II. Norsk Kvindesagsforening *)

Det vilde vel lyde urimeligt at sige, Kvindesagsforeningen vandt Fodfæste her hos os før Kvindesagen, - saa ulogisk er Livet ikke. Men et misforstaat, mishandlet og foragtet lidet Frø var Sagen, før Foreningen kom istand. Jammerlige Kvindeskjæbner, stille Lidelser, aabenbare Tragedier saa vi uafladelig for vore Øine og drog ikke anden Lære af det altsammen, end at Verden var nu en Gang slig, det var Guds Vilje, egen Skyld o. s. v., alt det, som Aandssløvheden kan finde paa at tænke og sige. Der var imidlertid to unegtelige Kjendsgjerninger, som efterhaanden, eftersom de afsløredes, bragte det sande Forhold frem for Dagen for dem, som vilde se: Kvindernes vanskjøttede Evner og det mislige i Kjønsforholdet. For mange ældre vil vel, naar de tænker over, hvorledes det er gaat til, at vi er kommet saa langt som vi nu er, Clara Rafaels Breve staa som Udgangspunktet, som den Mærkesten, hvor Kvindesagens Historie hos os begynder. Her finder vi strax den brændende, nagende Trang til Udvikling, den ideale Længsel, som Snusfornuften har saa let for at haane - og Samtiden undlod det ikke, Kvinderne mindst -, men hvis grundige Alvor Mathilde Fibiger beviste ved at holde Fordringerne fast gjennem et beskedent og arbeidsomt Liv. Det var i den romantiske Periode, hvor den æsthetiske Erotik nød nok saa megen poetisk Frihed, men hvor ingen tænkte sig Muligheden af at tale og skrive som man nu gjør i Moralens og Sædelighedens Tjeneste, gjennemtrængt som hun var af Romantikens Aand, kunde det, der dæmred i hendes Sind, ikke finde noget klarere Udtryk, end at hun lar Clara Rafael som en ny Jeanne dArc forkaste jordisk Elskov og lar hende indgaa et platonisk Ægteskab. Dette fandt man uanstændigt. Vore Damer fandt det i den Grad, saa de nødig vilde være ved at ha læst Bogen. Ikke af den Grund, at de fandt det uanstændigt i sig selv - det kunde havt noget for sig -, men fordi det indirekte antyded det, som dog Gud og Hvermand vidste, at Ægteskaber i Almindelighed ikke er platoniske.

Som alt det, der foregik i Danmark, blev hele den følgende Clara Rafael-Litteratur fulgt med Opmærksomhed hos os, men tilsyneladende ialfald blev alt ved det gamle. Den stærke pietistisk religiøse Bevægelse i Femtiaarene drog med sig alle de Kvinder, hos hvem aandelig Trang kunde vækkes, og holdt dem nede i Resignationens møiefulde Uvirksomhed. Hvor de vendte Synet hen, stængte Dogmernes Mur, og indenfor den fandtes jo alene den absolute Sandhed.

Det kan se ud, som om de Egenskaber hos en Forfatter, som maa regnes for de største hos ham som Forfatter, ikke er de, som virker stærkest og rækker længst. Camilla Colletts Sprog og Stil, hendes poetiske og realistisk sande Opfatning og Fremstilling, det fine Humor, der, som en barnlig Leg, falder lige yndigt over en Tømmermærker, som svinger sin Dame i Dansen, og over en gabende tosset Jentunge, altsammen saa oprindelig ægte hendes eget, alt dette - vi holder saa inderlig af det, er stolte af det, men det er dog ikke hendes stærkeste Side. Det er den, som hun har faat lide ondt for, som er bebreidet hende, som ingen kan holde ud med, fordi ingen har hendes Kraft til at bære den, den som gaar gjennem hendes Liv som gjennem hendes Forfatterskab, - det er Misfornøjelsen. Man mærker ikke hos hende den kvælende Trang til Evnernes Udvikling, ikke den harmfulde Sorg over, at Veien er stængt for hende; hun føler sin aandelige Frihed og nyder den, hun er født Herskerinde paa sit eget Omraade, men - hendes Herredømme erkjendes ikke. Hun lægger heller ingen Vægt paa Ligestillethed med Manden, saadan som vi nu forstaar den; det hun vil er, at „den kvindelige Følelse skal raade”; at den i alle Forhold, som hun ser dem, lider, kues, fornegtes, det saarer hende dødeligt, det er for hende Forholdets Usædelighed, skjønt hun aldrig bruger det Ord, - er den store Livets Tragedie, som uafladelig gjentas i smaat og stort. Og hun ser ikke Raad for det, hun ser det her hjemme i trange Forhold. Og hun ser det samme og endnu værre om muligt ude i den store Verden med den større Kultur. Man maa se Camilla Collett i hendes langt fremskredne Alder, se den Skikkelse, som Skjønheden dvæler over som et synkende Sollys, høre hende, mens Drømmeblikket vandrer tilbage til det svundne, føre frem de gamle Klager og gjøre dem gjældende den Dag idag, - og man skønner, den Misfornøjelse er en genial Kraft. Omsat i sine Virkninger er den en Overbevisningens Styrke. Og kvindesagen har suget Næring af den.

Hvor meget Mennesker taler og skriver, der er altid mere, de ufrivillig tier med. For at føre ny og sand Tale kræves aandelige Gjennembrud, først da følger den ene Erkjendelse den anden i lang Række. Det var som et fjernt halvkvalt Skrig paa Lys og Frihed, det, som hadde trængt sig frem fra Naturbunden i Kvinders Sjel. Saa kom det frem alt det, som der var grod op i Mørke og Taushed. Og ikke alt var lige sundt og berettiget. Den kraftige og frugtbare Vrede over den lidte Uretfærdighed viste sig ogsaa at være blandet med Bitterhed og en Slags triumferende Overmod: nu var Befrielsens og Seirens Time kommet for de saa længe undertrykte. For denne Retning - den talte flere Kvinder, end det i en Hast saa ud til; man kunde træffe til at høre Udbrud, hvor man mindst vented det - var Aasta Hansteen en paagaaende og uforfærdet Talsmand; naar den ubetingede Kvindeunderdanighed paa den ene Side og den ligesaa ubetingede Mandsoverlegenhed paa den anden blev stillet i det grelleste komiske Lys, skyldes det hende og hendes energiske Ensidighed, ja Blindhed for andet end det Maal hun stiled mod, og det var, at Kvindens Stemme skulde høres ligesaa høit og lydeligt som Mandens. Med sit religiøst-spekulative og polemiske Naturel vilde hun bygge Kvindens Ret paa rent abstrakte, ja abstruse Begreber, og maatte derved komme i Konflikt med Kvindesagens ihærdigste Modstandere, som ogsaa helst stiller sig paa dette svævende Standpunkt, hvor Diskussionen ingen Ende tår, og hvor man aldrig kommer til noget reelt Resultat. Men hendes Arbeide danner ganske vist et af de nødvendige Led i Udviklingen. Mens Kvindeemancipation endnu var det ilde likte Ord, et Skræmsel, som øieblikkelig stopped Ordet paa Tungen, ja Tanken i Sindet, hvor sund Fornuft, Ret og Rimelighed umiddelbart af sig selv vilde trænge sig frem, vokste Bevægelsen rundt om i Verden, Ideerne naade os med Luftstrømningerne, man leved og aanded i dem, enten man var for dem eller mod dem, enten man haaned dem, eller man ruged over dem i sit stille Sind som over en lys Forjættelse. Der tog til at dæmre i enkelte Mænds Sind en Anelse om, at dette Legetøi, dette Husdyr, var det kanske værdt for det heles Skyld at ta lidt mer Hensyn til. I hvilken Grad norske Pigebørns Opdragelse og Undervisning blev forsømt i de første 30-40 Aar af dette Aarhundrede, har man vanskelig for at forstaa nuomstunder. Det var ingen liden Fremgang, da Hartvig Nissen opretted en Pigeskole i Kristiania, anlagt efter en ordentlig Plan. Den stiled just ikke høit, men der var Orden og en god Aand i Undervisningen, og andre Skoler fulgte Exemplet. Fra den Tid af var de unge Piger rykket ud over det „uortografiske” Standpunkt. Men endnu var der ikke Tale om nogen Kvindesag, ikke engang da der i 1875 blev oprettet en „Læseforening for Kvinder” i Kristiania. Denne Indretning mødte megen Spot og Modstand baade i Bladene og ude i Livet og var neppe kommet istand, hvis den ikke hadde hat sin Oprindelse fra og var bleven støttet af Damer, hvis ortodoxe Standpunkt i enhver Henseende var hævet over Tvil. Den lever og trives fremdeles; de gyselige Spaadomme om forsømte Pligter og emanciperte Vaner, som lød i Begyndelsen, er ikke gaat i Opfyldelse, Modstanden inden selve Foreningen mod mere moderne Aandsretninger har efterhaanden tabt sig ikke saa lidet i en mere udvidet Anskuelse. Nu er Foreningen til Gavn og Glæde for mange Kvinder, og andre Byer har fulgt Exemplet og oprettet lignende Foreninger.

Naar man først hadde begyndt at regne Kvinderne med, laa det nær at bruge dem i Skolens Tjeneste. Men i den Tvil og Forsigtighed, hvormed man her gik frem, har man det rette Maal for, hvor lavt man satte deres Evner. I en vel organiseret Pigeskole voved man ikke at bruge aandsmodne erfarne Kvinder med gode Kundskaber længer end til anden Klasse, da maatte de afløses af Mænd. Da der i 1869 blev ansat Lærerinder ved Folkeskolen, og da de lærde Skoler tog Lærerinder til Forberedelsesklassen, forsikred man i Tale og paa Prent: det vilde Gutterne aldrig taale, - og man fandt det i Grunden saa rigtigt, at Gutterne ikke vilde det. Hvor fuldstændigt end Lærerinderne hævded sin Plads, er det dog usikkert om de vilde hat Fremgang, hvis det økonomiske Hensyn ikke var kommet til. Man fik dem for billigere Betaling. Og det hjalp.

Slusen var aabnet, og Kvindernes Lærelyst og Virkelyst brød ustanselig frem. I 1882 tiltvang den første norske Kvinde - Cecilie Thoresen - sig Adgang til Universitetet, og hvert af de følgende Aar fulgte flere og flere hendes Exempel. Disse første kvindelige Studenter stod paa en Maade isoleret i vort Samfund, de følte derfor Trang til at slutte sig sammen, og danned med andre udviklede og fremskredne Kvinder en Forening, hvor Tidens Spørgsmaal drøftedes og diskutertes. Her kom man først til Bevidsthed om Kvindernes Solidaritet, at de hadde en Sag at kjæmpe for, som ikke alene var den enkeltes Fremgang, men alles. Det var Fremtiden, det gjaldt, og Foreningen kaldte sig Skuld.

Det var ikke Kvinderne alene, som følte en ny Tids Strømninger og fulgte dem. Den aandelige Atmosfære laa for lavt og trykkende over mange, og det ene Gjennembrud fulgte raskt efter det andet. En Forening af Studenter hadde skilt sig ud fra det gamle Studentersamfund; i det Navn, den gav sig, var Programmet kort og energisk udtrykt, den kaldte sig Fram. Det var H. E. Berner, hvis Navn aldrig kan skilles fra Kvindesagens Historie i Norge, som her holdt et Foredrag „Om Kvindesagen”, - det blev siden trykt i „Nyt Tidsskrift” 1884 -, hvor han fremstiller den som en Sag med en moralsk Betydning og et praktisk Omfang, som kræver at behandles med Alvor. Han indleded med nogle Ord af det gamle Bjarkemaal:

„Jeg kalder Eder ikke til Vingilde eller til Kvinders Elskov, nei, det er til haard Strid, jeg kalder eder”, og han mente, at den norske Kvinde vist ogsaa var „færdig til at kjæmpe for sin Ret”.

Disse Ord fandt Gjenklang. Skuld reiste sig og tog Fart med Fram. Alle de mange spredte Elementer i Tiden, som under forskjellige Former tilsammen skulde danne den store Sag, hadde Gina Krog hat Evne til at samle, klarne og fremstille. Tankerne i hendes Afhandling: „Kvindesagens Udvikling og nærmeste Opgaver i vort Land” (Nyt Tidsskrift 1884) danner endnu den Idekreds, Kvindesagen bevæger sig i. Det var Gina Krog, som sammen med H. E. Berner satte Tanken om en Kvindesagsforening i Gang.

Den 28de Juni 1884 blev „Norsk Kvindesagsforening” stiftet i Kristiania med 565 Medlemmer. Aaret efter fik den Filialer i Bergen og Trondhjem.

Naar jeg skal gjøre Regnskab for, hvorledes Foreningen virker, vilde jeg først sige: jeg tror, den virker stadig paa den Maade, som jo skal være den „ægte kvindelige”, ved sin stille Indflydelse, ved sin blotte Tilværelse. Den er en Kjendsgjerning, enten man liker den eller ikke, og vi tør haabe, den vil vedbli at være det, at flere og flere vil slutte sig til den, indtil Sagen er blet en Bevidsthed, man ikke mere disputerer om. Men den griber ligesaa fuldt praktisk ind overalt, hvor det gjælder at forsvare Kvinder mod Uretfærdighed og Overlast, søger at fremme deres Vel og hævde Ret for dem til at ta aktiv Del i Arbeidet for Udvikling og Fremskridt. Det var efter Ansøgning fra „Norsk Kvindesagsforenings” Bestyrelse, at en Kvinde for første Gang blev valgt ind i en kongelig Kommission, i den nemlig, der skulde udarbeide en ny Skolelov. Foreningen har lige siden sin Oprettelse git Friundervisning for ubemidlede Kvinder ved dens egne Medlemmer, for det meste Lærerinder. Iaar har den af Kristiania Sparebank faat tilstaat et Bidrag af 500 Kroner for at kunne fortsætte og udvide sit Arbejde i denne Retning. Blandt andre Fremskridt, Foreningen har drøftet, sat i Gang og fremmet i større eller mindre Grad, mest gjennem Foredrag og Udgivelse af Smaaskrifter, er: Særeie for Ægtefolk og Hustruens Myndighed, Fællesundervisning, bedre Lønning og udvidet Erhverv for Kvinder, Afskaffelse af den legaliserte Prostitution m. m. For en almindeligere og renere Sædelighedsbevidsthed kommer Foreningen sikkert endnu til at slaa mangt et Slag, som den alt har gjort det, selv om der under Kampen, som det ogsaa alt har vist sig, skulde fremkomme stridende Meninger inden selve Foreningen om Maaden at gaa frem paa. Desuden er Foreningens Mellemkomst paakaldt ved Leiligheder som Fyrstikpakkerskernes Strike f. A. og ved Dannelsen af Handelsstandens Kvinders Fagforening d. A.

Kvindesagsforeningens første Formand var H. E. Berner; da han ikke ønsked at vedbli længer, blev Fru Anna Stang valgt i hans Sted og efter hende, da hun forlod Kristiania, Ragna Nielsen, som igjen traadte af efter det Geijerstamske Møde paa Grund af Meningsforskjel saavel inden Bestyrelsen som blandt Foreningens Medlemmer om, hvorledes man burde forholde sig til Udtalelser, som var faldet paa dette Møde. Det er vistnok en Feil, at Formanden efter Loven vælges inden for Bestyrelsen og af den, Formanden repræsenterer Foreningen og burde vælges direkte af denne. Den fjerde Formand var Anna Bugge, der mødte og fungerede som saadan ved det sidste Kvindemøde i Kjøbenhavn. Siden er Ragna Nielsen igjen valgt. Et stort Held for Foreningen er det, at den i sin Bestyrelse har en Mand som den udmærkede Læge, Dr. Edvard Bull. Hans sidste Foredrag „Om Hysteri”, først holdt i Foreningen for overfyldt Lokale og siden udkommet som Brochure, er et saadant Indlæg i vor Sag som kun Videnskabelighed forenet med fin Dannelse og ædel Humanitet kan præstere.

Kvinders Stemmeret blev ikke sat paa Norsk Kvindesagsforenings Program, eftersom der fra først af kun var faa, som indsaa Betydningen af dette Kvindesagens Kjernepunkt; der dannedes derfor en egen Stemmeretsforening. Det var ti Kvinder, som samled sig om Gina Krog som Formand, nu er den udbredt over hele Landet. Flere af dens Medlemmer har holdt Foredrag - Gina Krog, Anna Rogstad, Ragna Nielsen, Anna Bugge Wicksell - og Stemmer er samlet i By og Bygd til en Petition til Stortinget, som snart kommer til Behandling der.

I 1887 fik Norsk Kvindesagsforening sit eget Organ med Gina Krog som den dygtige og intelligente Redaktør. Hvorledes det arbejder og virker, tør man vel forudsætte er bekjendt for de fleste Læsere, ligesom at det har vundet i Betydning for hvert Aar, det har bestaat. Det blev kaldt „Nylænde”,

d. v. s. et ryddet Land, som ligger pløiet og færdigt til for første Gang at modta Sæden. Men paa Kvindesagens Nylænde maa Arbeidet uafladelig tas op fra nyt af, Krat og Ugræs vokser i Udkanterne og Sten skyder op fra Bunden. Vi trænger mange, taalmodige, ufortrødne, modige og dygtige Arbeidere. Lykken er, at slige dannes under Arbeidet.

*) Denne Artikel, der venligst var overladt os til Optagelse samtidig med at den fremkom i det finske Kvindesagsblad Hemmet og Samhället, har henligget en Tid for at kunne indgaa som Led i nærværende Redegørelse for de betydeligste skandinaviske Kvindesagsforeningers Virksomhed.

Vilhelmine Ullmann, f. Dunker.