris. Det lykkedes Ægtefællerne at snige sig ind i Byen, medens Kuglerne peb omkring dem; Sonja fik sin Søster opspurgt og ydede hende den Trøst og Hjælp, hun i saa høj Grad trængte til. Derpaa flygtede hun igen fra Paris og rejste lige til sin Fader, hvem hun formaaede til at komme til Frankrig og gøre sin Indflydelse gældende til Fordel for Svigersønnen. Den russiske Generals Mellemkomst gjorde sin Virkning, og det tillodes Jaclard at flygte fra Fængslet.