Kvindelige Fagforeninger i Stockholm.

Dette Aars 1ste Maj-Demonstration her i Stockholm for en 8 Timers Normalarbejdsdag og for almindelig Stemmeret bar alt i alt ikke Præget af den Nyhedens livlige Interesse som i Fjor. Mennesket, der kæmper for sine Rettigheder, er endnu et stort Barn, der let bliver træt af Legen. De demonstrerendes Antal var aftaget med omtrent 25 Procent, og en Del Arbejdere stod som Tilskuere langs Vejen. Derimod var Tallet af deltagende Kvinder steget betydelig, idet de kvindelige Fagforeninger, som ere i Færd med at dannes her, Og hvis Historie nedenfor skal meddeles, repræsenteredes af Syerskernes Forening, som var indordnet under Tobaksarbejdernes Fane, eller rettere sagt Tobaksarbejderskernes, der danner en bestandig mere overvældende Majoritet over deres mandlige Kammerater.

Som et Træk, der betegner Forskellen mellem dansk og svensk Nationalkarakter, kan jeg nævne, at en dansk Kvinde, Fru Jensen, Medlem af Syerskernes Forening og, tror jeg, Korrespondent for et eller andet Blad, havde foreslaaet Syerskerne i Mangel af en rød Silkefane med kostbart Broderi at benytte ganske tarveligt Stof og en lignende Stang, hvilken Idé de gode svenske Kvinder ikke selv havde kunnet falde paa. Der blev imidlertid ikke noget af Sagen, eftersom man frygtede, at Tobaksarbejderskerne, om deres Tilbud blev afslaaet, skulde fatte Mistanke om, at der var Ugler i Mosen, hvilket virkelig ogsaa var Tilfældet, idet flere Syersker havde udtalt, at de paa ingen Maade vilde gaa sammen med Cigararbejdersker.

Med Tanken henvendt paa dette lille Moment hævede jeg mit Blik til de os omgivende Paladsers Vinduer og Balkoner, som var fyldte med nysgjerrige, og jeg grundede paa, om alle disse Mennesker fra Stueetagen til Kvisten anede, at selv paa dette lave Trin, selv blandt denne af Udseende saa tarvelige Flok, som de fornemt skuede ned paa, var Rangforskellen en ond Magt. Imidlertid stillede jeg mig som Deres Korrespondent i Rækken, hvor jeg ogsaa fandt en Dame af Overklassen, Fru H. Engstrøm-Sachs, der gik med som interesseret i Sagen og som Medlem af Fagforeningernes Styrelse. Under vor Fane befandt sig ogsaa Dagens Taler, Frk. Emilie Rathou, Redaktrice af det her i Stockholm udgivne ultrademokratiske Ugeblad Dalmasen hvis Program er: 1) Underklassens Ligestilling med Overklassen, 5) Kvindens med Manden, og 3) en stærkt udpræget Opposition mod Præsteherredømme og religiøs Ufordragelighed.

Inden vi drog afsted, havde jeg den særlige Fornøjelse at se Bureaukrataanden i Forening med den mandlige Overlegenhed udle os i Skikkelse af et Par uniformerede Postbude. Da Toget satte sig i Gang, droge Politibetjentene, hvis Hverv nu var endt, sig tilbage, idet de dannede en Kreds og samtlige med et bredt Magistratssmil betragtede vor Afmarsch. De havde jo stadselige Uniformer og en stolt Holdning, Folkeskaren derimod gik med bøjede Rygge, efter Dilettantmusik og syngende utopiske Socialistsange, af hvilke ikke en eneste var paa den smukke Melodi: „Bevare Gud vår kung”. Under disse besynderlige Forhold kunde man jo ikke forlange, at Betjentene skulde vise Respekt for en Folkehob, som hjalp til at lønne dem uden at gøre mindste Tegn til ved usømmelig Adfærd at ville volde dem Besvær.

Efter en Stunds Marsch var vi ude paa Ladugaardsgärdet hvis store Exercereplads i Dag var rømmet af Kanoner og Bajonetter; maaske et Fremtidsbillede af Samfundsspørgsmaalenes Løsning gennem det fri, fredelige Ord. Jeg fik en fortræffelig Plads lige for Talerstolen, en granklædt Høstvogn, nærved den danske Snedker Hansen, som skulde tale om „den 8 Timers Normalarbejdsdag”. Frk. Rathous energiske, fint skaarne Ørneprofil aftegnede sig mod de lyse Vaarskyer. Frk. Rathou er høj af Væxt og graablond; den hele Fremtoning bærer et meget stærkt Præg af den emanciperede Kvinde; det mindre behagelige Indtryk heraf mildnes dog betydelig af hendes rolige, fordringsløse Væsen. Ansigtets Bleghed og de nervøse Trækninger deri baade før og efter Foredraget tyde paa overanstrængende Studier. Hun taler med en ikke særdeles stærk Stemme, der aldrig hæver sig til Skrig. Derimod udtales Ordene klart og tydeligt og med et eget skarpt, bidende Tonefald paa de Steder, som vidne om den stærkeste Indignation. Intet Smil, ikke engang et satirisk, opliver de alvorlige Træk under hele det lange Foredrag om „Kvinden og den almindelige Stemmeret”. Indtrykket af Revolutionskvinden er komplet.

Først kaster hun et historisk Tilbageblik paa de svundne Tider, da Kvinden „undertrykkedes og mishandledes af Præster, Munke og andre unyttige Væsener”. Med den franske Revolution bryder en ny Tid frem, en Tid med Krav paa Udvidelse af Menneskerettighederne, som før kun var et Mindretals Ejendom. Men endnu tages der ikke Hensyn til Kvinden, og det er kun langsomt, man har villet indrømme hende nogle af disse Rettigheder, Kvindesagen, som den hidtil har fremtraadt, har desuden kun været en Overklasse-Bevægelse. Fredrika-Bremer-förbundet o. fl. Foreninger for Kvindens Frigørelse have ikke omfattet den tjenende Kvinde eller Fabrikarbejdersken. Først det socialdemokratiske Parti har fremsat Fordringen om enhver Kvindes fulde Ligestillelse med Manden. Talerinden underkaster vort Lands nuværende politiske Standpunkt en skarp Kritik. „Det er ikke Mennesker, som stemme, men det er Kalve, Køer og Stene d. v. s. Ejendommen. Manden er en Slave, men Kvinden er Slavens Slave eller rettere Slavinde”. Frk. Rathou motiverer det paa det berettigede i Kvindens Fordring paa Stemmeret. Mangen Kvinde har udmærket sig som Regent, og paa Englands Trone sidder for Tiden Dronning Viktoria. Beviser dette ikke, at vi er Væsener, der er tænkende nok til at faa Lov at stemme paa Rigsdagsmænd?

Foredraget sluttedes med en Opfordring til Mand og Kvinde om at forene sig i Kampen for deres udvidede Rettigheder og gøre Arbejder- og Kvindespørgsmaalet til en fælles Sag. „Vi bør raabe, ikke blot paa politiske Reformer, men paa Retfærdighed i Livet”. Talen hilsedes med livligt Bifald og Hurraraab for Talerinden; og Mændene applauderede ikke mindst, da der taltes om kvindens Tilsidesættelse. Frk. Rathou besvarede den Hyldest, der ydedes hende, med beskedent at trække sig tilbage.

De for alle de kvindelige Fagforeninger fælles Statuter have til Formaal: 1) at samle Arbejderskerne af de forskellige Fag til et fælles Arbejde for Forbedring af deres Stilling, samt at udarbejde en almindelig Lønningstarif. 2) at virke for Minimumslønnens Forhøjelse, 3) at virke for en 10 Timers Normalarbejdsdag, 4) danne Understøttelses- og Sparekasser, 5) samle statistiske Oplysninger angaaende Lønnings- og Arbejdsforhold, 6} ved mulig opstaaende Tvistigheder virke for Oprettelsen af Voldgiftsdomstole. Altsaa et Program, som i Hovedsagen stemmer overens med de mandlige Arbejderforeningers. (Som et fælles Træk for de kvindelige Fagforeninger kan ogsaa nævnes, at Maanedsbidraget er fastslaaet til 50 Øre og Tiltrædelsesafgiften til 25 Øre).

Komitéen til Dannelsen af disse Foreninger konstitueredes i Slutningen af sidste Sommer og fremgik saa at sige af det socialdemokratiske Forbund. Af stor Betydning er det, at Kvinderne maa takke nogle Mænd for Initiativet dertil. Skrædder Sjøholm samt Journalisten og Agitatoren H. Bergegren er de ledende Kræfter i Foretagendet. Hr. Bergegren er saa godt som Skaber deraf; og det var mig ikke let under de Samtaler, jeg som Følge deraf havde med ham, at opdage noget af den blodrøde Anarkist. Det gjorde et godt Indtryk at høre Hr. Bergegren udtale sin Iver for at faa just de fattigste med, de ulykkeligste Ofre for et svært Arbejde, de som under Trykket af den største Mangel sky drage sig tilbage fra enhver Association og ikke kunne tro paa Muligheden af en forbedret Stilling. Hr. B. nævnede ogsaa, at de kvindelige Fagforeninger ikke skal bindes til noget som helst religiøst eller politisk Program.

Imidlertid turde vore Dages politiske og religiøse Strømninger virke ikke saa lidt forstyrrende og hindrende ind paa disse Fagforeningers hurtige og sikre Opblomstring. En ikke ringe Del af Arbejderskerne er Socialdemokrater og Socialistpartiets Chef Hj. Branting hengivne. Paa den anden Side er de Hr. Bergegren Tak skyldige; men den sidstnævnte er i de senere Maaneder kommen i Strid med det egentlige socialdemokratiske Parti, som, skønt det ikke frygter fremskredne Anskuelser, dog ikke kan gaa med paa Hr. Bergegrens vanvittigt voldsomme Revolutionsprogram. Den største Del af Arbejderskernes Flok turde desuden være lydige Faar under Frelsens Hærs, Baptismens, Valdenstrømianismens, Pietisten Beskovs, og andres Scepter, hvorfor de ej vove at slutte sig til de irreligiøse Medsøstre, som gaa i Spidsen for Frigørelsen.

Den først dannede Fagforening, Syerskernes, synes alligevel at gaa godt fremad. Paa den ene Side finder man visselig indenfor Syerskernes Kreds de Arbejdersker, der staar Overklassen nærmest, men maaske paa den anden Side de største Martyrer for et overanstrengende Arbejde i Forening med en usselt lav Betaling. Allerede ved det første Møde, Syerskernes Forening holdt, d. 26. Oktober sidste Aar, kastedes der et klart Lys over, hvorledes Arbejdslønnen tvinges ned ved, at Arbejdet gaar gennem saa mange Hænder. For Bekvemmeligheds Skyld udleveres fra de større Etablissementer Arbejdet kun til én Person, som saa overgiver det til andre, der tage Arbejdersker i deres Tjeneste for at besørge Leverancen. Man kan nu saa omtrent forstaa, hvad der bliver tilovers til Løn for disse, som udgøre det store Flertal og har det strængeste Arbejde. Ved Forhandlingerne om Medlemmers Optagelse i Foreningen viste der sig ogsaa Vanskeligheder med Hensyn til at skelne mellem Arbejdsgivere og Lønarbejdere.

I disse Dage ventes en af Nationaløkonomen Doktor D. Bergstrøm udarbejdet Brochure om de stockholmske Syerskers Livsvilkaar. Heri er, blandt andet værdifuldt Materiale, benyttet de Undersøgelser, som Forfatterinden, Fru Amanda Kerfstedt har foretaget i denne Sag ved Besøg hos saa godt som hver eneste Syerske her i Hovedstaden. Dette Arbejde maa sikkert komme Syerskernes Forening i høj Grad til gode og vil uden Tvivl blive et af de bedste Forsøg, der hidtil er gjort fra de bedre stilledes Side paa at afhjælpe vore Syerskers Nød.

Den næste Fagforening er Strygerskernes. Den haardeste Nød, denne Forening ved sin Fremkomst havde at knække, syntes at være Spørgsmaalet om, hvorvidt „Selvforsørgere” burde tages med i Foreningen eller ikke. Med „Selvforsørgere” menes saadanne Strygersker, som, bundne af deres ægteskabelige Pligter, arbejde i Hjemmene og da under større Travlhed, saasom kort før Helligdagene, maa tage en eller to Medhjælpere for at kunne overkomme deres Bestillinger. Efter livlige Diskussioner for og imod „Selvforsørgerne” udstemtes de tilsidst af Foreningen som havende Interesser, der stred mod Arbejderskernes, da de havde saadanne i deres Tjeneste, om end kun et Par enkelte. De mistænkte fjernede sig med den Erklæring, at Foreningen i økonomisk Henseende skulde komme til at angre dette Skridt, og det synes, som om Ulykkesspaadommen er slaaet til, idet Strygerskernes Forening trods den Livlighed, som udmærkede deres Møder, af Mangel paa Midler staar stille i Steden for at gaa fremad. Deres Fraværelse ved Demonstrationen beroede dog imidlertid paa, at de paa en Fredag ikke havde Tid til at forlade deres Strygebrætter.

Der er alligevel al Grund til at haabe, at disse nydannede Foreninger ville bane Vej for flere, om det end ikke gaar saa Hurtigt. En af de først paatænkte og uden Tvivl interessanteste er Tjenestepigernes. Men som Følge af de store Vanskeligheder, den frembyder, har den endnu ikke kunnet sættes i Gang, skønt den forberedes.

Det Bekendtskab, jeg i Anledning af denne lille Studie har gjort med vor Arbejderske, har fuldt overtydet mig om, at hun nu er moden til med Kraft at tage sin egen Sag i Hænde. Og eftersom hun har mest Kendskab til sin Stillings Mangler, vil ogsaa hun bedst kunne føre denne Sag frem. Hun har vakt min Forbavselse og Beundring ved sin Evne til at tale klart og tydeligt og ved sin gode Methode: at gaa lige løs paa Sagen uden Fraser og Ordbram. Hun har ogsaa forbavset mig ved sin Takt og rolige Værdighed, som har gjort, at Diskussionen aldrig er gaaet over til Skænderi. Hun klæder sig uden Overdaadighed, men med en vis Soliditet. Desværre maa man antage, at Følelsen af mangelfuld Klædedragt hindrer mangen Arbejderske i at slutte sig til Foreningerne, hvor de mere lykkeligt stillede af dem straaler i deres bedste Overstykker og Hatte. Naar jeg fremhæver deres Lethed i at udtrykke sig, bør jeg ikke fortie, at Sprogfejl af og til gøres. Men hvad betyder det, naar man fortræffelig kan gøre sig forstaaet. De dannede ler gerne fornemt, naar de mindre dannede udtaler Ordene urigtigt. Men dette er en taabelig og udannet Adfærd ligeoverfor Personer, som, stillede udenfor Civilisationens mere forfinende Indflydelse, viser sig at være i Besiddelse af naturlig Høflighed og Værdighed i Optræden.

Der er ikke Mangel paa Personligheder blandt disse Kvinder, der bære de tunge Byrder. Den Længde, mit Brev allerede har, hindrer mig dog i at udbrede mig over dette Æmne. Jeg vil blot nævne et Par af de mere fremragende Arbejdersker. En Aften gik der ved et af Møderne en Kvinde forbi mig, som straks vakte min Opmærksomhed. Hun gik bøjet, med lange, tunge Skridt og Armene slapt nedhængende, og over det blege; noget grovt huggede Ansigt hvilede der ogsaa et slapt Udtryk. Det faldt mig ikke ind, at et strengt Dagsarbejde fremkaldte en tilfældig Træthed hos hende. Jeg spurgte blot mig selv, hvad kan dog dette interesseløse Væsen have at gøre her paa denne Tid? (Klokken var over 9 om Aftenen.) Imidlertid indtog hun en af de forreste Pladser og begærede efter en Stunds Forløb med dyb Altstemme at faa Ordet. Men det var ikke den samme Kvinde. Hun stod rank i Ryggen, Blikket var klart og skarpt. Ansigtet havde et bestemt og vaagent Udtryk. Det var Skonaadlerske Frk. Lagerson, Medlem at Fagforeningernes Interimsstyrelse. Der er noget typisk over denne Kvinde, noget af den russiske Nihilistinde saavel som af den franske Revolutionskvinde. I vore Strikers Historie vil hun uden Tvivl komme til at indskrive sit Navn. I hendes Tale flammer Harmen ofte op mod de Samfundet priviligerede, og hun dvæler gerne ved Kvindens underkuede Stilling. Trods det som oftest noget mutte Væsen krydres Talen af og til af Skæmt. Maaden hvorpaa hun føjer sine Ord og nogle Citater af lærde Arbejder f. Ex af Büchners „Kraft og Materie” viser, at hun studerer.

Tobaksarbejderske Frk. Loch, øvet Talerske og ivrig Agitator for Socialismen, har, tydeligt nok, ikke Frk. Lagerson Belæsthed. Ogsaa hos hende bruser Harmen let op, men vender sig mest mod de undertrykte, som er for sløve til at tage Sagen i deres egne Hænder og til at komme dem i Møde, som interesserer sig for dem. Hun bliver stundom noget pathetisk og anvender gerne Billeder i sin Tale, men med god Virkning. Hendes Idéer anses for at være særdeles revolutionære, skønt hendes Væsen udmærker sig ved vindende Godhjertethed. Den Maade, hvorpaa Frk. Loch i en Folkeskare tog sig af en besvimet Overklasse-Kvinde, viste virkelig Menneskekærlighed og gav mig et Bevis paa, at hun ikke er nogen farlig „Petroleuse”.

En anden Tobaksarbejderske har jeg set udfolde stor Raadsnarhed og Takt som Ordstyrer ved et Par af Fagforeningernes Møder, og med samme Klogskab og Takt skikkede hun sig som Marskalk ved 1ste Maj-Demonstrationen, uden paa nogen Maade at tilsidesætte sin kvindelige Værdighed, som fuldt ud kan nraale sig med de højere dannedes.

Hvad der gjorde et mindre behagelig Indtryk paa mig ved disse Møder, var det Bifald, som Udfaldene mod de „fordrukne Mænd” fremkaldte. Men Sagen er alligevel ganske naturlig, da vel i Reglen Drukkenskabslastens Forbandelse har hvilet over de fleste af disse Kvinders Hjem, og den svenske Arbejderske selv er ædruelig. Efterhaanden som hun ser Arbejdernes Optræden i Foreningslivet, vil sikkert hendes Tillid og Agtelse tiltage, thi vore Dages Arbejdere befinde sig i sædelig Henseende i en Fremgang, der er ligesaa agtværdig som tillidvækkende for Kvinden. Gid hun alt mere og mere maa kunne følge ham i hans Alvorlige Stræben efter Dannelse! Hvad Frk.

Lagerson har sagt, at i dette Stykke et det kun Mændene, der har Muligheder, er uretfærdigt og hun er selv et Bevis paa det modsatte. Gid, som Frk. Rathou sagde, Arbejderen og Arbejdersken maa kunne enes om Løsningen af de sociale Spørgsmaal, da vil de komme til at nære den gensidige Tillid, den Agtelse og det Venskab for hinanden, hvoraf begges Sejr i Kampen for en lykkeligere Tilværelse afhænger.