Finsk Kvindeforening.

Vore Læsere vil mindes, at vort Januarhæfte bragte Meddelelse om en Strid i den finske Kvindeforening, en Strid, som havde ulmet længe og kom til Udbrud i Anledning af Alexandra Gripenbergs Artikel her i Bladet (Se Kvinden og Samfundet 1891 Oktober-Novemberhæftet). Nedenstaaende Brev fortæller os om Stridens Udgang, de misfornøjedes Udtrædelse af Foreningen og Stiftelse af en ny Forening.

Alle herhjemme, der har haft Lejlighed til at gøre Bekendtskab med de finske Kvindesagsvenner i deres forskellige Afskygninger, med Alexandra Gripenberg, Elisabeth Løfgren, Lucina Hagmann, Maikki Fridberg, Alli Trygg og mange flere vil vistnok kun med dyb Beklagelse høre om dette Skisma. Hvem der „har Ret”, og hvem der „har Uret”, er det umuligt for os hernede at have nogen Mening om - sandsynligt er det vel, at der er Ret og Uret paa begge Sider. Hvad vi derimod kan have og har en begrundet Mening om, det er det uheldige ved, i et lille Land og en lille By at have to, eller flere Foreninger med væsentlig det samme Formaal.

Det er uheldigt, først fordi Kræfterne i saa smaa Forhold er for faa til at holde to Foreninger i Gang, til blot at forsyne dem med de nødvendige Foredrag og Artikler og til at træde offentlig frem ved forefaldende Lejlighed - de virkende Medlemmer i hver enkelt Forening bliver ufravigelig Tordenskjolds stadig paa ny opmarscherende Soldater. Dernæst fordi det Publikum, der interesserer sig for Kvindesagen, ikke er stort nok til aandelig og materielt at bære flere Foreninger. Og endelig, og ikke mindst, er det uheldigt, fordi en fuldstændig enig Forening er en Uting: de misfornøjede i en Forening, som i et Land, er Saltet, som ikke kan undværes, ryster de misfornøjede Støvet af deres Fødder og vandrer ud, saa vil der ufejlbarlig indtræde Stilstand i den gamle Forening og, efter en Tids Forløb, ogsaa i den ny. Thi vi er alle mere eller mindre tilbøjelige til at sætte os hen og se paa det, vi har udrettet, og finde, at det er saare godt, og at det i Øjeblikket er nok; vi trænger alle til en Spore, især naar vi har arbejdet længe med en Sag, og en saadan Spore er de misfornøjede. Det kan være besværligt at omgaas dem - deres Fordringer kan ligesaa ofte være urimelige som rimelige -

men trods alle Besværligheder bør de fornøjede og de misfornøjede blive sammen, naar de i alt væsentligt har fælles Maal, og aldrig bør man glemme, at Misfornøjelsen, den virksomme Misfornøjelse, er Moder til Fremskridtet.

Derfor, var vi bleven tagne paa Raad med af vore finske Venner, saa havde vi sagt: „Bliv for al Ting sammen, I er jo dog enige om Hovedsagen”. Men alle Raad kommer nu for sent, og vi kan da ikke ønske dem andet, end at det skilte om en Tid atter maa bøje sig sammen i en ny og bedre Form.

Helsingfors, 18. Februar 1892.

For en Vandringsmand i Ørkenen er det nedslaaende at opdage, at det Maal, han har stridt for og endelig troet at være ganske nær, kun var et Fata Morgana, og at der maa ny Kraftanstrængelser og mange Dagsmarcher til for at naa det. Men omtrent saaledes har Kvindesagens Venner i Helsingfors, i den sidste Tid været til Mode.

Kvindesagen er hos os gaaet frem med jævne Skridt og har vundet Venner i meget forskjellige Kredse. En stor Del af vore Mænd, saavel ældre som yngre, har indset, at i Fald vi skal forsvare vor Plads som i Kulturfolk og bevare en selvstændig Tilværelse, er Kvindens Deltagelse i det almene Arbejde uomgængelig nødvendig. Ved at gribe virksomt ind paa en Mængde Omraader, som Folkeoplysningen, Ungdommens Opdragelse, Afholdssagen o. s. v. har Kvinderne og deres Bestræbelser vundet Anerkendelse, endogsaa hos mange, som i Begyndelsen betragtede Kvindefrigjørelsen som en Ide, der skyldtes nogle ugifte Damers utilfredsstillede Ønsker.

Sagen viste sig imidlertid at have saa dybe Rødder, at dens endelige Virkeliggjørelse kun var afhængig af nogle Lovbud og ydre Skranker. Men da indtraf der noget, der viste, at man endnu staar ved Begyndelsen, Det kom til at staa klart, at de ydre Tryk og de Baand, der hindrer Kvindens Frigørelse, kun er en Ubetydelighed i Sammenligning med de Lænker, hvori Kvinderne er bundne med Hensyn til deres indre Menneske.

Det er jo ogsaa noget, der let lader sig forklare. Aartusenders Afhængighed og Umyndighedstilstand har efterladt altfor dybe Spor til at disse saaledes uden videre skulde lade sig udjævne, Kvinden er bleven vant til at underordne sig andres Anskuelser uden at behøve at indtage et eget Standpunkt, og der maa mere end et Slægtled til for at frigøre hende herfra. Ytringsfrihed, Tolerance, Samarbejde med anderledes tænkende staar indtil videre for mangen en Kvinde som blot tomme Ord. I Stedet for at overveie og bedømme Sager og Ting efter almengyldige Retsgrundsætninger retter Kvinden som oftest sin Dom efter Rygter og Folkesnak. Hendes medfødte Undselighed og Ømfindtlighed har faaet stadig Næring ved den tilbagetrukne Stilling, hvori hun har været holdt; derfor har hun yderst svært ved at forstaa og finde sig i de forskellige - Forhold, som hendes offentlige Optræden kan føre med sig. Meningsforskjel, Kritik og Misbilligelse af hendes Arbejde berører hende pinligt og bliver i de fleste Tilfælde optaget som Uvilje mod hende personlig.

Hvad der i Løbet af December Maaned er foregaaet i den finske Kvindeforening, har desværre kun alt for tydeligt bekræftet dette. Frøken Gripenbergs Skrivelse i Eders ærede Blad, hvori hun bl. a. beskylder vort Lands dannede Kvinder for Mangel paa Interesse for organiseret Kvindesagsarbejde, gav Anledning til en Mængde Indsigelser. I en af disse udtaltes det aabent, at Fejlen ikke laa hos de Udenforstaaende men ganske simpelt hos Foreningen selv, idet dennes despotiske Maade at styre paa gjorde, at den ikke passede for Medlemmer med nogen selvstændig Mening. Et Par Dage efter at denne Artikel var kommen frem i Pressen sammenkaldtes Foreningen til et Protestmøde mod disse Beskyldninger, men nu viste det sig, at .der var forskellige Anskuelser, idet et Mindretal samstemmede med dem, der fandt Foreningens indre Liv ufrit og trykkende. Derfor var jo netop en Mængde af vore mest ivrige Kvindesagsvenner i Aarenes Løb traadte ud af Foreningen. Mindretallet udtalte sig for, at ingen Protest skulde offentliggøres i Pressen, men enhver af Foreningens Medlemmer skulde arbejde for, at en bedre Aand kom til at herske i denne, saa at de, der endnu tøvede, kunde slutte sig til den i Tidens Løb.

Til Trods for dette kom der til Underretning for Almenheden en Erklæring i Bladene om, at alle mod Foreningen rettede Beskyldninger var ugrundede. I Sandhedens Interresse ansaa Mindretallet sig imidlertid tvungen til ligeledes i Bladene at paavise, hvilke ulige Meninger der var fremkomne.

Da skete det uhørte, som der ikke lader sig finde noget Sidestykke til i vort Lands talrige Foreninger. De syv Kvinder, som havde undertegnet denne Berigtigelse, blev uden videre udstemte af Foreningen; man gav dem ikke en Gang Lejlighed til at forsvare sig. Blandt disse befandt sig foruden Lærerinder en af de faa kvindelige Studenter, der havde sluttet sig til Foreningen.

Denne Forholdsregel, som foruden at være inhuman var lovstridig, havde til Følge, at 25 af de i Helsingfors boende Medlemmer ved en i Bladene meddelt Erklæring traadte ud.

At alt dette ingenlunde foregik i Stilhed, men gav Anledning til en Mængde polemiske Artikler i Bladene med Udtydninger og Erklæringer, følger af sig selv. Den kvindesagsvenlige Almenhed har følt sig uendelig smertelig berørt heraf, medens Modstanderne, der paastaar, at Kvinderne ikke er modne til parlamentarisk Arbejde og ikke bryder sig om anden Frihed end den, den tilsteder dem at undertrykke hverandre, herved har faaet fortræffelige Vaaben i Hænde. En Mængde Personer, som hverken spørger om Kvindesag eller Kvindeforeninger, har gjort sig lystige paa begges Bekostning og betragtet Begivenheden som en interessant Afbrydelse af Hverdagslivets Ensformighed.

Dog er der jo intet saa ondt, at det jo ogsaa har sin gode Side. Et stort Antal Personer, baade Kvinder, som nok interesserer sig for organiseret Kvindesagsarbejde, men ikke kunde finde „Finske Kvindeforenings” Organisation videre heldig valgt, og Mænd, som jo slet ikke havde Adgang til denne, har nu taget fat paa Ordningen af en Kvindesagsforening.

Ved det konstituerende Møde i den Anledning betonede Forstanderinden for den finske Fællesskole, Frøken L. Hagman, at Kvindefrigørelsen var hele Menneskehedens Sag, og at det derfor var af stor Betydning, at Mænd og Kvinder arbejdede sammen paa dens Virkeliggjørelse. Derved vilde Sagen blive belyst fra flere Sider og Ensidighed lettere bliver undgaaet.

Den ny Forenings fornemste Opgave vil blive ved Foredrag, Diskusioner og skrevne Artikler at indvirke paa den almindelige Mening, thi saasnart Menneskenes Anskuelser og Tankemaade forandres, vil forbedrede Love og Sæder ogsaa følge af sig selv.

De Spørgsmaal, som nærmest vil blive tagne op, er 1) Et højere Maal for Kvindens Opdragelse. 2) Udvidelsen af hendes Arbejdsomraade. 3) At hæve hendes Stilling som Medlem af Samfundet.

Flere Tegn tyder paa, at den store Almenhed er særdeles sympatisk stemt for den ny Forening, og at den meget snart vil vinde stærk Tilslutning.

Men der er endnu meget tilbage at gøre, og Feilgreb vil desværre ikke undgaaes. Hovedsagen er aldrig at blive mistrøstig eller tabe det store Maal af Syne.