Kvindesagens Fremgang i de senere Aar.

Af Emil Elberling.

Skjønt Kvindesagen i de sidste Aar ikke har gjort mange iøjnefaldende Fremskridt, er dens Fremgang dog umiskjendelig, og der er mange gode Varsler for, at den i en ikke fjærn Fremtid vil have sejret over hele Linjen. Dels er Interessen for den stegen stærkt imellem Kvinderne selv, hvad der kan ses af de mange Foreninger og Blade, der rundt om i Evropa opstaa for at virke til Sagens Fremme: 1888 holdtes endog i Washington en international Kongres for Kvindesagen, og i 1839 en ny i Paris, og den Sky, der tidligere greb saa mangfoldige Kvinder, saa snart der blev Tale om at vedkjende sig den, end sige virke for den, svinder nu mere og mere bort. Dels begynde Sagens Modstandere at gjøre sig fortrolige med Tanken, og hvor man tidligere mødte med principiel Afvisning, som om hele Sagen var taabelig eller stridende mod Naturen, faar man nu kun mere eller mindre spidsborgerlige Indvendinger eller ogsaa theologiske Betænkeligheder. Selvfølgelig er der endnu mangfoldige baade Mænd og Kvinder, som bestemt forkaste Tanken om en egenlig Ligestilling af begge Kjøn; men de samme ere dog villige til at indrømme, at Bestræbelserne for at forbedre Kvindernes Stilling i flere Retninger ere fuldt berettigede og fortjene al Understøttelse.

Naar man husker, hvor megen Spot der herhjemme lød for en 40 Aar siden, da Tanken udtaltes i „Clara Raphael”, at Kvinder ligesaavel som Mænd havde Ret til et fremsætte selvstændige Meninger om de vigtigste aandelige Spørgsmaal og ikke vare bundne til at eftersnakke de Sætninger, man havde lært dem, og hvorledes man samtidig talte haanlig om de „højere Dannelsesanstalter” og den deri liggende Tanke, at de unge Piger ogsaa havde et naturligt Krav paa en Undervisning, som gik ud over de for Hjemmet eller Selskabslivet helt fornødne Kundskaber og Færdigheder, - da maa man visselig erkjende et stort Fremskridt. Thi nu ser man den ene højere Pigeskole rejse sig i Landet efter den anden, og Forældre, som paa ingen Maade ere revolutionært anlagte, lade uden Betænkelighed deres Døtre tage Præliminær-, ja selv Student-Examen, ligesom der heller ikke udtales mindste Forundring over, at kvindelige Læger nedsætte sig, eller at Kvinder ofre sig til en eller anden videnskabelig Syssel. Det gamle Haansord „Blaastrømpe” er næsten forstummet, og nu spørges der kun om, hvorledes det aandelige Arbejde i sig selv er, som udføres af Kvinder, medens man tidligere paa Forhaand havde sin Dom færdig, naar en Forfatterinde vovede sig frem, og helt glemte, at Fru Gyllembourg maa regnes blandt vore ypperste Novelledigtere. Under Frygten for Almenhedens Partiskhed gjemte ogsaa Frøken Clara Andersen sig under Forfatternavnet Paul Winther og vilde indtil for et Par Aar siden ikke vedkjende sig at have skrevet „Rosa og Rosita”, der dog er et af vore bedste og muntreste Lystspil, ligesom Fru Heiberg først for nylig meldte sig som Forfatterinde til „Abekatten” og „En Søndag paa Amager”, der begge have gjort en Lykke paa Scenen som kun faa andre Skuespil. For Fremtiden ville Kvinderne nok faa større Mod til at møde frem med deres Navne.

Medens der indtil 1884 kun var 12 Kvinder, som havde taget Student-Examen, er Tallet i de sidste sex Aar voxet til over det femdobbelte, nemlig til 61. (1885 kom 7, 1886 5, 1887 8, 1888 10, 1889 12 og 1890 7). Af dem have hidtil 9 taget Embedsexamen, deriblandt 5 som Læger. Derimod stoppedes de kvindelige Jurister strax i første Opløb, da der ved Højesteretsdom i Oktober 1888 nægtedes en Kvinde (Nanna Berg), skjønt exam. Jur., Ret til at fremtræde for Skranken som Sagførerfuldmægtig. Det er jo for Resten kun samme Skæbne, som faa Aar forinden (1884) i Italien ramte Frøken Lidia Poet og kort efter i Belgien Frøken Marie Popelin, skjønt de begge havde taget juridisk Doktorgrad. Det var heller ikke gaaet Fru Emilie Kempin Spyri bedre i Zürich 1886, og det holdt i sin Tid haardt nok i Nordamerika at skaffe Kvinder Adgang til Sagførerstillingen, medens der 1888 var omtrent 150 kvindelige Sagførere rundt om i hele Unionen, ja selv for dens Højesteret. Man bør derfor ikke opgive Haabet om ogsaa i den gamle Verden at faa denne Sag ført frem til Sejr. Enkeltvis have Kvinder herhjemme gjort Skridt til at opnaa Uddannelse som Farmaceuter og ved Landbohøjskolen. 1888 oprettedes en egen Kunstskole for Kvinder, jævnbyrdig med Kunstakademiet, og ved Siden af den tidligere Tegne- og Kunstindustriskole for Kvinder, 1886 fik Kvinderne paa Island Ret til at studere og tage visse Examiner ved de højere Skoler.

I vore Broderlande er Tallet paa kvindelige Studenter større end herhjemme. I Sverige var det 1889 allerede 170, og i Norge steg det 1890 til 67, hvoraf 18 latinske og 49 realistiske: 1890 blev der i Norge 15 nye, deraf 3 med Udmærkelse, 10 med meget godt og kun 2 med godt som Hovedkarakter. I Januar iaar tog en Kvinde i Norge (Kathrine Dahl) juridisk Embedsexamen og en anden (Marie Gelmuyden) mathematisk-naturvidenskabelig Skoleembedsexamen. Man vil nu give Kvinder Adgang til de tre Skolelærerseminarier som ligge i Byer, hvor de let kunne finde privat Bolig. Rundt om i Evropas Lande vokser Tallet paa Kvinder, som lægge Vind paa en højere Uddannelse eller hengive sig til bestemte videnskabelige Sysler: de fleste Universiteter (kun ikke de tydske) have aabnet sig for dem, og i Rusland oprettedes 1885 en egen kvindelig Højskole, medens de tidligere Universitetskursus, der lige siden 1870 bleve holdte for Kvinder, lukkedes 1886. Japan, der i saa mange Henseender følger Evropa i Sporet, har 1888 oprettet en Højskole for Kvinder med engelske Lærerinder. Tyskland staar som sagt længst tilbage, fordi man her endnu hænger ved det gammeldags Kvinde-Ideal, hvorefter Kvinderne kun skulle leve for Hjemmene: iaar blev igjen et Forslag om at give Kvinder Adgang til Universiteterne forkastet i den tyske Rigsdag med stort Overtal. Paa den anden Side er Kvindesagen mærkelig fremskreden i Finland, hvor særlig Tanken om „Samskolen”, d. v. s. fælles Undervisning for begge Kjøn ikke alene i Almueskolen, men ogsaa paa det højere Trin, har vundet Indgang. I Frankrig, hvor Kvindesagen tidligere kun omfattedes med temmelig liden Interesse, naar man ser bort fra den platoniske Kjærlighed, som kom til Orde i den rent akademiske Forhandling derom, er der i den sidste halve Snes Aar gjort store Fremskridt med Hensyn til Kvindernes Uddannelse: der er nu 47 Lyceer, d. v. s. højere Skoler for Piger, og efter en Lov af 1887 kunne ogsaa Lærerinder indvælges i Skoleraadene. Fremdeles have ikke faa Kvinder, baade franske og udenlandske, taget videnskabelige Grader eller Examiner, saaledes tog 1888 en polsk Dame, Caroline Schultze medicinsk Doktorgrad i Paris og 1890 en rumænsk, Sarnusa Bilcesco juridisk.*) Det er dog især ved de svejtserske Universiteter, at Kvinder studere, deriblandt mange russiske, men ogsaa tyske, som ikke have Lejlighed dertil i deres eget Fædreland: 1888 var der ialt 117, deraf 87 i Zürich, 57 i Bern og 45 i Genf.

Næst efter Spørgsmaalet. om Kvindernes Ret til at uddanne deres Evner kommer Spørgsmaalet om deres Ret til at bruge disse Evner. Man skulde tro, at simpel Retfærdighed maatte lade begge Rettigheder følges ad; men som ovenfor paavist, kan man baade i vort Fædreland og i fremmede Lande finde det Tilfælde, at en Kvinde nok maa tilegne sig en vis Uddannelse, men ikke siden nyde det fulde Udbytte af samme.

Ogsaa i denne Henseende er Fremskridtet dog alle Steder umiskjendeligt uagtet alle de Hindringer, som Foredomme og gamle Sædvaner sætte derimod. Paa visse Omraader er Sejren allerede vunden og det saaledes, at al Modstand er opgiven. Man erkjender nu baade kvindelige Lægers Berettigelse og Nødvendighed, og næsten hvert Land i Evropa har en eller flere saadanne. England havde 1888 allerede 60, Frankrig kommer næst efter (i Paris en halv Snes), Tyskland og Østrig have ikkun enkelte, medens Rusland har flere end hele det øvrige Evropa. Mærkeligt nok har Iveren for en videnskabelig Uddannelse grebet Kvinderne stærkest i dette halvt civiliserede Folk: da der for en Snes Aar siden først aabnedes Adgang dertil, mødte Kvinder hundredvis og tilsneg sig - ved Professorernes Velvilje, men uden Myndighedernes Tilladelse - en Uddannelse som Læger, medens de nøjedes med Navnet „Jordemødre”. I den russisk-tyrkiske Krig godtgjorde de deres Dygtighed, og nu findes der flere hundrede kvindelige Læger; men de maa kun behandle Kvinder og Børn, og maa ikke give sig af med Øjensygdomme og lignende Specialiteter.**) Som det synes, er Folkestemningen dem gunstigere end Myndighederne, og ikke mindre end 132 ere ansatte som Kommunelæger, medens 54 forestaa offentlige Kliniker, og 62 ere Læger ved Kvinde- og Børnehospitaler. Endnu mere end i Rusland ere dog de kvindelige Læger en Nødvendighed i hele Østerland, især hos de muhammedanske Folkeslag: i Indien er der allerede henved hundred, og Tallet forøges hvert Aar. Særlig maa fremhæves, at baade Italiens og Rumæniens Dronninger have Livlæger af deres eget Kjøn, og Italien kan desuden opvise en kvindelig Professor i Lægevidenskab ved Universitetet i Pisa, nemlig Signora Cattani, udnævnt 1888, vistnok den første - og nu eneste - kvindelige Professor i Evropa siden Sofia Kovalevski. Ifjor er en Kvinde bleven optaget i det styrende Senat for Universitetet i Bombay.

Et andet Omraade, hvor Kvindernes Adgang nu er ubestridt, er Lærervirksomheden. Oprindelig toges de kun som Hjælpelærerinder eller ved Pigeskoler - men snart fik man Øjet op for deres Evner til dette Kald, og i stedse voksende Tal ansættes de nu ved de offentlige Skoler. Og som det gaar herhjemme, gaar det ogsaa i Udlandet. Baade i Frankrig og Italien ere flere Tusender Lærerinder ansatte, og andre Tusender uddanne sig i Normalskolerne til den samme Gjerning. I Finland har der allerede i flere Aar været tre Seminarier for Lærerinder, og skjønt det kun er 30 Aar siden, man i Norge begyndte at gjøre Brug af Lærerinder til de offentlige Skoler, var der allerede 1880 mere end dobbelt saa mange kvindelige som mandlige Lærere (204 imod 80) ved Almueskolerne i Kristiania. Ja selv i Tyskland, hvor Kvinderne, ellers holdtes nede, trænge de sig dog frem paa dette Omraade. 1886 var der saaledes i Preussen 926 Lærerinder ved de 185 højere Pigeskoler, medens endnu Flertallet af Lærerpersonalet er Mænd.

Fremdeles bruges nu mangfoldige Kvinder rundt om i Evropa i Post- og Telegraftjenesten, omend Mændene i medfødt Ridderlighed gjerne forbeholde sig de bedst lønnede Stillinger. I England var der 1887 af 51,000 Embedsmænd 6000 Kvinder, i Frankrig over 5000, i Svejts 1200, og i Italien var af 6000 Telegrafister en Tolvtedel Kvinder. Herhjemme er det endnu kun smaat i saa Henseende: 1889 vare kun 85 Kvinder i Postvæsenets Tjeneste, deraf 2 som Exedienter og 38 som Fuldmægtige

eller Assistenter, mens 23 vare Brevsamlere og ligesaa mange Landpostbude. (Norge fik ifjor sin første kvindelige Postmester). Ved Behandlingen af Lønningsloven for Postvæsenet 1889 satte Folkethingets Flertal igjennem, at der skulde være lige Adgang for Kvinder som for Mænd til at oplæres og ansættes i Postvæsenets Tjeneste.

Vistnok mødte dengang Eftersnakkere op med den samme Sætning, som Tysklands Generalpostmester Stephan for nogle Aar tilbage udtalte, at man gjorde Kvinderne en bedre Tjeneste ved at forhøje Postembedsmændenes Lønninger, saa at de tidligere kunne gifte sig, ret som de ugifte Kvinder, der vare henviste til at ernære sig selv, kunde finde nogen Trøst for sig deri, at deres gifte Søstre fik bedre Kaar. Ogsaa bruges Kvinder, især i England og Frankrig, i forskjellige offentlige Kontorer (ved Banker o. desl.). Vistnok har man i flere af disse Stillinger - og ikke mindst ved Lærerinderne - for Skik at give Kvinder en lavere Løn, end man byder Mænd - for den tilsvarende Gjerning, ja Brugen af Kvinder skyldes tit kun Sparsommelighedshensyn; men ikke des mindre maa det regnes for et vigtigt Fremskridt, at Kvinder nu faa Adgang til Stillinger, som tidligere regnedes alene at tilkomme og passe sig for Mænd, og Kvindesagens Venner bør ikke føle sig altfor krænkede paa Kjønnets Vegne, men huske, at det altid er det første Skridt, som koster.

Dette viser sig ogsaa, naar Talen er om Kvinders Adgang til forskjellige Næringsveje. Skjønt man meget vel ved fra fremmede Lande, at Kvinder godt egne sig, f. Ex. til Sættere, til Urmagere, Bogbindere, Frisører o. s. fr., holder det dog temmelig haardt at faa Kvinder ind paa disse Veje, og det synes næsten at skulle gaa dem i Slutningen af Aarhundredet, som det gik Jøderne i Førstningen, at Haandværkere ikkun nødig ville tage dem i Lære. Dog bliver det en stedse mere udbredt Opfattelse, at Middelastandens unge Piger maa uddannes til Selverhverv, og kun ved at sprede sig over mange Næringsveje kunne de undgaa den Nedgang i Lønnen, som naturlig følger Arbejdernes Sammenstimlen til den samme Gjerning. Kvindernes Brugbarhed saavel ved Udsalg som til Bogføring er allerede til fulde erkjendt, og deres Paalidelighed som Kasserersker har staaet sin Prøve; men skjønt vi have haft Næringsfrihed i en Menneskealder, er det dog kun rent undtagelsesvis, at Kvinder have vovet sig ind paa egenlig Handelsvirksomhed i større Stil.

Ogsaa med Hensyn til Hustruens friere Stilling er der, vel ikke herhjemme, gjort vigtige Fremskridt, og de fremmede Landes Forbilleder ville nok i Tiden virke tilbage paa vore egne Forhold. Den franske Lov om Skilsmisse fra 1884 og endnu mere Tillægsloven af 1886 om, hvorledes Skilsmisse opnaaes, stillede Hustruen næsten paa lige Trin med Ægtemanden, og 1886 udvidedes desuden hendes Raadighed over hendes Særformue. 1888 ordnede en norsk Lov Formueforholdet mellem Ægtefæller og forøgede væsentlig Hustruens Ret; det samme gjorde en Lov fra samme Aar for Finlands Vedkommende. Udkastet til en borgerlig Lovbog for hele Tyskland er ogsaa paa mange Punkter gunstigt for hende, og den Opfattelse synes mere og mere at gjøre sig gjældende, at den gamle Lære om Hustruens Umyndighed er hende uværdig, selv om man finder det vanskeligt at udfinde en bedre Ordning.

Ligeledes faar man mere og mere Øjet op for, at Kvinderne have naturligt Krav paa at øve en umiddelbar Indflydelse paa Samfundets Udvikling, og at ogsaa Samfundet kan have god Brug for deres særlige Evner. I Nordamerika, hvor man i saa Henseende er videst fremskreden, ligesom man der har tilstaaet Kvinderne størst Frihed baade til at uddanne og til at bruge deres Evner, have allerede 14 Stater givet Kvinderne Valgret og Valgbarhed til Skoleraadene. I adskillige Stater have de tilsvarende Rettigheder ved de egenlige Kommunalvalg, og i Kansas har man i de sidste Aar set baade en kvindelig Borgmester og et alene af Kvinder sammensat Byraad. Idet Territoriet Wyoming, hvor Kvinderne lige siden 1869 have haft fuld borgerlig Ligestilling med Mænd, ifjor er blevet ophøjet til Stat, have Kvinderne nu Ret til at vælge Repræsentanter til Unionskongressen. Næst efter Nordamerika følger Moderlandet, Gammel-England. Her fik de skatydende Kvinder allerede 1869 Valgret til Byraadene i de større Byer og 1870 baade Valgret og Valgbarhed til de ny oprettede Skoleraad; nogle Aar senere udstraktes Valgretten til Sogneraadene og til Valg af Fattigværger, og 1881-82 overførtes Ordningen til Skotland, hvorhos Kvinderne i England ogsaa bleve valgbare. Ikke faa Kvinder have med stor Dygtighed udfyldt Pladser i de kommunale Raad (1888 fik ikke mindre end 6 Sæde i Edinburghs Byraad) eller som Fattigværger (1888 valgtes rundt om i England 58 Kvinder hertil), og ved Oprettelsen af de nye Grevskabsraad, 1889 for England, 1890 for Skotland, have de vundet forøget Indflydelse. Et Par Kvinder, saaledes Lady Sandhurst (Enke efter den fra Krigen i Indien bekjendte General Mansfield) og en Datter af den navnkundige Frihandelsmand R. Cobden, bleve endog valgte til disse nye Forsamlinger; men Domstolene og siden Overhuset har nægtet deres Valgbarhed. Men da mange Kvinder tage virksom Del i Agitationen for de politiske Valg, er der megen Stemning - ogsaa blandt de ledende Statsmænd paa begge Sider, - for at tilstaa dem Valgret til selve Parlamentet, hvorimod der synes at være megen Ulyst til at indrømme den Valgbarhed. De engelske Kolonier i Avstralien og i Canada have ligeledes tilstaaet Kvinderne kommunal Valgret, og i en af dem, Ny Zealand, har den lovgivende Forsamling ifjor ogsaa vedtaget politisk Valgret; men om denne Reform er traadt i Kraft, tør vi ikke sige.

Spørgsmaalet om Kvindernes Valgret og Valgbarhed er ogsaa kommet paa Bane i flere af Evropas Fastlandsstater, oven i Kjøbet hos vore nærmeste Frændefolk. Det har vistnok ikke stort at sige, at det franske Deputeretkammer i Sommeren 1889 vedtog at gives de handlende Kvinder Valgret til Handelsretterne sammen med deres mandlige Kaldsfæller, især da Senatet endnu ikke har afsluttet sine Overvejelser herom. I Italien indbragtes 1888 et privat Lovforslag om at tilstaa Kvinder Valgret til Kommunal- og Provinsraad; men det blev forkastet, fordi Førsteminister Crispi ikke troede Folkestemningen tilstrækkelig forberedt til at gaa ind paa en saa vigtig Ændring. I det norske Storthing drøftedes 5.-6. Juni 1889 et Forslag om at give Kvinder politisk Valgret, og skjønt det ligeledes forkastedes, tog man dog godt Varsel af Afstemningen (44 Ja mod 70 Nej). Aaret før var der tilstaaet Kvinder Valgbarhed til de ny oprettede Skoleraad, og ikke faa Byer og Landsogne have gjort Brug af denne Ret - dog hverken Kristiania eller Throndhjem, de mest udprægede Højrebyer. Ifjor blev ogsaa to Kvinder tilkaldte af Regeringen til den store Kommission, som skal overveje det højere Skolevæsens Omordning. 1889 fik Kvinder fremdeles Valgbarhed til Skoleraad og Fattigstyrelser i Sverige ***) - Valgret havde de nemlig i Forvejen, ligesom til de kommunale Raad - og Aaret før havde Finlands Stænder vedtaget Kvinders Valgbarhed til Fattigstyrelserne. Endelig fik de skatydende Kvinder paa Island 1886 Del i Menighedernes Afstemning ved Præstevalg, ligesom de allerede 1882 havde faaet Valgret til Kommunal- og Menighedsraad.

Derimod har det ikke lykkedes herhjemme at overvinde den Modstand, som er rejst imod ethvert Forslag om at medtage Kvinder i det offenlige Liv. 1888 vedtog Folkethinget vel at give de skatydende Kvinder kommunal Valgret, men Forslaget blev forkastet i Landsthinget med 34 St. mod 13, skjønt Minister Ingerslev var villig til at gaa ind derpaa under Henvisning til Forholdet paa Island. I samme Samling nægtede Landsthinget Kvinderne baade Valgret til Styrelserne for de Fattiges Kasse og Valgbarhed til Skolekommissionerne. Ikkun ved Tilsynet med Plejebørn vilde Thinget tillade, at man tog Kvindernes Evner i Brug, hvad strax en Mængde Kommuner benyttede sig af, og ved den nye Fattiglov er det vedtaget ogsaa at bruge Kvinder ved Tilsynet med de Fattige. Men hvor ringe Udsigt der end er til, at Kvinderne snart skulle faa Lov at gjøre deres Indflydelse gjældende og vise deres særlige Evner i de offentlige Forhold, bør man dog ingenlunde tabe Modet. Der har jo vist sig den selv samme Modstand, dengang der først blev Tale om at lade dem opnaa en højere Uddannelse eller om at øve deres Kræfter som Læger og i andre Livsstillinger. Nu er Modstanden herimod forstummet; hvorfor skulde det Samme ikke med Tiden blive Tilfældet ogsaa med Hensyn til den statsborgerlige Ligestilling, der nu saa afgjort nægtes dem?

*) 1887 studerede ved det medicinske Fakultet i Paris ikke mindre end 108 Kvinder, men deraf vare kun 7 fra Frankrig imod 73 fra Rusland.

**) I en Lægekongres i St. Petersborg 1889 deltog 162 kvindelige Læger, deriblandt 105 fra Hovedstaden og 57 fra det øvrige Land. Byraadet i St. Petersborg vilde 1890 have den medicinske Skole for Kvinder gjenoprettet, som standsedes 1888.

***) Andet Kammer bifaldt Forslaget med 101 Stemme imod 77, men Første Kammer kun med 2 Stemmers Overtal (59 mod 57).