Af Gøsta Berlings Saga.

Fortælling fra det gamle Värmland af Selma Lagerlöf.

Gösta Berling, Poeten

Jul var det, og paa Borg skulde der være Bal.

Paa den Tid, og det er vel nu snart tresindstyve Aar siden, boede en ung Grev Dohna paa Borg; nygift var han, og en ung, smuk Grevinde havde han. Der vilde nok blive muntert i den gamle Grevegaard.

Indbydelse var kommen, ogsaa til Ekeby, men det viste sig, at af alle dem, som det Aar holdt Jul der, var Gøsta Berling, „Poeten”, som de kaldte ham, den eneste, der havde Lyst til at tage afsted.

Borg og Ekeby ligger begge ved den lange Löfvensø, men paa hver sin Bred af den. Borg ligger i Svartsjö Sogn, Ekeby i Bro. Naar Søen ikke er tilfrossen, er det et Par Mils Kejse fra Ekeby til Borg.

Denne Jul holdt Major Samzelius ikke selv Hus paa sit store Gods Ekeby. Han havde overladt Gaarden til en Samling Æventyrere: gamle Militære, gamle Adelsmænd, som gærne havde Tilhold i Kavallerfløjen paa Ekeby, naar de ikke i skumplende Enspændervogne færdedes rundt omkring paa Värmlands Landeveje. Deres Regimente var Godset til liden Baade, men Majoren vilde have det saaledes.

Gøsta Berling var ogsaa en af „Kavallererne”, og han var den eneste, som straalede i fuld Ungdom.

Den fattige Gøsta Berling, til den Fest blev han udrustet af de gamle Herrer, som om han havde været en Kongesøn og haft et Kongeriges Ære at hævde.

Ny var Kjolen med de blanke Knapper, stift var Kalvekrøset, og skinnende var Blanklæderskoene. Han fik en Pels paa af det fineste Bæverskind og en Zobelskinds Hue paa sit lyse, lokkede Haar. De lod brede et Bjørneskind med Sølvkløer over hans Spidsslæde og gav ham den sorte Don Juan, Staldens Stolthed, at køre.

Han fløjtede ad sin hvide Tankred og greb den flettede Tømme. Jublende kørte han afsted, omgiven af Rigdommene og Pragtens Glans, han, som i Forvejen straalede nok med sit Legemets Skønhed og sin snildrige, spillende Aand.

Han kørte tidligt om Formiddagen. Det var Søndag, og han hørte Salmesang fra Bro Kirke, da han kørte der forbi. Siden fulgte han den ensomme Skovvej, som fører til Berga, hvor Kaptejn Uggla den Gang boede, og hvor han agtede at blive til Middag.

Berga var ingen rig Mands Hjem. Sulten kendte Vejen til Kaptejnens græstørvtækte Hus, men den blev modtagen med Skæmt, underholdtes med Sang og Leg som andre Gæster og gik modvillig som de.

Gamle Jomfru Ulrika Dillner, hun som stod for Husvæsenet og Vævningen paa Berga Gaard, stod paa Trappen og bød Gøsta Berling Velkommen. Hun nejede for ham, og de forlorne Krøller, som hang ned over hendes brune Ansigt med de tusende Rynker, dansede af Glæde. Ind i Salen førte hun ham og begyndte at fortælle om Gaardens Folk og deres vexlende Skæbne.

Sorgen stod for Døren, sagde hun; strenge Tider herskede paa Berga Gaard. De havde ikke engang Peberrod til det salte Kød til Middag, men Ferdinand og Pigebørnene havde spændt Disa for en Slæde og var kørte ned til Munkerud for at laane lidt.

Kaptejnen var ude i Skoven igen og kom vel sagtens hjem med en sejg Hare, som man maatte koste mere Smør paa at stege, end den selv var værd. Det kaldte han at skaffe Mad til Huse. Det fik jo endda gaa, naar han blot ikke kom med en elendig Ræv, det usleste Dyr, Vorherre har skabt, lige unyttigt enten det var dødt eller levende.

Og Fruen, ja, hun var ikke staaet op endnu. Hun laa og læste Romaner, saadan som hun gjorde hver Dag. Ikke var hun skabt til at arbejde, den Guds Engel.

Nej, det fik vel den gøre, som var gammel og graa som hun; trippe om baade ved Nat og ved Dag maatte man for at holde sammen paa Stumperne. Og dette var ikke al Tid saa let; thi sandt var det, at en hel Vinter havde de ikke haft anden Kødmad i Huset end en Bjørneskinke. Og stor Løn ventede hun ikke; endnu havde hun ikke set noget til den; men de vilde vel heller ikke kaste hende paa Landevejen, naar hun ikke længer kunde gøre Gavn for Føden. De regnede desuden en Husjomfru for et Menneske der i Huset og „gav nok engang gamle Ulrika en hæderlig Begravelse, hvis de da havde noget at købe en Kiste for.

„For hvem kan vide, hvordan det gaar,” udbryder hun og tørrer sine Øjne, som al Tid var saa lette til at løbe over. „Vi skylder den onde Brugspatron Sintram Penge, og han kan tage al Ting fra os. Nu er jo rigtignok Ferdinand forlovet med den rige Anna Stjärnhök, men hun bliver ked af ham, hun bliver ked af ham. Og hvad skal der da blive af os med vore tre Køer og vore ni Heste, med vore glade unge Frøkner, som vil fare fra Bal til Bal, med vore tørre Agre, hvor der ingen Ting gror, med vor rare Ferdinand, som aldrig bliver en rigtig Mand! Hvad skal der blive af hele dette velsignede Hus, hvor alt trives undtagen Arbejdet!”

Men det blev Middag, og Husets Folk samledes. Den rare Ferdinand, Husets blide Søn, og de glade Døtre kom hjem med den laante Peberrod. Kaptejnen kom, styrket af et Bad i en Vaage i Søen og af en Jagt i Skoven. Han rev Vinduet op for at faa Luft og gav Gøstas Haand et mandigt Tryk. Og Fruen kom, klædt i Silke, med brede Kniplinger faldende ud over de hvide Hænder, som Gøsta fik Lov at kysse.

Alle hilsede Gøsta med Glæde, Spøgen kom flyvende ind i Kredsen; muntert spurgte de ham:

„Hvordan lever I paa Ekeby, hvordan lever I i det forjættede Land?”

„Det flyder med Mælk og Honning,” svarede han saa. „Vi tømmer Bjergene for Jern og fylder vore Kældere med Vin. Agrene bærer Guld; dermed forgylder vi Livets Elendighed, og vore Skove hugger vi om for at bygge Keglebaner og Lysthuse.”

Men Fruen sukkede og smilte ad Svaret, og over hendes Læber trængte et eneste Ord: „Poet!”

„Mange Synder har jeg paa Samvittigheden”, svarede Gøsta, „men aldrig har jeg skrevet en Linie Poesi”.

„Du er alligevel Poet, Gøsta, det Øgenavn kommer Du til at trækkes med”.

„Du har oplevet flere Digte, end vore Digtere har skrevet”.

Senere talte Fruen, mild som en Moder, med ham om hans børtsløsede Liv. „Jeg oplever nok at se Dig blive en Mand”, sagde hun. Og han syntes, det var sødt at blive drevet fremad af denne milde Kvinde, som var en saa trofast Ven, og hvis stærke sværmeriske Hjærte brændte af Kærlighed til store Bedrifter.

Men da de havde endt det muntre Maaltid og spist Peberrodskød og Kaal og Vafler og drukket Juleøl, og Gøsta havde faaet dem til baade at le og græde ved at fortælle om Majoren og Fruen og Brobypræsten, hørtes der Bjælder i Graden, og strax efter traadte den onde Sintram ind til dem.

Han straalede af Fornøjelse ligefra det skaldede Hoved ned til de lange, brede Fødder. Han svingede med sine lange Arme og skar Ansigter; det var let at se, at han bragte daarligt Nyt.

„Har I hørt,” spurgte den onde, „har I hørt, at der paa denne Dag er lyst første Gang for Anna Stjärnhök og den rige Dahlberg i Svartsjø Kirke? Hun maa have glemt, at hun var forlovet med Ferdinand”.

De havde ikke hørt et Ord om det. De undrede sig og sørgede.

De tænkte sig allerede Hjemmet plyndret for at betale Gælden til den onde Mand, deres elskede Heste solgte og ligesaa de slidte Meubler, som var en Arv fra Fruens Hjem. De saa Enden paa det muntre Liv med Fester og Farten fra Bal til Bal. Bjørneskinken vilde atter komme paa Bordet, og de unge maatte ud at tjene hos fremmede.

Fruen klappede sin Søn og lod ham føle Trøsten af en aldrig svigtende Kærlighed.

Dog - der sad Gøsta Berling midt iblandt dem, Og den uovervindelige tumlede tusend Planer i sit Hovede.

„Hør”, raabte han, „endnu er det ikke Tid at tænke paa Klager. Det er Præstefruen nede i Svartsjø, som har bragt dette i Stand. Hun har faaet Magt med Anna nu, da hun bor hos hende i Præstegaarden. Hende er det, som har faaet hende til at forlade Ferdinand og tage gamle Dahlberg, men endnu er de ikke viede og skal ikke heller blive det. Nu kører jeg til Borg og der træffer jeg Anna. Jeg skal tale med hende, jeg skal snappe hende bort fra Præstens, fra Fæstemanden.

Jeg skal tage hende med mig hid i Nat; saa skal gamle Dahlberg ikke mere faa godt af hende.”

Saadan blev det. Gøsta kørte alene til Borg uden at blive Kusk for nogen af de glade Frøkener; men med varme Ønsker fulgte de tilbageblivende ham paa Turen. Og Sintram, som jublede over, at gamle Dahlberg skulde blive narret, besluttede at blive paa Berga for at se Gøsta vende tilbage med den utro. I et Anfald af Velvilje svøbte han endogsaa sit grønne Rejseshawl om ham, - en Gave fra Jomfru Ulrika selv.

Men Fruen kom ud paa Trappen med tre smaa Bøger, indbundne i rødt, i Haanden.

„Tag dem”, sagde hun til Gøsta, som allerede sad i Slæden, „tag dem og behold dem, hvis Du har Uheld med Dig. Det er Corinne, Madame Staëls Corinne; jeg vil ikke have, at den skal gaa til Auktion.”

„Jeg har aldrig Uheld med mig.”

„Ak, Gøsta, Gøsta”, sagde hun og foer med Haanden hen over hans blottede Hovede, „stærkest og svagest blandt Mennesker! Hvor længe vil Du huske paa, at nogle fattige Menneskers Lykke ligger i Din Haand!”

Atter fløj Gøsta hen ad Landevejen, trukken af den sorte Don Juan, fulgt af den hvide Tankred, og Æventyrets Jubel fyldte hans Sjæl. Som en ung Erobrer følte han sig; Aanden var over ham.

Hans Vej førte ham til Præstegaarden i Svartsjø. Han svingede ind der og spurgte, om han ikke maatte køre til Bal for Anna Stjärnhök. Og det maatte han. En smuk, egensindig ung Pige fik han med sig i Slæden. Hvem vilde ikke køre med den sorte Don Juan!

De unge var først tavse, men saa begyndte hun Samtalen, trodsig som Forvovenheden selv.

„Har Gøsta hørt, hvad Præsten har læst op i Kirken i Dag?”

„Har han sagt, at Du er den smukkeste Pige mellem Løfven og Klarelven?”

„Du er dum, Gøsta, det ved Folk nok i Forvejen. - Han har lyst for mig og gamle Dahlberg.”

„Sandelig, om jeg vilde haft Dig i Slæden og selv staaet her bagpaa, om jeg havde vidst det! Sandelig, saa vilde jeg aldrig have kørt for Dig.”

Og den stolte Arving svarede:

„Jeg skulde nok være kommen til Borg uden Gøsta Berling.”

„Det er dog Skade for Dig, Anna,” sagde Gøsta tankefuldt, „at Du ikke har Fader og Moder her i Livet. Nu er Du, som Du er, og ingen kan tage det saa nøje med Dig.”

„Det er endnu større Skade, at Du ikke har sagt det der før, saa skulde en anden være kommet til at køre for mig.”

„Præstefruen tænker som jeg, at Du trænger til en, som kan være Dig i Faders Sted; ellers havde hun vel ikke sat Dig til at gaa i Spand med saadan en gammel Krik.”

„Det er ikke Præstefruen, som har bestemt det.”

„Aa, bevare os vel, har Du selv valgt Dig saadan en smuk Mand?”

„Han tager mig ikke for Pengene.”

„Nej, de gamle, de løber bare efter blaa Øjne og røde Kinder, og nogle gode Narre er de, at de gør det.”

„Aa, Gøsta at Du ikke skammer Dig!”

„Men husk nu paa, at Du ikke leger med de unge Mænd længer. Det er Slut med Dans og Leg. Din er Pladsen i Sofahjørnet - eller kanske Du agter at spille Rambus med gamle Dahlberg?”

Saa sad de tavse, lige til de kørte opad de bratte Bakker ved Borg.

„Tak for god Befordring! Længe skal det vare, inden jeg igen kører med Gøsta Berling.”

„Tak for Løftet! Mangen en ved jeg, som har angret den Dag, han kørte med Dig til Gilde.”

Lidet blid traadte Egnens trodsige Skønhed ind i Dansesalen og saa ud over de forsamlede Gæster.

Først af alle saa hun den lille, skaldede Dahlberg ved Siden af den høje, slanke, lyslokkede Gøsta Berling. Hun havde Lyst til at drive dem ud af Stuen begge to.

Hendes Fæstemand kom for at byde hende op til Dans, men hun modtog ham med haanlig Forundring.

„Skal Du danse? Naar plejer Du det?”

Og de unge Piger kom for at lykønske hende.

„Skab Jer ikke, Pigebørn. I tror vel ikke, at nogen bliver forelsket i gamle Dahlberg? Men han er rig, og jeg er rig; derfor passer det godt sammen.”

De gamle Fruer gik hen til hende, trykkede hendes hvide Haand og talte om Livets største Lykke.

„Gratuler Pastorinden,” sagde hun saa. „Hun er mere glad over det end jeg.”

Men der stod Gøsta Berling, den glade Kavaller, hilset med Jubel for sin friske Latter og for sine smukke Ord, som strøede Guldstøv ud over Livets graa Vadmel. Aldrig før havde hun set ham saadan som denne Aften. Han var ikke en udstødt, en forkastet, en hjemløs Spasmager, nej en Konge blandt Mænd, en født Konge.

Han og de andre unge Mænd sammensvor sig mod hende. Hun skulde faa Lov at betænke, hvor ilde hun handlede, da hun skænkede sig bort med sit smukke Ansigt og sin store Rigdom til en gammel Mand. Og de lod hende sidde ti Danse.

Hendes Blod kogte af Harme.

Den ellevte Dans kom en Mand, den ringeste blandt de ringe, en Stakkel, som ingen anden vilde danse med, og bød hende op.

„Øllet er drukket, og nu kommer Bærmen,” sagde hun.

Saa legede de Panteleg. Lyslokkede unge Piger stak deres Hoveder sammen og dømte hende til at kysse den, hun holdt mest af. Og med smilende Mund ventede de paa at se den stolte Skønhed kysse gamle Dahlberg.

Men hun rejste sig, statelig i sin Vrede og sagde:

„Maa jeg ikke lige saa gærne give den et Ørefigen, som jeg holder mindst af?”

Et Øjeblik efter brændte Gøstas Kind under hendes faste Haand. Han blev blussende rød, men han besindede sig, greb hendes Haand, holdt den fast et Sekund og hviskede:

„Mød mig om en halv Time i den røde Sal nedenunder!”

Hans blaa Øjne straalede ned paa hende og omsluttede hende med magiske Lænker. Hun følte, at hun maatte lyde.

Dernede mødte hun ham med Stolthed og onde Ord.

„Hvad angaar det Gøsta Berling, hvem jeg gifter mig med?”

Han havde ikke endnu milde Ord paa Tungen; ikke heller syntes det ham raadeligt strax at tale om Ferdinand.

„Det synes mig ikke at være for stræng en Straf, at Du kom til at sidde ti Danse. Men Du vil have Lov ustraffet at bryde Eder og Løfter. Om en bedre Mand end jeg havde taget Straffedommen i sin Haand, kunde han have gjort den haardere.”

„Hvad har jeg da gjort Dig og Jer alle, at jeg ikke kan være i Fred? Det er for Pengenes Skyld, I forfølger mig. I Løfven skal jeg kaste dem, saa kan hvem der vil fiske dem op.”

Hun holdt Hænderne for Øjnene og græd af Harme.

Da rørtes Poetens Hjærte. Han skammede sig over sin Strænghed. Hans Stemme blev øm.

„Ak, Barn, Barn, tilgiv mig! Tilgiv den fattige Gøsta Berling! Ingen bryder sig om, hvad saadan en Pjalt siger eller gør, det ved Du jo. Ingen græder over hans Vrede; lige saa gærne kunde man græde over en Mygs Stik. Vanvid var det, men jeg vilde hindre, at vor skønneste og rigeste Pige skulde gifte sig med den gamle. Og nu har jeg kun bedrøvet Dig.”

Han satte sig i Sofaen ved Siden af hende. Sagte lagde han sin Arm om hendes Liv for med kærtegnende Ømhed at støtte og oprette.

Hun trak sig ikke bort. Hun trykkede sig ind til ham, slog sine Anne om hans Hals og græd med sit skønne Hoved paa hans Skulder.

Ak, Poet, stærkest og svagest blandt Mennesker; ikke var det om Din Hals, disse hvide Arme skulde hvile.

„Om jeg havde vidst dette,” hviskede hun, „aldrig havde jeg da taget den gamle. Jeg har set paa Dig i Aften, ingen er som Du.”

Men mellem blege Læber frempressede Gøsta:

„Ferdinand.”

Hun bragte ham til Tavshed med et Kys.

„Han er ingen Ting, ingen er noget, ingen uden Du. Dig skal jeg være tro.”

„Jeg er Gøsta Berling,” sagde han mørkt, „med mig kan Du ikke gifte Dig.”

„Du er den, jeg elsker, den første blandt alle Mænd er Du. Ingen Ting behøver Du at gøre, ingen Ting at være. Du er født Konge.”

Da brusede Poetens Blod. Hun var skøn og yndig i sin Kærlighed. Han sluttede hende i sin Favn.

„Hvis Du vil blive min, kan Du ikke blive i Præstegaarden. Lad mig køre Dig lige til Ekeby i denne Nat, der skal jeg vide at forsvare Dig, til vi kan holde Bryllup.”

Der kom en berusende Færd i Natten. De lød Kærlighedens Bud og lod Don Juan bortføre sig. Det var, som om Sneens Knitren under Mederne var de svegnes Klager. Hvad brød de sig derom? Hun hang om hans Hals, og han bøjede Sig frem og hviskede i hendes Øre:

„Kan nogen Salighed lignes i Liflighed med stjaalen Glæde?”

Lysning - hvad betød det? De havde Kærlighed. Og Menneskers Vrede? Gøsta Berling troede paa Skæbnen. Skæbnen havde betvunget dem: mod Skæbnen kan ingen Stride.

Om Stjernerne havde været Bryllupslysene, som var tændt til hendes Bryllup, om Don Juans Bjælder havde været Kirkeklokkerne, som kaldte Folk sammen til at se hendes Bryllup med gamle Dahlberg, saa havde hun dog maattet flygte med Gøsta Berling. Saa mægtig er Skæbnen.

De var lykkelig og vel komne forbi Præstegaarden og Munkerud. De havde to Fjerdingvej til Berge og siden to Fjerdingvej til Ekeby. Vejen gik langs med Skovkanten, til højre for dem laa mørke Bjerge, til venstre en lang hvid Dal.

Da kom Tankred styrtende. Den løb, saa det saa ud, som om den laa langs ad Jorden. Tudende af Rædsel sprang den op i Slæden og krøb sammen ved Annas Fødder.

Det gav et Ryk i Don Juan og den satte afsted i Firspring.

„Ulve!” sagde Gøsta Berling.

De saa en lang graa Streg bevæge sig frem langs Gærdet. Der var mindst et Dusin af dem.

Anna blev ikke bange. Dagen havde været rigt velsignet med Æventyr, og Natten lovede at blive den lig. Dette var Liv - at ile frem over blinkende Sne, trodsende vilde Dyr og Mennesker.

Gøsta udstødte en Ed, bøjede sig frem og gav Don Juan et vældigt Rap med Pisken.

„Er Du bange?” spurgte han.

„De skyder Genvej og indhenter os derhenne, hvor Vejen krummer sig.”

Don Juan sprang og løb omkap med Skovens vilde Dyr, og Tankred tudede af Raseri og angst. De naaede Vejens Krumning paa samme Tid som Ulvene, og Gøsta drev den forreste bort med Pisken.

„Ak, Don Juan, min Dreng, hvor let skulde Du ikke slippe bort fra tolv Ulve, hvis Du ikke havde os Mennesker at slæbe paa.”

De bandt det grønne Reiseschawl fast bag i Slæden. Ulvene blev bange for det og holdt sig en Tid paa Afstand. Men da de havde overvundet deres Frygt, løb en af dem hvæsende med hængende Tunge og aabent Gab hen til Slæden. Da tog Gøsta Madame Staëls Corinne og kastede i Gabet paa den.

Atter fik de en Tids Pusterum, medens Dyrene søndersled dette Bytte, og saa mærkede de atter Rykkene, naar Ulvene sled i det grønne Reisesjærf, og hørte deres korte, hastige Aandedræt. De vidste, at de ikke kom forbi nogen Menneskebolig før Berge, men værre end Døden syntes Gøsta, det var, at se dem, han havde bedraget. Han forstod ogsaa nok, at Hesten vilde blive træt, og hvad skulde der saa blive af dem.

Da saa de Berga Gaard i Skovbrynet. Der brændte Lys i Vinduerne. Gøsta vidste nok, for hvis Skyld.

Dog, nu flygtede Ulvene, bange for Menneskers Nærhed, og Gøsta kørte forbi Berga. Han kom alligevel ikke længere end til det Sted, hvor Vejen paa ny fordyber sig i Skoven; der saa han en mørk Gruppe foran sig - Ulvene ventede paa ham.

„Lad os vende tilbage til Præstegaarden og sige, at vi har gjort en Lysttur i Stjærneskin. Dette gaar ikke ”

De vendte, men i næste Øjeblik var Slæden omringet af Ulve. Graa Skikkelser gled forbi dem; de hvide Tænder skinnede i vidt aabne Gab, og de glødende Øjne lyste. De tudede af Sult og Blodtørst. De skinnende Tænder var rede til at hugge ind i blødt Menneskekød. Ulvene sprang op paa Don Juan og hængte sig fast i Seletøjet. Anna sad og tænkte paa, om de vilde æde hende op, helt og holdent, eller om der vilde blive noget tilbage, og om Mennesker næste Morgen vilde finde søndergnavede Lemmer i den nedtrampede, blodige Sne.

„Nu gælder det vor Liv,” sagde hun, bøjede sig ned og greb Tankred i Nakken.

„Lad være, det nytter intet! Det er ikke for Hundens Skyld, Ulvene er ude i Nat.”

Dermed kørte Gøsta ind paa Berga Gaard, men Ulvene forfulgte ham lige hen til Trappen. Han maatte værge sig mod dem med Pisken.

„Anna”, sagde han, da de holdt ved Trappen. „Gud vilde det ikke. Hold nu gode Miner, om Du er den Kvinde, jeg holder Dig for, hold gode Miner.”

Derinde hørte de Bjældeklangen og kom ud.

„Han har hende!” raabte de, „han har hende. Leve Gøsta Berling!” Og de nyankomne foer fra Favn til Favn.

Der blev ikke gjort mange Spørgsmaal, Natten var langt fremskreden, de rejsende var betagne af deres farlige Færd og trængte til Hvile. Det var jo nok, at Anna var kommen.

Alt var godt. Kun Corinne og det grønne Rejseshawl, Jomfru Ulrikas højt skattede Gave, var ødelagt.

Hele Huset sov. Da stod Gøsta op, klædte sig paa og sneg sig ud. Han trak ganske ubemærket Don Juan ud af Stalden, spændte den for Slæden og var ved at drage afsted. Da kom Anna Stjärnhök ud af Huset.

„Jeg hørte Dig gaa ud,” sagde hun. „Da stod ogsaa jeg op. Jeg er rede til at rejse med Dig.”

Han gik hen til hende og tog hendes Haand.

„Forstaar Du det ikke endnu? Det kan ikke ske. Gud vil det ikke. Hør nu, og forsøg at forstaa. Jeg var her i Middags og saa deres Jammer over Din Troløshed. Da kørte jeg til Borg for at bringe Dig tilbage til Ferdinand. Men jeg har al Tid været en Usling og bliver aldrig andet. Jeg sveg ham og beholdt Dig for egen Regning. Her er en gammel Kvinde, som tror, at jeg skal blive en Mand. Hende sveg jeg. Og en anden gammel Stakkel vil fryse og sulte her bare for at faa Lov at dø blandt Venner, men jeg var rede til at lade den onde Sintram føre hende hjem. Du var skøn og Synden liflig. Gøsta Berling er saa let at lokke. Aa, hvad jeg er for en Stakkel! - Jeg ved, hvor de elsker deres Hjem, de derinde, men jeg var dog nys rede til at overgive det til Plyndring. Jeg glemte alt for Din Skyld, Du var saa yndig i Din Kærlighed. Men nu, Anna, nu, da jeg har set deres Glæde, vil jeg ikke beholde Dig, nej, jeg vil det ikke. Du er den, som kunde have gjort mig til Menneske, men jeg tør ikke beholde Dig. O, Du min elskede, han deroppe leger med vor Vilje. Nu er det Tid, at vi bøjer os under den tugtende Haand.

Sig, at Du fra denne Dag vil tage Din Byrde paa Dig. Alle derinde stoler paa Dig. Sig, at Du vil blive hos dem og deres Støtte og Hjælp! Om Du elsker mig, om Du vil lette min dybe Sorg, lov mig da dette! Min elskede, er Dit Hjærte saa stort, at det kan besejre sig selv og smile ved det?”

Hun modtog med Begejstring Forsagelsens Bud.

„Jeg skal gøre, som Du vil - ofre mig og smile ved det.”

„Og ikke hade mine fattige Venner?”

Hun smilte vemodigt.

„Saa længe jeg elsker Dig, skal jeg elske dem.”

„Nu først ved jeg, hvilken Kvinde Du er. Det er tungt at rejse fra Dig.”

„Farvel, Gøsta! Far nu med Gud. Min Kærlighed skal ikke lokke Dig til Synd.”

Hun vendte sig for at gaa ind. Han fulgte hende.

„Vil Du snart glemme mig?”

„Rejs nu, Gøsta. Vi er kun Mennesker.”

Han kastede sig i Slæden, men da kom hun tilbage.

„Tænker Du ikke paa Ulvene?”

„Just paa dem tænker jeg; men de har gjort deres Gerning. Med mig har de ikke mere at skaffe i Nat.”

Endnu engang strakte han Armene imod hende, men Don Juan blev utaalmodig og satte i Løb. Han greb ikke Tømmerne, Han sad baglænds og saa sig tilbage. Saa bøjede han sig mod Karmen og græd som en fortvivlet.

„Jeg har ejet Lykken og drevet den fra mig. Selv drev jeg den fra mig. Hvorfor beholdt jeg den ikke?”

Ak, Gøsta Berling! Stærkest og svagest blandt Mennesker!