IV. Kvindesagen i Finland.

Kan man i det hele taget sige, at et jævnt Fremskridt er det karakteristiske for Kvindesagsarbejdet i alle Lande, saa gælder dette i særlig høj Grad hos os. Dertil har fornemmelig to Omstændigheder bidraget. Kvindens Stilling har sammenligningsvis været bedre hos os end i mange andre Lande, dels som Følge af de kvindevenlige svenske Love, som ogsaa gælder hos os, dels fordi begge Køns Ligestillelse lettere trænger igennem hos Folkeslag, hvis Karakter gør dem tilbøjelige til at underordne den fysiske Styrke under den aandelige, hvad der er Tilfældet med den finske Nation. Endelig er Fordomme næppe fuldt saa indgroede hos saa ungt et Folk, hvis Kultur endnu staaer i Brud, som hos ældre.

Allerede Birger Jarl indrømmede Kvinden Arveret. Loven af 1784 stadfæstede rigtignok den Skik, som efterhaanden var bleven raadende, at Sønnerne arvede
? og Døtrene
? (med Undtagelse af Præstebørn, som arvede lige). For Pigebørns Opdragelse blev der ganske vist ikke gjort meget, men i 1680 omtales dog en Slags Elementarskole i Ny Karleby, som optog Pigebørn til Undervisning i Læsning, Skrivning og Katekismus. Dette var jo allerede meget paa den Tid, især hvis vi erindre, at omtrent samtidig blev en fransk Kvinde, Françoise de Saintonges, forfulgt og haanet paa Paris Gader, fordi hun vovede at arbejde for Oprettelsen af Pigeskoler i sit Fædreland.

Hermed er dog ingenlunde sagt, at den finske Kvindes Stilling var særdeles tilfredsstillende. Gennem hele Loven af 1784 gaar det for alle Landes Love betegnende Træk, Kvindens livsvarige Umyndighedstilstand (forsaavidt hun ikke er Enke), hendes Afhængighed af Manden m. H. t. Person, Ejendom og Børn, hendes strængt begrænsede Virksomhedsomraade m. m. Desuden synes det, at vor Folkekarakters Laden fem være lige har naaet sit Toppunkt hos Landets Kvinder. De udgjorde i Sandhed „De Stummes Lejr”, som uden at mukke fandt sig i at indtage den underordnede Plads, som baade Loven og almindelig Skik og Brug tildelte dem.

Først i dette Aarhundrede begynder man at skimte en højere Opfattelse af Kvinden. Saaledes da Digteren Z. Topelius 1830 udsender sit Opraab til Finlands Mødre om at tage Del i den finske Nationalitetsbestræbelse. I varme, højhjærtede Ord henvender han sig til Kvinderne, „uden hvis Medvirken kommende Slægter aldrig kunne vindes for en stor Idé.” Fra Midten af dette Aarhundrede lyser os et ædelt Kvindenavn i Møde, Navnet Fredrika Runeberg. I hendes „Teckningar och Drömmar” (1856) findes de første Udtalelser af en finsk Kvinde angaaende Misforholdet i Kvindens Stilling. De var ganske vist ofte klædte i en allegorisk, poetisk Form, men af et efterladt Brev fra Fru Runeberg fremgaar, at hun havde en fuldkommen moderne og klar Opfattelse af det skæve i hendes Køns Stilling. Allerede 1849 skrev Hun til en Ven: „Jeg tror, at vilde Menneskene ikke udstede saa urimelig mange Reglementer for Kvinden, men lade hende udvikle sig frit uden alle aandelig Snørebaand, saa har jeg den Tillid til Vorherre, at jeg tror, han har skabt hendes Instinkter saa gode fra først af, at ogsaa hun kan gaa frem til et rigt og skønt Maal.” Hun nævner, at Topelius har bedt hende udgive sine Smaaskrifter for Kvindens Sag, „den store Sag, som trænger til alle sine Arbejdere.” Men Familjeomsorg (hun var Digteren Runebergs Hustru og Moder til flere Børn) hindrede hende i at følge sine literære Tilbøjeligheder i den Grad, hun gærne havde villet.

Maaske var Tiden den Gang endnu ikke kommen for en offentlig Virksomhed for Kvindesagen. Alt hos os laa paa den Tid i Dvale under Kejser Nicolauss strænge Scepter. Men med Alexander II levede vort Forfatningsliv atter op, og med det samme gik der som en frisk Luftning gennem Landet. Blandt de Idéer, som da begyndte at trænge sig frem, var netop Kvindespørgsmaalet. Samtidig hermed udkom i Sverige Fredrika Bremers „Hertha”, og den livlige Forhandling, den fremkaldte i Moderlandet, gav Genlyd ogsaa hos os. En af vore første Mænd i Politik og Literatur, I. V. Snellmann, angreb dens Tendens i Artikler, der strømmede over af bitter Satire. Dette gav Anledning til en vidt forgrenet Strid og Forhandling. Kort derpaa fremkom de første Artikler om Kvindespørgsmaalet, udgaaede fra en kvindelig Pen. Deres Forfatterinde, Adelaide Ehrnrooth, regnes med Rette for Kvindesagens Banebryder i Finland. Det er ejendommeligt, at dette Spørgsmaal ved sin første Fremtræden hos en finsk Kvinde fandt et saa klart, saa helstøbt Udtryk. Vil man nemlig sammenligne Frøken Ehrnrooths første Udtalelser med, hvad der senere er skrevet om Sagen, saa forbavses man over, at Forskellen alene ligger i Formen; Kravet er sat frem med lige saa megen Styrke og Klarhed som hos Sagens senere Forkæmperinder.

Til Landdagen 1860 indgaves to Lovforslag angaaende Kvindens Stilling. Det ene, om at ugift Kvinde skulde kunne blive myndig, gik igennem, men det andet, om lige Arveret, maatte vente til 1878, før det fik Stemmeflertal for sig i Stænderne.

Ligesom „Hertha” i Sverig gav Anledning til, at der rettedes hæftige Angreb saavel mod Døtrenes Umyndighedstilstand som mod Utilstrækkeligheden af Kvindernes Opdragelse, saaledes har det sikkert været Dønninger af denne Bevægelse, der i Finland fremkaldte en lignende, om end i meget mindre Skala. Paa den Tid (1870) fandtes der flere private Pensioner for Pigebørn og to af Staten bekostede „Fruentimmerskoler”, en med 7 og en med 4 Klasser, men de var alle indrettede efter det kendte Mønster, ifølge hvilket Pigerne opdrages til at være en Pryd for Hjemmet, ikke til selvstændige Mennesker, der kan erhverve deres Brød. Efter en for vore Forhold lang Polemik i Bladene blev der 1873 oprettet et saakaldet „Fruentimmerakademi”. Det viste sig dog snart, at man hermed havde begyndt fra den forkerte Ende. Undervisningen i Pigeskolerne var for utilstrækkelig til at egne sig til Underbygning for akademisk Studium. Trods Lærernes umiskendelige Interesse førte Akademiet allerede i sit tredje Semester en hensygnende Tilværelse og ophørte aldeles 1875; Agitationen for bedre Pigeskoler fortsattes imidlertid med Afbrydelser, men dog med finsk Stædighed. I 1873 havde ogsaa for første Gang en finsk Kvinde, Emma Irene Åström, taget Studenterexamen, og 1877-78 tog Rosina Heikel medicinsk Licentiatexamen. Hun blev siden ansat som Kvinde- og Børnelæge for de Fattige i Hovedstaden; Frøken Åström tog 1882 Kandidatexamen i Filosofi og erholdt nogle Aar senere Plads som Lektor i Historie og Svensk ved Ekenäs Lærerindeseminarium.

Disse to Kvinder blev nu Kvindesagens Vexel paa Fremtiden, men endnu havde den ingen Driftskapital. Et Kvindespørgsmaal fandtes der vel hos os, men det antog kun nu og da Form og Navn, naar en særlig Anledning bragte det frem. En saadan var den Forhandling, som Ibsens „Dukkehjem” fremkaldte mod Slutningen af 1880 hos os som over hele det civiliserede Norden. Det er troligt, at denne Diskussion gav Kvindesagen ny Fart; i det mindste fremkom der kort efter for første Gang i vort Land et Ønske hos Kvinderne om ved fælles Tankeudvexling og fælles Arbejde at hjælpe med til Spørgsmaalets heldige Løsning. 1882-83 afholdtes nemlig paa forskellige Steder offentlige Diskussionsmøder angaaende Oprettelsen af en højere Kvindeskole. Dette gav Anledning til en almindelig Indsamling over hele Landet til Bedste for en Læreanstalt med finsk Sprog, som skulde forberede Kvinder til Universitetet. Den aabnedes 1885, ifølge Garanternes Ønske som Fællesskole, ikke Kvindeskole. I Efteraaret 1883 aabnedes ved private Kræfter den første Fællesskole med svensk Sprog.

Hidtil havde Kvinderne som alt omtalt forholdt sig udeltagende over for alt organiseret Kvindesagsarbejde, men 1883 dannedes i Helsingfors en lille Diskussionsforening, hvis Medlemmer væsentlig udgjordes af dem, der havde underskrevet Indbydelsen til de tidligere nævnte Møder i Kvindesagens Interesse. Aaret derpaa voxede denne Forening op til „Finsk Kvindeforening.” Dens Stifterinde, Fru Elisabeth Løfgren, som ogsaa blev dens første Formand, er den første, som i vort Land har lagt Planen til og indført et organiseret Kvindesagsarbejde. Man vil andetsteds næppe kunne forestille sig, hvad dette betyder hos os, hvor al Organisation er Stedbarn, især hos Kvinderne. Man maa heller ikke tro, at denne Forening blev hilst med Velvilje. Mange havde vistnok med Interesse fulgt Kvindesagsbevægelsen udenlands, men da den nu vovede at trænge sig nær ind paa Livet af dem i deres eget Land og i Form at en egen indenlandsk Kvindesagsforening, kunde de ikke noksom kritisere og nedsætte denne. „Den var bleven stiftet alene af Damer, som vilde gjøre sig vigtige, og for at give visse Personer Lejlighed til at glimre, den var lavet af en Klike;” de Konservative sagde rentud: „Er Kvinderne gale? De burde allesammen giftes i Tide, saa at de ikke skulde faa Tid til at skrige op om deres Rettigheder.” Og de gamle, fromme følte sig saarede ved, at der skulde dannes en Forening for at højne Kvindens Stilling. „Er vi da saa dybt sunkne?” spurgte de.

„Finsk Kvindeforening” havde med et Ord det samme at gaa igennem som alle Landes Kvindeforeninger har haft. At Modstanden vilde være større hos os end andre Steder, var naturligt, da Begrebet Organisation som sagt er saa uudviklet hos os.

Det gjaldt nu ikke at bekymre sig om Kritiken men at gribe Værket an. Da Foreningens Maal var at virke saavel udad paa den almindelige Mening som indad paa Medlemmerne selv, organiseredes den demokratisk, d. v. s. den har ingen Bestyrelse, men Medlemmerne tager selv Bestemmelse om dens Anliggender. Det ses let, hvor opdragende en saadan Organisation er; naturligvis vilde den være umulig i en stor Forening med Medlemmer i hundredevis, men det ser ikke ud til, at vi af den Grund vil blive nødte til at omdanne vor Forening. At denne kun modtager kvindelige Medlemmer, er en Følge af vor særegne politiske Stilling. I Rusland er Begreberne Kvindeemancipation og Nihilisme blevne omtrent ensbetydende. En Kvindesagsforening med mandlige Medlemmer vilde rimeligvis paa højeste Steder anses for altfor mistænkelig til, at dens Statuter kunde have opnaaet Stadfæstelse.

For mit Vedkommende anser jeg det for et Held for Foreningen, thi der ligger unægtelig en Sandhed i Mrs. Stantons Ord. „Saalænge der i en Forening findes en eneste Mand, paa hvem Kvinderne kan læsse alt Ansvar og alt Arbejde, vil de gøre det og selv forblive stumme og passive.”

Hvad angaar Foreningens Program, opstilledes følgende som dens Ønskers Maal.

1) Lige Ret og Adgang for Kvinde som for Mand til at erhverve saavel almindelige Kundskaber som Fagkundskaber.

2) Rettighed for Kvinder til at underkaste sig akademiske og andre Kundskabsprøver og til at opnaa de deraf flydende Fordele.

3) Samme Løn for samme Arbejde uden Hensyn til den Løntagendes Køn, vel at mærke forsaavidt samme Maal af Kundskab og Duelighed præsteres.

4) Gift saavelsom ugift Kvindes Myndighedsalder fastsættes til 21 Aar (Ophævelse af Mandens Formynderskab) gift Kvindes Ejendoms- og Forvaltningsret over sit arvede og erhvervede Gods.

5) Kvindens lovlige Giftermaalsalder skydes betydelig frem udover det nu ved Lov tilladte femtende Aar.

6) Saavel i Lov som i Skik samme Fordringer paa Sædelighed for Manden, som nu gælder for Kvinden. Understøttelse af Federationens Bestræbelser.

7) At der optages i Loven som Grund til Ægteskabsskilsmisse ikke blot Utroskab hos den ene eller hos begge Ægtemager men ogsaa Mishandling og høj Grad af Drikfældighed.

8) Saavel Valgret som Valgbarhed ved kommunale Valg for Kvinder som betaler Skat til Kommunen.

9) Politisk Stemmeret for Kvinder efter samme Regler som for Mænd.

I Begyndelsen indskrænkede Foreningens hele Virksomhed sig til Forhandlingsmøder for Medlemmerne. Men siden opstod der et højst naturligt Ønske om at komme „from sounds to things”. At begynde med faa Kræfter og lidet eller intet i Kassen var ikke meget opmuntrende; men der maatte i al Fald gøres et Forsøg.

Blandt Foreningens første Foretagender maa nævnes Oprettelsen af et Fæste- og Arbejdsanvisningskontor for Kvinder. For at lette Kvindernes Deltagelse i Valget af en Stadsfuldmægtig og saaledes opmuntre dem til mere end hidtil at benytte sig af deres kommunale Stemmeret udsendte Foreningen Valganvisninger til Hovedstadens stemmeberettigede Kvinder, Smaaskrifter om Kvindespørgsmaalet besørgedes udgivne, Foredragsholdere udsendtes til Provinsbyer, en Udstilling af Dragtreformmodeller fandt Sted, en Petition indgaves til Stadsfuldmægtigen om Ansættelse af en Fattigsagfører for at give den ubemidlede Kvinde Adgang til mere end hidtil at nyde Gavn af Lovens Beskyttelse og Hjælp, der holdtes Møder med Foredrag, og der udsattes en Prisbelønning for den bedste Afhandling om Manglerne ved Kvindens Opdragelse samt Midlerne til at afhjælpe dem; en aarlig Kalender, „Excelsior”, blev udgivet, og Foreningen indrettede endog i Løbet af det første Aar Elementærkursus og populære Foredrag for Arbejdersker samt gav Stødet til, at der dannedes en Sommerskole for Syersker og andre med dem ligestillede Kvinder, ligesom at der anordnedes Kursus i Madlavning for Pigebørn i Skolealderen. Foreningen bidrog endog med en liden Sum til Understøttelse af et Kvindesagsblad paa det finske Sprog, nærmest beregnet paa Folkets Kvinder.

I omtrent samme Retning arbejder Foreningens Filialer, af hvilke der nu findes fem (i Stæderne Kuopio, Wiborg, Tammerfors og Landkommunerne Lappo og Jorois). Disse har endogsaa indrettet Kursus i Sløjd og Havebrug for Almuekvinder og Elementærkursus for ubemidlede Pigebørn.

Som det vil ses heraf, har Finsk Kvindesamfund mere og mere taget en praktisk Retning og maatte som Følge af vore politiske Forhold koncentreres paa Oplysningsarbejde. Takket være nogle frisindede Folkerepræsentanter har det dog ogsaa lykkedes Foreningen at faa nogle af sine Formaal frem i Landdagen, saaledes Sædelighedsspørgsmaalet, Kvindernes Ejendomsret, Valgbarhed til Fattigkommissioner og Ret til at studere ved Universitetet. Men som alt nævnet har Foreningens Hovedopgave været at udbrede Oplysning blandt Folkets Kvinder.

Der foreligger ogsaa allerede Kendsgerninger, som tyder paa, at vore Almuekvinder ikke er helt fremmede for Kvindesagstankerne. Medlemmerne i „Finsk Kvindesamfunds” Filialer er for en stor Del Kvinder af den arbejdende Klasse. Vort Blad med finsk Sprog „Koti ja Thtdskunta” har de fleste af sine Abonnenter blandt Almuens Kvinder, som endog indsender Notitser og Artikler til Bladet samt understøtter det med aarlige Garantibidrag.

Der findes unægtelig megen Uvidenhed og Raahed blandt vort Folks udannede Kvinder. Alt Reformarbejde blandt dem vanskeliggøres ved deres dybt indgroede Tro paa, at Kvindens underordnede Stilling er i Overensstemmelse med Guds Vilje; men trods alt synes det ofte lettere at komme dem i Tale end de dannede Kvinder. Den jævne Kvinde maa daglig lide under de Misforhold, der er i hendes Stilling. Hun føler dem i al deres Nøgenhed, og derfor turde det maaske blive lettere at faa hende til at forstaa Arbejdet for deres Ophævelse. Vort Lands dannede Kvinder derimod har endnu ej følt Skoen trykke fuldt saameget som Kvinderne i de gamle Kulturlande. Deres Arbejdsomraader er endnu ikke saa overfyldte, Arbejdslønnen er endnu ikke trykket saa lavt ned, at de er bragte til at tænke over deres Stilling, og derfor forholder de sig ligegyldige overfor alt Kvindesagsarbejde. De kan nyde Frugten af alle de Fordele, en forandret Anskuelse af Kvindens Rettigheder giver dem, men de kan aldeles ikke indse Sammenhængen mellem denne Forandring og det organiserede Arbejde for Kvindesagen. Deraf kommer det at „Finsk Kvindeforening” i Helsingfors, en Stad paa omtrent 80,000 Indbyggere, kun tæller 120 Medlemmer. Selv de kvindelige Studerende, vor eneste kvindelige Læge, vore kvindelige Handlende, Skoleforstanderinder og Lærerinder forholde sig med faa Undtagelser ligegyldige, ja er snarest imod alt organiserende Kvindesagsarbejde og vilde føle sig fornærmede, om man antog, de havde noget at skaffe med Finsk Kvindeforening. Saaledes bliver alle de Foretagender, der sættes i Gang af denne, og overhovedet hele dens Virksomhed betragtet med Mistro og kun støttet med Lunkenhed. Aarsagen hertil kan ikke være nogen anden end den, at Kvindefrigørelsens Idé i sin Helhed endnu ej er gaaet op for Kvinderne, saa at de har indset Betydningen af et organiseret Arbejde for dens Virkeliggjørelse og følt sig kaldede til at deltage deri. Der findes nemlig ingen anden Undskyldning for den Kvinde, der ikke tilhører en Kvindesagsforening, thi har hun ikke Tid til at være virkende Medlem af en saadan, kan hun i det mindste ved sit Medlemsbidrag understøtte dens Arbejde.

Men - strængt taget er det jo ikke saa underligt, om Kvinderne tøver med at slutte sig til Arbejdet for deres Køns Frigjørelse; de véd kun alt for godt, hvor afhængige de i sidste Instans er af Mændene; de véd ogsaa, at de bliver ubehagelige i disses Øjne, hvis de begynder offentlig at modarbejde Misforholdene ved deres Stilling; og der fordres unægtelig Mod til at gøre sig ubehagelig, for dem, man er afhængig af. Uvilkaarlig lyder Kvinderne derfor det Instinkt, som siger dem, at det er klogest at staa sig godt med dem, som har Magten. Overhovedet er det betegnende for vort Land, at Begrebet „Kvindeemancipation” er i høj Grad upopulært, medens man i Praxis indrømmer Kvinderne temmelig stor Frihed. Mange, som af religiøse eller andre Aarsager er Modstandere af Kvindesagen, høste hellere end gerne Frugterne af Kvindesagsvennernes Slid. Det er, som Stuart Mill siger, en politisk Naturlov, at alle de, der er undergivne en Magt, der grunder sig paa gammel Hævd, aldrig begynder med at beklage sig over selve Magten, men kun over dens Misbrug. Paa dette Stadium befinder sig for Tiden utallige Kvinder i vort Land.

Kaster man imidlertid et Blik paa, hvad der i de sidste Tiaar er vundet for Kvindesagen, saa maa man med Taknemlighed erkende, at der i Stilhed er vundet adskillige Sejre. Kvinderne har nu kommunal Stemmeret, de er valgbare til Skoleraad og Fattigkommission, Interessen for Fællesskoler er stegen paa en exempelløs Maade, som viser, at Forældrene langt mere end før have Tanke for deres Døtres Opdragelse. I Industriskoler og ved Polyteknikum studerer Kvinder, ganske vist endnu kun som extra Elever; Bestemmelsen, at Kvinder kun efter særlig Ansøgning kan faa Tilladelse til at studere ved Universitetet staar vel endnu ved Magt, men kvindelige Studerende kan mod Erlæggelsen af en Terminsafgift faa samme Rettigheder som de mandlige Studerende med Hensyn til Bibliotheker, Læsesal m.m.

Angaaende Kvinders Udsigt til Arbejdsfortjeneste er det dermed kun slet bevendt, fornemmelig fordi de, efter at der er overfyldt paa de gamle Arbejdsomraader, ofte savner Uddannelse til ny.

Med Hensyn til Hustruens Stilling udkom der 1889 en Lov om Ægtefællernes Ejendoms- og Gældsforhold, i Følge hvilken Mandens Formynderskab rigtignok bibeholdes, men Hustruen har Ret til sin Arbejdsfortjeneste, hvorved hendes Ret til Forvaltning af egen Ejendom er i visse Maader udvidet. Ligeledes er Hustruens Ret til at drive Næring uden Mandens Tilladelse bleven udvidet, nemlig i Tilfælde, hvor han sidder i Fængsel eller er rejst fra hende, samt naar Ægtemagerne lever adskilte.

At den almindelige Mening i mange Henseender begynder at erkende det berettigede i, at Kvindens Stilling hæves, fremgaar bl. a. deraf, at enkelte Dagblade i 1889 optog Kvindespørgsmaalet paa deres Program, for saa vidt det gjaldt Spørgsmaalets økonomiske Side. Man kan dog om en Del Kvindesagsartikler i vor Presse sige, at Røsten er Jakobs, men Hænderne er Esaus. Dette gælder i Særdeleshed en vis Gruppe, hvis Tilhængere vel kan tale store Ord om de Fortrin, som maa indrømmes Kvinderne her, men ikke kan gaa med dem saa langt som paa Sædelighedsspørgsmaalets Omraade, idet de ingenlunde deler Kvindesagsvennernes Bestræbelser for Ophævelsen af den dobbelte Moral.

I Almindelighed er det blandt de moderat liberale i alle vore Partier, at man maa søge de paalideligste og mest handlevillige Kvindesagsvenner.

Denne flygtige Oversigt kan kun give en omtrentlig Forestilling om Kvindesagens Standpunkt i Finland. Det er desuden ikke ret vel muligt at bedømme, hvorledes dette virkelig er i Ens egen Samtid. Stundom oplever man, hvad der synes at vidne om store Fremskridt, stundom det modsatte. Et tør man dog kalde en Kendsgerning: Kvindesagen har slaaet Rod hos os og kan ikke mere oprykkes. Kunde blot Kvinderne indse Betydningen af Sammenslutning, skulde ogsaa vi her i vor afsides Krog bære vort Straa til den store Stak, og vi skulde da bedre end hidtil kunne bidrage til at paaskynde det store Skridt, Kvinderne maa tage:

„From sexhood to humanhood, From selfhood to otherhood.”