Til Mørket.
Der er saa mørkt om Vinternatten i min Stue,
Denne Flig af Himlen, som jeg ser mellem de tæt trængte Mure,
Bærer ingen af Stjernernes straalende Heroer,
Ej Sirius, ej Aldebaran drage frem der,
Og den ensomme Lygte, som svinger paa dinglende Kroge
Nede i Gaarden, er slukt.
Hvor kunde jeg tro, at dens Lys skulde naa op til mig?
Og om saa var, hvad ere mig Jordens Lys.
Stundom ser jeg Muren lige for mig hvid af Maaneskin,
Men jeg glædes ej derved, vilde ej bade deri.
Mørket er mig kært, jeg vanhelliger det ej med Lamper og Lys.
Mørket er godt som en Vens Favntag.
Mørket er som en blid Hvile, som et lunt Bad.
Det omslutter mig med favnende, vellugtrige Bølger.
Hvad er Havets Dyb mod Mørkets!
Min Lykke er at dykke ned i Nattens frygtelige, lokkende Mørke.
O, hellige Mørke, Støvets Lænker falde overfor Din Renhed.
Du pletløse, Du endeløse, Du utænkelige!
Modtag mig, o, modtag mig!
Lad mig gaa op i Dig.
Tryk mig til Dit Hjærte, og udsluk mig,
Som Du slukker den vildfarne Gnist, der fulgte Røgen op gennem Skorstenen.
Alt er godt. Alt er godt.
O, men for en bævende Sjæl er Hvilen hos Dig lifligere end andet.
