Lady Margaret Sandhurst
Nylig døde en af disse fremragende engelske Kvinder som, ulig andre Landes højtstaaende Damer, med Liv og Sjæl arbejder ikke blot i Velgørenhedens, men ogsaa i den aktive Politiks Tjeneste. Vi meddeler med velvillig Tilladelse Kvindebladet Herolds Mindeord om hende.
Margaret Fellowes (gift Lady Sandhurst) begyndte allerede som ganske ung at interessere sig for Politik og skaffede sig snart et Skøn over, hvad Politik betyder, og hvor stor og betydningsfuld Læren om den rette Maade at regere paa kan være. Hun var selv stor og betydningsfuld i alle Retninger, en „ædelig Kvinde” - til Trods for hendes Fejl, der var „hendes Dyders Fejl”. Hun havde en bestemt Karakter og en Vilje, der ikke taalte Modstand Alle hendes Meninger var som en Religion, hendes Følelser var Lidenskaber. Hendes Liv blev tilbragt i nyttigt Arbejde; hun stræbte efter de største Maal. Ingen bliver ret forstaaet og fuldt værdsat før efter Døden. De smaa Fejl og Mangler skjuler som en Taage vort egentlige Selv for vore Venner og blander sig med den Taage,
hvoraf ogsaa de er omgivne, saa Mørket, rejser sig mellem os; først Dødens Klarhed spreder Taagen og faar os til at se dem som de er. Da aabenbares den udødelige Del af deres Væsen, og den er, hvad vi beholder af dem.
Denne højhjærtede Kvinde havde talrige Venner, mens hun levede, men hun har flere nu, hun er død.
Hun begyndte sit Liv blandt Konservative, men inden ret lang Tid var hun helt gaaet over til de Liberale, skønt hun bestandig holdt sig udenfor Partityranniet. Uden at blinke fulgte hun sine Grundsætninger. I sine sidste Aar arbejdede hun med Iver for Kvindernes liberale Vælgerforening.
Uden Fordomme virkede hun for at hæve Kvinden paa alle Maader; i sædelig Henseende holdt hun paa Lighed mellem begge Køn; blandt de fattige og fortrykte, hvis Sag hun overalt førte, var hun højt elsket. Hendes Hospital i Marylebone Road er et levende Vidnesbyrd om det opofrende, utrættelige Arbejde, hun udførte blandt de syge, hvis Øjne straalede, naar hun nærmede sig dem. Naar hun besøgte sine stakkels vanføre Børn i Hjemmet ved Kilburn, var det smukt at se, hvor de mindste klyngede sig til hende, og hvor hendes Ansigt lyste af Medlidenhed og Kærlighed.
„Og dette Menneske blev sat ud af Sogneraadet, fordi hun var Kvinde”, udraabte en højtstaaende Dame nylig, da hun læste om den mageløse Virksomhed, hun havde udfoldet overfor rige og fattige, i det private og offentlige, det sociale og politiske Liv. *) Hun kunde lide at blive anerkendt, trængte til at føle sig støttet, som selv stærke Naturer gør. Mest elskede hun dog, som hun selv sagde, at arbejde for de fattige. Endnu for en kort Stund siden stod hun midt iblandt dem, fuld af Liv og Hjælpsomhed.
Ogsaa i Politiken arbejdede hun uophørlig, altid forude, altid praktisk og stærkt interesseret. „Jeg har i Sinde særlig at agitere paa Kvistkamrene”, sagde hun og priste Arbejderskernes sunde og sikre Opfattelse. „Vi maa flytte Bjærge, før Liberalismen kan vinde Sejr”, mente hun, og hun gjorde sig altid til Fortaler for, at der skulde begyndes fra neden, blandt de smaa i Folket. Ved megen Selvfornægtelse sparede hun Penge til at hjælpe, hvor der trængtes, sidst kom altid hendes egne Fornødenheder.
Hendes Raad vilde have været Guld værd for de blinde Sogneraadsmedlemmer, der nægtede at optage hende imellem sig.
Hvem kan indtage hendes Plads? Landet er blevet fattigt ved hendes Død, men de Spor, hendes Fødder har sat i Tidens Sand, er dybe og vil ikke let svinde. Uden at vige for Fare, Arbejde eller Selvfornægtelse tjente hun Menneskelighedens Sag. Hun „elskede Ret og hadede Uret”, derfor bliver hun nu ophøjet, og vi, som elskede hende maa følge i hendes Fodspor”.
*) De engelske Kvinder er som bekendt valgbare til Skole- og Fattigraad. Til den saakaldte County Councils, en i 1888 oprettet Institution, der bl. a. har overtaget nogle af de tidligere Sogneraads Forretninger, har de Stemmeret. Med Hensyn til Valgbarheden er Loven uklar. Forskellige fremragende Kvinder, deriblandt Richard Cobdens, Frihandelsmandens, Datter og Lady Sandhurst har ladet sig vælge, men er efter i Maaneder og Aar at have arbejdet i Raadene af Domstolene blevne frakendt Ret dertil.