« Tilbage til søgeresultaterne

En ny Forfatterinde.

Af: Ville Højberg

« Se emneord

Det er vel paa Tide at underrette vore Læsere om, hvad der alt længe har været Samtaleemne hos vore Frænder „hinsidan sundet,” nemlig at Sverige har faaet en ny Forfatterinde. Om det, der saa pludselig er skudt op, er Spiren til et herligt Træ, der skal bære rig Frugt, eller om det er en giftig Svamp, som man maa se at faa udryddet snarest muligt, inden den har bredt sig for meget, eller om det er en Lilje paa Marken, der pranger i Dag som Salomon i sin Herlighed, men i Morgen er kastet i Ovnen - ja derom er Meningerne delte. Men ét er alle enige om: ties ihjel kan een ny Forfatterinde ikke; hun har tiltvunget sig Ørenlyd, derom vidner de udførlige Anmeldelser i de vigtigste svenske Blade og Tidsskrifter. Vi nævner exempelvis Fru Adlersparres Anmeldelse i „Dagny,” Docent v. Scheeles og Helena Nybloms i Svensk Tidskrift og Dr. Larsons i det Letterstedtske Tidsskrift.


Naar man, efter at have set alle disse fine Navne, faar fat paa „Bogen” selv, bliver man lidt forbavset. Man venter uvilkaarlig at se en af disse fin-de-siécle Bøger paa „haandgjort” Papir, med Vignetter af bekendte Kunstnere osv. I Stedet derfor faar man et Par tarveligt udstyrede løse Blade i almindeligt Avisformat med Overskriften: Ur Gösta Berlings Saga, Berättelse från det gamla Värmland af Selma Lagerlöf. Saa bliver man først ret nysgerrig efter at vide, hvem den Forfatterinde er, der har kunnet gjøre saa stor Opsigt i saa tarvelig en Dragt. Jeg skal fortælle, hvad jeg har hørt om hende.


Selma Lagerlöf er født og opvoxet paa en Officersgaard i det dejlige Värmland „Perlen blandt Svearikes Lande”. Her hørte hun sin Fader, en poetisk Natur, der næsten tilbad sit Fædrelands store Digtere, læse Tegner og Runeberg højt, og hun fik et mægtigt Indtryk af, hvad det vil sige at være Digter. Men her har hun vist ogsaa i de lange Vinteraftener siddet, som den lille, Ebba Dohna i „Gösta Berlings Saga”, ved sin Farmors Knæ og hørt fortælle ikke blot om Lunkentus og om den skønne Melusina, men ogsaa om Ulvene, der forfulgte Gösta og Anna Stjärnhök i Skoven ved Ekeby, om Tællelyset, som Døden stillede i Vinduet paa den Gaard, hvor han bad sig selv til Gæst, eller om ham, der sad i Gyngestolen og gyngede paa de knirkende Gulvbrædder i Salen paa Fors, - han, hvis Navn de smaa ikke turde nævne. Og her; tænker jeg, har der i Barnets Sind spundet sig disse Traade mellem Eventyrets og Virkelighedens Verden, som vel findes hos de fleste Børn, men som plejer hurtig at sprænges for aldrig mere at knyttes; hos Selma Lagerlöf var de stærkere.


I Hjemmet legede og læste hun sammen med en yngre Søster, og i Forening med hende lavede hun baade Viser og Komedier. Men saa fik hun alvorligere Arbejde. Hun kom paa Seminariet i Stokholm og derfra ind som Lærerinde. I hele denne Tid fik hun dog baade læst og skrevet en Del, men dette sidste var hun aldrig tilfreds med. Det var de gamle Historier, hun havde hørt fortælle i Värmland, som hun optegnede og søgte at bearbejde, men hun skrev dem om og om, snart i en Stil, snart i en anden, snart i Vers snart i Prosa, snart som Drama; men hun kunde ikke faa dem, som de skulde være. Endelig brød hun overtvært, skød alle „gode Mønstre” til Side, nedskrev Historierne, som det faldt hende naturligt, og - opgav Haabet om at gøre Lykke som Forfatter.


Saa var det i Fjor, at Kvindebladet „Idun” udsatte en Pris for den bedste Fortælling til Bladet. Selma Lagerlöfs Søster, hendes gamle Medarbejder, fik hende overtalt til at indsende et Par Kapitler af Bogen, og - en Morgen vaagnede Selma Lagerlöf og var berømt. De gamle Värmlandshistorier havde ikke blot vundet „Idun”s Pris, men ved Bladets kolossale Udbredelse (det trykkes i over 20,000 Expl.) var de spredt til Tusinder af Hjem og havde vundet Genklang som faa andre Bøger.


Hvad er da det mærkelige ved „Ur Gösta Berlings Saga?”


Det er for det første dens poetiske Rigdom. Her er ikke Tale om et Par enkelte Traade, som spindes ud saa fint, saa fint, at man falder i Forbavselse over Forfatterens Kunst. Her er en Mangfoldighed som hos en gammel Kone, der har set dem, hun elskede, gaa i Graven en for en, men har husket alt, hvad de har oplevet af Glæder og Sorger, og aldrig bliver færdig med hvad hun har at fortælle. „Og hvad saa mere, Farmor?” og Farmor fortæller og bliver aldrig træt.


Saa er der hendes Fantasis Kraft. Alt bliver levende under Forfatterindens Hænder. Af alle de Skikkelser, hun har fremtryllet, ved jeg ingen mere betagende end „min bleka vän, döden befriaren.” Det er ikke Schillers græske Genius med den nedadvendte Fakkel, han som kysser Sjælen bort; det er ikke Holbeins vilde Benrad, der hvirvler gamle og unge med sig i Dansen; det er ikke Mathias Claudiuss stærke „Freund Hain”. Det er en mild og stille Velgører, der ynkes over Menneskenes Lidelser, som vil saa gerne lindre dem og rækker dem sit eneste Middel, men som overalt møder Velgørerens sædvanlige Lod: Utaknemmelighed. Som han sidder der paa Kirkegaardsmuren og trækker Hætten ned over sit Ansigt, fordi ikke engang den Moder, der har kaldt paa ham for at ende hendes Søns Lidelser, har andet end Taarer at hilse ham med - man glemmer ham aldrig.


Det mærkeligste ved Bogen er dog maaske Stilen, dette vidunderlige, gammeldags-romantiske Eventyrslør, hvorigennem der skimtes Billeder af den jævne Virkelighed, som de lystige unge Mennesker paa den fattige Gaard, der køre ud for at laane Peberrod til Kødet, eller den gamle Ulrikke, der sidder og spiller sin Ungdoms Danse paa det hæse Klaver. Man kunde fristes til at spørge Forf. som Forlæggeren spurgte Macaulay, da han bragte ham sin første Bog: „Hvor i al Verden har De fisket den Stil?” Og der er blevet baade spurgt og svart af Kritiken. Det er Edgar Poes Stil, siger en. Det er E. T. A. Hoffmanns, siger en anden. Det er Elisabeth Brownings, siger en tredje. Her i Danmark vilde man sagtens sige: „Det er Thomas Langes.” Men det er ingen af dem, det er Selma Lagerlöfs Stil og ingen andens. Det er vel den samme Stil, der bragte hendes Lærer paa Seminariet til Fortvivlelse, fordi han aldrig kunde faa den til at blive „som alle andres.”


I Stedet for videre at udbrede mig over, hvorledes Bogen er eller ikke er, vil jeg overlade Læserne selv at dømme efter nedenstaaende Brudstykke. Man glemme imidlertid ikke, at ligesom det endnu kun er en Del af Bogen, der er bleven offentliggjort, saaledes er det her meddelte kun et eneste løsrevet Kapitel. Jeg tilføjer et af Selma Lagerlöfs lyriske Digte. Vers skriver hun ikke mere, ikke fordi hun mangler Evne dertil - efter Sagnet skal hun paa Seminariet have gjort sine Optegnelser paa dadelfri Hexametre - men, formoder jeg, fordi hun her endnu ikke har fundet en Form, der fuldt ud tilfredsstiller hende. De her gengivne tvangfri Rythmer vise imidlertid utvivlsomt, at hun ogsaa paa det i strængeste Forstand lyriske Omraade har en rig og ejendommelig Begavelse.


Det er ved sin ejendommelige Selvstændighed i Form som i Indhold, at S. Lagerlöf har vakt Opmærksomhed. Vil hun kunne bevare denne Selvstændighed?


Den Kritik, som nu sidder i Højsædet, hersker med Jærnscepter; det er ikke Selvstændighed, den sætter Pris paa, det er blind Lydighed og ihærdig Agitation for visse Ideer; hvis ikke, da . . . ! Ernst Ahlgren havde ikke Kræfter til at staa imod; hun valgte at lade sig „udslukke som en Gnist i Mørket.” Aage Vang dukkede under i Brændingen - hvor er hun nu?


Gid Selma Lagerlöf maa have bedre Kræfter og faa bedre Lykke!


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner