« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Indland og Udland.

« Se emneord

Kvindelige Undervisningsanstalter. Af de os velvillig tilsendte Meddelelser uddrager vi følgende. Nærmere Oplysninger kan faas fra Dansk Kvindesamfunds Kontor.


Cand. philol. Hartvig Cohns Undervisningsanstalt for Damer (oprettet 1886) forbereder til Præliminærexamer og Examen artium og uddanner Privatlærerinder. Den har sidste Aar haft 22 Elever, af hvilke 7 har taget almindelig Forberedelsesexamen. Velbegavede, flittige og ubemidlede Elever kan faa Moderation i Betalingen, der for Præliminærkursuset er 200 Kr. aarlig, for de to Artiumsklasser henholdsvis 3 og 400, for Privatlærerinderne 160 og 200.


Marie Jørgensens Skole i Odense er begyndt i 1879 med fra først af kun to Elever. Den har sidste Aar haft 158, hvoraf 39 har boet paa Skolen. Ved Siden af Barneskolen og Præliminærklasserne har den en examensfri Afdeling, hvor der bl. a. undervises i Sundhedslære og Pædagogik. Desuden et etaarigt Kursus for Smaaskolelærerinder, som vistnok endnu er det eneste her i Landet. Endelig holdes der frie Foredrag, tilgængelige ogsaa for andre end Skolens Elever, sidste Aar af Præsterne Brandt og Rieman samt Premierløjtnant Dahlerup. Ved Statsunderstøttelse er Skolen sat i Stand til at give en Del Fripladser.


Theodora Langs Skole, Silkeborg er oprettet i 1882 paa Grundlag af et mindre, privat Institut. Den har nu 90 Elever, fordelt i en firklassig Barneskole og et toaarigt Præliminærkursus. I 1886 fik den sin egen Bygning. Der lægges bl. a. Vægt paa Anskuelsesundervisning og Naturfag samt paa en metodisk Klasseundervisning i Haandarbejde. Fri Foredrag og Oplæsninger holdes jævnlig paa Skolen, sidste Aar bl. a. af Pastor A. Møller og Forstkandidat Lassen.


Fællesundervisning. Ved det Realskolemøde, som blev afholdt i København i Slutningen af Juli, blev der af Realskolebestyrer Hansen fremsat Forslag til en Ordning af Realskolevæsnet her i Landet. Det første Punkt lød:


1. at der i alle Købstæder oprettes Statsrealskoler, fælles for Elever af begge Køn, hvilke Skolers Lærere ansættes og lønnes af Staten osv.


Med andre Ord: Fællesundervisningen er nu saaledes gaaet ind i den almindelige Bevidsthed her i Landet, at man tager den op, ikke som en tilladt Undtagelse, men som den almindelige anerkendte Regel. Og det var et Møde, hvor ingen Kvinder tog til Orde, ligesom der i den paa Mødet stiftede Forening ikke optoges Lærerinder i Bestyrelsen.


Ved Realskolen i Sæby tog i Aar 6 Elever Præliminærexamen, deraf var de 2 Drenge og de 4 Piger; ved Realskolen i Hals tog 11 Elever denne Examen; deraf 9 Drenge og 2 Piger.


Ved den ny Folkehøjskole, som M. Pontoppidan opretter i København til 1ste Nvbr., bliver der Fællesundervisning for Mænd og Kvinder, ligesom den allerede er indført paa Askov.


Kvinder i Statstelegrafens Tjeneste. I Følge den for Aaret 1890 afgivne statistiske Oversigt over det danske Telegrafvæsens Virksomhed var der i Statstelegrafens Tjeneste 68 Kvinder, hvoraf 20 som Telegrafister, 10 som Reservetelegrafister, 9 som Medhjælpere, 20 som private Medhjælpere og 9 paa anden Maade, jfr. „Min Tid.” for 1891, B, S. 788-89, og „Kvinden og Samfundet" for 1800, S. 22S.


I Kvindelig Læseforening er der for nylig blevet opstillet en Portrætbuste i Marmor af Frøken Ragnhild Goldschmidt, Foreningens mangeaarige Formand. Det smukke Kunstværk er udført af Hr. Billedhugger J. Andersen efter nogle Fotografiportrætter af den Afdøde, og Ligheden er overraskende heldig truffen. Busten er bekostet, til Dels ved Gaver fra Medlemmer af Foreningen.


Fru Nico Bech-Meyer, Forfatter til Frelsens Hær og andre Fortællinger holdt Fredag d. 25. og Mandag d. 28. Sept. i Arbejderforeningens Sal et Foredrag om De forenede Staters Folk og dets Fremtid. Foredragsholderen gav en smuk Fremstilling af, hvad Amerika med dets i Praxis gennemførte Lighed og Frihed havde lært hende og hvad det kunde og burde lære andre Folk, ikke mindst os Danske. Foredragene var helt igennem baaret af en sjælden Varme og stærk personlig Overbevisning, saa det af den talrige Tilhørerkreds hørtes med stor Interesse.


Ved en selskabelig Sammenkomst der afholdes Fredagen den 9. Oktober Kl. 7½, Østergade 15, vil Fru Nico Bech-Meyer fra Amerika tale om: „Naar Kvinder stemmer”.


Sverige. Kvindelig Adjunkt. Domkapellet i Linkøping har udnævnt cand. filol. Helga Lindner til i det kommende Efteraarssemester at beklæde Stillingen som Adjunkt med Undervisning i Svensk og Tysk samt Matematik - ved den lærde Skole i Vestervik. Det er den første svenske Kvinde, der er blevet Adjunkt.


Sonja Kovalevskys Biografi paa Italiensk af Anne Charlotte Leffler, Hertuginde af Cajanello, er offenliggjort i Juli-Hæftet af de af Prof. Brioschi i Milano udgivne Annali di Matimatica. Biografien indeholder adskilligt nyt af Interesse, særlig vedrørende den afdødes personlige Forhold. Fru Leffler arbejder forøvrigt paa en udførlig Levnedsskildring af Fru Kovalevski.


Fru Anna Wahlenberg har skrevet et nyt Skuespil i 3 Akter, „Hanna”, der er antaget til Opførelse paa det kgl. dramatiske Theater i Stockholm.


Kvindelige Bagersvende. Lige siden Bagerstriken i Stockholm sidste Aar, har man der anvendt kvindelige Arbejdere paa de store Brødfabriker; saaledes har f. Ex. Firmaet Bergman 16 Kvinder i Arbejde og modtager ikke mere nogen mandlig Lærling, fordi alt nu gaar bedre, regelmæssig og stille uden Drik og Spektakler. I de Bagerier, hvor der fortrinsvis bages fint Brød, og hvor Arbejdet med Hvedemelet er tungere, anvendes der endnu mandlig Haandkraft.


Norge. Ved det femte norske Arbejdermøde, som holdtes i Drammen den 12. Juli og følgende Dage var der 2 kvindelige Deputerede blandt de 100, der mødte, nemlig en Repræsentant for Fyrstikpakkerskernes Fagforening og en for Tjenestepigernes. Som første Emne ved Mødet behandledes: „Bør man ikke kræve almindelig Stemmeret for Kvinder som for Mænd fra det 21de Aar i Stat som i Kommune?” Edvard Olsen, Kristiania Arbejdersamfund, indledede. Efter en længere Diskussion vedtoges enstemmig følgende Resolution: Arbejdermødet udtaler sig for Landsvenstreforeningens Program om almindelig Stemmeret for Mænd. Derpaa vedtoges et forslag om at „Arbejderforeningens Program bliver Stemmeret for Kvinder over 25 Aar”, med 69 mod 17 Stemmer.


Finland. I Følge Stændernes Beslutning kan Kvinder for Fremtiden ansættes i den finske Statsbank. Præstestanden stemte mod Reformen.


Belgien. Socialistkongressen i Bryssel som fandt Sted 16-22 Juli skal ikke videre omtales her, da vore Læsere forlængst kende den fra Dagbladenes Referater. Kun skal vi gøre en Bemærkning ved det mildest talt mærkelige Referat af den for Kvinderne interessanteste Begivenhed ved Mødet. Fru Cuypers fra Amsterdam mødte som Repræsentant for en Kvindeforening. Nogle af Kongressens Medlemmer vilde ikke tilstede hende Adgang. Fru Cuypers holdt derefter en Tale, hvori hun forsvarede sin Ret til at deltage i Mødet. Om denne Tale siges der nu i Referatet til alle danske Blade, at den var saa spækket med Skældsord, at Referenten ikke kan bekvemme sig til at gjengive den. Det var jo slemt. Men hvad - saadan er Fruentimmerne jo! Men nu kommer det underlige: Referenten melder selv, at derefter optoges Fru Cuypers i Kongressen med Akklamation (d. v. s. med saa enstemmigt et Bifald, at al Afstemning var overflødig)


Hvor kunde det dog være? Blev de forsamlede Socialister imponerede af hendes Skældsord? Eller - eller? Mon der dog ikke har været noget andet i den Tale end Skældsord? Og hvor mon det kan være, at dette mærkelige Referat er gaaet i alle vore Blade, uden at et eneste har bemærket dets Underlighed. En anden Gang vil vi dog bede vore Blade meddele os nogle af disse vidunderlige Skældsord, som har den Egenskab (som Skældsord ellers ikke har) at de forvandler Fjender til Venner og Beundrere.