Fællesundervisning for medicinske Studerende.
Af J. D. Frederiksen. M. D.*)
Det vil vel indrømmes af mange, om end ikke af de fleste, at Fællesopdragelse i Almindelighed er at foretrække for en unaturlig Kjønsadskillelse paa nogetsomhelst Aldersstandpunkt. Sygelig Sentimentalitet udmærker dem, der have fuldendt et Kursus ved Pigeinstituter og Nonneskoler, hvor unge Damer i en Alder, da en naturlig Udvikling er af stor Betydning, undervises alene af ugifte Kvinder med en begrænset Erfaringskreds.
Næsten alle ville derimod modsætte sig Fællesundervisning for Medicinere, i alt Fald naar den skal være fuldstændig og. ubegrænset, naar Kvinder og Mænd ikke alene mødes ved de almindelige Foredrag og Kliniker samt i de physiske og kemiske Laboratorier, men ogsaa ved Forelæsninger og Kliniker i Kvinde- og Kjønssygdomme og i Dissektionsstuerne. Saadan fuldstændig Fællesundervisning findes den Dag i Dag ved flere amerikanske Institutioner. Jeg har modtaget min medicinske Uddannelse ved tre forskellige Universiteter; ved det ene var den medicinske Skole begrændset til Mænd, ved det andet stod den fuldstændig aaben for baade Mænd og Kvinder paa lige Vilkaar, medens det tredje (fuldt aabent for Mænd) gav Kvinder Tilladelse til at arbejde i de farmaceutiske og kemiske Laboratorier samt til at tage alle Examiner for Farmaceuter. Men de fik for dette kun et Certifikat (almindeligt Bevis), intet Diploma (Examensbevis) og ingen Kandidatgrad, selv om de bestode alle deres Examiner bedre end de mandlige Studenter.
Desværre er jeg ingen Kvinde og har altsaa ikke fuld personlig Erfaring med Hensyn til Forhold ved de Skoler, der alene optage kvindelige Studenter.
Amerikanerne ere frem for alle Verdens Nationer de mest fuldkomne Gentlemen. I Særdeleshed træder dette frem i deres Opførsel overfor Kvinder. Men hvor et stort Antal af Mænd kommer sammen, findes der altid flere sorte Faar, selv blandt Amerikanere; de Kvinder og Mænd, der udgøre Flertallet af Klinikpatienterne, høre heller ikke til de bedste. Og saaledes er det desværre ingen Sjældenhed i en Klinik, hvor Professorer og Studenter alle ere Mænd, at mere eller mindre grove Vittigheder og tvetydige Hentydninger besudle Professorers, Studenters og Patienters Læber, hvilket hverken tjener til at befordre Studierne eller Moralen. Ogsaa i Dissektionsstuen er dette ofte Tilfældet, og selv i de didaktiske Forelæsninger hører det ikke til Sjældenhederne. Damers Nærværelse sætter en fuldstændig Stopper for alt dette, og hverken i Tale eller Handling kommer nogetsomhelst Smuds frem; Tankerne ledes fra letfærdige Retninger til de rent videnskabelige og praktiske, og Tiden fordobles herved i Værdi. Jeg kan bevidne, at Kvinder besidde Evne ikke alene til at praktisere men ogsaa til at undervise i Lægevidenskab, for en af mine Professorer var en Kvinde. Hun holdt Forelæsninger om Børnesygdomme for en Klasse af begge Kjøn og lod Intet mangle i Grundighed og Klarhed. Damelæger som en Institution er i det mindste i de Forenede Stater et „fait accompli”.
I mange Tilfælde findes det ideale Forhold for Familiepraxis, hvor Mand og Kvinde som Ægtemand og Hustru begge ere Læger, practisere og raadslaa sammen. Halvdelen af de Doktorpar, jeg har truffet paa, have lært hinanden at kjende ved den medicinske Skole. Og hvad kan vel være mere unaturligt end en kunstig Adskillelse af unge Mennesker paa et saa vigtigt Standpunkt af deres Liv; faa de derimod Lov til at arbejde sammen Dag efter Dag, kan der knyttes et langt bedre og sandere Baand end i Salonen eller paa Dansegulvet.
*) Den unge Forfatter er efter en kort, energisk Kamp for at gøre sine Kundskaber frugtbringende i Praxis bukket under for en Brystsygdom Aaret efter at have endt sine Studier i New Orleans.