III. Kvindesagen i Sverige.

1. Tidsskrift for Hemmet og Kvindesagen i Sverige. Af Esselde.

Det hænder undertiden, at man finder et af den menneskelige Udviklings store uoverskuelige Bølgeslag ligesom sammentrængt i en eneste Menneskesjæl, en Personlighed, der da sædvanligvis er Bæreren af en ny Kulturstrøm. En saadan var hos os E. G. Geijer netop paa det Spørgsmaals Omraade, som disse Meddelelser skulle behandle.

Lad os blot forestille os Geijer i Rigsdagen 1829, da han i Præstestanden erklærede Lovkomitéens Forslag om lige Arveret for Søster og Broder for unødvendigt, efter som Uretfærdigheden i den gamle Lov, for saa vidt den findes, ikke føles - og farligt, idet alene det nye ved en saadan Lov vilde fremkalde Splid i mange Familjer. Og saa tænke os ham ti Aar senere, da han underskrev følgende for ham nu ubestridelige Sandheder, at nemlig Retstilstandens Udvikling gaar jævnsides med Erkendelsen af Kvindens Rettigheder, at det vilde være urimeligt at holde de samme Kvinder i borgerlig Umyndighedstilstand, som skal opdrage Medborgere til Myndighed, at man ikke kan nægte Kvinden politiske Rettigheder, selv om hun af egen fri Vilje afstaar fra at bruge dem for at hellige sig højere Opgaver m. m Og hermed har vi faaet et Overblik over den Kulturstrøms Retning, hvis Bærer han var.

Den Gang talte man meget om Geijers Inkonsekvens. Samfundet har i det store og hele gjort sig skyldig i den samme Inkonsekvens, men dette har staaet paa i mere end et halvt Aarhundrede, og nu kalder man Inkonsekvensen Udvikling.

Støttet paa nogle spredte Kendsgerninger vil vi følge denne Udviklings Spor paa Kvindesagens Omraade.

Vi kan da fra de Reformforslag, som 1829 faldt til Jorden, flytte os femten Aar frem til den første Rigsdag under Oskar d. 1ste, da Loven om lige Arveret bliver stadfæstet til Trods for første Stands ihærdige Vægring; og følger vi saa videre Arbejdet for den mere og mere anerkendte Ejendomsret, staar vi fyrretyve Aar senere ved det Lovforslag, hvorefter Mand og Hustru uden Ægtepagt skulde have Ret til at raade over hver sin Ejendom, hvilken Ret nu kun gives ved en Ægtepagt. Men dette Lovforslag, som der arbejdedes for i Rigsdagen 1884, venter endnu paa sin Stadfæstelse af Oskar d. 2dens Haand.

Vi kan knytte Erindringen om den forsigtige og dog med stor Mistro og mange Ulykkesspaadomme modtagne Forordning af 1860, at den ugifte svenske Kvinde ikke mere skulde for hele sit Liv regnes lige med Børn og Idioter, men naar hun selv indgav Ansøgning derom, kunde blive myndig ved 25 Aars Alderen, til den af Rigsdagen 1884 enstemmig vedtagne Lov om, at Kvinden ligesom Manden er myndig, naar hun er 21 Aar.

Vi kan sammenligne det matte Nei, som Ridderskabet og Adelen udtalte over det Forslag, at adelige Kvinder skulde lige saa vel som de borgerlig fødte have Raadighed over Hjærte og Haand, med det Bifald, hvormed de sex Aar senere modtog Forslaget.

Vi kan fra den Forordning, som 1859 paabød Oprettelsen af et Seminarium for Almueskolelærerinder, gaa over til den, som 1872 aabnede Universitetets Høresale for Kvinder og gav dem Adgang til de fleste Lærdomsgrader paa samme Vilkaar som Mænd.

Vi kan tænke paa de Erhvervsgrene og Embedsstillinger, som i Telegraf- og Postvæsenet blev gjorte tilgængelige for Kvinder. Vi kan fremdeles sammenligne den borgerlige Stilling, den svenske Kvinde indtog under det gamle Repræsentantskab, med den, som det ny har tilstaaet hende ved at give hende lige Ret med Manden til Valg af kommunal Styrelse og Landsthing og hermed indirekte Deltagelse i Valg til første Kammer. Endelig kan vi paapege de allersidste Aars Reformer, som har gjort Kvinden valgbar til Skoleraad og Fattigvæsenets Bestyrelse; og dette maa være tilstrækkeligt til at overbevise os om, hvor jævnt og følgerigtigt Lovgivningen er skredet frem til stedse større Retfærdighed mod Kvinden og stedse fuldstændigere Ligestillethed for begge Køn.

Det skal ogsaa være tilstrækkeligt til at lade os bevare i taknemlig Erindring saavel de Regenter, under hvem Arbejdet er foregaaet, som de Mænd, der har været dets fornemste Ledere. At nævne endog blot Flertallet, vilde være umuligt. Som Støtte for Hukommelsen optegner vi blot de ledende offentlige Personer, mellem hvilke Kvindesagens øvrige Venner ligesom danner Bindeleddene. Saaledes gaar vi fra Richert til Louis de Geer, fra L. J. Hierta og Svensén til Magnus Huss, fra A. O. Wallenberg og Oscar Stackelberg til Gunnar Wennerberg m. fl. Dette hvad Kvindesagens mandlige Forkæmpere angaar.

Og saa et Blik paa det Arbejde, hvormed Kvinderne selv har forberedt deres Frigørelse.

Spor af Klager over de Fordomme, som hindrede enhver af Kvindens Bestræbelser for i Kundskab og Dannelse at kunne nærme sig Manden, finder vi allerede hos vore første kvindelige Skribenter i det attende Aarhundrede men de forstummede siden under Indtrykket af Fru Lenngrens kvikke Satire. Den landflygtige Torilds lidenskabelige Opraab om Kvindekønnets Højhed skar som et enligt Stridsraab gennem Stilheden, men fremkaldte intet Gensvar. Først omkring 1830 listede dette og andre dermed beslægtede Spørgsmaal sig frem i de „Teckninger ur Hvardagslifvet”, som snart bar Fredrika Bremers og hendes Fødelands Navn over hele den dannede Verden.

Ingen har dybere end Fredrika Bremer erkendt de gode og smukke Sider ved det svenske Hverdagsliv med alle dets Afvexlinger af Fred og Strid, Skæmt og Alvor, spillende paa Kærlighedens urokkelige Grund; men ingen har heller bitrere end hun følt, hvorledes Livet, naar det udestænges fra heldbringende Vexelvirkning med andre Livsomraader og stilles under Despotismens Enevælde, udarter og bliver et Fængsel, hvor Aanden udsulter og Hjærtet fortørres eller forvildes. Hun var saaledes vel rustet til sin Opgave. Breve fra hende fra 1838-40 viser ogsaa, at Spørgsmaalet om Kvindens Frigørelse ikke sjældent kom frem i Stockholms literære Kredse.

At Fredrika Bremer og Geijer i Spørgsmaalet om Kvindens Opgave og Betydning for Samfundet har indvirket paa hinandens Opfattelsen er sandsynligt, om de end ikke altid følges ad i Tillæmpningen. Det er maaske ikke for meget sagt, at Grunden til det Arbejde for Kvinden, som vi nu nyder Frugten af, er lagt af disse to. Denne Grund er det kristelige Personlighedsbegreb, og Grundlæggerne hørte til de ædleste og i sædelig Henseende højest staaende Personligheder, vort Land har at opvise. Vi holder af at tro, at Kvindesagen hos os har faaet sit Præg af disse sine Grundlæggere og vil beholde det.

Men Geijer døde, og Fredrika Bremer stod alene, kun lidet forstaaet, om end alt mere og mere overtydet om den Idés Sandhed, som hun havde besluttet at hellige Resten af sit Liv. Hun skrev sin Hertha og gav i denne sociale Roman et Billede af det udartede Hverdagsliv samt af den Grusomhed, der blev begaaet ved at indestænge Kvinden i dette som hendes eneste Virkefelt. Hun viste, at man maatte give Kvinden et Maal for sit Liv, selv uafhængigt af Ægteskabet, naar hun ikke skulde gaa under, at man burde vække hendes Ansvarsfølelse som Menneske og Forstaaelse af, at ogsaa hun havde Borgerpligt. Bogen blev i de konservative Kredse modtagen med den skarpeste Kritik; at den som literært Produkt havde sine store Mangler, indsaa Forf. selv senere, men at hun skrev den og derved ofrede sin Forfatter-Popularitet for sit Livs Opgave, det - siger hun i et Brev - „skal glæde mig i min Dødsstund”.

Og da hun ti Aar senere døde, da var - i Følge en af hendes Biografer - det meste af, hvad hun i Hertha havde fordret som Vilkaar for Kvindens Frigørelse, opnaaet.

Herthastriden danner et Vendepunkt i det svenske Kvindespørgsmaals Udvikling. Et nyt Forfattermærke, „En ropandes röst”, optraadte i „Aftonbladet”, skiftede med skarp Forstaaelse og god Takt Ret mellem de stridende og fremholdt med Styrke, at det var Ret og Pligt at aabne Kvinden Adgang til Arbejdsfelter ogsaa udenfor Hjemmet. Navnlig lagdes der Vægt paa, at Kvinder burde have Lov til at uddannes til Læger for deres eget Køn.

Fra ingen af Siderne fandt man noget at indvende mod disse ligesaa værdige som kraftige Udtalelser; og Striden standsede. Ingen kendte Artiklernes Forfatter, som nylig var vendt hjem til Fædrelandet efter flereaarige Rejser i den ny og den gamle Verden, og da to Aar senere „Tidskrift för Hemmet” fremtraadte som Ordfører for Kvindens Interesser, var det kun nogle faa Venner, der vidste, at „En ropandes röst” var den ene af de to anonyme Redaktricer, Fru Rosalie Olivecrone (La straniera). Den anden var Frøken S. Leijonhufvud (Esselde), siden gift med Kommandør og Medlem af andet Kammer Axel Adlersparre. Foretagendet var nyt og vakte baade Forundring og Bifald. I de første otte Aar af dets Tilværelse redigeredes Tidsskriftet af begge de nævnte Personer i Fællesskab, siden, indtil 1884, af Esselde alene.

At den svenske Kvinde saaledes lige siden 1859 har haft sin egen Ordfører i Pressen, som har vaaget over hendes Interesser og ført hendes Sag i frisindet Retning og med Værdighed og Takt, det er utvivlsomt Aarsagen til, at Kvindespørgsmaalet i Sverig tidligere end i Nabolandene har faaet en god og fremskudt Stilling. „Tidskrift för Hemmet” havde ikke til Hensigt at paavirke Lovgivningen direkte *), hvilket heller næppe havde været nødvendigt, eftersom en frisindet Strømning indenfor Rigsdagen netop den Gang bevirkede, at der ret hurtig paa hver andre fulgte den ene Reform efter den anden til Fordel for Kvinden. Tidsskriftet tog det snarere som sin Opgave at paavirke den almindelige Mening, navnlig vilde det i Familjerne blandt Ungdommen vække en selvbevidst Ansvarsfølelse og Trang til Virksomhed og saaledes ved at bane Vej for Reformerne og fremme en friere Anskuelse bidrage til, at det ny kunde udvikle sig paa det gamles Grund uden at springe over til Yderligheder.

Men snart blev det klart for Tidsskriftets Ledere, at i en saadan Brydningens Tid var Ord ikke tilstrækkelige, der maatte ogsaa Handling til, og med „Tidskrift för Hemmet” som Udgangspunkt fremkom det ene praktiske Foretagende efter det andet, sigtende til at skaffe unge Kvinder lettere Adgang til gavnlig Virksomhed, til Selvopdragelse, Selvforsørgelse m. m.

Men Tiden gik, og tilsidst var heller ikke det nok. Det blev mere og mere tydeligt for Tidsskriftets Ledere, at vi maatte have et fast Holdepunkt for Arbejdet, og at vi skulde se at skabe, hvad man kunde kalde en Regulator for Kvindebevægelsen, for at forebygge og modvirke de Misbrug, som Tidsaanden saa let forleder til. Saa udkastedes Planen, og Grunden blev lagt til en Institution af mere omfattende Betydning. Det var Fredrika Bremer Förbundet; og med Stiftelsen heraf lagdes Slutstenen paa det Arbejde, som „Tidskrift för Hemmet” mere end et Fjerdedel Aarhundrede har stræbt at udføre. Ingen vil nægte, at jo det selvvalgte Hverv er blevet skøttet med Troskab og god Vilje. Svagheden og Manglerne - uundgaaelige ved et saadant Foretagende, det første i sit Slags - føltes ikke dybere og mere bittert af nogen end af Lederne selv. Det var heller ikke nogen velberegnet Plan eller noget gennemtænkt System, som bar Arbejdet. Det var snarere Troen paa Ideen som en Guds Gave og Evne til at begynde det Arbejde, som skulde føre den ud i Livet, der gennem de mange Aar holdt Ledernes Mod oppe og gav Gerningen sin Betydning.

Om Arten og Omfanget af den Indflydelse, Tidskrift för Hemmet sluttelig erhvervede sig, vidner dets sidste Værk, „Fredrika Bremer Förbundet”, og den Aand, som er levende i det. Forbundets Organ, Dagny, har indtaget det gamle Tidsskrifts Plads i Pressen.

2. Fredrika-Bremer-Förbundet.

Det er næppe mere end 6 Aar, Fredrika-Bremer-Förbundet har bestaaet, og i denne korte Tid har det formaaet at skabe sig Navn og Anseelse, ja, det er blevet en Autoritet, som der tages Hensyn til paa alle Omraader, der berører Kvinden, en Autoritet, der er kendt og agtet, saavel af private som af de offentlige Myndigheder. Denne glædelige Fremgang er et vægtigt Vidnesbyrd om Berettigelsen af den Sag, det kæmper for, saavelsom om selve Livskraften i den Idé, Forbundet har gjort til sin egen: Kvindeemancipationen i Ordets bedste Forstand.

Allerede for adskillige Aar siden havde i Sverige mange og gode Kræfter virket i forskellige Retninger for Kvindesagens Fremme; men Trangen til Sammenslutning, til planmæssig Ordning havde længe været følt. Fru Sofie Adlersparre, født Lejonhufvud, var den, der her ligesom paa mange andre Omraader gav Idéen Form og Liv.

I Efteraaret 1884 dannede Redaktionen af det vel ansete „Tidskrift för hemmet” - redigeret af Fru Adlersparre - en Komité, der efter grundige Forarbejder udsendte en Indbydelse til Sagens Venner i Stockholm. Disse opfordredes til at samles paa et Møde, hvor man skulde raadslaa om den bedste Form for Dannelsen af en Forening, der kunde varetage Kvindernes Interesser. Indbydelsen fulgtes af et stort Antal Personer, saavel Herrer som Damer, deriblandt mange, som tilhørte Hovedstadens første literære og videnskabelige Kredse. Paa et senere Møde i Slutningen af Aaret konstituerede Forbundet sig, Statutter vedtoges, og Styrelse blev valgt. Til Formand udsaas en af Sveriges mest ansete Videnskabsmænd, Rigsantikvar Hans Hildebrand, som endnu beklæder denne Plads.

Fredrika-Bremer-Förbundet var saaledes grundlagt. Da det skulde være som et levende Mindesmærke over Fredrika Bremer, den ædle Banebryderske for den svenske Kvindes Fremskridt, havde man besluttet, at det skulde bære hendes Navn.

Hvilke det nye Forbunds Hensigter og Formaal vare, angives bedst i følgende Paragraf af dets Statutter: „Forbundets Maal er med kraftig Medvirken af erfarne Kvinder og Mænd i saa vide Kredse som muligt at virke for en sund og rolig Udvikling af Kvindernes Stræben efter Reformer, i sædelig og intellektuel saa vel som i social og økonomisk Henseende”.

„Det nye Forbund har ikke”, saaledes lyder dets første trykte Meddelelse, „altfor højtflyvende Planer eller noget uopnaaeligt Maal. Det vil, som et ægte Barn af vor Tid, ved Associationens Hjælp arbejde for praktiske Opgaver samt ved det trykte Ord vække Interesse for sine Planer. Uafhængigt af al Klasseforskel saavelsom af Døgnets religiøse eller politiske Meningsforskelligheder vil det arbejde frit og. selvstændigt med alle de gode Kræfter, det kan samle fra forskellige Kredse, Mænd som Kvinder, i Forvisning om, at hvad man kalder Kvindens Interesse og Kvindens Opgave staar i den inderligste og uadskilleligste Forbindelse med Mandens, og at hendes Fremskridt betinger hans. Sluttelig vil det stræbe at løse den store Opgave, Fredrika Bremer har givet i Arv, nemlig „ved den sande Frigørelse at bekæmpe den falske”.

Saa vidt Theorierne. Nu lidt om den praktiske Ordning. En af Styrelsens første Opgaver var at aabne et Kontor, et Arbejdscentrum, hvor alle Traadene i dens Virksomhed kunde samles. Kontoret, der i Begyndelsen kun raadede over et meget indskrænket Lokale, har i Aarenes Løb maattet udvides betydeligt og kræver som Følge af de bestandig talrigere Opgaver stadig større Plads og forøget Arbejdskraft. Mangesidig er i Sandhed den Virksomhed, der udfoldes af Fredrika-Bremer-Förbundets Kontor, og Forstanderinden samt hendes faste Medhjælpere have Aaret igennem Hænderne fulde af Arbejde, ja ofte maa extra Arbejdskraft antages, for at de mange forskellige Forretninger kunne blive expederede.

Vi ville her nævne nogle af Kontorets Virksomhedsomraader.

En af dets vigtigste Opgaver er at være et Engagerings-kontor for Kvinder af den dannede Klasse. Gennem dette Kontor erholde aarlig en Mængde Kvinder Pladser som Forstanderinder, Lærerinder, Husbestyrerinder, Gymnastiklærerinder, „indvendige Jomfruer” eller faa Pladser paa Kontorer, i Forretninger osv. Det Antal Kvinder, henhørende under de nævnte Kategorier, som har faaet Plads fra Kontoret, beløb sig i 1890 til 208.

Forøvrigt meddeles gennem Kontoret Raad og Oplysninger paa forskellige Omraader, saasom i økonomiske, juridiske og hygiejniske Spørgsmaal, og Forbundet har i denne Anledning sikret sig Bistand af fremragende Fagmænd. Denne Afdeling af Kontoret benyttes flittig af Publikum, ligesom der ogsaa stadig indløber Forespørgsler og Anmodninger om Oplysning angaaende Skoler, Undervisningsanstalter og andre Arbejdsomraader for Kvinder, kort sagt Spørgsmaal af mangfoldige Slags, der alle med største Samvittighedsfuldhed besvares.

En Virksomhed, Kontoret med stort Held har udøvet i de sidste to Aar, er Anbringelse af Sygeplejersker. Ikke alene i Stockholm men ogsaa ude paa Landet, dels til Hospitaler, dels til privat Sygepleje, er Kontorets Hjælp flittig bleven anvendt.

Endvidere fortjener det at bemærkes, at gennem Fredrika-Bremer-Förbundets Kontor støttes Bevægelsen for Kvindens Deltagelse i kommunale Anliggender paa det kraftigste, særlig ved Valget af Borgerrepræsentanter og Kirkeraad i Hovedstaden, ved hvilke Lejligheder stemmeberettigede Kvinder erholde de fornødne Oplysninger paa Kontoret. Som bekendt har Kvinden i Sverrig kommunal Stemmeret. I de sidste Aar er der ogsaa blevet indrømmet hende Ret til at sidde i Skole- og Fattigkommissioner og, takket være en livlig Agitation, er der over hele Landet valgt kvindelige Medlemmer ind i disse.

Med denne korte Oversigt er ganske vist ikke Listen over Fredrika-Bremer-Förbundets Arbejdsgrene udtømt; men den vil dog give en Forestilling om nogle af dets vigtigste Opgaver.

Men det er en stor Fejltagelse, dersom man mener, at Fredrika-Bremer-Förbundets Virksomhed og Indflydelse er indskrænket til Arbejdet paa Kontoret. Dette er ingenlunde Tilfældet. Forbundet er nemlig en vidt forgrenet Association, som tæller Medlemmer og Medarbejdere over hele Landet **). Dets Styrelse bestaar, Funktionærerne iberegnede, af 24 Medlemmer og Suppleanter, saavel Herrer som Damer. De fleste Styrelsesmedlemmer deltage i de af Forbundet nedsatte Udvalgs Arbejder, hvortil der kræves en ikke ringe Tid samt Dygtighed paa forskellige Omraader.

Blandt disse Udvalg maa Sygekassen nævnes; dens Formaal er at yde Sygehjælp til Lærerinder og andre arbejdende Kvinder i lignende Stillinger. Ved Udgangen af Aaret 1890 talte denne 188 Medlemmer og havde i Aarets Løb udbetalt 1,444 Kroner i Sygehjælp.

Endvidere Udvalget for Hjemmestudier, der giver unge Piger Lejlighed til ogsaa i Hjemmet at faa Vejledning og Raad til Fortsættelse af deres Studier, i hvilken Hensigt dette Udvalg samarbejder med dygtige Lærere i forskellige Fag.

Bagudvalget, der har det Hverv at „granske” Morskabsbøger for Børn og unge, er en anden af Fredrika-Bremer-Förbundets Underafdelinger. Udvalget affatter en Fortegnelse over gode Bøger og foranstalter ved Juletid paa Forbundets Kontor en Udstilling, som i Reglen med stor Interesse tages i Øjesyn af den julegavekøbende Almenhed. I Aar har dette Udvalg udstedt Indbydelse til en Konkurrence og udsat to Prisbelønninger for de bedste Morskabsbøger for Børn og unge.

Udvalget for Oprettelse af Havebrugsskoler for Kvinder er ogsaa et af Forbundets Udvalg, og takket være dettes Bestræbelser er den første Havebrugsskole for Kvinder bleven aabnet paa Ejendommen Norrviken. Forbundet har desuden bevilget et vist Beløb til Understøttelse af to kvindelige Gartnerelever.

Udvalget til Undersøgelse af de til Danmark udvandrende svenske Tjenestepigers Kaar har, under Samvirkning med Dansk Kvindesamfund, som bekendt med Iver arbejdet paa Forbedring af de sørgelige Forhold, som hidtil have hersket blandt disse unge Kvinder, og der er al Grund til at haabe, at disse Bestræbelser, takket være den kraftige Støtte fra dansk Side, ikke skulle blive uden Frugt.

Det af Fredrika-Bremer-Förbundets Udvalg, som kræver det største Arbejde, er dog vistnok det saakaldte Stipendieudvalg. Dette har den Opgave at faa oprettet Stipendier for unge Piger, baade til Studeringer og til Faguddannelse, og Formaalet er at sætte de unge Piger i Stand til at forsørge sig selv. Dette Udvalgs Arbejde er, takket være dets Medlemmers Iver og Dygtighed og det tiltalende ved selve Sagen, blevet kronet med saa stort Held, at Stipendiefondet, der blev stiftet i Aaret 1888, allerede ejer 69,000 Kroner, hvoraf 38,000 tilhører det almindelige Stipendiefond og ere tilvejebragte ved Bidrag paa 1 Krone aarlig i Løbet af 5 Aar - Lister til Tegning af Bidrag ere sendte omkring i hele Landet - medens 31,000 Kroner tilhører Donationsfondet, der er dannet ved større og mindre Gaver, og hvortil der knytter sig særlige Betingelser. Der uddeles dog ingen Stipendier fra det almindelige Fond, før dette ejer et Beløb af 150,000 Kroner.

For at fuldstændiggøre Fortegnelsen over Fredrika-Bremer-Förbundets Udvalg maa vi endnu nævne Redaktionsudvalget, der besørger Redaktionen af Tidsskriftet Dagny, Forbundets Organ, som foruden at være Talsmand for de kvindelige Interesser, ogsaa behandler andre Spørgsmaal af litterær og almen interessant Karakter. Dernæst Udvalget for selskabelige Sammenkomster, hvis Hverv det er at ordne Aftenunderholdninger, holdte i simpel Stil, hvor Forbundets Medlemmer have Lejlighed til at stifte Bekendtskab med hverandre, noget, som viser sig at være til stor Gavn for Udbredelsen af Forbundets Ideer og Interesser. Til sidst maa nævnes Dragtreformforeningen, som i Løbet af det sidste Aar har sluttet sig til Forbundet som et af dettes Udvalg.

Alligevel er dette ikke paa langt nær alt, hvad der er udrettet gennem Fredrika-Bremer-Förbundet; meget mere har det virket til Forbedring af Kvindernes Kaar, mange Skridt har det gjort henimod det store Maal: Kvindernes Udvikling i sædelig og intellektuel, i social og økonomisk Henseende. Det ovenfor sagte turde dog i al sin Ufuldstændighed give en Idé om, hvad Fredrika-Bremer-Förbundet er, hvad det stræber efter, og hvad det har udrettet.

Men endnu staar der mange almenmenneskelige og for Kvindens Interesser vigtige Spørgsmaal paa dets Program. Endnu betragter det kun sit Arbejde som begyndt. Den Tilslutning, det hidtil har vundet hos mange af Sveriges betydeligste Mænd og Kvinder, de gode Kræfter og Ævner, som stadig staa til dets Raadighed, er dog en Borgen for, at det gaar en jævn og rolig Udvikling i Møde, at det, som man siger, bærer Fremtiden i sit Skød.

L. D.

3. Den svenske Forening for gift Kvindes Ejendomsret.

Efterat Lars Hierta, først paa Rigsdagen 1862-63 og derefter i syv paafølgende Rigsdage, deriblandt den i Aaret 1871, samtidig med J. A. Hazelius havde indbragt Forslag om Forandring af den svenske Lov med Hensyn til den gifte Kvindes Ejendomsret, hvorved der skulde forskaffes hende Beskyttelse mod Mandens uindskrænkede Formynderskab, var det, at den førstnævntes Datter Frøken Anna Hierta i Forening med Fru Ellen Anckarsvärd gav Stødet til, at „Foreningen for gift Kvindes Ejendomsret” blev stiftet.

Denne Forening konstituerede sig som en offentlig Forening 6te Febr. 1873. Indbydelsen var underskreven af L. J. Hierta, Generaldirektør Almqvist, Fru E. Anckarsvärd, Frøken A. Hierta, Bureauchef og Fru Limnell, Fru H. Sohlman og Fra Anna Wallenberg.

Men endnu inden den første Sammenkomst var Lars Hierta afgaaet ved Døden. Da blev Friherre O. Stackelborg og i Faderens Sted Fru E. Lind til Hageby, f. Hierta, valgt ind i den Styrelse, som dannedes af Indbyderne. Hr. Almqvist valgtes til Formand og Fru Anckarsvärd til Sekretær. Nu begyndte - ikke mindst ved Sekretærens utrættelige Iver og Ihærdighed - en livlig Virksomhed, som fornemmelig gav sig Udtryk ved talrige Sammenkomster, offentlige Forhandlingsmøder, som overværedes af mange Rigsdagsmænd, ligesom ved Udgivelsen af en Mængde Smaaskrifter samt ved Artikler i Bladene. Dernæst søgte Styrelsen at faa Forslag indbragte i Rigsdagen. Saaledes indbragte Hr. W. Walldéns Forslag om, at gift Kvinde maa eje og selv være raadig over, hvad der ved Arv eller Erhverv er blevet hende tilhørende, eller i det mindste hvad der er egen Arbejdsfortjeneste. Men dette vandt lige saa lidt som Hr. Pehr Nilssons Forslag samme Aar Rigsdagens Bifald.

Næste Aar 1874 blev der gjort et vigtigt Skridt fremad, idet Rigsdag og Regering godkendte to Forslag, hvorved Hustruen erholdt Bet til at raade over sin Arbejdsfortjeneste samt tilkendtes „Förordsrätt”, d. v. s. Ret til selv at forvalte og raade over den Ejendom, som ved „Förord” eller Testamente er givet hende. For imidlertid at faa udarbejdet et Lovforslag, som fuldt ud svarede til Foreningens Hensigt og Maal, udsatte Foreningen en Prisopgave med tre Præmier henholdsvis paa 1000, 700 og 300 Kroner.

Ni Besvarelser indkom, men kun 2den og 3dje Pris blev uddelte af den sagkyndige Jury. Foreningen belønnede dog en af Besvarelserne med 1000 Kr., og denne lagdes til Grund for Hr. Svenséns 1877 indbragte Forslag, der dog ligesom Friherre Stackelbergs 1887 indbragte Forslag blev afslaaet af Rigsdagen.

Da indbragtes tildels ved Foreningens Tilskyndelse, i 1884 ikke mindre end fire Forslag i Rigsdagen. Deri anholdtes om „at Rigsdagen i en Skrivelse vilde begjære af hans Majestæt Kongen, at han i en kommende Rigsdag skulde fremsætte Forslag til en saadan Ændring af Ægteskabslovene med derhenhørende, at Mand og Hustru uden Ægtepagt kom til al den Ret, som ved en saadan kan være dem tilstaaet m. H. t. at raade hver over den Ejendom, som de før eller efter Ægteskabet havde arvet eller erhvervet”.

Paa Grund af denne Skrivelse overdrog Hans Majestæt Kongen Lovgivningskomiteen at indkomme med et Lovforslag i Hovedsagen grundet paa de Principer, som var udtrykte i Rigsdagens Skrivelse.

I Ventetiden fremsattes i Foreningen 1885 et Forslag til Udvidelse af Foreningens Virksomhed til andre Spørgsmaal, der er af Vigtighed for Kvindens sociale og politiske Stilling, for hvilken der hidtil i Sverige intet var gjort.

I Marts 1886 vedtoges Forslaget, og Foreningen besluttede, forinden den kunde optage det netop den Gang rejste Spørgsmaal om politisk Stemmeret, at virke for:

1. At Kvinden skulde benytte sin kommunale Stemmeret paa Kirkestævne, ved Valg af Byraad m. m.

2. Kvindens Indvælgelse i Skoleraadet og i Fattigvæsenets Styrelse.

3. Fællesskoler m. m.

Foreningens udvidede Virksomhed begyndte med, at der blev foranstaltet store offentlige Forhandlingsmøder, hvortil selv Rigsdagsmænd m. fl. blev indbudte. Forhandlingerne gengaves i de større Blade og indvirkede ikke ubetydeligt paa den offentlige Mening.

I Anledning af et af Hr. Hedin indbragt Forslag om, at Latinskolerne skulde kunne aabnes ogsaa for Piger, holdtes i 1886 et livligt Forhandlingsmøde, af hvilket en stenografisk Gengivelse udkom i Bogform (Om Drenges og Pigers Fællesundervisning), og da Styrelsesmedlem, Prof. C. Wallis et Aar senere havde besøgt N. Amerika for at studere Fællesskolen, foranstaltedes der ved hans Hjemkomst et stort Møde, som han indledede med en Redegørelse for Fællesundervisningen i Amerika. En livlig Forhandling paafulgte, og Modstandernes Antal aftog alt mere og mere. Spørgsmaalet om Pigebørns Opdragelse optoges som Følge af dets Sammenhæng med Fællesskoletanken paa et stort (af 600 Personer besøgt) Forhandlingsmøde, sammenkaldt i Anledning af en „Betænkning” fra den af Regeringen nedsatte Pigeskolekomité. Paa dette Møde viste der sig varm Tilslutning til Fællesskolen.

I 1886 holdt Foreningen fem offentlige Forhandlingsmøder, deriblandt et, da den ny Lovgivningskomités Lovforslag udkom. Dette Møde, hvor en livlig, sagkyndig Forhandling fandt Sted, indlededes med et kritisk og aandfuldt Foredrag af Grev H. Hamilton.

I Anledning af de forestaaende Byraadsvalg holdtes i Marts 1887 et (af 500 Personer besøgt) Forhandlingsmøde, som Grev Hamilton indledede med et Foredrag om Kvindens Deltagelse i kommunale Valg og Hverv.

I 25 Aar havde de svenske Kvinder haft Stemmeret ved kommunale Valg, men uagtet de stemmeberettigede Kvinders Antal (Aar 1887) var 4,844 med 62,363 Stemmer, havde Deltagelsen været yderst ringe. For at formaa Kvinderne til at opfylde denne deres Borgerpligt vedtog den for denne Sag nedsatte Damekomité følgende Forholdsregler:

De lod af Stemmelisterne afskrive Navnene paa alle stemmeberettigede Kvinder tilligemed det Antal Stemmer, der tilkom enhver. Disse Lister holdtes tilgængelige paa et centralt beliggende Bureau, hvor 17 Damer efter Tur gjorde Tjeneste paa Valgdagene og meddelte alle nødvendige Oplysninger for stemmeberettigede Kvinder. Saadanne Oplysninger blev som trykte Cirkulærer udsendte i Breve til 4,400 stemmeberettigede Kvinder. Resultatet af denne Virksomhed var en livligere Deltagelse i Valget end nogensinde før. I de følgende Aar gentoges nogle af disse Forholdsregler.

Efterat Foreningen havde besluttet at virke for Kvindens Valgbarhed til kommunale Bestillinger, indbragte F. T. Borg i Rigsdagen 1887 et Forslag om at indgaa til Hans Majestæt Kongen med en Petition derom, og Forslaget bifaldtes af begge Kamre.

For yderligere at virke for Sagen foranstaltede Foreningen et stort, almindeligt Møde afholdt, hvor Rigsdagsmand A. Hedin holdt et kraftigt Foredrag om Spørgsmaalet.

I Rigsdagen 1889 fremlagde Arbejdsminister G. Wennerberg et kongeligt Forslag med samme Formaal, som tiltraadtes af begge Kamre, og allerede samme Aar blev ved Foreningens ivrige Bestræbelser den første Kvinde valgt ind i Skoleraadet i en af de største Menigheder i Stockholm.

En Formular til Testamente (til Salg i Boghandelen) til Oplysning for Forældre, som i lovlig Form vil sikre deres gifte Døtre en Gave, hvorover de selv kan disponere, blev ved Foreningens Omsorg udarbejdet og udgivet.

I Aarene 1889-90 støttede Foreningen ved at afholde Forhandlingsmøder Hr. P. Wallenstrøms Forslag om Indførelse af Borgerligt Ægteskab samt Hr. Borgs om Forhøjelse af Ægteskabsalderen fra 15 til 21 Aar, et Forslag, som paa en følgende Rigsdag i visse Maader vandt Kamrenes Bifald.

Foreningen kan med Tilfredshed se hen paa den Frugt, dens Arbejde har baaret i en retfærdigere Lovgivning for den gifte Kvinde, som før Loven af 1874 stod aldeles retsløs, men endnu mere med Hensyn til den offentlige Mening, som den i høj Grad har paavirket. Den har ved Skrifter og offentlige Foredrag efterhaanden paapeget ikke blot de Ulykker, som fremkom ved, at Manden var Eneherre over Hustruens og den fælles Formue, men ogsaa den Skævhed i Retsbegrebet, som Loven derved har hævdet.

Foreningens Skrifter: Kort før Foreningen blev offentlig, udgaves et lidet Skrift, Om Lovens Uretfærdighed mod den gifte Kvinde, og efter dens Dannelse 14 særskilte Hæfter, indeholdende Redegørelse for Foreningens Virksomhed, Rigsdagslovforslag (bl. a. den engelske Lov af 1872), Prisskrifter samt de paa Foreningens Møder holdte Foredrag m, m. Disse Hæfter er udgivne under den fælles Titel „Om den gifte Kvindes Ejendomsret. ”

Ved den 2den store Kvindekongres i Paris blev Foreningen repræsenteret af sin Formand.

*) Dette blev derimod Opgaven for Foreningen för gift qvinnas eganderätt, som uafhængigt af Tidsskriftet med Held arbejdede henimod sit Maal.

**) I Aaret 1890 var Medlemstallet 1412. Medlem af Forbundet kan enhver agtet Mand og Kvinde blive ved at betale et Aarsbidrag af 3 Kroner samt 3 Kroner i Indskrivningspenge.

***) At lede denne Valgbevægelse var overdraget Viceformanden og Styrelsens kvindelige Medlemmer, som i deres Midte talte fremragende Personer i de forskellige Sogne.