Fra udenbyes Venner.

Odense, den 6. Juni 1891.

Kære Constance!

Dit Brev i „Kvinden og Samfundet” Nr. 6 har bragt mig til igen at tænke paa en Sag, som tit har beskæftiget mig, nemlig Tjenestepigesagen, og derfor hører du fra mig.

Du er fortvivlet over den ringe Løn, der bydes Kvinderne for deres Arbejde, f. Ex. i Forretninger eller som Lærerinder, og over, at de tit tage imod det af den Grund, at de og deres Forældre synes, at, saadant Arbejde er dog anderledes pænt og let end at være ligefrem simpel Tjenestepige.

Hvor urigtig er dog denne Tankegang!

Men er der dog ikke noget, som kan forklare den og undskylde den lidt ? - Det tror jeg. - Hvorfor ville de unge Kvinder saa nødigt være Tjenestepiger? Jeg kender kun Forholdene i Provinsbyer, og da bedst i min egen, og jeg ved, at Grunden her oftest er den, at der bliver set ned paa Tjenestepigen. Nu maa du ikke tro, at jeg ikke kender gode Hjem, hvor hun agtes; men det er ikke det almindeligste.

Naar den unge Pige kommer ud at tjene, faar hun gerne snart at føle, at hun kun er Tjenestepigen. Hvordan ere vel Pigekamrene? Hvordan Omgangstonen? Hvordan mangen Gang Kosten? Hvordan se de unge Piger, som ikke ere ude at tjene, paa hende? Naar hun gaar i Byen at gøre Indkøb, møder hun een af dem, maaske det er en gammel Skolekammerat; hun hilser hende ikke. Saadant noget gør ondt. Man vi maaske indvende hertil, at det kan hun sætte sig ud over, da det kun er dumme, udannede Mennesker, som ville bære sig saaledes ad. Men det er vist lettere sagt end gjort, i al Fald for de unge.

Hvis det kun er udannede Mennesker, som tænke nedsættende om en Kvinde, fordi hun tjener, maa der være en stor Hob af dem her i Byen; thi vi have saa at sige „sort paa hvidt” for, at det store Flertal gør det. - Her er en Forening i Byen, „Skovforeningen” kaldet, som hver Søndag om Sommeren har Sammenkomst i Skoven „Fruens Bøge” med Koncert og Dans. Foreningen har bestaaet i godt og vel 50 Aar. I Begyndelsen var det nærmest Officerer, Embedsmænd og Købmænd, som optoges. Lovene indeholdt ikke noget om, hvem der kunde optages og hvem ikke; Bestyrelsen afgjorde det. Efterhaanden blev Foreningen mere demokratisk; men det varede dog noget, inden man vilde have Haandværkssvende med. En Gang, i Halvtredserne var det nok, indtraf et pudsigt Tilfælde. En Guldsmedsvend vilde gerne i Foreningen, og, da han var munter og fornøjelig, vilde man gerne optage ham; men han var jo Svend. Man var slemt i Knibe. Men saa fandt man paa at kalde ham Gravør, og han blev optaget. Nu optages omtrent alle; er det Svende eller menige Soldater, forhøres først om dem. I Lovene staar, som før nævnt, intet om, hvem der skal siges „nej” til; dog er der sagt „nej” til Glasværksarbejdere, Kuske og Opvartere paa Grund af deres Stilling. Om der bliver sagt „nej” til dem altid, ved jeg ikke; men jeg ved, at „Kvinder i en underordnet tjenende Stilling ikke kunne deltage i Sammenkomsterne”, thi den Lovparagraf er kommen ind i Foreningens Love 1887. Dog har der før den Tid været holdt over det; saaledes var der et Tilfælde 1875, hvor Bestyrelsen forbød en Tjenestepige at tage derop med sin Familie, og en Generalforsamling anerkendte Bestyrelsens Handling. - Til Kvinder i underordnede tjenende Stilling henregnes foruden Tjenestepigerne Fabrikarbejdersker og Syersker, vel at mærke, Syersker, der gaa ud at sy. De være saa hæderlige, som de være ville, de maa ikke findes der. „Herrenes” Hæderlighed, især naar de ere lidt højt paa Straa, spørger ingen om. - Jeg kender en Syerske i en Kvinde, som endogsaa i virkeligt fint Selskab vilde kunne „føre sig” uden at støde an, som var bleven meldt ind sammen med en Broder. Der maa vist ikke være blevet spurgt om, hvad hun var, for hun blev optaget. Hun var en Søndag i Skoven og sad sammen med en Købmandsfamilie paa en Veranda. Hun blev vist ud, mens hun sad der.

I en Familie er der maaske fire Døtre. Mens de ere Børn, og saa længe de intet bestemt tage sig for, kunne de følges med deres Forældre i Skovforeningen. De blive lidt ældre, hver tager den Gerning op, som ligger bedst for hende. En bliver Tjenestepige, en anden Syerske, en tredie Kassererske, den fjerde Lærerinde. Nu kunne de samme Søstre ikke længer følges ad derud.

Kære Constance, naar der er saadanne Lovbestemmelser i en Forenings Love, kan saa ikke Grundtonen i den Forening og i den By, hvis Borgere for en stor Del ere Medlemmer af Foreningen, siges at være den, at der ses ned paa Tjenestepigen? Kan man undre sig over, at den unge Pige nødigt vil tjene, og at hun med Glæde tager imod en Stilling, der hæver hende nogle Grader op ad Samfundsstigen, i alle Tilfælde, for min Byes Vedkommende, ind i Skovforeningen.

Hvor have vi meget at arbejde for, Constance!

Havde vi blot nogle flere Kræfter!

Gid Kvindeforeningerne vilde lukke Dørene op for Mændene, der er Arbejde til dem ogsaa! I dette Punkt, ser du, er jeg ikke enig med dig.

Venlig Hilsen.

Din hengivne Anna.

Efterskrift.

Hvis Tjenestepigesagen andensteds ser lysere ud end her i Byen, skulde det inderligt glæde mig.