Om Kvinders Anvendelse som Rigsdagsstenografer.

Af Julius Salomon. Rigsdagsstenograf.

Da det er mig bekendt, at en Meddelelse af Folketingets Formand om, at det var indrømmet to ved Rigsdagen ansatte Damer Adgang til Folketingssalen, som for kort Tid siden refereredes i Pressen, har vakt megen Opsigt i kvindelige Kredse, og at der knyttes overdrevne Forventninger til Følgerne af denne Reform, har jeg ment, at et Par Ord til Orientering ikke vilde være nærværende Tidsskrifts Læserinder uvelkomne. Hvad jeg i saa Henseende fremfører, maa for øvrigt staa ganske for min egen Regning, idet jeg skriver uden nogetsomhelst Mandat, men jeg tror for øvrigt at kunne tale om Sagen med nogen Erfaring efter en tyveaarig Virksomhed i dette Fag.

For Kvinder, der attraa Ansættelse i Forretninger, hvor der er nogen Brevskrivning, eller der paa anden Vis ville bistaa Folk, der have meget Skriveri, kan det altid være gavnligt at kunne stenografere. Dog tror jeg, at Skrivekuglen, som jo er i Færd med at vinde Indgang ogsaa herhjemme, i mange Henseender kan gøre samme Nytte. Man kan ikke skrive saa hurtigt paa Skrivekugle, som man kan stenografere og til parlamentarisk Brug egner den sig slet ikke, men det er ikke saa vanskeligt at lære at skrive paa Skrivekugle som at lære Stenografi, og efter nogen Øvelse lærer man, at skrive ret hurtigt paa dette Instrument og behøver ikke at renskrive bagefter. Da jeg ikke selv praktisk kender Skrivekuglen, kan jeg kun støtte mig til Udtalelser fra andre, men paalidelige Folk have meddelt mig, at de kunne skrive mindst dobbelt saa hurtigt paa den, som naar de skrive paa almindelig Maade. En jævnt dygtig Stenograf kan stenografere mindst tre Gange saa hurtigt som almindelig Skrift, og en meget dygtig vil kunne naa til 5-6 Gange eller mere, men dertil hører adskillige Aars Øvelse. Den Forretningsmand, der har Raad til at holde en nogenlunde uddannet Stenograf til at nedskrive sin Post efter Diktat og til bagefter at renskrive den, vil kunne spare ikke saa lidt Tid for sig selv, og denne Arbeidsmaade vil nok Tid efter anden vinde nogen Indgang herhjemme, ligesom det er sket andre Steder. En nogenlunde flittig og velbegavet Kvinde med Kundskaber, der svare til Præliminæreksamens Fordringer, vil paa et Aarstid, naar hun ofrer nogle Timer om Dagen til at sætte sig ind i Systemet og bagefter til at øve sig, være saaledes uddannet, at hun kan paatage sig den Art af Arbejde.

Det forholder sig anderledes med Parlamentsstenografien. Med Tilegnelsen af Systemet gaar det naturligvis her som ovenfor omtalt. Det er for øvrigt temmelig kedeligt at lære, og det viser sig ogsaa altid, at en Mængde af dem, der begynde derpaa, efterhaanden falder fra, men Kvinderne ere jo taalmodige, og de ville maaske vise sig her som saa ofte at være mere udholdende end Mændene. Den Færdighed i Systemets Brug, der forlanges for at kunne følge en Taler, der ikke taler altfor langsomt, er imidlertid langt større, end hvor det kun drejer sig om at følge et Diktat. Talehurtigheden blandt Rigsdagens Talere er yderst forskjellig, den kan vokse indtil 180 Ord i Minuttet, og det anses af mange for at være det yderste, en Stenograf kan præstere. Man kan sige sig selv, at det bliver ikke Skønskrift, der kommer til at staa paa Papiret, og selv øvede Stenografer have ofte Vanskelighed ved bagefter at raade deres egne Runer. Det stenografiske Arbejde bliver under disse Vilkaar meget nerveanspændende, og jeg vil, til det modsatte bevises, indtil videre tro, at de fleste Kvinder ikke ret længe vilde holde den Art af Ting ud. Rigsdagsarbejdet er delt i Kvarterer, to Stenografer skrive - for Kontrollens Skyld - begge det samme i et Kvarter ad Gangen. Paa Tider, hvor Arbejdet er meget stort, læs: hvor begge Ting holde lange Møder paa en Gang og undertiden et af dem ogsaa Aftenmøde, kan man komme til at skrive indtil 7 Kvarter paa en Dag, og det Hele skal være færdigt, inden man forlader Bygningen. I de senere Aar, i Marts Maaned, hvor Arbejdet har været saa presseret, at man endog har maattet holde Møder paa Søn- og Helligdage, har Arbejde af den Beskaffenhed, jeg her har omtalt, været ganske ordinært Dag ud og Dag ind, og det har efter Funktionærernes samstemmende Vidnesbyrd været ret opslidende. Det er derfor ikke ganske afvejen at gjøre Kvinderne opmærksomme paa, hvad det er, de indlade sig paa.

Naar man spørger om, hvilke Forudsætninger udenfor den egentlige stenografiske Færdighed der fordres for at virke fyldestgørende under Rigsdagsarbejdet, skal jeg oplyse, at man altid har anset det for nødvendigt at forlange enten akademisk Uddannelse - helst juridisk - eller noget, der svarer dertil. Det stenografiske Arbejde er nemlig ikke mekanisk, man maa for at kunne gengive en Taler forstaa det, der er Tale om. Den ideale Stenograf skulde være inde i alt; det er jo selvfølgelig en Umulighed, men man bør være au courant med, hvad der i Debatten kan forefalde, have de nødvendige Forudsætninger for at kunne sætte sig ind i de Sager, der forhandles, og et Blik paa Rigsdagstidende vil vise, at de ere af mangfoldig Art. En vis Sprogsans er ogsaa nødvendig, man lærer snart at indse, at det kun er meget sjeldent, at en Tale kan gengives trykt, saaledes som den holdes. Det er ofte vanskeligt at finde det. som Taleren vilde have sagt, men ikke i Farten har kunnet forme. Det bør dog tilføjes, at Manuskriptet undergives en kyndig Revision af Protokolsekretærer, som have hørt Talen i Sammenhæng, inden det gives i Trykken.

Der afholdes hvert Aar inden Samlingens Begyndelse en Prøve, og de, der bestaa den bedst, have, saamange som der er Brug for, Adgang til at blive Stenografassistenter, læs: de have Lov til at øve sig i Rigsdagssalen og gøre desuden Tjeneste som Afskrivere for Stenograferne. De oppebære derfor et Vederlag under Samlingen af 75 Kr. om Maaneden og efter 3 Aars Tjeneste af 105 Kr., idet Rigsdagen har Ret til at afskedige dem, naar de ikke efter 5 Aars Tjenestetid findes at have opnaaet tilstrækkelig Færdighed i Stenografi til at kunne gjøre Tjeneste som Stenografer. I Reglen gaar der 3 à 4 Aar, inden de, der menes at egne sig til Ansættelse som Stenografer, faa Adgang til at stenografere paa Prøve, som det hedder, og først efter dette Prøveaars Udløb opnaa de, naar Vakance indtræder, fast Ansættelse, hvad endnu ingen Kvinde har opnaaet. Det normale Antal Stenografer ved Rigsdagen er 16 foruden en saakaldet Hjælpestenograf.

Konklusionen af det her fremførte bliver altsaa det, at det vistnok kun bliver i faa Undtagelsestilfælde, at de Kvinder, der ville uddanne sig som Stenografer, kunne vente at faa fast Ansættelse ved Rigsdagen, og at der selv for dem, der opnaa den, gaar en ikke kort Tid, før det naaes. Til Kvindernes Trøst maa det dog bemærkes, at det i det Hele taget ikke gaar de mandlige Aspiranter meget bedre, men indtil videre maa det ogsaa anses for tvivlsomt, om Kvinderne i Længden ville kunne taale Arbejdet.