Fra Rigsdagen.

To Gange i Løbet af den sidste Maaned har Kvinderne og deres Sag været for i Rigsdagen, henholdsvis i Folketing og i Landsting.

Den 14. November foretoges første Behandling af Forslag til Lov om Valg af Kommunalbestyrelse i København, stillet af Dhr. Bing, C. Hage og Trier. I Lovforslagets § 2 hedder det: „Under samme Vilkaar (nemlig som for Mænd) tilkommer Valgret endvidere de Enker og andre ugifte Kvinder, som, bortset fra deres Køn, fyldestgøre Betingelserne for Valgbarhed til Folketinget. Kvinder kunne ikke vælges til Borgerrepræsentanter.”

Som sædvanligt ved en første Behandling kom det ikke til afgørende Udtalelser, men nogle af de Ord, der faldt, er dog værd at notere.

Gad - der som bekendt har gjort sig fortjent ved at ansætte Kvinder i „Statistisk Bureau”, men er Højremand og altsaa formodentlig føler sig bunden af sit Parti, - udtalte sig ret moderat og fornuftigt. Han fandt det værd en Gang at tage Spørgsmaalet om Kvinders Valgret i sin Helhed under Overvejelse, kun mente han, at der var mere Grund til at give Kvinder udenfor København Valgret.

Saa kom Indenrigsministeren, Ingerslev, der klart og bestemt udtalte, at han ikke kunde se, der var noget at sige imod „det islandske Princip”, som han kaldte det - paa Island har Kvinderne jo snart i 10 Aar haft Valgret. „Jeg siger vedblivende, at jeg ikke kan se, der er noget i Vejen for dette Princip”, var hans Ord. Dog mente ogsaa han, at der kunde være nok saa megen Grund til at begynde dermed udenfor København.

Derefter tog en af Forslagsstillerne, H. Bing Ordet, og efter en Paavisning af, hvor haardt man trængte til „nyt Blod” i Københavns Kommunalbestyrelse (hvorved han bl. a. betonede, at mens Undervisningen i Kommuneskolerne i lang Tid havde været slet, skete der en væsenlig Forbedring, efter at Kvinderne havde faaet Indgang som Lærerinder), anbefalede han Forslaget med faa Ord, hvori han væsenlig gjorde gældende, at man ikke kunde indvende en eneste væsenlig Ting derimod.

Dette paatog dog Hr. Scharling sig, og det paa en ret opbyggelig Maade. For Hr. Ss Bevidsthed existerer der ikke andre Kvinder end de, for hvem 800 Kr. om Aaret kun er en ubetydelig Hjælp til Handsker og Eau de Cologne, og som for Resten lader andre ernære sig. Saadanne Kvinder kan ikke kaldes økonomisk uafhængige, udtalte han med Rette. At der er Hundreder og atter Hundreder af Kvinder, som er lykkelige, naar de ved deres Hænders Gerning kun fortjene 800 Kr. om Aaret, aner han ikke. Nu det faar saa være! At han sidder i Rigsdagen bl. a. for at repræsentere disse Kvinders Interesser, generer ham altsaa ikke. Men mærkeligt er det dog, at en Repræsentant for Byen København ikke aner, at der er noget til, der hedder Kommunelærerinder.

Det vidste derimod Hr. Hammerich. Jo, der er virkelig Kvinder til, der maa ernære sig selv, men ser De mine Herrer, disse Kvinder er misfornøjede, fordi de ingen Mænd har, og det kan vi dog virkelig ikke skaffe dem; - naar de nu i Steden derfor forlanger Valgret, som vi kan give dem, lad os saa hellere nægte dem den med! Med en tiltalende Aabenhed erklærede han derpaa, at han ikke havde tænkt videre over Spørgsmaalet, men det var han vis paa, at her i Landet burde vi ikke begynde paa at give Kvinderne Valgret, før denne havde været prøvet i andre Lande „ikke gennem Generationer men gennem Aarhundreder”!

Ordføreren for Forslagsstillerne, Hage tog derpaa Ordet - men desværre var det ikke noget synderlig varmt Ord, han havde for det. Bing tog det derimod atter op og advarede mod at vente i Hammerichs „Aarhundreder.” „Det har jeg ikke sagt”, raabte Hr. H. Rigsdagstidende viser imidlertid, at det ikke er muligt at lægge anden Forstaaelse i hans Ord.

Hermed sluttedes Udtalelserne. Den tredie Forslagsstiller, Trier, tog ikke Ordet. At han vil være dets varme Forsvarer, tør vi vel være sikre paa. Hvorledes Udsigterne iøvrigt stiller sig, er ikke godt at sige, især da Bergs Død nu sikkert vil virke paa Partiforholdene. Men vi vil dog bede Læserne særlig mærke sig Gads og Justitsministerens Udtalelser om, at Kvinderne udenfor København er nok saa nær til at faa Valgretten. Skulde det nuværende Forslag glippe, burde vist al Kraften rettes paa dette andet Punkt; her synes Modstanden ringest, og at Kvinderne udenfor Hovedstaden er fuldstændig aarvaagne, kan der næppe være Tvivl om. Dansk Kvindesamfund har glædelige Erfaringer i den Retning. Altsaa hedder det: Pas paa!

I Landstinget forhandledes den 17. November om Oprettelse af et Statsseminarium for Kvinder. Et saadant Forslag har som bekendt været fremme en Gang før (i 1884), ligesom der i Fjor var Forslag om et Seminarium for Forskolelærerinder. Det nærværende Forslag er imidlertid ikke noget Fremskridt. Mens det ved det første Forslag var fastslaaet, at der skulde være en kvindelig Forstander, er det her Planen, at der skal være en mandlig Forstander, og kun i en Parenthes er der ladt en Mulighed aaben for en Forstanderinde. Desuden skal det ny Statsseminarium lægges paa Landet et eller andet Sted i Jylland; naar det betones, at det skal være en Mønsterskole, synes det højst upraktisk at lægge det paa et lidet tilgængeligt Sted.

Ved Behandlingen i Landstinget udtalte Biskop Styhr gentagne Gange, at de private Kvinde-Seminarier gav en aldeles fortrinlig Undervisning, og havde kun det imod dem, at de var for dyre. Provst Bjerre mente derimod, at de private Seminarier var regerede af „Pengespekulationens hæslige Dæmon”; dog indrømmede han, at der var et Kvindeseminarium, der havde en Forstanderinde, hvis Ledelse var ganske fortrinlig, og som havde fortrinlige Kræfter til sin Tjeneste. Hvorfor Hr. Bjerre da ikke vil gøre det ringeste for at støtte dette „ganske fortrinlige Seminarium”, er lidt uforstaaeligt. Hans Princip var, at vi burde indrette os ligesom Tyskerne, og naar de har Statsseminarium for Kvinder, saa bør vi følgelig ogsaa have det. Det fri engelske Princip, at understøtte de dygtige Privatseminarier, vilde han ikke vide af. Iøvrigt fremkom han med den mærkelige Oplysning, at „vi har her i vort Land en Masse Kvinder i alle Samfundslag, hos hvem der, jeg kunde fristes til at sige, er en formelig Flugt bort fra de Omraader, hvor de have deres naturlige Kald, og hvor der allerede begynder at blive Brist paa trofast og dygtigt Arbejde”. Hr. Provst Bjerre vilde saa vist gøre sig Kvinderne evigt forbundne, om han vilde sige dem, hvor det er, man trænger til trofast og dygtigt Arbejde; Kvinderne vil strømme dertil i Hundred - ja i Tusindtal, bare Arbejdet bliver betalt saadan, at de nogenlunde kan sulteføde sig derved. Eller tænker Hr. Bjerre paa Arbejde, der skal gøres gratis? Aa ja - det er der ingen Mangel paa. Hvis Mændene vilde gøre lidt af det, var det ingen Skade til.