« Tilbage til søgeresultaterne

Marie Arnesen.

« Se emneord

født 1825 - død 1891,


„Kærlighed søger ikke sit eget.”


Hendes Liv var stille, skjønt hun virkede som faa. Hun tænkte aldrig paa sig selv, men arbejdede trofast for andre.


Hun var en lille spinkel Skikkelse, noget tilbageholdende og yderlig beskeden i sin Optræden. Der var som et Dække over hendes rige og varme Indre.


Marie Arnesen var en Datter af den paa Island fødte lærde Filolog, Paul A., og hans norsk fødte Hustru, Dorothea Wexels, og kan saaledes siges at stamme fra ægte nordisk Rod. Som afgaaet Rektor paa Vartpenge levede P. Arnesen med Familie i Kjøbenhavn fra 1817 indtil sin Død 1851. Marie havde efter Faderen arvet store aandelige Kræfter: en grænseløs Udholdenhed, en Ihærdighed i Arbejde og en Iver for at gjennemføre, hvad hun ansaa for det rette; men ogsaa noget af hans Heftighed. Fra Moderen havde hun det stille beskedne Væsen. Som den yngste imellem mange Søskende opvoxede hun i et meget alvorligt, tildels strengt, men efter aandelig Udvikling altid higende Hjem. Tørst efter Kundskab synes at have præget Huset, og dette gjældte saavel Døtre som Sønner. I en kortfattet Skildring af Faderen *) siges det, med Hensyn til hans fordomsfri Blik paa Livet og hans klare Fremtidsbegreber, at han over tredive Aar før Ordet „Kvindesag” var hørt her, udtalte som sin fulde Overbevisning, at Pigebørn ligesaavel som Drenge burde oplæres og rustes til at staa selvstændige i Livet, og han betragtede i Henhold hertil de saakaldte Forsørgelsesgiftermaal som en stor Uret mod Kvinden og som den ynkeligste Daarskab for begge Parter. Han gav sig meget af med sine Døtres Udvikling, og de fik ogsaa alle kort efter deres Konfirmation Pladser hver for sig som Lærerinder i gode Huse.


Marie havde fra Hjemmet medbragt sin varme Fædrelandskærlighed. Faderen, som i Begyndelsen af Aarhundredet havde været ansat i Norge, kunde ikke ret trives deroppe. Han søgte tilbage til Kjøbenhavn, som han skattede højt, og hvis Bibliotheker han, paa Grund af sin stadige literære Virksomhed, ejheller kunde undvære. I sytten, atten Aars Alderen havde Marie faaet Plads som Lærerinde paa en Herregaard i Nordsjælland.


I Fyrrerne, da Kampen imellem Dansk og Tysk var staaende da her kæmpedes for det danske Sprogs Berettigelse og Bevarelse i Slesvig, var af vore Blade særlig „Fædrelandet” Organ herfor. Dette havde i Begyndelsen af Marts 1845 i flere Nummere under Overskriften: Dansk og Tysk indeholdt Klager over den tyske Presses agiterende Virksomhed for at fortrænge det danske Sprog i Slesvig. Endelig gav den bekendte tyske Fædrelandsven, Ernst Moritz Arndt i Bonn, ved en yderlig nærgaaende, med Ukvemsord spækket Artikel imod det danske Folk, som han beskyldte for Indbildskhed og „fratzenhafte Eitelkeit”, Bladet Anledning til endmere højlydte Klager, tildels ogsaa over den Sløvhed, man fra dansk Side viste ved at lade alt gaa upaaagtet hen. Holsteneren havde ret fiffig insinueret, at Danmark nærmede sig mer og mer til „Moskoviterne”. Dette var begrundet i, at vor nuværende Dronnings Broder, Prins Frederik af Hessen, som vel paa den Tid maatte anses som eventuel Tronfølger i Danmark, naar den oldenborgske Stamme uddøde, havde ægtet Kejser Nicolauss Datter, som dog alt den Gang efter et kort Ægteskab var død. At alt hvad der stod i Forbindelse med det barbariske Rusland maatte sætte Frihedsmanden Arndt i Fyr og Flamme, er naturligt, ligesom Holsteneren ogsaa havde beregnet at hans, Digterens, Fædrelandsvennens Stemme lød videre og højere end nogen andens „so weit die deutsche Zunge klingt.”


I Spidsen for „Fædrelandet” af 17. Marts s. A. læstes nedenstaaende:


Fra en dansk Kvinde.


„Hr. Redaktør!


Originalen til det medfølgende Brev blev igaar med Posten afsendt til sit Bestemmelsessted. Jeg tillader mig at tilstille Dem denne tildels efter Hukommelsen nedskrevne Gjenpart **) for at afgjøre, om De finder det rigtigt at optage den i Deres Blad. og henviser i saa Henseende navnlig til Slutningen. At dette Brev er skrevet af en aldeles uøvet Pen, vil vist være let at se. Men jeg har imidlertid troet ikke at burde modstaa min Trang til i det mindste at søge at gjøre mere for mit Fædreland end at beklage det. Og da jeg nu er kommen i det Tilfælde at skrive til den ærede Redaktion af „Fædrelandet”, vil jeg ikke tilbageholde en Bemærkning, som jeg har havt Lejlighed til at iagttage Sandheden af i min Kreds. Desværre hersker der hos det store Flertal af det danske Folk Mangel paa Kraft og Vilje, men at det er saaledes, bliver ogsaa sagt det altfor ofte. Langtfra at bringe det til at forene sig, at hæve sig selv, antage de Mange, at da det nu en Gang er saa, maa det ogsaa forblive saaledes. Jeg hører daglig Ytringer som: „Hvad nytter det altsammen ? vi ere et daarligt Folk” o. s. v., og saa en Opregning af de andre Nationers Fortrin fremfor os, uden Hensyn til Forholdene eller de Henseender, hvori vi vel tør maale os med dem, eller, i Forhold til vort Lands Udstrækning, maaske endog gaa foran, som i Kunst og Literatur. Nej, sig det, at det er kraftigt, naar det blot selv vil, lad det føle, hvor det viser sit Værd, og det vil ligesaa vel som nu tro Dem paa Deres Ord og virkelig blive, hvad det siges at være. Dertil kommer, at vi umulig kunne forlange, at Fremmede skulle have Agtelse for os, naar vi ikke have Agtelse for os selv. Denne Selvnedsættelse og Følelse af sit ringe Værd kan være meget rosværdig hos en enkelt Person, skjønt sjeldent fordelagtig for ham; i et Folk duer den sikkert aldrig. At jeg tror, en saadan Selvfølelse for Folket vilde give Oppositionen en endnu større Vægt i Folket, og til samme Tid aldeles ikke hindre dem i at vedblive at raabe, kalde og vække, hvor der endnu slumres, behøver jeg næppe at bemærke.


Med Agtelse for Hver, som helliger sine Kræfter og sin Tid til det fælles Fædreland,


Den 12. Marts 1845. Valgerda.


Til Hr. Professor E. M. Arndt i Bonn.


"Sidst hørte De fra Holsten, hør De nu fra Danmark, det er en dansk Pige, der taler til Dem. De, som elsker Fædreland, Sprog og Frihed saa højt, kan umulig ønske, at disse hellige Goder skulle være Kvinderne ligegyldige; og hvad jeg her har i Sinde at skrive, vil, tror jeg, skrives bedst af en Kvinde; ikke fordi jeg mener at der er noget nedværdigende for Manden i at fremmane og oplyse Andres Retfærdighedsfølelse, men hans Udtryk ere saa haarde og strenge, at der, hvor der ofte kun herskede Misforstaaelse af Mangel paa Kundskab, let opstaar et ulægeligt Brud.


I "Fædrelandet", det Dagblad, der indeholder Beretninger om, hvorledes den danske Forsvarskamp føres i Slesvig, og tjener til Organ for den største Del af Folket, læste jeg igaar Aftes en Oversættelse af en Holsteners Brev til Dem og Deres derved foranledigede heftige, uretfærdige Angreb paa Danmark. Der var deri ogsaa indeholdt en Beklagelse, der gjenlyder i mit som i ethvert andet dansk Hjerte, over at Forholdene i Slesvig og Holsten havde skullet naa til Dem i en falsk Fremstilling, og efter denne falske Fremstilling gaa over i det tyske Folk gjennem en af dets fornemste Repræsentanters Mund. Ved at læse Deres Ord oprørtes Hjertet i mig - jeg har dem nu ikke mere for Øje, og det er godt, thi de vilde forhindre mig i at skrive saa rolig, som jeg bestræber mig for. Nu driver mit Hjerte mig til at opfordre Dem til først at lære Sandheden at kjende, til at undersøge hvor Ret, hvor Uret er, hvad der er sandt, hvad der er falsk, og da igjen lade Deres barske Stemme høre.


Besad De kun det mest overfladiske Kjendskab til det danske Folks Stemning, saa vilde De vide, at det nærer en temmelig afgjort Modbydelighed for alle Moskoviter, og at det altid vil være beredt til at forbinde sig med Tyskland mod Rusland. Med det danske Hof turde det mulig forholde sig anderledes; men siden den russiske Kejserdatters Død maa enhver Frygt for en lidet populær Forbindelse med Østen være forsvunden. Hvor langt anderledes er ikke Stemningen mod Tyskland! Havde Deres Blik fulgt de Danske under deres Bestræbelser for at opretholde deres Sprog i Slesvig, vilde De have bemærket, at selv i Kampens Hede er der ikke undsluppet dem noget fornærmeligt Ord mod det virkelige Tyskland, at de stedse have ønsket og ønske et venskabeligt, literært og folkeligt Samkvem med Germanien, og at de maaske kun have frygtet for en eneste Ting derfra, nemlig den tyske Censur.


Og hvad er da egentlig Striden, hvad gælder den? Lad os betragte den, saadan som den var før Aabningen af den sidste Provinsialstænderforsamling i Roskilde. Paa et Fladerum af omtrent 160 Kvadratmile har Slesvig (Øerne ikke medregnet) en Folkemængde af omtrent 330,000 Indbyggere, hvoraf den langt større Halvdel har det danske Sprog til Modersmaal. Efter de foreliggende statistiske Data for Aaret 1843 er Dansk fast udelukkende 158,000 Indvaaneres Folkesprog; de mange ikke medregnede, som bo i de Distrikter, hvor der tales mest Tysk. Men af disse 158,000 er i de af 46,000 beboede Sogne tysk Skole-, Kirke- og Retssprog indlistet eller egenmægtigt indført af de tyske Embedsmænd. Tidligere var et langt større Antals Sprog det danske, men det maatte i Skolerne vige for det tyske, og saaledes gaar det fremdeles. Den danske Slesviger fordrer nu, at hans Børn opdrages i hans Modersmaal, ikke i et fremmed Sprog, at han i Kirken, hører en Prædiken, som han forstaar, at han, naar han tror sig forurettet af en af sine danske Naboer, kan raadføre sig med en dansk Sagfører; han vil ikke paatrænge sine tyske Naboer sit Sprog, og endnu mindre berøve dem deres, han paastaar kun sin Ret til ogsaa at bruge sit. Den danske Regering har befalet, at, hvor Menighederne ere danske, skal der ogsaa læres og prædikes Dansk, men Prinsstatholderen, Godsbesidderne, Embedsmændene og Advokaterne ere tyske og forhindre Udførelsen af de kongelige Befalinger, der kun gaa ud paa at lade Folket nyde den det tilkommende Ret. I den slesvigske Stænderforsamling have de tysktalende Deputerede ved deres skammelige Adfærd nødt de dansktalende til at trække sig tilbage, og saaledes ogsaa fortrængt det danske Sprog af Stændersalen. Nu er det altsaa det danske Sprog, som vil fortrænge det tyske, eller ikke meget mere det tyske Sprog som alt i mange Aar stræber efter at indtrænge sig i det danske og udrydde det? De tyske Slesvigere have endog formastet sig til at ville fortyske Jylland lige op til Skagen - der kunde der i Sandhed være Grund til at tale om "fratzenhafte Eitelkeit".


Men Slesvig hører ikke til Tyskland, ikke til det tyske Forbund. Kun Forbindelsen af dets Navn med Holstens vedkommer Tyskland (i politisk Henseende, i sproglig vilde Forholdet være noget anderledes). Man beskylder Danmark for at ville inkorporere Holsten og Lauenburg i sig; det er usandt. Et i den sidste Roskildske Stænderforsamling stillet Forslag, der i sin oprindelige Skikkelse kunde have ladet et saadant Forsøg befrygte, blev strax saaledes omdannet og fortolket af Proponenten selv, at det fornuftigvis ikke kunde give Anledning til en saadan Frygt. Det danske Folk har iøvrigt højt og lydeligt udtalt sin Misbilligelse af et saadant Forslag. Fra én Side saa det deri Fare for en Forbindelse med det tyske Forbund, som vilde være skadelig for dets Selvstændighed og afdrage det fra sine svenske og norske Brødre. Fra den anden Side saa det, at de statsfarlige Partigængere, som drømme om et uafhængigt Rige, hvortil Slesvig, det gamle, Sønderjylland, skulde afgive den skønne, nordlige Halvdel, ikke vilde forsømme Lejligheden til at give sig et Skin af Ret og til at inddrage det tyske Folk i deres smaalige Interesser; - og desværre, det bedrog sig ikke.


Her at give en nøjagtigere Beretning om Forholdene i Slesvig og Holsten, vilde maaske næppe nytte; det tilkommer i det mindste ikke mig. Dette Brev ligger jo alt udenfor min sædvanlige Virksomheds Kreds. De maa selv prøve og undersøge, dersom De vil være retfærdig. Men erindre Dem, at, for at prøve en Sag, er det nødvendigt, at De hører den ene Part ikke blot gjennem dens Modstandere, at De ikke lytter efter Deres egne og det Folks Fordomme, for hvilke De forud er indtagen. Deres Fornærmelser mod Danmark ere saa ugrundede og uretfærdige, at jeg ikke behøver at gjendrive dem; de bevise kun, at De ligesaa lidt kjender det Folk, som den Sag, hvorom De har udtalt Dem. Gjør De Dem først bekjendt med de danske Organer, med de danske Journaler - og det er nødvendigt, dersom De vil være samvittighedsfuld og retfærdig - og De vil selv indse, hvormeget De har taget Fejl.


Og nu har den unge Pige talt til den gamle Frihedskæmper, Digter og Historieskriver; stor er Forskjellen imellem os To og dog gives der en Lighed. Som De elsker Deres Fædreland, saaledes elsker hun sit; som De Deres Sprog, saa hun sit. Det er visselig kun en Stemme til en anden, men Deres gjælder for en stor Del af Deres Folk, og dersom min er en sand Datter af mit Folk, vil De maaske snart erfare det af en dansk Journal. I dette Tilfælde vil de vist heller ikke undlade at offenliggjøre dette Brev, ligesaa godt som Holstenerens.


Et godt Ord finder et godt Sted, ***) maatte det finde Anvendelse herpaa. Mine Ord ere i det mindste bedre end Holstenerens, thi de ere mere sande.


De vil vistnok bære over med en dansk Kvinde, om hun, maaske ikke har udtrykt sig fejlfrit i det tyske Sprog."


Paa en Herregaard i Sjælland den 10de Marts 1845.


Valgerda.


Slægten fra før 48 er næppe talrig her i Landet nu, men der lever dog sikkert enkelte hist og her, som ville erindre hvilket Røre, ja man kan vel sige Begejstring, Valgerda-Brevet vakte. Det var vel særlig Studenterverdenen og det unge Danmark, hele det Parti, som den Gang hørte til „Fædrelandets” Beundrere og Meningsfæller, der bleve grebne af den unge Piges modige og kraftige Optræden. Der lød Røsten, som Bladet hidtil forgjæves havde paakaldt. At Sagen blev holdt saa hemmelig, at det var en Slags Umulighed at faa at vide, hvem der stak bag Valgerda, pirrede vel endmere Interessen. Ingen kunde faa mere at vide end, at Brevet var fra en ung, nittenaarig Pige paa en sjællandsk Herregaard, og endnu to Aar efter, da Heiberg skrev sit Lystspil „Valgerda”, ser man, at han ogsaa forholdt sig famlende, idet han jo nærmest gjør hele Sagen til en Fiktion og henstiller, at der bag Navnet kunde skjule sig et mandligt Væsen. Marie Arnesen har i sine senere Aar meddelt, at hun og de af hendes Familie, som vidste Besked dermed, betragtede Hemmeligholdelsen som en Livssag. Hun havde en tidlig Morgen listet sig ud i Stilhed for at faa Brevet besørget, hvad der ikke var saa let en Sag den Gang paa Landet og før Brevmærkernes Tid, men alt var lykkedes. Endnu mange Aar derefter forholdt hun sig afvisende, naar nogen vilde hentyde til Valgerda. Det var hende her som altid kun om Sagen at gjøre, selv trak hun sig tilbage i Stilhed. Hun er senere nævnet som en af dem, „der har suget Kraft og Næring af vore Spændinger med Tyskland og af den, ifølge disse Spændinger, udbrudte første slesvigske Krig.” ****)


Ved den nævnte Tid havde Marie Arnesen forlagt sin Lærerinde-Gjerning fra en sjællandsk til en større fynsk Herregaard. Hun havde her det Held at være kommen i Huset hos en meget intelligent Familie, hvor hun fandt Sympati paa mange Omraader, og hvis Minde hun bevarede i Kjærlighed indtil sin Død. Ogsaa hun blev højt skattet af Familien. At Rejsningen i 1848 og den derpaa følgende Krig, med alle dens vexlende og gribende Begivenheder, vakte Begejstring hos hende, Idealist, som hun var, er ikke til at undres over. Det bevægede Liv, med stadig skiftende Indkvartering paa Herregaarden gav Anledning til Tankeudveksling imellem mange forskjellige Mennesker, og naar Marie da undertiden kom til at høre paa Udtalelser af saakaldte Hjemmetyskere, skød Blodet op i hendes Kinder, og fra den lille beskedne Skikkelse fremkom der da ofte en skarp Modbemærkning. Stod hun overfor aandelige Undermaalere af den Art, eller overhovedet overfor Filistre, kunde det vel hænde, at hendes gode Hjerte holdt hende tilbage fra at slaa det knusende Slag. Saa kunde hun pludselig stanse som for at hente efter Vejret, og Svaret blev da kun et mildt Udtryk med et ejendommeligt satirisk Smil, som da spillede om hendes Mund. Tilstrækkeligt Svar - for dem, der forstode det. Hun var overhovedet ikke just slagfærdig i Diskussionen; det var, som de fremmylrende Tanker ligesom slugte Ordene.


Marie Arnesen var en meget religiøs Natur, og hun blev i Halvtresserne stærk greben af Kierkegaards Skrifter. Al Fordømmelse af andres Meninger i saa Henseende var imidlertid fjern fra hendes klare Tanke og frisindede Aand.


Efter en lang Lærerindegjerning, udført med den største Samvittighedsfuldhed, levede hun senere i Kjøbenhavn saa at sige alene for at udøve menneskekjærlige Handlinger. Hun gav fri Undervisning til fattige Børn, tilsaa og læste i Asylerne og hjalp paa alle Maader, hvor hun kunde, og langt ud over, hvad man maatte antage at hendes smaa Midler kunde strække til til. En Besøgende traf hende en Vinterdag i hendes Stue uden Ild i Kakkelovnen. Paa et Spørgsmaal i den Anledning lød Svaret, at hun tilbragte det meste af Dagen i Asyler eller paa lignende Steder, hvor der jo var varmt, og hun trængte derfor ikke til Ild i Kakkelovnen hjemme. Hun var i højeste Grad nøjsom og ændsede knap legemlige Fornødenheder.


At vor sidste Krig med dens ulykkelige Følger virkede næsten knusende paa hende, er en Selvfølge; hun sygnede rentud hen i længere Tid derefter.


I Slutningen af Halvfjerserne tog hun med sin sædvanlige Iver og Varme fat paa Ritualsagen. Hendes Virksomhed herfor vil være de fleste bekjendt, om hun end ikke traadte frem under sit Navn. Hun satte en Adresse i Gang til Rigsdagen, som rundtom fra hele Landet fik talrige Underskrifter, men den naaede ikke at faa Flertal i Rigsdagen. Det gjaldt at faa det gamle fra Luther stammende Vielsesritual forandret efter et til Nutiden bedre svarende Indhold. Hun havde sat sig i Forbindelse med flere Præster, af hvilke Dr. Theol. Paludan-Müller, den Gang Formand for Roskilde Præstekonvent, ganske delte hendes Mening. Pastor C. J. Brandt havde i dansk Kirketidende givet et Udkast til et nyt Ritual. Den nærmeste Anledning til hendes Griben fat paa den denne Sag var en uhyggelig Scene, som hun havde været Vidne til og hvor Ritualets Ord: „Kvinden skal være sin Mand underdanig,” og „Manden skal herske over sin Hustru og hun skal adlyde ham”, havde spillet en Rolle med. Dr. theol. Paludan-Müller bragte Sagen frem i Roskilde Konvent 1879 og talte her for den, men den fik ikke Flertal. I en lille Piece: „Svar paa Spørgsmaal”, udk. 1880 under Mærket M. A., bringer hun en Tak til de to Præster for deres Virksomhed i Sagen, som hun her yderligere udtaler sig om. Den er skreven i hendes sædvanlige klare og kraftige Sprog og indeholder mange slaaende Bemærkninger. Saaledes: „Anledningen var en af de uhyggelige Begivenheder, af hvilke Døgnets fire og tyve Timer se flere end det vilde se, om det ej idelig maatte høre: „Det er slemt, men det kan ej blive anderledes; derved er intet at gjøre”. Sagen blev neddysset.” - „I Kirken burdes der ikke udtales for de enkelte, hvad der ikke uden Anstød kan siges en Time før eller senere. Lad Ægteskabet blive velsignet i den treenige Guds Navn, men, fremfor alt, lad det blive stiftet i Aand og Hellighed, og hold borte, hvad der piner Bruden ved Alteret, og derfor tillige Brudgommen, - dersom han ærer og forstaar hende. Et Samliv, der begynder uden Ærbødighed og Forstaaelse kan ikke blive lykkeligt,” - „Mulig vil Anvisningen ikke støde Kvinden i Østerlandets Fruerstuer. Muhamed fradømte hende jo en Sjæl. Nordens Døtre føle og vide, at de have og ere Sjæl og Aand” - „Saalænge Kvinden staar for Alteret, stundom iklædt Atlask og Kniplinger, ved Siden af Manden, dog ikke som den Sideordnede, hans Lige, men efter Ritualet som den Underordnede, mere haardt tiltalt end nu til Dags noget Tyende, saa længe vil det ægteskabelige Forhold i sin Begyndelse være sygt, thi det kan vanskelig være fuldt i Sandhed, uden for saa vidt den Vedkommende løftes ud derover: der er enten tankeløs Forfængelighed eller Angst eller en skjult Braad i Kvindens Sind, og i Mandens som oftest Hovmod, om den end er paaklædt med de kjønneste Navne.”


Marie Arnesen havde endnu i sine ældre Dage en kort oplivende Glæde ved de slesvigske Kvinders Besøg her for nogle Somre siden. En af hendes kjæreste fordums Elever havde aabnet sit gjæstfri Hjem, en smuk Villa paa Strandvejen, for nogle af de sønderjydske Piger og indbød Marie til at være sammen med dem under deres Ophold her. Hun vaagnede da op til Liv og Glæde, tog Del i deres Udflugter og Nydelser og sugede Trøst og Mod af deres, trods Undertrykkelsen, standhaftige og faste Tro paa en Genforening med det tabte Fædreland.


Valgerda levede sin Ungdom om igjen.


*) Benedicte Arnesen Kall: Paul Arnesen, et Livsbillede: 1884.


**) Skrevet paa Tysk ligesom Originalen: vi meddele den i Oversættelse.


Red. Anm.


***) anvendt af Arndt i hans Udtalelser.


****) B. Arnesen Kall: Livserindringer. De tre Valkyrier. 4de Bog.