Fra inden- og udenbyes Venner.

Kvinder som Jordbrugere.

Naar Efteraarsaftnerne med de lange Tusmørketimer indfinde sig, samle Sommerminderne sig i forøget Klarhed, og den mørke Ramme giver Billederne den Varme og det Lys, som vore Regnsomre ere for karrige med. Man sidder nu og blader om i Tankerne som i et Album, snart vender man hurtig Bladet om, som over et kjedeligt Portræt, snart slaar man Bogen vidt op, stirrer forundret paa Billedet, gjør Spørgsmaal, medens man samtidig ønsker at gjøre En og Anden opmærksom derpaa.

Saadan gaar det mig med en Erindring fra denne Sommer. Som en yndig Idyl, et henrivende Stykke dansk Natur, stiger det frem af Skumringen. Vender jeg lidt paa Bladet, titter noget stærkt Praktisk frem, som vilde det med i Forgrunden. Lad det komme, som det vil. Eierinden af denne Plet, en ejendommelig Nyttenatur, har med haardnakket Kjærlighed til Naturskjønhed netop foretrukket dette Stykke Jord fremfor et mere frugtbart og derved vist, at man kan slynge Nytte og Skjønhed sammen.

Før mig ser jeg da en høi Skrænt, der skyder ud i Lillebelt, og paa dens solbeskinnede Top ligger en straatækt Hytte med gule Roser, gloire de Dijon, slyngende sig op ad den hvide Kalk, men de ere ikke alene, thi Pærer og Nødder med uldne, stride Blade ere ogsaa tvungne til i smidigt Espalier at blande sig med Blomsterne. Udenfor Huset i stive Aspargesbede et broget Mylder af Riddersporer, Valmuer og brandgule Blomster i skrigende, gjennemsigtige Glasfarver, som hist og her er brudt, fremhævet og dæmpet af et ærværdigt Æbletræs gamle, morsomt knortede Grene, der i glødende Spil af Lys og Skygge stryger hen over dem. Saa yderst paa Brinken, hældende sig ud over Vandet, vilde Rosenbuske jævnsides nogle skyggende Træer, hvorunder Bord og Bænk.

Ja her, om noget Steds i Verden, er en Bænk indbydende, indbydende til Drømme, Ensomhed og Beskuen.

Som en Buket kastet ud i Søen ligger denne Have, hvorfra en steil Sti bugter sig ned til det bekjendte Snoghøi, det gamle Færgested, den skjønne Herregaard med sin lave, idylliske Beliggenhed, næsten lige ud i Vandet, sine sjeldne Træer og romantiske Kongeminder. Middelfart ligger rødmende i Solblink ligeoverfor, og Lillebælt vugger sig i evig Vexlen imellem dette og hint.

Snart antager det Mine at en uskyldig Indsø, snart taler det høirøstet i stærke brydende Strømme om en Dybde, der tillader Pantserskibe, for hvem Øresund er for fladbundet, pilsnart at skyde igjennem.

Men i dette Øieblik staar det i min Hukommelse som badet i den blankeste Stilhed, jeg ser det hele Billede som henaandet i et let Blaat, sammensat og gjennemblandet med lyse, hvidlige Toner, der fint og diset danne den lydløseste, den letteste Farvesymfoni, som Luft og Vand er i Stand til. Set længe paa, virker det næsten hypnotiserende. Tankerne tabe deres faste Form og svømme ud i dette dovne Ubestemte, hvor blot et Stednavn virker halvt som en Lidelse, eller dog som noget Haardt eller Generende.

Helt drømmer man sig dog ikke fra, at det her er Fyen og Jylland, som godlidende og venligt ikke alene kigge hinanden dygtigt i Kortene, men endog til Overflod lade de virkelige Kyster med deres Brinker og dunkle Skove fordoble sig i Vandet, der som et henrykt Speil forhøier de tusinde Farvenuancer af Blaat og Grønt i det fineste Metalskær.

Ved en af Brinkerne længere ude øines Hindsgavl vis à vis alle disse pragtfulde Øgrupper, hvorom Bæltet slynger sine dragende, altomspændende Havfruarme. De mindste Øers Trætoppe strutte hist og her op langt borte, som var det den sidste Haartop af et Kæmpehoved, disse smægtende Arme havde trukket til sig i deres vaade Elskov. Endnu allerlængst borte, zittrende i lyse Sølvblink, vigende og ubestemt, som noget, man ser igjennem Taarer, ligger Slesvig, og Stemningen slaar over i noget som Vemod, noget mere Bestemt, der opløser Hypnotismen.

Man tvinges til at rive sig løs, det gjorde idet mindste jeg, og tænke paa, hvor man er. Jeg saa igjen hen til Huset, denne Hytte, som halvt for Spøg bliver kaldt „Slottet”. Ja et Slot er det ved kongelig isoleret Beliggenhed og Behersken af vide Udsigter. Nysgjerrig og stolende paa venlig Modtagelse skød jeg nogle tunge Rosengrene fra Døren og gik derind, ind i disse mørke Rum med Bjælkeloft og smaa firkantede Bønderruder med Blink af Himlen udenfor, som paa de hollandske Malerier.

Et Skrivebord ligger fuldt af Forretningsbreve, Kvitteringer og Bestillinger midt imellem Tidsskrifter for Hønseavl og Landbrug, og paa en stor Del læser man Navnet, „Snoghøi Hønseri”. Ja saadan er det, thi dette Hus er ikke blot en Idyl. Der ligger nu til at begynde med f. Ex. en Pistol henne paa et Egetræsskab. Ved en naturlig Ideforbindelse tænker man paa den bidske Køter, der modtog En, og Eierindens undskyldende Tone, idet hun sagde: „Ja, jeg er saa ene, jeg maa have Nogen til at forsvare mig.” Idyllens indre Side er saaledes blot et Hjem for Ensomhed og Arbeide, thi som bekjendt boer her en enlig Kvinde, en Præstedatter endnu i sine bedste Aar, der kun ved ringe Hjælp, i Sommer ved Hjælp af en 16aarig Fanøpige, har arbeidet Jorden, en 1½ Td. Land Husmandslod, op til bugnende Frugtbarhed.

Bedriften hviler paa Hønse- og Frugtavl, sammen med lidt Agerbrug, og det er denne Treklang, der anslaaet ja giennemhamret af et eneste Par Kvindehænder, tvinger til Lydhørhed og nok fortjener at vække Gjenklang.

Hvad Hønseavlen angaar, drives den ved Udrugningsmaskiner. Tvers over en lille Have eller Gaard, fuld af Jordbær og Nøddebuske, thi Nødder give godt, kommer man til en anden straatækt Bygning, hvori Maskinerne Side om Side, tildækkede med Tæpper, befinde sig. I et Rum bag ved er Dampkjedelen, der forsyner dem med Varme. Her foregaar Skabelsens „Bliv”. I Skuffer ligge lagvis de hvide Æg, og naar Tidens Fylde kommer, leverer hver sit Kontingent. Morsomst var det at se de Æg, som havde naaet Tidspunktet, hvor det lille Kyllingenæb var ifærd med at gjennempikke Skallen for at befri sig fra sit Fængsel.

Saadanne fortumlede, fugtige smaa Skabninger! Hvor lidt lignede de deres mulige Fremtid, nogle Verdensdamer af italiensk Hønserace, der i lysegul Fjerdragt koketterede i en nærliggende Hønsegaard. Mærkelige forekom mig ogsaa nogle Haner, en meget varmblodig Art, forklarede Eierinden - som, maaske opflammet af hines Skjønhed, havde kjæmpet med hinanden paa Livet, saa Brystet blodigt stak frem, aldeles blottet for Fjer. Underlige Kavallerer at se til, der uagtet dette deres mangelfulde Toilet spankede om i latterlig Gravitet, som om intet var i veien. Ja noget var her at se, Kyllinger i enhver Alder og af enhver Race, Ænder ja endog Geder, og den som stod for det Hele var, hvad man maaske af foregaaende Vink kan slutte, ingen werthersk Lotte, Sentimentalitet var ikke hendes Sag. Dvælede man ved den morderiske Side af Bedriften, den idelige Slagtning, afbrød hun En rask med et: „Ja, de kommer misundelsesværdigt let af med Livet, det er mere, end vi Mennesker kan sige.”

Men i levende Live var denne Fugleverden glad. De kaglede og galede, struttede med de deiligste Fjedre, spankede og fløi om imellem Frugttræerne, og imedens de befriede dem for Græs og Ukrudt, vare de som hint Alferige, der, rigtignok ikke paa nogen overnaturlig Maade, gav Jorden den Kraft, der rødmede Kirsebærrene med saa dyb en Farve, fik Grøntsagerne til at svulme, og gav Stikkelsbærrene deres Aroma.

For at gjøre Billedet mere anskueligt: Hønsegaarden var Frugthave og omvendt. Hønsene var selve Arbeidskraften, som idet den, som ovenfor sagt, ernærede sig af Græs og Ukrudt, og derved holdt det nede, paa samme Tid, ved sin spredte Nærværelse, ligeligt gjødede Jorden og gjorde selv sandet Terrain frugtbart.

Forøvrigt var denne Vexelvirkning af Hønse- og Frugthave ikke nogen original Idé, thi den saavelsom Udrugningsmaskinernes Konstruktion skyldes en mere overlegen kvindelig Intelligents, der her paa Egnen har virket til megen Gavn, men Udførelsen af den, netop paa denne Maade, tyder paa saa megen Energi og Udholdenhed, saa megen Selvhjælpsdrift og Udnytten af hvert Minut og hver Tomme Jord, at dens Iværksætter med Rette kan føle sig som et Led, et lille Hjul at den uhyre Maskine, som bærer Kulturen frem og ansporer Menneskeheden.

Hun tog imidlertid ikke saa stort paa det, men betragtede det ganske ligefrem som noget, der passede for hende, ja gjorde hende „lykkelig”, fordi det saa ganske var i Overensstemmelse med hendes Natur.

Fanøpigen var øiensynlig ogsaa af samme Mening.

Hun var saa sød, saa renvasket og blomstrende, saa korrekt i sin Dragt, saa lige klippet ud af et exnersk Maleri, at man kom i fuldkommen Konfusion med Hensyn til den gamle Malers Idealisme eller Naturalisme. Enten hun heisede Vand op af Brønden, eller rask hev noget Ukrudt hen til Geden, altid var det et Maleri, og det ovenikjøbet et som kunde tale og ganske aabent tilstod, at det havde tænkt, det vilde have kjedet sig saa forfærdeligt her, men nu fandt det Alt saa morsomt.

I Stemmeklangen følte man ganske Barnet, der i Grunden kun betragtede Alt som levende Legetøj; hvor ganske anderledes lød det i den modne Kvindes Mund, da hun talte om at leve i Overensstemmelse med sin Natur som et Personlighedens Krav. Frem for min Erindring steg mangen bleg Kind, mangt nerveust Øiekast, naar jeg tænkte paa alle de Almuskolelærerinder, kvindelige Studenter og forvaagede Sygeplejersker, som mit Liv var kommet i Berøring med, var det altid i Overensstemmelse med deres Natur? Havde dog ikke idet mindste Enkelte af dem kraftige Arme og praktisk Sands, og var Jorden dog ikke, naar Alt kom til Alt, vor nærmeste og sundeste Bundsforvandt, der maaske netop paa Grund af denne sin Nærhed formeget overses af vor kvindelige Avantgarde.

Hvorom Alting er, dette var lykkedes, betalte sig, foruden at Friluftslivet gav røde Kinder i Stedet for en overanstrengt Hjerne.

Stort materielt Udbytte ved Alle, at Jordens Dyrkning ikke giver, thi selv den mest æsthetiske Kjøbenhavner har hørt, at Landbruget har Amerikas Tryk bag sig, og Afrikas foran sig, men en Leven med Naturen, og dog en Udnytten at den, en Ensomhed der giver Hvile og dog Selskab, en Uddyben af den Slægtsfølelse, som binder os til alt det Skabte, dets Dyr, Planter og Blomster, kan dette ikke bringe en Løn i sig selv, som det nok var værd at vove lidt for?

Set paa denne Maade faas rigtignok det underlige Resultat, at Jorden, det mest Materielle af Alt, snarere giver et Sjæls eller Følelsesudbytte frem for et materielt dito, og dette er maaske netop Nøglen til Hemmeligheden, hvorfor dens Dyrkere, engang begyndt, ligesom ikke kan slippe den.

Denne Kjærlighed maa give relativ Lykke.

Der findes ganske sikkert intet Overskud i den til et Liv i Skjønhed, æsthetisk taget, men i de fleste Tilfælde vil den maaske fjerne saa blaserte Theorier som en „Død i Skjønhed.”

Idetmindste var den Kvinde, der havde valgt dette Liv, en stor og sund Kontrast til hin underlige Skikkelse, der bragte dette Slagord frem. Skulde man sammenligne hende med en Type af Ibsens Kvindegalleri, maatte Lena Hessel ligge nærmest, thi hun gjorde virkelig Indtryk af en Samfundsstøtte, en modig Lykkeforsagerske, der maaske netop derfor havde fundet Lykken - paa sin Maade.

Dette er det Billede fra Sommertiden, som i en Mørkningstime viste sig for mig, saa lyst og klart, at jeg fik Lyst til at fremstille det saa godt jeg kunde, for de af Tidsskriftets yngre Læserinder, hvis Maal er Selvstændighed, og som ikke ere bange for at „tage fat”. Hidindtil har de Veie Kvinderne valgte, mest ført ad Byen til, det er da ikke saa underligt, om man faar Lyst til at slutte sig til de Stemmer, der i den senere Tid har hævet sig for Landet og Naturen.