Fra Læsemappen.
For dem, som have fulgt den Strid, der oftere er bleven ført her i Bladet angaaende „Tjenestepigespørgsmaalet”, kan det maaske have sin Interesse at læse følgende Udtalelser af Anton Menger, juridisk Prof. ved Universitetet i Wien.*)
„Ingen Fremtoning indenfor vort borgerlige Samfund nærmer sig saa stærkt Slaveri og Livegenskab som Tyendeforholdet. I dette bliver nemlig efter nedarvet Anskuelse den Tjenendes hele Arbejdskraft stillet til Husbondens Disposition. Det er regelmæssig et Tegn paa humant Sindelag, naar det saakaldte „Herskab” indrømmer Tyendet en nogenlunde rigelig Tid til Spadseren eller et ganske kort Tidsrum til Besørgelsen af dets egne Anliggender. Med hvilken Forfærdelse se ikke Nutidens Socialpolitikere tilbage paa tidligere Aarhundreders ubegrænsede Hoveri og anden Tvangstjeneste uden at bemærke, at de selv staa i et ganske lignende Retsforhold til deres egne Tjenestefolk. Ti naar man ser Tjenestekontraktens Væsen deri, at Arbejderen stiller Herren sin Arbejdskraft til Disposition for et bestemt Tidsrum eller et bestemt Øjemed, saa have vore Tjenestefolk i Virkeligheden en Normal-Arbejdsdag paa 24 Timer. At et saa unaturligt Forhold ikke blot for Tyendet, men ogsaa for Husbonden, som oftest falder meget utilfredsstillende ud, kan ikke forbavse nogen. Ethvert Menneske kan med Rette forlange, at han til sit personlige Brug har et bestemt Tidsrum til Disposition, uden at være henvist til en andens Naade. Enhver, der ikke besidder denne Ret, er faktisk ufri, selv om der ogsaa tilkommer ham den Beføjelse til enhver Tid ved Opsigelse at opløse et saadant Forhold.
Til denne absolute Ufrihedstilstand kommer det Faktum, at de velhavende Klasser efter nedarvet Anskuelse, til Dels uden at de selv ere sig det bevidst, i Tyendet se et blot og bart Middel for andres Velvære, af hvem der tilmed med Rette skal kunne fordres Forekommenhed, Høflighed og Tilfredshed til alle Døgnets Tider. Føjer man saa endelig hertil de usle Beboelsesrum, som selv det ellers vel installerede „Herskab” uden Spor af Samvittighedsnag byder Tyendet, saa har man i faa Træk et Billede af det Barbari, den Følelsens Raahed, den Ligegyldighed for Sundhed, den Nedbryden af Æres- og Selvfølelse, der i hele dette Forhold gennemsyrer Lovgivning og Tradition.
Spørger man saa om Grunden til, at Tyendets hele samfundsmæssige Stilling staa saa langt tilbage i Forhold til den fagmæssige Arbejders, saa er der med Skam at sige ingen anden Forklaring deraf end denne, at medens den sidste ved Organisation og Dannelse allerede danner en stor Magt i Staten og derigjennem har tiltvunget sig Respekt og bedre Vilkaar, saa har den bedste og solideste Del af den i sin Almindelighed udannede og uorganiserede Tyendeklasse med Taalmod og i Tavshed fundet sig i denne stifmoderlige Behandling, medens den løsere og lettere Del er gledet ud i en under disse Forhold let forstaaelig Demoralisation.
For at afhjælpe dette Forhold fremkommer Menger med følgende Lovforslag: „Der skal tilstaas ethvert Tyende et bestemt Tidsrum til Søvn, til Maaltider og til Besørgelse af dets personlige Anliggender. Paa Indrømmelsen af et saadant Tidsrum kan der ikke renonceres fra Tyendets Side. Overøvrigheden har Ret til, til Gennemførelsen af denne Bestemmelse, at udstede almindelige Forskrifter, der kunne være forskellige for de enkelte Tyendeklasser og for stedlig afgrænsede Distrikter. - Den til Søvn og Maaltider bestemte Fritid maatte naturligvis gælde for hver enkelt Dag. Derimod vilde Indrømmelsen af en daglig kort Arbejdspavse til Besørgelsen af personlige Anliggender fremtræde som unyttig for Tyendet og ubekvem for Husbonden. Her vilde det derfor være det heldigste om Øvrigheden vilde forpligte Husbonden til at give Tyendet Eftermiddagen fri en eller to Hverdage.”
*) Se „Tilskueren” April-Maj Side 91: „Nutidskrav til den borgerlige Lovgivning” (Anton Menger: „Das bürgerliche Recht und die besitzlosen Volksklassen.”)
